»Vores livsform og vores opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende.«
Mogens Lykketoft, økonom og forhenværende forvalter af den danske statskasse som finansminister i perioden 1993-2000, synes klar til et opgør med økonomernes magtposition i samfundsdebatten, med økonomismen som ledetråd for tilværelsen og med den hidtidige økonomiske vækstmodel som uantasteligt dogme.
Dermed slutter han sig til det voksende kor af fagfæller og andre fagfolk, der i lyset af den flersidede internationale krise efterlyser nytænkning og nye ledestjerner som erstatning for de økonomiske autoriteter, der fejlede så fatalt forud for finanskrisens udbrud.
»Det har været chokerende at se et meget højrøstet flertal af økonomer under bobleøkonomiens opbygning i USA, Storbritannien og Danmark give næring til den åbenlyst vanvittige forestilling, at jo mere ting steg, desto mere ville de blive ved at stige,« siger Lykketoft, tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister samt formand for Socialdemokraterne, i dag partiets udenrigsordfører.
»Man kan undre sig over, at økonomer synes at spille en stadig mere central rolle for beslutningstagere og medier, for økonomer har jo ikke vist nogen form for forudseenhed i nyere tid. Den konventionelle økonomiske visdom har været ude af stand til at forklare, hvad der foregik, og til at forudse, hvad der kom af kriser.«
Mogens Lykketoft minder om, hvordan bl.a. bankøkonomers forsikringer om vedvarende stigninger i ejendomspriserne lokkede mennesker ud i voldsomme spekulationer for lånte penge i fast ejendom og aktier »med det selvfølgelige resultat, at økonomierne er blevet meget mere ustabile.«
Og han undrer sig over, at så få fremtrædende økonomer i dag advarer mod forestillingen om, at lande som Grækenland, Portugal og Irland kan komme ud af deres afgrundsdybe krise ved bare at skære ned.
»Uden særlige indvendinger fra økonomer har europæiske regeringer i en lang, lang periode ført 'medløbspolitik' i forhold til konjunkturerne: Når det gik op, fyrede man yderligere op, når det nu går nedad, skærer man yderligere ned. I Europa overgår man nærmest hinanden i at vise 'ansvarlighed' ved at spænde livremmen ind på det forkerte tidspunkt i konjunkturforløbet. Det er i min forståelse virkelig vanvittigt,« anfører den forhenværende finansminister.
Samtidig med de græske nedskæringer, der forstærker landets økonomiske recession, må Grækenland netop nu betale over 18 pct. i rente for at opnå nye kriselån via obligationsmarkedet.
»Konsekvenserne af politikken er katastrofale,« siger Lykketoft og henviser til de aktuelle scener i Sydeuropa, hvor der »er skabt næsten revolutionære tilstande i gaderne.«
47 mia. eller 30 eller 60?
Hvis økonomerne har taget så grundigt fejl, hvorfor kan de så fortsat dominere tænkningen i politik og medier?
»Økonomer er lige så lidt uafhængige som andre mennesker. Mange af dem, der rådgiver, er i virkeligheden interessevaretagere, jævnfør den aktuelle debat om bankøkonomerne som orakler her i landet. Og det gør selvfølgelig, at de opnår megen anerkendelse blandt dem, der føler egne interesser varetaget de toneangivende velhavende grupperinger.«
–Det er jo begge sider i dansk politik, der anerkender de præmisser for politik, som formuleres i rent økonomiske termer. Er det, fordi politik og samfundsforvaltning er blevet så kompliceret, at man vælger det bekvemme at slås om et enkelt tal: 47 mia.kr. som hul i statskassen i 2020?
»Ja, du kan spørge, om oppositionen overhovedet behøvede at abonnere på det tal. Når S og SF svarer på, hvordan vi vil finde 47 mia., er det ikke, fordi vi siger, at tallet vitterlig er 47 mia. Det er faktisk noget fundamentalt vrøvl at påstå, at man ved det. Ingen ved det. Ingen kan sige, om tallet i virkeligheden er 30 eller 60 mia.«
Mogens Lykketoft mener, at især to eksterne faktorer udviklingen i verdensøkonomien og i produktiviteten vil betyde mere for den danske statskasses tilstand i 2020, end det der p.t. laves politiske aftaler om i Folketinget.
»Men det er da interessant, at det er lykkedes regeringen og nogle økonomer at iscenesætte situationen sådan, at journalister begynder at sige til os: 'Hvordan vil I finde 47 mia. kr.?' S og SF har så lavet sit eget regnestykke og sagt: 'Hvis det er 47 mia., der skal findes, så gør vi det sådan'.«
– Direktøren for Merkur Andelskasse, Lars Pehrson, sagde forleden i Information, at staten har et mærkeligt og meget uhensigtsmæssigt kasseregnskab, der på udgiftssiden ikke skelner mellem løbende driftsomkostninger og investeringer i fornyelse og omstilling, og at det politisk frister til at skære ned på de fremtidsorienterede investeringer i energi- og transportinfrastruktur, uddannelse m.m.
»Det har han fuldstændig ret i,« siger den tidligere statslige kassemester.
»Når man i dag siger, at vi ikke må stifte mere gæld, selv om det er for at investere i en forbedret infrastruktur eller øget kompetence, der kan øge vores muligheder for at tjene penge på sigt, ja, så foretager man sig noget så irrationelt, at ingen privat virksomhed ville finde på at gøre det.«
»Jeg er enig med professor Nina Smith, der forleden sagde, at man i regnskabet burde udskille de offentlige udgifter, der har karakter af investeringer i fremtiden.«
Kinesernes biler
Mange siger, at den økonomiske krise i virkeligheden afspejler en dybere systemkrise, der også giver sig udslag i klima-, energi- og fødevarekrise. Ser du brister i de seneste 100 års økonomiske udvikling, som gør, at vi nu støder på barriererne?
»Helt klart. Når flere milliarder mennesker i Asien, Latinamerika og efterhånden også Afrika rykker op i forbrugskæden og begynder at efterspørge mere energi, mineraler, bøffer ... ja, så må vi sige, at det har de naturligvis fuldstændig ret til, men samtidig er det ikke muligt for os alle at leve en materiel tilværelse som den, vi har tilegnet os.«
»Et eksempel: Hvis den kinesiske vækst fortsætter nogenlunde usvækket, vil kineserne sidst i århundredet nå op på samme niveau pr. capita som amerikanerne. Vil de også bruge deres penge som amerikanerne, skal der bl.a. skaffes plads til 900 mio. biler. Det indebærer foruden helt uoverskuelige problemer for miljø, klima og ressourcer at dagens samlede risdyrkningsareal i Kina må inddrages til veje og parkeringspladser.«
»Det er ét blandt hundrede eksempler på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at give alle mennesker på Jorden en levestandard som den, vi efterspørger i dag. Ressourcerne til det findes simpelthen ikke. Det kan man godt prøve at fortrænge yderligere fem eller 10 år, men det bliver problemet ikke lettere at løse af.«
Mogens Lykketoft er overbevist om, at selve markedsmekanismen i form af stærkt stigende priser på olie, råstoffer og fødevarer vil spærre for en materiel vækst som den, vi har vænnet os til.
Vækst og valg
»De seneste års fødevareprisstigninger har f.eks. betydet, at der i dag er flere hundrede millioner ekstra, der sulter. Men dertil kommer det pres, klima- og miljøbelastningen lægger på kloden, og som kræver, at vi træffer politiske beslutninger, der virker hurtigere end markedsmekanismen. De langsigtede udfordringer fordrerikke mindre stat, men mere stat.«
–Der er et stærkt skisma mellem denne analyse og så de dagsaktuelle råb fra stort set alle politiske lejre om at få genskabt væksten?
»Den form for vækst, vi er vant til, er ikke langsigtet mulig.«
– Så du ser et behov for, at økonomer og andre udvikler en ligevægtsøkonomi som alternativ til traditionel vækstøkonomi?
»Ja, og inddrager mange flere parametre end de kendte økonomiske modeller. Ser vi på udviklingen i vores livsform gennem de seneste 50 år, kan man f.eks. spørge, om der er nogen proportionalitet mellem BNP-vækst, ressourceforbrug og så graden af lykke.«
– Er det ikke lige det, man skal sige, hvis man vil tabe et dansk folketingsvalg: ’Vi skal gå fra vækstøkonomi til ligevægtsøkonomi’?
»Men det er da på høje tid at begynde at tegne de langsigtede perspektiver op, for forandringen kommer under alle omstændigheder og det med en eller anden kraftig påvirkning af vores levevis. Det handler om at formulere en strategi, hvor der som alternativ til fortsat materiel vækst skabes mulighed for vækst i livskvalitet i kombination med økonomisering med ressourcerne. Man skal ikke sætte det banner på, der hedder ’nulvækst’, men man skal sørge for at få en fornuftig debat om ressourcebegrænsning og mere bæredygtige løsninger på alt fra transport til fødevareproduktion. Vi kan jo alligevel ikke spise mere kød,« siger Lykketoft.
Økonomisk selvransagelse
Økonomerne er de nye overdommere i den politiske diskussion, mens politikken er reduceret til et for eller imod de økonomiske modeller. Det har ført til selvransagelse blandt økonomer, for hvor meget kan de egentlig forudsige? Samtidig overtager den økonomiske tankegang menneskesynet, når borgerne reduceres til plusser og minusser i velfærdsstatens regnskab.
Følg med i Informations serie om økonomien, der styrer samfundsdebatten.
Seneste artikler
En ny kapitalisme er mulig
6. juli 2011I USA er debatten om en ny markedsøkonomi som alternativ til den finans- og profitdrevne kapitalisme i fuld gang. Nye typer selskaber og banker med miljømøssige og sociale hensyn er opstået i lokalsamfundetModellerne holder, økonomerne fejler
30. juni 2011Økonomisk selvransagelse bør ikke føre til, at økonomer vender modeller som DREAM ryggen. Fejlvurderinger af den økonomiske udvikling skyldes nemlig ikke modellerne, men fejl hos de økonomer, der fortolker deres resultaterOECD måler det forkerte gode liv
17. juni 2011OECD har netop offentliggjort et indeks for trivsel. Men det måler kun den enkelte borgers materielle rigdom, ikke om de har et godt liv, lyder kritikken
Godt interview, gode spørgsmål og lovende svar.
Læs endelig Larsen i dag: »For jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i Himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse«
Jørgen Steen Nielsen: Du må fluks interviewe de andre partiøkonomer, hvis de tør.
Nu rykker det, nu rykker de. I fredags Per og Frank, i dag Mogens. Hvem bliver den næste? Efter dem Jørgen Steen!
Som alarmist, hysteriker og CO2fanatiker er det ren fryd at følge med i disse dage. Man skal unde sig selv den korte glæde, inden nye skrækscenarier myldre ind. Vi går jo stadig rundt og fumler med permakultur i altankasserne og med at få franskbrødet til at hæve ordentligt. Vi er stadig for få samlet ved startstedet til den store omstillingsproces og modvækst er endnu et fremmedord, men det kan jo være, vi når det, inden det er for sent.
Tak til Jørgen Steen Nielsen og til Mogens Lykketoft - endelig! Med afsæt i miljøbekymringer (en ph.d.-grad i 1991 i miljøundervisning), så er dagens artikel bare så længe ventet ... Men nu gælder det så: hvor skal vi begynde med en positiv formulering af det nye vækstbegreb? Det er der formodentlig ingen, der har noget færdigt svar på, men det er da en begyndelse, at Lykketoft påpeger en simpel adskillelse mellem langtidsinvesteringer og rent forbrug som en mulig øjenåbner for folk om, hvad samfundsøkonomien handler om.
En ting jeg har tænkt på - som ligger i den helt anden ende af opgaven - er, at vi skal uddanne befolkningen til at forstå økonomi. Det er nærmest indoktrinering, når den brede befolkning ikke har anden forståelse for økonomi end den, der følger med som en side-læring i folkeskolens matematikundervisning. Her er tal eksakte for 2 + 2 er da = 4, ikke. Det følger heraf, at økonomi nok er en eksakt videnskab. - Og så er det svært at forstå, at den bare en afledt del af filosofi på linje med pædagogik og psykologi fx.
Den nuværende regering har gjort meget for at lægge 70ernes kritiske fag - samfundsfag eller samtidsorientering - for had. Jeg siger ikke, at der ikke har været skæverter indenfor fagområderne - men der var tale om nye fag, som kunne have bidraget til en folkelig uddannelse imod det nye vækstscenarie vi nu skal udvikle.
Vi har brug for kreativitet, solidaritet og nytænkning - ikke for politik ført på gamle økonomiske doktriner.
Tak!
Første step i omstillingen til en grøn, bæredygtig og livsbekræftende produktionsform er naturligvis en generel accept og politisk opbakning til disse tanker. Dette interview er et lille skridt i den rigtige retning. Men der er laaang vej endnu.
Den eksisterende kapitalisme har mange magtfulde ressourcer til sit forsvar og vil ikke falde som et korthus.
Næste step er erkendelse af, hvilket samfund vi så vil opbygge som alternativ? Altså et fundamentalt paradigmeskifte, idet "nulvækst" jo ikke kan rulles ud fra den ene dag til den anden ved blot at erstatte BNP med et lykke-index.
Skal vi fortsat have et marked? profit? privat ejendomsret? konkurrence? osv. Har disse basale økonomiske samfundsbegreber iboende latent vækst som forudsætning?
Hvordan skal vi skelne mellem grøn og ikke-grøn produktion? F.eks. hvem skal bestemme, at der skal anvendes 100 timer til sundhed i stedet for 100 timer til produktion af våben eller ikke-nedbrydelige plastik-dingenoter? Er det markedet? eller en politisk beslutning? Og i sidstnævnte tilfælde, er det så en beslutning lokalt, statsligt eller internationalt?
Kan man etablere et grønt samfund med nedbrydning af fundamentale, vækstorienterede kapitalistiske økonomidogmer isoleret i et enkelt land i en åben verden?
Man må desværre konstatere at det i dag ikke er økonomerne - hverken de regeringstro eller de regeringskritiske - der stiller de væsentlige, overordnede økonomiske spørgsmål, men folk som Jørgen Steen Nielsen.
Lykketofts svar er opmuntrende, men jeg er ikke tryg ved udtryk som "de langsigtede udfordringer" eller "langsigtet mulig" eller "langsigtede perspektiver". De bidrager til den illusion at vi stadig har tid, og overser at udviklingen går hurtigt i den forkerte retning. Det langsigtede var faktisk i går. Det er allerede for sent til at afværge klimaforandringerne. Det er nok også for sent til at afværge en energikrise, men vi må gøre hvad vi kan for at begrænse skaderne så meget som muligt. Vi må også huske at Lykketoft ikke længere er en af de toneangivende politikere. De hedder Thorning-Schmidt, Sass Larsen, Søvndal, og det der er værre.
I går hørte jeg at nogle danske økonomer er begyndt at postulere muligheden for et dobbeltdyk. Det kan godt være at vi er kommet ind i en fase hvor vi fortsat taler om vækst, men hvor stabil vækst ikke længere er mulig. De kommende år ser ud til at blive en rutschetur hvor ansatser til vækst resulterer i stigende olie- og madpriser mm., som så forårsager eller medvirker til nye kriser. Ud fra bl.a. dette perspektiv er det temmelig urealistisk for politikere at betragte vækst som noget naturgivent. Udviklingen af en alternativ økonomisk tankegang er ikke længere en teoretisk luksus, men en praktisk nødvendighed.
Jeg er enig med Jette Tofte Bøndergaard i at der er behov for "en positiv formulering af det nye vækstbegreb", og jeg mener at dette begreb må være tilstrækkelig fleksibelt til at åbne for vækst på nogle områder samtidig med at vi eliminerer vækst på andre. Efter min mening klinger begreber som nulvækst og afvækst for negativt og for meget af skattestop. I værste fald kunne de stå i vejen for de investeringer som kommer fællesskabet til gode.
I en kort blogkommentar forleden skrev jeg i anledning af Aaen og Clausens kronik i avisen:
Vi lever på en endelig planet og derfor er de ressourcer vi kan tage i anvendelse selvfølgelig også begrænsede af denne endelighed. Alligevel synes idealet om en konstant fortsættelse af den økonomiske vækst at have karakter af et ganske fasttømret dogme som kun alt for sjældent spørges ind til og problematiseres. Hvad er eksempelvis målet med konstant økonomisk vækst? Hvorfor har vores samfund brug for at blive rigere i material forstand? Hvori består det bæredygtige i dette vækstideal i lys af den konstante forøgelse af belastning på biosfæren og dens begrænsede bæreevne?
Det er derfor også opmuntrende at man selv i den mest garvede del af den politiske elite har nået til erkendelsen, at den fortsatte økonomiske vækst er en umulighed på lang sigt og meget uønskeligt på mellemlang sigt.
"... hvor der som alternativ til fortsat materiel vækst skabes mulighed for vækst i livskvalitet ..."
Det er der jo intet nyt i: Gross national happiness. Men mon det forvænte, moderne menneske vil leve som man gjorde i Bhutan i 1972? Det tror jeg ganske enkelt ikke, at det har modet til.
Tilføjelse: Når jeg skriver '1972', så er det fordi begrebet 'Gross national happiness' blev formuleret i dette år, se http://en.wikipedia.org/wiki/Gross_national_happiness.
Første step er at befri dyrene. En gris er designet fra naturen side til at leve mellem ti og tyve år. En produktions gris, som aldrig ser dagens lys, slagtes typisk efter 5-6 måneder. Er det fair at behandle dyr så dårligt, at man fornemmer en lettelse jo kortere tid de lever?
Kan han ikke bare indrømme at kapitalismen ikke virker? Det er da lettere at forstå. Ikke-politikere ved jo knap nok hvad 'vækst' er. De tror det betyder noget som simpelt som udvikling, men i virkeligheden er der tale om øget spildproduktion, som er med til at skabe kriser og bobler, fordi produktivitetsvæksten overhaler væksten i verdensbefolkningen, idet uligheden øges jo mere der produceres (i absolutte tal) og færre mennesker dermed har råd til at købe de varer der ophobes.
Groft forsimplet økonomisk teori, men letforståelig for almindelige mennesker. :)
Et sted i artiklen står der: "Mogens Lykketoft er overbevist om, at selve markedsmekanismen i form af stærkt stigende priser på olie, råstoffer og fødevarer vil spærre for en materiel vækst som den, vi har vænnet os til."
Det tror jeg desværre ikke, man kan forlade sig på. Markedet kan ikke regulere sig selv, det så vi nyligt, da (finans)markedet gik amok med blind vækst og grådighed og kollaps. Greenspan og hele eliten troede, at markedet kunne gøre det rigtige - men nej.
Der skal noget andet til. F. eks. en mentalitetsændring. Hvordan? Det kredser mange debatindlæg herinde om, og det er rigtig godt. Det kan komme som en trend, en bevægelse, en ny bølge af synet på livet, ny livsstil, der får status af at være smart og eftertragtelsesværdig.
Der skal ske noget på mange steder og niveauer, litteratur, musik, foreninger, sociale medier, osv., men også i partierne. Og staten kan godt spille ded, men det er vigtigt, at det ikke kommer fra oven som diktater.
Erhvervslivet vil også begynde at interessere sig, de kan ikke bare køre videre, hvis forbrugerne ændrer sig.
At Kina og Sydamerika osv. brager løs med vækst, er der ikke noget at sige til. Derfor behøver Vesten alligevel at bremse op, og kan danne skole for, hvordan man kommer videre efter vækstsamfundets ophør
Lykketoft har da ret her!
Der ER ikke basis i produktion og ressourcer for en så høj levestandard som "vores" og slet ikke til alle.
Problemet er så, hvad der sker, når den uundgåelige nedregulering rammer større grupper af mennesker, der har vænnet sig til et højere niveau end de kan bære.
Det ser vi nok forstudierne til på Syntagma-pladsen i Athen og det er helt sikkert kun begyndelsen og vi kommer ikke til at gå ram forbi i lille Danmark.
Vi lever i "interessante" tider!
Meget af det som Lykketoft siger kan koges ned til et problem: Bilen.
Bilen som transportform er så ressourcekrævende at den så at sige stjæler maden ud af munden på verdens fattigste.
Opstil en fremtidig økonomi uden bilen, som vi kender den i dag, og fremtiden ser meget lysere ud.
Et langt og godt interview og indtil videre 13 begejstrede kommentarer. Men stadig ikke ét eneste konkret bud på alternativer.
Kritik er nemt - og utopier om den nye homo økologis der vil ændre alting er uinteressante.
Jeg er stor tilhænger af privat ejendomsret og frihed - heraf følger så kapitalisme helt af sig selv. Vækst er kun en sideeffekt for mig - ikke et mål. Nærmest tværtimod, da jeg synes det er ret åbenlyst, at vores materielle velstand har mange dårlige sideeffekter.
Men om Sovjet så havde vundet og hele verden var underlagt håbløse femårsplaner og en ineffektiv kommissærøkonomi, så ville vi stadigvæk snart baldre hovedet mod vækstloftet. Jeg ved ikke hvorfor folk insisterer på at koble kapitalisme på det her spørgsmål.
Hvorfor skulle den fri økonomi ikke kunne tilpasse sig tider, hvor der er knaphed om ressourcer, der førhen var rigeligt af, og til gengæld stor profit at hente på nye bæredygtige markeder? Kapitalismen har altid været langt hurtigere til at finde disse nødvendige udveje end statens kommissærer - hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Hvorfor skulle en markedsøkonomi ikke klare, at en nation (fx Danmark) oplever knaphed på ressourcer, der førhen var rigeligt af og levestandarden dermed falder? Hvorfor skulle den ikke kunne (måske nok med statslig tilskyndelse) kunne omstille sig til at investere i bæredygtighed?
Staten kan (og skal) selvfølgelig spille en rolle på det her område - hvilket Lykketoft også er inde på - ved fx miljølovgivning og investeringer, men hvad det har med det af Informations læsere spåede sammenbrud af markedsøkonomien at gøre, det forstår jeg altså ikke.
Måske det kunne hænge sammen med, at Informations læsere har spået markedsøkonomiens sammenbrud af varierende årsager de sidste fem årtier?
@ Søren Lom
Der er snarere olien end bilen, der er problemet. Hele transportsektoren er skræmmende afhængig af olie, som både er forurenende og en begrænset ressource.
@Bjarke
Uden bilen, er olien ikke en nær så begrænset ressource.
Det er tragikomisk at høre politikere snakke om hvordan vi skal have gang i "væksten" efter at "krisen er overstået" ... når alle fakta tyder på at vi allerede nu har nået den maksimale globale olieproduktion, og dermed allerede inden for de nærmeste år (ikke årtier, men år) vil opleve udbredt og vedvarende mangel på olie.
Når man så sammenholder det med det faktum at vores samfund er 100% afhængigt af olie i alle led, facetter og processer fra fødevareproduktion til transport, ja, så handler dette her ikke bare om at vi "bør finde et nyt vækstideal" men om, at vi om meget kort tid bliver tvunget til at finde på en helt ny måde at organisere vores samfund - og det bliver med alvorligt abstinenser.
At dette ikke er første punkt på alle politiske dagsordener er ufatteligt. Men så meget desto hårdere rammer hammeren når den rammer os i baghovedet.
@Bjarke Hansen
Problemet med "frie markedskræfter" er, at de erfaringsmæssigt tænker meget kortsigtet. Man har for eksempel været klar over at man ville komme til at mangle olie på et tidspunkt. Men alligevel har interessen for at investere i alternative energikilder været forsvindende lille, i forhold til de beløb der er brugt på at forfine og videreudvikle olie-teknologier. Og grunden er desværre så simpel som at fortjenesten var bedre på at investere i olie.
Analogien til at tisse i bukserne for at holde varmen er desværre meget oplagt. For nu står vi snart der hvor vi mangler olie, og nu er der ikke længere hverken tid, penge eller ressorucer til at finde alternative løsninger i tide.
Jeg er desværre så pessimistisk at jeg ikke tror på at vi kommer igennem dette her uden gigantiske og grundlæggende omvæltninger i vores samfund og levevis.
Se denne her video ... man ved at det er alvorligt, når selv formanden for the International Energy Agency, siger at han ville ønske at man var gået i gang med at forberede sig på oliekrise for 10 år siden.
http://www.youtube.com/watch?v=NJg4g-sWn18
De 47 mia kr er et intressant tal fordi det påviser at skattelettelser og finanslovsunderskud er ækvivalente.
@Bjarke Hansen
Det er sandelig ikke markedsøkonomien, der bryder sammen i øjeblikket!
Den er tværtimod ved at knuse det Sovjet Light-system, som i den vestlige verden i årtier misvisende er blevet solgt som markedsøkonomi!
Sovjets system var iøvrigt om noget netop karakteriseret ved fråds og spild af ressourcer (jeg så det på nært hold!)
@ Nic Pedersen
Lad os håbe du har ret:-). Jeg er ikke uenig i din diagnose i hvert fald.
@ Bjarke Larsen
Vi kan sagtens blive enige om, at vi er vågnet alt for sent, men både investeringer og brug af vedvarende energi er altså på ret kort tid steget markant. http://en.wikipedia.org/wiki/Renewable_energy - selvom det indtil videre selvfølgelig stadig langt fra rækker.
Men pointe er, at i 70 år var halvdelen af verdens økonomi styret af planlæggere, som svinede endnu mere end os andre og som overhovedet ikke planlagde med henblik på oil peak, bæredygtigt landbrug eller nogen af de andre ting, som bliver essentielle i dette århundrede.
@Bjarke Hansen
Der er ingen tvivl om at der er mere fokus på vedvarende energi nu, end der var i 70'erne, men hvis man kigger på vores politkere (både her og internationalt - og på tværs af blokke) så er der ingen ... ikke nogen jeg kender i hvert fald - der planlægger for hvad man gør når man ikke kan få lige så meget olie som man har brug for.
Og det er skræmmende, når man (selv med et best case scenario, hvor verdens olieproduktion vokser, men efterspørgslen vokser mere) ved at man vil have mangel på olie inden for de næste 10 år ... det er der voksende konsensus omkring.
Hvordan kan man så fremlægge en 2020 plan, hvor man funderer hele scenariet på øget vækst?
Det er hul i hovedet og det er skræmmende, for det viser at vi er fuldkommen uforberedte på det der kommer.
@Bjarke Larsen
"Jeg er desværre så pessimistisk at jeg ikke tror på at vi kommer igennem dette her uden gigantiske og grundlæggende omvæltninger i vores samfund og levevis."
Helt enig her! Dog tror jeg, at "vi" nok skal finde løsninger på energispørgsmålet!
Noget andet, og lidt overset her, at hvis vi kunne begrænse væksten i antallet af mennesker (og meget gerne nedbringe det på sigt) ville meget være nået!
Her har Kina jo så igen været på forkant med sin politik.
@ Nic Pedersen
Begrænsningen i antallet af mennesker er også på vej. Faktisk er den globale fødselsrate faldet med rekordfart de sidste 50 år - og verdens befolkning vil som det ser ud nu falde efter et peak i 2040 - 2050.
Problemet er, at fødselsrater hænger sammen med velstand. Kinas étbarnspolitik har fx ikke været nær så effektiv som Kinas naboer Hong Kong og Taiwans velstandsforøgelse til at sænke fødselstallet. Falder velstanden kan vi frygte, at fødselsraterne stiger igen.
Det er da glædeligt, at Hr. Lykketoft omsider er kommet til denne konklusion. Tillykke med det.
Imidlertid er det en nærmest triviel konklusion, som man end ikke behøver at være økonom for at drage.
Enhver kan jo se, at fortsat befolkningsvækst og velstandsstigning i den 3. verden - på en jord med begrænsede ressourcer er en ligning, der ikke går op.
Det økonomiske paradigme med BNP-vækst som øverste mål er ganske enkelt både en hovedløs filosofi, og et hovedløst projekt. Og at det må ende i en katastrofe, eller en syndflod af katastrofer er såmænd også ganske let af fremskrive.
Kapitalismekritikken er som bekendt ikke ny, men det er som om den eksplosive velstand i vesten de seneste 40-50 år har lullet alle ind i en tornerosesøvn af forbrug og grådighed, som vi nu brat er ved at vågne op af.
Jeg har ingen illusioner om, at kapitalismen for en blid afslutning, men en afslutning, det kan jeg garantere, at den får - af de enkle grunde Lykketoft opremser.
Og hvis, som nævnt af andre kommentatorer, den kan afløses af et nyt paradigme, baseret på balance, økologisk bæredygtighed, og mildest talt mere spirituelle værdier, så tror jeg nok menneskeheden har en fremtid.
I øvrigt enig med Søren, at der er ingen vej udenom at gøre op med vores helt ufatteligt grusomme behandling af dyr i den industrielle animalske produktion. Den er mindst lige så skadelig for miljøet som privatbilismen - men i tillæg dybt uetisk.
/O
Jeg aner ikke, om der er nogen, der har læst mine forrige to kommentarer, men bare for god ordens skyld, idet kommentarerne måske kunne misforstås:
Min intention med dem var ikke at kritisere Mogens Lykketoft for at tale om vækst i livskvalitet (i stedet for vækst i pengeøkonomien), for det synspunkt finder jeg yderst sympatisk.
Min intention var at henlede - som jeg ofte tidligere har gjort i andre tråde - opmærksomheden på, hvad det er for eksistentiel-psykologiske forandringer, der er forudsætningen for overhovedet at gøre sig i stand til at leve i et sådant samfund. Som jeg ser det, så er den vestlige kultur, og dermed de enkelte borgeres sind som de er flest, i en så spirituel (og her taler jeg ikke om religion) ringe træningstilstand, at de ikke, vil jeg mene, vil være i stand til at finde det mod, der skal til for at kunne leve nødvendigt materielt beskedent.
John Fredsted
Det er de sgu nødt til!
@John,
Men de, og vi alle vil blive pisket til det - af de givne omstændigheder.
Og ja, det vi kræve en funda-"mental " omstilling hos os alle - som kræver spirituel styrke, al den stund at tabet af alle materielle og andre forgængelige krykker, enten vil efterlade et tomrum - eller en afrundet fylde - afhænging af den enkeltes iboende styrke og uafhængighed.
/O
Så er alt håb ikke ude. Jeg husker udmærket Lykketoft som finansminister. Den gang var han helt overbevist om, at videnskaben nok skulle finde et fiks, der løste problemet.
Så må man håbe, han har en noget større og mere solid tilslutning i sit parti, end Fogh Rasmussen viste sig at have.
@Niels-Holger og Olivier: Jeg er naturligvis enig med jer begge i, at folk vil blive tvunget til at forandre sig.
Men når jeg (vedholdende) fokuserer på dette, så er det jo fordi, jeg er yderst bekymret for, hvilken skubben-hinanden-ud-over-rælingen-rædsler vi skal igennem, hvis forandringen bliver presset igennem udefra (af de givne materiel/fysiske omstændigheder) frem for ad frivillighedens vej (som følge af spirituel modning). Jeg er desværre ganske overbevist om, at det bliver den umodne og umodige version, vi skal igennem, og tanken herom fylder mig med en ætsende lede.
John
Hvis du vil målet, så må du også ville vejen. Fremgange og tilbageslag er et vilkår.
Jeg ville ønske, at vi kunne formulere os positivt om de alternative muligheder, som et farvel til vækst-økonomien måtte medføre.
Først tror jeg faktisk, at der er alternative vækstområder, som vi kan opdyrke. Fx kan vi omstille persontransporten fra olie til el baseret på vedvarende energikilder og mere kollektiv transport. Vi kunne i højere grad forbruge lokale produkter. (Det er da absurd at spise lammekød, der har sejlet den halve jord rundt i frossen tilstand.) Vi kan forbedre den bestående boligmasse i retning af mindre vand- og energiforbrug, og udvikle nye boformer. Vi kan genindvinde anvendte materialer og øge gen-bruget. Vi kan omlægge kostvaner til mindre krævende landbrugsproduktioner (spise mindre kød).
For det næste kan vi deles om det nødvendige arbejde - og måske endda satse på mere og bedre uddannelse og omsorg. Dagens positive budskab er, at 'bedstefædre nu også ønsker at være sammen med børnebørnene". Mennesker trives ved at se andre lære og udvikle sig! Her kunne måske endda være basis for eksport af know-how om løsning af uddannelses- og omsorgsopgaver?
Omlægning af arbejdet med at fremstille vores fødevarer kunne bringe langt flere i nærheden af 'jord og vand'. Det er livsbekræftende at se planter gro. Det er livsbekræftende at se dyr vokse og trives. Det landbrug vi har i dag er fremmedgørende.
For det tredje kan vi fremme kreative ideudvekslinger. Design er i forvejen et område, som mange unge har stor interesse for - kreativitet og kunst kunne involvere flere og bringe oplevelser med livsfylde (og kritisk sans) ud til langt flere.
For det fjerde, så er det vel ikke helt umuligt at omlægge i hvert fald finans-kapitalismen. Der er da allerede formuleret alternative ideer i det små: Tobin-skat, Basel-processer ... efter min smag skal vi langt videre ad den vej.
Det er helt sikkert naivt ... men jeg fik lyst til at fremlægge POSITIVE billeder af mulige alternativer. Sortsyn fører i hvert fald ingen vegne, der er brug for, at vi sammen udvikler gode ideer ...
"Sortsyn fører i hvert fald ingen vegne, der er brug for, at vi sammen udvikler gode ideer …"
Helt sikkert.
Mange af dine ideer er gode, vi er i gang!
Hvor mange af Jer herinde har set internet-blockbusteren(-erne) ZEITGEIST, og dens to efterfølgere?
http://www.zeitgeist3.dk/
Hele den vestlige, økonomiske gældsmaskine spekulerer ikke i rød eller blå, højre eller venstre, Helle eller Lars - for både kapitalisme, socialisme og kommunisme er designet af bankeliten, og i alle tilfælde er selve det gældsbaserede pengesystem selve roden til alle problemerne.
"Give me control of a nation's money and I care not who makes her laws."
~ Mayer Amschel Rothschild
Brænd dine penge, og hjælp dine naboer og familie.
@Nic Pedersen
Hvor i Sovjet har du mødt en finanssektor som var større end produktionssektoren?
Hvor i Sovjet har du mødt destruktion af fødevare som det sker i EU og USA?
Hvor i Sovjet har du set folk købe deres boliger for lånte penge som de ingen mulighed havde for at tilbagebetale?
Om tyve år sidder de i Ikast og Herning og syer mao-sko til kineserne. Hvad alle københavnerne skal lave, er et godt spørgsmål.
Tre rotter har forladt den synkende vækstskude (Clausen, Aaen og Lykketoft). Hvem bliver mon den fjerde?
Hvor slemt behøver det at blive før danskerne vågner op? F.eks. slår bilsalget nye rekorder og det tyder ikke just på, at vi er i gang med en omstilling til bæredygtighed. Men noget sker i det små. F.eks. udkom for nylig Serge Latouche: ”Fornuftig modvækst”. Så vi er i første fase af OMSTILLINGEN. Anbefaler derfor Transition 1.0: http://vimeo.com/8029815
Skrev iøvrigt tidligere artiklen ”Omstilling til bæredygtighed – hvordan?” som du finder her: http://www.information.dk/241280
Til inspiration?
John Fredsted
"Today Damascus and Athens, tomorrow Washington and Beijing. The trends for energy, resources, debt, and politics are inexorable. The only really relevant question is, how will the inevitable transition be handled—with peace and fairness, or bloody repression?"
Global Youth Uprising: Dashed Hopes, Anger, and Realism
@Søren Lom
"Hvor i Sovjet har du mødt destruktion af fødevare som det sker i EU og USA?"
Overalt, hvor fødevarer blev produceret og håndteret!
Det spild, som fandt sted på grund af inkompetent og hjernedød centralplanlægning var ganske enkelt ufatteligt.
Lige fra tilsåning og høst efter plan og ikke efter omstændigheder til groteske scener som f.eks synet af en hel kolonne gyllevogne, der kører ned til floden og forurener den med førsteklasses gødning, mens der i den anden retning kommer en kolonne af lastbiler med industriel kunstgødning til den samme kolkhoz.
Jeg medgiver dog gerne, at EU åbentbart stræber efter samme niveau af tåbelighed, bl.a med den vanvittige håndtering af fiskekvoter og meget andet!
Mht. finanssektoren kan systemerne vanskelig sammenlignes.
Man kunne ikke købe sin bolig i Sovjet, så problemet forelå ikke!
Det er simpelthen så befriende at høre en etableret politiker bringe klodens malthusiske situation på banen - jeg var lige på nippet til at blive bekymret, at der ikke var nogle realistiske/ærlige hoveder på Christiansborg!
@Niels-Holger: Tak for linket til postcarbon.org-artiklen. Interessant læsning. Jeg er dog lidt forvirret: Er henvisningen tænkt som et argument for eller imod mit sortsyn (som du synes at opponere imod ovenfor), eller bare som almindelig oplysning?
Jeg har også publiceret på post carbon, omkring hvorvidt teknologisk fremskridt vil gøre det muligt at understøtte evig eksponentiel vækst i en lukket biosfære:
http://www.energybulletin.net/stories/2011-02-04/ascent
For min skyld må man gerne retfærdiggøre gamle Sovjet, men hvad tjener det til i vores situation? 1800 og 1900 tallets problemknusere kan jo ikke sige os ret meget i dag. Gamle Marx havde ret, ja, og hvad så? Den dag vi står i vand til halsen, står vi vel ikke med en bog i hånden og læser højt for hinanden.
Jeg ’føler’ at vi står i vand til halsen nu, og det må vi handle ud fra: Følg med i modvækstdebatten, kritiser vanrøgt af demokratiet, spis mindre kød, bevar humøret, find de store linjer og de små løsninger i dagligdagen.
Undskyld, der fik jeg vist læst højt for jer.
Tak for linket Thomas Robinson. Da jeg ser, at du er uddannet filosof, får jeg lyst til at fortælle om to bøger der har betydet meget for mig.
1 Georg Borgstrøm: Grænser for vor tilværelse. Grafisk forlag. 1970. Efter læsning af denne bog har 'vores' omgang med ressourcer som fx vand været en helt central anfægtelse i mit liv.
2 William Leiss: The Domination of Nature. Beacon Press Boston. 1974. Leiss fik mig til at forstå, at det ikke er den ydre natur vi skal ændre - men vores indre natur.
Det forekommer mig derfor meget problematisk, at liberalismen får os til at tro, at Mennesket ER grådigt af natur.
Det er vigtigt at fremme en forståelse af, at det ikke først og fremmest er de teknologiske fix vi skal satse på, så tak for dit link.
Først anbefaler jeg lige Niels Johans henvisning til Serge Latouche: Fornuftig Modvækst. Bogen er et skridt i den rigtige retning.
Nu en beretning fra det virkelige liv:
Her i min ejendom stopper kommunen problemfamilier ind uden den nødvendige opbakning. A er en letlevende kvinde og leveringsdygtig i husspektakler (han slår mig ihjel, hjælp). Meget underholdende.
En kvinde fra klagenævnet og nogle beboere står så og ringer på A's dør. Intet svar (selvfølgelig). Lidt efter ankommer hele klagenævnes fem personer i en taxa. De spørger som de skal (men dumt alligevel) om A er hjemme. Dernæst bliver der slået et kryds på et papir. A's sagsbehandler har aftalt med A for et par timer siden om at mødes her (kun en idiot vil lave aftaler med A, men jura er jura). Endnu et kryds i en rubrik, hvorefter de kører tilbage i taxaen. Hvad koster den slags narrestreger ikke?
I den ene ende af samfundet er der højeffeltive familier, i den anden de dysfunktionelle. Vi har lavet et samfund, hvor en masse mennesker er hægtet af, flere inden de rigtigt får begyndt på livet, og det koster det hvide ud af øjnene.
Denne lille historie fortæller mig med al tydelighed, at vi ikke kan komme længere ud ad den vej. Vi bliver nødt til at lave et samfund, hvor de halveffektive, kvart- og ottendelseffektive også kan opleve livet som meningsfuldt. De skal sgu da have en funktion, arbejdskammerater, ikke kun deres sagsbehandler(e).
Derfor siger jeg: mentalitetsændring, nyindretning af samfundet, vækst i det menneskelige (ikke i det materielle).
@Jette: mange tak for de fine henvisninger :D
Men du har helt ret, folk tror man vil lever i en tidsalder med større teknologisk innovation end nogensinde før, men sandheden er at innovationernes tidsalder faktisk er bag os....
@jette tofte bøndergaard: "... at det ikke er den ydre natur vi skal ændre - men vores indre natur. "
Jeg er helt enig. Jeg tillader mig, sådan en kende selvoptaget, at henvise til én af mine tidligere kommentarer til artiklen Er skurken virkelig USA?.
Jeg er rigtig glad for mekanismen, når min mekaniker skal lave min bil, selvom han jo ikke kan garantere at den kører evigt efter reparationen. Jeg er også rigtig glad for den odontistiske tilgang til tandlægegerningen, selvom der selvklart kan opstå nye problemer efter tandlægebesøget. Osv. osv. På samme måde føler jeg ingen trang til opgør med økonomismen (såkaldt), når det gælder den økonomiske politik.
Sider