Læsetid: 3 min.

Khaders konservative tænketank ligner en fuser

Sidste sommer lancerede Naser Khader (K) en konservativ tænketank. Siden har ingen hørt mere til projektet, som har haft vanskeligheder med at skaffe støttekroner. Dommen fra politiske kommentatorer er klar: Tænketanken bliver næppe til mere end en strøtanke
For et år siden introducerede Naser Khader ideen om at oprette en konservativ tænketank. Et år senere er der ikke sket meget konkret i sagen.

For et år siden introducerede Naser Khader ideen om at oprette en konservativ tænketank. Et år senere er der ikke sket meget konkret i sagen.

Lars Bech

14. juni 2011

»Khader vil nu starte sin egen nationalkonservative tænketank,« lød det i Politiken 4. juni sidste år, hvor Naser Khader (K) brugte sommeren på at revse Venstre og Cepos, som han mente svigtede værdidebatten til fordel for den økonomiske dagsorden.

»Den borgerlige blok har svigtet. Værdikampen ligger og samler støv, og det har den gjort et stykke tid. Det er ærgerligt og dybt problematisk,« sagde han.

Men hvad blev det så til med den tænketank?

»Det korte svar er, at vi stadig arbejder på det. Det er det, jeg vil sige om det. Den er endnu ikke rigtig etableret,« forklarer Khaders medsammensvorne værdidebattør Kasper Støvring, der er litteratur- og kulturforsker på Syddansk Universitet.

»Det har noget at gøre med sponsorering. Det er vanskelige vilkår, selvfølgelig også fordi det er et lille land,« siger han og forklarer, at ideen ikke er opgivet.

Naser Khader selv bebuder, at han ikke er så involveret i projektet længere, og at finansieringen er svær at få på plads:

»Jeg sidder ikke i styregruppen, men var bare med-initiativtager. Jeg ved, at der er nogen, som gør, hvad de kan for at skaffe midler. Men jeg har hørt, at finanskrisen er et problem. Og så er der også mange, som støtter Cepos i forvejen,« siger Khader.

Hvorfor lancerede i projektet, når det slet ikke var på plads?

»Sådan er det. Man har en idé, og så går man ud og siger, at man har en idé. Det er for at få folk til at tænke, 'det vil jeg gerne støtte'. Så håbede vi, at der ville komme nogle interesserede,« siger han, men forklarer, at der også senere opstod en debat om, hvorvidt en tænketank ville ende som en uhensigtsmæssig konkurrent til Konservative, der i forvejen mangler talenter og idéudvikling.

Khaders talenter

Da sløret for den ufærdige tænketank blev løftet, fremhævede en af de andre initiativtagere, Olivia Pontoppidan, at »vi tog kontakt til Khader, fordi han er dynamisk og god til at omsætte idéer til praksis.«

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er Naser Khader dog bedre til ideerne end til praksis:

»Naser Khader har efterhånden en lang historie af fikse ideer, der kuldsejlede lynhurtigt. Tænk engang på Demokratiske Muslimer og Ny Alliance. Denne tænketank ligner endnu et eksempel på en idé, der ikke blev til mere,« siger Engell, som slet intet har hørt til den konservative tænketank siden sidste sommer, selvom han er velorienteret på det område.

»Der er aldrig kommet et notat eller et stykke papir eller en analyse eller noget som helst. Jeg tror også, mulighederne er ekstremt begrænsede. Med Cepos er det borgerlige Danmarks tænketanksaktiviteter dækket godt ind,« siger han og forklarer, hvordan der kræves store pengesummer, hvis en reel tænketank nogensinde skal kunne fungere.

»Jeg kan slet ikke se, at der skulle være plads til endnu en institution,« siger Hans Engell.

Samme hårde dom fælder Niels Krause-Kjær, der ligeledes er politisk kommentator med speciale i Konservative.

»Jeg ved ikke engang, om jeg vil kalde den en fuser. For man kan spørge sig selv, om det overhovedet nogensinde har været andet end en strøtanke. Det var en strøtanke, der forblev en strøtanke. En fuser har haft potentiale på et tidspunkt, og det kan man knap nok sige, at det her projekt har haft.«

Ifølge Krause-Kjær ville der være penge at få, hvis projektet var relevant, og hvis de rigtige mennesker stod i spidsen for det. Det er bare ikke tilfældet her, konstaterer han og mener heller ikke, at det var synderlig smart tænkt af Khader og kompagni at gå i medierne med den halvfærdige tænketank.

»Når man lægger sådan noget på bordet, skal man kunne levere med det samme. Det gjorde Cepos, og de viste deres værd.«

Ideen om en tænketank, der kan genstarte den nationalkonservative værdidebat, er som bekendt ikke opgivet endnu. Ifølge Kasper Støvring er der dog ingen planlagt tidshorisont for, hvornår tænketanken bliver til mere end en tanke.

»Det må tiden vise,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Magnus Pranov

Det er efterhånden en tilsnigelse at kalde Cepos for en tænketank. Uanset hvilke tanker der kommer derfra synes konklusion at blive den samme = mere vækst, skattelettelser etc. Ud af boksen tænkes der ihvertfald ikke.

For lige at antyde niveauet i denne luftige tænketank, kan jeg henvise til nævnte statsstøttede kulturforsker Kasper Støvring. Han fremhæver i et utal af skriverier, at protestantiske lande som de nordiske har mere generel tillid end de islamiske lande - naturligvis fordi kristendommen automatisk skaber frihed, lighed og markedsøkonomi.

Støvring refererer som bevis til en tabel over "Trusts in the World Values Survey", som han selv kun kender fra en dansk bog. For hvis man kikker efter, er tabellens mest tillidsfulde i år 2000 ganske rigtigt Danmark, men fulgt af i rækkefølge Iran, Holland, Finland, Kina, Saudi-Arabien og Indonesien. Toppen af lysten udgøres altså af tre protestantiske eller på anden måde kristne lande, et par muslimske og et kommunistisk.

Medierne brokker sig over manglen på kvalificerede venstreorienterede debattører, mens de fylder spalterne med sådan en letvægts-amatør...

Heinrich R. Jørgensen

Årsagen til den skandinaviske tillidskultur, har intet med lutheranisme, katolicisme eller kristendom at gøre.

Den skal findes i vikingetidens kultur, og formodentligt i kulturer der er ældre end denne. Uden tillid og aftaleoverholdelse, ville det ikke have været muligt at aftale, at X drageskibe på en bestemt dag skulle mødes ved en bestemt kyst, for i samlet flok at gøre en forskel mod nogle sagesløse. Uden tillid til at man blev betalt med måneders forsinkelse for de varer man overlod i købmænds varetægt, var der ikke kommet megen handel i værk.

De øvrige lande, hvor tillid er udbredt, har ligeledes stolte historiske traditioner, hvor meningsfulde kulturer er opstået. Iran (Mesopotamien, Babylon, Perserne og hvad de ellers har kaldt sig i tidens løb), Kina, der blev ét rige for flere tusinde år siden. Handelsnationen Holland og dets tidligere koloni, Indonesien.