Læsetid: 4 min.

Kjeld Olesen: Præmis for koldkrigs-kritik er forfejlet

Koldkrigsforsker Bent Jensen mener at kunne dokumentere, at påvirkning fra Sovjet var med til at få de danske socialdemokrater til at skifte holdning i sikkerhedspolitikken i 80'erne og grundlægge fodnotepolitikken. Men ifølge tidligere S-udenrigsminister Kjeld Olesen skete det allerede i sluthalvfjerdserne
Da Anker Jørgensen dannede en ren S-regering, og Kjeld Olesen (t.v.) blev udenrigsminister, eksploderede debatten om atombevæbningen i Europa specielt i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Da Anker Jørgensen dannede en ren S-regering, og Kjeld Olesen (t.v.) blev udenrigsminister, eksploderede debatten om atombevæbningen i Europa specielt i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Mogens Ladegaard

28. juni 2011

»Når alt er dokumenteret, kan læserne selv drage deres slutning,« skriver koldkrigsforsker Bent Jensen i en af sine foreløbige hovedkonklusioner i sin rapport fra Center for Koldkrigsforskning.

Ifølge Bent Jensen skete der i 80'erne en massiv påvirkning fra DDR og Sovjetunionen af danske socialdemokrater. Og samtidig skete der et »skred« i Socialdemokraternes sikkerhedspolitik, der førte til den omdiskuterede fodnotepolitik.

»I det foregående er den massive østlige påvirkning dokumenteret, og det omfattende skred lige- ledes påvist,« afslutter Jensen ifølge Berlingske sin første hovedkonklusion fra sin endnu uudgivne rapport.

Men ifølge tidligere S-udenrigsminister Kjeld Olesen er der ét grundlæggende problem ved hele præmissen for konklusionen: Holdningsskiftet hos Socialdemokraterne skete både før fodnotepolitikken og før den massive påvirkning fra østlandene angiveligt skulle have fundet sted. Og et lignende holdningsskifte skete hos diverse socialdemokratier i andre NATO-lande.

Fraktion uden betydning

»Sandheden er, at jeg allerede som udenrigsminister deltog i møder i det, der hed Scandiluxgruppen socialdemokratier i NATO-landene Danmark, Norge, Holland, Belgien og Luxemborg og vi var allerede dengang enige i at være bekymrede for oprustningen,« siger Kjeld Olesen.

Ifølge Bent Jensen og også en tidligere bog, Ugræs, af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen, havde en lille socialdemokratisk fraktion, Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM) omfattende kontakter med bl.a. DDR-styret, der herigennem søgte at påvirke socialdemokraternes holdning til afrustning.

Men Kjeld Olesen afviser, at SAM skulle have haft nogen indflydelse på socialdemokratisk politik.

»De spillede ingen rolle overhovedet. Og hvorfor skulle de også det? Dem, jeg kan huske, jeg talte med dengang, de var da enige i vores holdning. Men det var altså en holdning, vi allerede havde indtaget,« siger han.

SAM blev først stiftet i midten af 1981. Det var to år efter det, som Kjeld Olesen husker som det største, helt grundlæggende holdningsskifte, som Socialdemokratiet foretog i oprustningsdebatten: Nemlig i den, det foretog i sin holdning til NATO's såkaldte dobbeltbeslutning i december 1979.

S-debat eksploderede

Beslutningen er det helt store omdrejningspunkt i koldkrigsdebatten og var en beslutning om på den ene side at opruste med moderne mellemdistanceraketter som svar på Sovjets oprustning og på den anden side at kræve forhandling.

En modernisering af atombevæbningen i Europa havde været under forberedelse i årevis i NATO-regi. Men på embedsmandsplan. Sagen havde ikke fået megen opmærksomhed under SV-regeringen frem til 1979. Men da Anker Jørgensen dannede en ren S-regering og Kjeld Olesen blev udenrigsminister, eksploderede debatten ikke mindst internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Anført af blandt andre den unge MF'er Jytte Hilden voksede kritikken af uden videre at følge NATO's indstilling. Kritikken gjorde indtryk på partiledelsen og ikke mindst på den erklærede atomskeptiker, statsminister Anker Jørgensen. Og det førte til den på det tidspunkt meget omdiskuterede beslutning: at Danmark i NATO krævede, at man udskød opstillingen af nye våben et halvt år, mens man forhandlede videre. Beslutningen førte til, at Kjeld Olesen som udenrigsminister måtte tage imod skarp kritik fra især USA. Således kaldte Jimmy Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Zbiegniew Brzezinski på et møde i Washington i december 1979 det danske forslag for »et dårligt forslag fremsat på det dårligst mulige tidspunkt«.

S-regeringen endte med at rette ind og stemme for dobbeltbeslutningen trods sine betænkeligheder. Men også herhjemme var kritikken fra de borgerlige hård.

»Allerede her sagde Henning Christophersen, at den brede sikkerhedspolitiske enighed, der havde været partierne imellem, den var blevet ødelagt. Efterfølgende har man bebrejdet os, at vi fortsatte med vores holdning op igennem firserne. Men allerede dengang var holdningen altså klar,« siger Kjeld Olesen.

Fodnotepolitik født

Få måneder efter at Poul Schlüter i september 1982 overtog regeringsmagten, blev den omdiskuterede fodnotepolitik indledt.

Det skete, da et flertal uden om Firkløverregeringen vedtog den første af en længere række udenrigspolitiske forslag. Og selv om det var de Radikale, der som tungen på vægtskålen bar forslagene igennem uden af vælte regeringen, så var det især Socialdemokraterne, der stod for skud i debatten.

»Det er rystende, at Socialdemokratiet nu efter 33 års bred enighed om Danmarks sikkerhedspolitik tilsyneladende er villigt til at bringe denne enighed til sammenbrud,« sagde for eksempel centrumdemokraten Emmert Andersen i lighed med en række andre borgerlige politikere fra Folketingets talerstol.

Men i dag siger Kjeld Olesen det samme, som partiets udskældte ordfører Lasse Budtz gjorde dengang.

»Vi tvivlede overhovedet ikke på at det faste holdepunkt var et fortsat medlemskab af NATO. Men igennem årtier havde vi principielt været imod en fortsat atomoprustning. Vi havde accepteret, at der var en balance, der skulle fastholdes mellem øst og vest, Men det, at man nu skulle udbygge med mellemdistancemissiler, det fandt vi forkert. Og den hårde linje, som Reagan kørte, hvor han kun ønskede at forhandle fra styrkens position, bestyrkede os kun i den,« siger Kjeld Olesen.

Han fnyser over beskyldningerne om, at holdningen skulle skyldes påvirkning fra DDR og Sovjet.

»Jeg må jo tage mig til hovedet. Jeg var med til den SPD-kongres, hvor Helmut Schmidt (tysk kansler frem til 1982, red.) af en næsten enig kongres blev sat til vægs for sin hårde linje i sikkerhedspolitikken. Det var jo Willy Brandt (tidligere kansler og SPD-formand frem til 1987, red.) og andre socialdemokrater, som vi samarbejdede med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Ane Andersen
Inger Ane Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Det er snedigt, at uunderbyggede påstande fra Bent Jensen kan få lov til at hænge i luften indtil folketingsvalget er overstået. Løse rygter der kan gentages gang på gang, uden dokumentation, vederhæftighed eller juridisk ansvar.

Lars Jorgensen

VI lever i et dekadent samfund - hvor de gode holder sig for gode til at beskæftige sig med politik.

Og jo ringere det går jo mindre får de gode lyst til at gå ind i politik.

Tænk over det næste gang du tænker dårligt om den førte politik!

Det er dig selv og dine, som du bør grine ad - ikke alle de 'onde og dumme', der er i det politiske system idag.

Leif Højgaard

lars - det er så såre korrekt. Løgn, fortielse, antydninger, gentagelser, generaliseringer, gabtalelse, dobbeltspil og hemmelige planer er politikernes vigtigste ingredienser nåd den store møjgryde skal i kog - og helst med dem selv i fokus som chefkokke.

Leif Højgaard

Det undrer mig iøvrigt hvordan Kjeld Olesen pludseligt fosvandt fra det muntre køkken i 1987. Måske han kom til at træde i spinaten og listede lige så stille ud ad bagdøren. Svaret blæser i vinden.

Lars Jorgensen

Så vidt jeg husker - så trak han sig fra politik med den begrundelse, at han ønskede noget mere tid til refleksion. Noget som den politiske dagligdag angiveligt ikke gav mulighed for.
Hvis det ikke var en skin-forklaring - så ville det være interessant, hvis Olesen skrev lidt om disse refleksioner...

Kjeld Olesen HAR skrevet om dette i sine erindringsbøger. Han forlod dansk politik for at tage ud med et Greenpeace-skib. Trængte vel til noget konkret efter så mange års politik.

Ole Brockdorff

Uanset hvad der er historisk sandt eller usandt i den meget omtalte koldkrigsrapport fra Center for Koldkrigsforskning ville det være på sin plads, at PET èn gang for alle tager sig grundigt sammen, og får ”afklassificeret” de mange fortrolige og hemmelige dokumenter fra Den Kolde Krig, som professor Bent Jensen har gennemgået i sin forskning gennem tre år, inden han som aftalt indleverede sit materiale til godkendelse hos PET den 1. januar 2011.

Jeg har læst Bent Jensens bøger ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”, ”Tryk og tilpasning”, ”Den lange befrielse Bornholm besat og befriet 1945-46” samt ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede”.

Enhver der har læst disse værker kan – uanset politisk observans – ikke bestride lødigheden i professorens historieforskning, fordi alt hvad manden skriver er baseret på veldokumenterede skriftlige kilder fra både russiske og danske historiearkiver med flere.

Langsommeligheden i ”afklassificeringen” fra PET’s side lugter desværre langt væk af et politisk spil i kulisserne, hvor stærke usynlige kræfter gør alt for, at koldkrigsrapporten fra professor Bent Jensen under ingen omstændigheder må offentliggøres før et folketingsvalg i efteråret.

Muligvis skyldes den lange ventetid fra PET, at det vælter ud af skabet med "skeletter", der klart dokumenterer, at flere tidligere og nuværende venstrefløjspolitikere forrådte deres eget land og NATO-alliancen under Den Kolde Krig mod det tidligere Sovjetunionen og deres lydstater i Østblokken.

Tja, måske er professor Bent Jensens forestående koldkrigsrapport den egentlige årsag til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke som ventet udskrev folketingsvalg inden sommerferien. Måske venter han på den videnskabelige dokumentation for venstrefløjens ”kammeratlige” forhold til det kommunistiske totalitære Sovjetunionen på bekostning af demokratiet og folkestyret, der udelukkende overlevede som politisk styreform den 4. maj 1945, fordi englænderne nåede at befri Danmark seks timer før Stalins Røde Hær nåede frem til vores grænser.

Alt for mange erklærede danske kommunister stod klar i de såkaldte ”ventegrupper” i dagene frem til befrielsen, og var parat til at være håndlangere for en sovjetisk ”befrielsesmagt”, der efterfølgende som besættelsesmagt ville nedlægge demokratiet og folkestyret. Herefter ville man oprette et totalitært et-parti regime med Danmarks Kommunistiske Parti i front - nøjagtig som det blev tilfældet i Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien med flere.

Koldkrigsrapporten fra professor Bent Jensen vil med sit kildemateriale fra de russiske diplomatiske og militære arkiver samt PET måske dokumentere sort på hvidt, at Socialdemokraterne, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti med flere, var i lommen på russerne med hensyn til den skandaløse fodnotepolitik i 1980`erne, hvor man konsekvent saboterede Danmarks udenrigspolitiske forhold til den samme NATO-alliance med USA i spidsen, der sikrede os imod et militært angreb fra Sovjetunionen og Østblokken i årene fra 1949 til 1991.

Allerede nu indikerer den hårde tone imod professor Bent Jensen, at mange venstrefløjspolitikere på Christiansborg vil gøre alt for at stoppe offentliggørelsen af koldkrigsrapporten fra historieforskeren under henvisning til ”rigets sikkerhed” og meget andet.

Hvad kan da ellers være grunden til, at folk som Nick Hækkerup og Mogens Lykketoft med flere allerede nu er i fuld gang med at dæmonisere en historieforsker, der beviseligt har viet hele sit arbejdsliv på at få afdækket det ufattelige landsforræderi, som mange venstrefløjspolitikere begik imod deres eget land under Den Kolde Krig?

”Bent Jensen er ikke en rigtig forsker, og derfor kan man kun ryste på hovedet af hans resultater”, udtaler Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup, alt imens en mand som Mogens Lykketoft kalder ham for ”rablende” og stempler professorens historieforskning som ”politisk bestillingsarbejde fra VKO”, uden at nogen af dem har læst rapportens fulde indhold.

Eller har de???

DIIS-rapporten og PET-kommissionens rapport samt Gads Koldkrigs Leksikon stinker betydeligt langt mere væk af politisk bestillingsarbejde og historieforfalskning end professor Bent Jensens koldkrigsrapport, når venstrefløjspolitikere og forskere i deres sammenfatninger blandt andet konkluderer, at Danmark aldrig nogensinde var egentlig truet af en militær besættelse fra Sovjetunionen eller Østblok-landene efter afslutningen på anden verdenskrig.

Samtlige militær-historiske arkiver fra Polen og Østtyskland har for lang tid siden afsløret, at der var klare operative planer for en hurtig besættelse af Danmark, også gennem brugen af taktiske atombomber, hvis den politiske situation pludselig ændrede sig radikalt i Vesteuropa.

Helt frem til genforeningen af Tyskland i 1991 havde Sovjetunionen ikke færre end 330.000 soldater i 22 divisioner stående kampklare i Østtyskland, og som i samarbejde med østtyske og polske militærstyrker skulle besætte Danmark - men dèn historiske sandhed har Gads Koldkrigs Leksikon valgt at springe over.

Professor Bent Jensen er på alle måder en dygtig historiker og koldkrigsforsker, fordi han sammenfatter og sammenskriver sine resultater på et rent videnskabeligt grundlag med behørig dokumentation, uden begrænsninger fra den siddende politiske magtelite.

Alle burde tvinges til at læse koldkrigsforskerens hidtidige bøger, for derved vil danskerne èn gang for alle kunne forstå det politiske og diplomatiske landsforræderi, der blev udøvet af venstrefløjen under Den Kolde Krig mod Sovjetunionen og Østblokken.

Tusinder af politikere og medlemmer i venstrefløjspartierne ønskede dengang brændende med Sovjetunionens hjælp, at få nedlagt vores demokrati og folkestyre siden 1849, så vi fik et totalitært kommunistisk et-parti regime med politisk enhed under tvang og efterfølgende udryddelse eller forvisning til Gulag-lejre af enhver politisk anderledes tænkende sjæl.

Men heldigvis fungerede NATO med USA i spidsen perfekt som forsvarsalliance indtil 1991, og Danmark kunne beholde sit demokrati og folkestyre med personlige frihedsrettigheder som frie valg og ytringsfrihed for alle sine borgere, mens alle dem under Sovjetunionens indflydelse levede i et dagligt helvede af umenneskelighed.

Adskillige frygter konklusionerne fra Bent Jensen.
Jeg forstår dem.
S-SF kan tabe valget på hans forskningsresultater.
Og dèt vil jo ikke være så godt …

Kaspar Olsen

-" Løse rygter der kan gentages gang på gang, uden dokumentation, vederhæftighed eller juridisk ansvar."

Tak Heinrich - for så fint at have defineret grundessensen i debunk i enhver anvendt sammenhæng - også før et folketingsvalg.

Kaspar Olsen

Om Bent Jensens rolle er vel blot at sige, at han udfylder sin nyttige plads i det store diffuse
Dis-harmonyorkester med en endnu mere diffus dirigent og resten af pivetøjet som spiller deres altid foretrukne marchmusik på alle tangenter her op til det kommende valg.

Johnny Nielsen

Ingen tvivl om at det er bestilt politisk arbejde Bent Jensen disker op med - han er en skændsel for alle forskere, som uafhængigt og objektivt stiller sig til rådighed for offentligheden. Aldrig har der været så mange smagsdommere som efter Fogh fik afskaffet alle de "røde" - de er blot blevet erstattet af sorte og fordoblet (mindst) i antal - se blot hvad der er kastet af millioner efter fjolset Bent Jensen og fjolset Lomborg.

Aksel Gasbjerg

@ Ole Brockdorff

Efter at det feudale og fattige Sovjetunionen på kun 31 år (1914-45) havde oplevet borgerkrig og invasion fra den vestlige verden(1917-22) og var blevet invaderet to gange af Tyskland, hvor man sidste gang under WW2 mistede 30 millioner mennesker, havde Sovjetunionen mere end rigeligt at gøre med at rette landet op indenrigspolitisk og økonomisk.

Det kan derfor kun være i meget koldkrigerske hjerner, at man kunne tillægge Sovjetunionen motiver til at invadere Danmark. Hvilket formål skulle det tjene?

Dette synspunkt understøttes da også i DIIS-rapporten ”Danmark under den kolde krig” bind 1, s 605:

”Tager man krigsødelæggelserne og mangelsituationen i Sovjetunionen i betragtning, er det ikke særligt sandsynligt, at Stalin skulle have arbejdet med offensive krigsplaner mod et stærkt og af krigen ubeskadiget USA. Derimod er der næppe tvivl om, at han ville svare igen, hvis han blev angrebet.”

Og i samme rapport side side 597:

” Det er dog en ganske udbredt opfattelse i dag…,at det daværende Sovjetunionen……,hverken var udpræget ekspansivt indstillet eller besad nogen overordnet masterplan for sin udenrigspolitik….De sovjetiske udenrigspolitiske hovedmål eller præferencer tolkes i den nyeste litteratur generelt at have været:

- Sikring af Sovjetunionen mod fremtidig aggression
- Sikring af kommunismen som ideologi og politisk system
- Sikring af 2. Verdenskrigs gevinster"

"historieforsker, der beviseligt har viet hele sit arbejdsliv på at få afdækket det ufattelige landsforræderi, som mange venstrefløjspolitikere begik imod deres eget land under Den Kolde Krig?"

Ja, endnu en gang må vi sande, at hvis man gentager en løgn tilstrækkeligt mange gange, er der nogle, der tror på den! Vorherre bevares!

Ole Brockdorff, jeg kan trøste dig med, at der ikke er nogen "landsforrædere på venstrefløjen", der "frygter" Bent Jensen. Disse eksisterer nemlig kun i Bent Jensens fantasi - og hos dem, der er naive nok til at tro på ham.

Brockdorff:

“historieforsker, der beviseligt har viet hele sit arbejdsliv på at få afdækket det ufattelige landsforræderi, som mange venstrefløjspolitikere begik imod deres eget land under Den Kolde Krig?”

Hvis dette er sandt, og det går jeg ud fra, med tanke på dit erklærede dybe kendskab til Bent Jensens værker, så er det tegn på en meget dårlig historiker, som har lavet sin konklusion før han har lavet sin forskning. Ikke en overraskende afsløring, men da skægt at høre det fra hestens mund (eller i det mindste fra en af hestens tilhængere).

"S-SF kan tabe valget på hans forskningsresultater."

Det er prisværdigt at du tillægger historieforskning så meget magt, man kunne ønske mange andre (ikke mindst politikere) ville gøre det set ud fra et generelt synspunkt, men det er næppe et realistisk billede af dagens Danmark.

Niels Mosbak

Ole Brockdorff

Læs nu lidt Danmarkshistorie - bare tiden omkring 2. verdenskrig, og læs om den skæve våbenfordeling, hvor våbnene tilfaldt de militære ventegrupper, og ikke de faktisk kæmpende kommunistiske grupper, der nok havde mere brug for våben end den danske brigade i Sverige.
Og grunden til den skæve våbenfordeling - præcis den MYTE du bringer til torvs, at kommunisterne stod parat til en revolution når de tyske allierede( Antikominternpagten, du ved) var ude af klappen.

Dit indlæg mangler præcis den samme lødighed som Bent Jensens koldkrigs rapport.

Og tænk at Keld Olesen skulle være eksponent for et socialdemokratisk-sovjetisk samarbejde, den selvsamme mand der ulovligt aflyttede Alfred Jensens lejlighed, på vegne af "Firmaet".

@Brockdorff har da ret. Alt for længe har de herskende politiske kræfter i Danmark nægtet aktindsigt i PETs arkiver, og politikere på Christiansborg gør alt for at stoppe offentliggørelsen. Jeg forstår bare ikke helt hvorfor han dog tror, at det er venstrefløjen, der har sådan en magt.

De sidste 10 år har diverse borgerlige regeringer haft den enevældige magt til at åbne de hemmelige arkiver, og har sågar ansat folk til at finde smuds frem. VKO holder døren hårdt smækket i, så hvem er det egentlig, der forsøger at undgå at fortidens skeletter kommer raslende frem. Og alligevel beskylder @Brockdorff kun den del af Folketinget, der netop ikke har flertal til det, for at bremse en sådan beslutning...

Leif Højgaard

Det er mange spændende indlæg med interessante vinkler. 80'erne var en brydningstid hvor de politiske vinde blæste i alle retninger og uvisheden ligeså. Strejkerne på Leninværftet i Gdansk fik med støtte fra den katolske kirke lirket en optøning igang fronterne imellem. Jeg kan dårligt forestille mig at der skulle forekomme landsforrædere på venstrefløjen, som anført af Ole Brockdorff - det er vist en overdrivelse. Jeg boede i den periode i Galgebakken, Albertslund. En meget politisk aktiv bebyggelse på venstrefløjen baseret på fællesskab og humanisme, som jeg iøvrigt tænker tilbage på som en god tid i mit liv. Men det er at øve uret at påstå at venstrefløjen skulle være hadefuld og samfundsnedbrydende - tværtimod vil jeg påstå. Det er på den anden side altid interessant at få vendt sagerne så at man kan bedømme dem fra flere sider.

Danmark har i øvrigt ingen lovgivning mod påvirkningsagenter, uanset om de så fylder dig med vodka eller rubler. Når en sådan paragraf mangler skyldes det ikke klar fornuft, men modstand fra borgerlig side, her inklusive Socialdemokraterne. Efter krigen blev der fremsat et forslag om at kriminalisere "betalt politisk propaganda fra fremmede magter", men forslaget blev kun støttet af Danmarks Kommunistiske Parti!

Forslaget blev genfremsat i 1982 af Venstresocialisterne, hvor det fik en vis støtte fra De Radikale, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti samt SF. Resten af partierne ville ikke støtte det, og den borgerlige Schlüter-regering var heller ikke interesseret.

Venskabelig kontakt med omverdenen bør naturligvis ikke kriminaliseres, og Bent Jensens hysteri om at gøre frokoster til landsforræderi er i sig selv landsskadeligt. Historisk har alle fløje som regel været fornuftige nok til at fastholde en sådan kontakt, og modstanden mod at kriminalisere kom altså i høj grad også fra borgerlig side. Eller som Bent Jensen ville formulere det: Hvad har de borgerlige mon at skjule?

Lars Jorgensen

Faktum er: Den borgerlige regering - sammen med og støttet af Dansk Folkeparti - har de sidste ti år haft den totale politiske magt i dette land.

Der er utallige eksempler på, at kritiske sager i regeringen på ingen måde har fået konsekvenser eller har fået konsekvenser, der er latterligt små i forhold til det, de burde have haft. Et eksempel på det første er Claus Hjort Frederiksen, der burde have oplevet en rigsret ift. sin bevidste vildledning af folketinget, et eksempel på det sidste er forsvarsminister Søren Gade og spindoktor, der kunne nøjes med at liste ud af kontorerne - mens DR's bestyrelsesformand (helt uden om alle fornuftige journalistiske kriterier og sagsgange) sørgede for, at det var de demokratisk anlagte mennesker, der kom i gabestokken. Guldbrandsen og journalisten på DR der objektivt set er demokratiske helte. Rent juridisk var der som bekendt intet i vejen for, at DR kunne have været åbne i sagen. Men nej - alt for regeringen og dens mænd og kvinder...

Tilsvarende har Claus Hjort som bekendt (jf. DR Orientering) formået at få SFI til at rette deres konklusioner ind, så det passede herren. Osv. osv. Der er et utal af sådanne sager....

Regeringen og Dansk Folkeparti har simpelthen haft og (mis-) brugt deres magt til - praktisk talt - at undgå enhver dybere ransagning og offentliggørelse af politiske fejl og manipulationer.

Derfor er det totalt rent vås at tale om, at oppositionen har haft noget at skjule og har forhindret en åbning af arkiver mv.

Hvor blind og naiv har man lov til at være, hvis man ØNSKER at verden er befolket overalt af mennesker med en vis politisk anstændighed og moral?!