Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kursus i sundhed forværrede kvindes angst

Adskillige gange gjorde en 51-årig kvinde opmærksom på, at øvelserne på et offentligt sundhedskursus forværrede hendes angst. Alligevel stoppede de kursusansvarlige ikke forløbet. Dybt kritisabelt, mener fagfolk, men ifølge gældende regler står kursusudbyder ikke til ansvar
Sanne havde aldrig forestillet sig, at hun kunne få det dårligt af CAF's mindfulness-kursus. 'Uanset hvor man læser om det, står der jo bare, hvor godt mindfulness er for én — især hvis man er stresset og den slags,' siger hun.

Sanne havde aldrig forestillet sig, at hun kunne få det dårligt af CAF's mindfulness-kursus. 'Uanset hvor man læser om det, står der jo bare, hvor godt mindfulness er for én — især hvis man er stresset og den slags,' siger hun.

Sofie Amalie Klougart

Indland
24. juni 2011

»Jeg skal altså lige have en smøg,« siger hun og tænder cigaretten med en rystende hånd.

Flere gange knækker stemmen næsten over, mens hun sidder ved sit stuebord og fortæller sin historie.

Sanne er 51 år, tidligere sygeplejerske, lider af kronisk angst og blev langtidssygemeldt i 2009, efter ukendte gerningsmand brændte hendes grillbar ned.

I februar måned begyndte Sanne på et såkaldt Sundhedsfremmekursus på Center For Arbejdsfastholdelse (CAF), der er en del af Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i Region Hovedstaden under Bispebjerg Hospital. Hun takkede ja til det kommunalt finansierede kursus i håb om at få det bedre og måske kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Fik det dårligere

Ifølge CAF's kursusmateriale udvikler kursusdeltagerne på sundhedskurset »redskaber til fremme af sundhed og arbejdsevne«.

Men Sannes angst blev i stedet forværret under kursets mindfulness-øvelser, der er en central del af sundhedsfremmekurset.

Mindfulness er en form for meditation hentet fra buddhismen, som handler om at være opmærksom på åndedræt og krop og derigennem lære at regulere følelser og spændingstilstande i kroppen.

Sanne gjorde flere gange CAF's centerleder, Kirsten Draiby, og kursusleder Anne Grete Claudi, der er speciallæge i samfundsmedicin og mindfulness-underviser, opmærksom på, at hendes angst blev forværret af mindfulness-øvelserne.

Men hun fik blot af vide, at en midlertidig forværring af hendes angst var en del af processen. Sanne fortsatte indtil kursets afslutning, og i dag er hendes angst stadig forværret.

Hun mener i dag, at nogen burde have trukket i nødbremsen og stoppet hendes kursusforløb. Eller i det mindste have hjulpet hende tilbage på fødderne med terapi efter kursets afslutning.

Men det skete ikke, og for mennesker i Sannes situation er der ingen hjælp at hente i den gældende sundhedslovgivning.

Uklar definition

»Problemet er, at der i lovgivningen ikke findes en klar definition af, hvad lægefaglig virksomhed er, og at nogle behandlingstilbud måske ligger i et grænseområde,« siger Kent Kristensen, adjunkt og ekspert i sundhedsjura ved Syddansk Universitet.

Såkaldt kursusvirksomhed afholdt af læger eller andre autoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet af autorisationsloven, der forpligter til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udøvelse af sundhedsvirksomhed.

»Men det gælder ikke samtaleterapi, hvor lægen som et led i behandlingen benytter sig af særlige samtaleteknikker som støtte til patienter, der f.eks. lider af angst,« siger Kent Kristensen.

Information har fremlagt forløbet for to førende sundhedsfagfolk, der begge finder det kritisabelt.

»Hvis en person giver udtryk for at få det dårligt under en behandling, er det et advarselssignal, og så bør man vurdere, om det er behandlingen, de udsættes for, der skaber forværringen. Der er ingen rimelighed i at udsætte folk for den slags,« siger Raben Rosenberg, professor og ledende overlæge ved Center For Psykiatrisk Forskning, Aarhus Universitet.

Urimelig behandling

Også hos Peter Elsass, der er professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet og ekspert i buddhisme og mindfulness, skurrer forløbet i ørerne.

»Jeg mener, behandlingen med mindfulness skrider i det her tilfælde,« siger han.

Det var Hørsholm Kommune og kommunens eksterne lægekonsulent, der foreslog Sanne at melde sig til CAF's Sundhedsfremmekursus.

Forinden bad kommunen Sannes psykolog, Lene Kaslov, om en vurdering af Sannes helbred. I forvejen havde Sanne diagnosen stress- og overbelastningssyndrom fra en psykiater, og i Lene Kaslovs udtalelse fra november 2010 står der, at »Sannes stresstærskel er meget lav«, at Sanne »fortsat får angstanfald«, og at tilstanden anses for kronisk.

Af CAF's kursusmateriale fremgår det, at sundhedsfremmekursets målgruppe blandt andet er »personer med stress og/eller stressrelaterede lidelser som angst, depression, søvnforstyrrelser og træthed«.

I januar 2011 tog Sanne til en indledende lægesamtale hos CAF. Samtalen varer typisk et par timer, forklarer afdelingslæge Anne Grete Claudi, der sammen med lægekolleger står for samtalen.

»Vi spørger ind til folks helbred og drøfter, om det er en god idé for dem at deltage i kurset. De, der vurderer, de ikke selv kan løfte hjemmeopgaverne med mindfulness-træningen, får ikke lov til at deltage,« siger Anne Grete Claudi.

Sanne blev godkendt til kursusforløbet og havde store forventninger, da hendes ekskæreste og venner havde talt varmt om teknikken.

Angst er ok

»Første gang sad vi otte deltagere sammen og skulle mærke efter i kroppen, hvordan vi havde det. Da jeg kom hjem og lavede øvelsen alene, oplevede jeg en voldsom uro i kroppen. Jeg følte, jeg ikke kunne trække vejret, og det rystede i hele kroppen,« fortæller Sanne.

Hun vendte tilbage til CAF-centret og fortalte kursuslederen om sine oplevelser. Sanne fik her at vide, at hun skulle sige stop, hvis det blev for meget.

»Mens vi sad og mediterede i gruppen, fik jeg voldsomme og meget ubehagelige flashbacks fra min barndom. Jeg begyndte at græde, men jeg fik at vide, det var naturligt, og at jeg gjorde et godt stykke arbejde.«

Ifølge Anne Grete Claudi er det en grundlæggende pointe i mindfulness-metoden.

»Nogle gange er det vigtigt at mærke f.eks. angst og blive bevidst om de tanker, der dukker op samtidig, så man kan lære at kontrollere dem,« siger Anne Grete Claudi.

»Det mener jeg ikke, der er noget forgjort i, for så kan man lære at arbejde med det,« siger hun.

Den vurdering er Raben Rosenberg ikke enig i.

»Det er en gammel psykoterapeutisk misforståelse, at man skal igennem en masse dårligt for at få det godt. Nogle mennesker kan ikke tåle psykoterapi,« siger han.

Også psykolog Lene Kaslov, kritiserer, at CAF ikke greb ind og stoppede forløbet.

»Når en angstpatient bliver sat til at lave mindfulness endda alene derhjemme og personen gør opmærksom på, at hun får det dårligt, mener jeg, det er uetisk ikke at tilknytte en psykolog, der kan holde øje med personen under øvelserne,« siger Lene Kaslov.

Forværret angst

Ved sundhedsfremmekursets midtvejsevaluering holder Sanne på opfordring fra CAF's centerleder endnu en samtale med Anne Grete Claudi.

»Jeg fortalte, at angsten var blevet værre. Hun spørger mig, om jeg går med selvmordstanker, og da jeg svarer nej, siger hun igen, at jeg gør et godt stykke arbejde.«

Ved kursets afslutning holdt Sanne en sidste samtale med Anne Grete Claudi og Kirsten Draiby, hvor hun fortalte, at hun ikke havde fået det bedre.

»Jeg fik at vide, at det handlede om, at jeg blev negativt påvirket af, at min søn havde problemer med skolen,« fortæller Sanne.

I Sannes afsluttende evaluering fra den 26. april skrev CAF til Jobcenter Hørsholm, at »meditationstræning medførte indblik i ubehagelige erindringer og tiltagende angst (...) Skoleproblemerne omkring den 15-årige søn er spidset til (...) (Sannes) langvarige økonomiske problemer er (også) en stor belastning.«

I notatet konkluderede CAF, at Sanne »på baggrund af de nævnte belastninger ikke har kunnet arbejde med meditationsredskaber på kurset i en frugtbar situation«.

Ladt i stikken

Lene Kaslov undrer sig over evalueringen.

»Det er helt uforståeligt, hvad CAF mener med, at Sanne ikke har kunnet arbejde med meditationsredskaber på kurset i en 'frugtbar situation',« siger hun.

I dag føler Sanne sig ladt i stikken af CAF.

»Når jeg fortalte, at jeg fik det dårligere af kurset, burde de i det mindste forsøge at samle mig op. Hvis jeg fik en knæoperation, og den gik galt, ville hospitalet jo give mig en ny operation,« siger Sanne.

Anne Grete Claudi fortæller til Information, at hun ikke kan huske, at nogen ligesom Sanne skulle have fået det permanent dårligere under mindfulness-kurserne.

»Det er ikke særlig interessant at måle på, om kursisterne har fået det dårligere under kurset. For ofte bliver det netop tydeligere under mindfulness-øvelserne, hvis man har det dårligt,« siger Anne Grete Claudi. Hverken Patientombuddet, Dansk Psykologforening eller Lægeforeningen vil tage stilling til, om autoriserede sundhedspersoner, der udbyder sundhedskurser, bør stoppe forløbet, hvis en kursusdeltager giver udtryk for at få det dårligt.

Sundhedsstyrelsen vurderer over for Information, at CAF er en selvstændig virksomhed i offentligt regi, og at CAF udbyder et kursus, der ikke kan sidestilles med en behandling.

CAF skal ifølge Sundhedsstyrelsen derfor ikke leve op til autorisationslovens krav om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

»Det falder således uden for Sundhedsstyrelsens tilsyn, selv om der er autoriserede sundhedspersoner indblandet«, skriver overlæge Anne Mette Dons, chef for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen i en mail til Information.

Professor Peter Elsass vurderer imidlertid, at det i denne type situationer hverken kan være en undskyldning, at kursusdeltagerne ifølge kursusudbyderen medvirker frivilligt, eller at kursusudbyderen undlader at bruge ordet behandling og i stedet beskriver kurset som »personlig udvikling«, der hjælper kursusdeltagerne med at komme »i psykisk god form«.

»Tilbyder en professionel en ydelse til en lægmand, opstår der et afhængighedsforhold. Det er ikke en ligestillet relation, for folk er ikke frie, når de søger hjælp og behandling,« siger Peter Elsass.

Redaktionen er bekendt med Sannes fulde navn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Hvad fanden er det for nogle ansvarsløse kvaksalvere kommunerne sender skrøbelige mennesker hen til? – Og så til 18.000 kr.!

Lars Peter Simonsen

Kvaksalveri er det rette ord her......

Michael Skaarup

den kommunale bundlinie ser ikke på helbredelse, men på refusion.
35% for folk som ikke er i aktivering
65% for folk der er i aktivering.
aktivering = alle former for "arbejdsfremnene" kurser og tilbud.

Søren Kristensen

Hvad de dog ikke finder på, for at få tiden til at gå.

Lyder som om at 'Sanne' skulle have været i terapi før hun blev sendt på kursus, hun har tydeligvis nogle alvorlige psykiske problemer.

Generelt hader jeg disse sager hvor den anklagende part uimodsagt, pga. den anklagede parts tavshedspligt, kan fremlægge påstande som ikke kan diskuteres af den anklagede part hvilket altid gør disse sager til ren følelsesporno som altid går på at den anden part har begået alvorlige overgreb mod den personlige integritet.

Vi kender intet til 'Sannes' baggrund og kan derfor ikke vurdere sagen ud fra andet end hvad vi får lov til af journalisten som har skrevet og vinklet historien.

Hvem ved, måske ønsker 'Sanne' at modtage førtidspension i stedet for at arbejde og brugte kurset som en mulighed til at agere så psykisk ude af stand til at foretage sig noget at hun kan vurderes egnet til førtidspension og efterfølgende er journalisten blevet misbrugt ifm. dette ønske, måske er hun så svagelig som historien fortæller - vi ved det ikke og det kommer ikke os ved da det er en sag mellem 'Sanne' og det offentlige og ikke noget som skal offentliggøres.

Inger Sundsvald

Ja, det er svært at kende til andres baggrund, og måske er Thomas Dahl en grim troll, helt og aldeles blottet for menneskelige følelser. Vi ved det ikke, men man har jo lov at gætte.

Måske er det også bare skuespil, når store stærke mænd”bryder sammen”, når de udsættes for sagsbehandleres og livsstilskvaksalveres behandling, fordi de hellere vil have førtidspension. Hvem ved?

Tillad mig at komme med et par citater:

"Den buddhistiske tradition indeholder mange sådanne teknikker og øvelser. Men det er meget vigtigt at kunne anvende de forskellige teknikker rigtigt, så man ikke ender i yderligheder. Også her må tingene afbalanceres i forhold til hinanden. Når man giver sig i kast med buddhistiske teknikker, er det vigtigt med et koordineret program, der kombinerer studier med øvelser i kontemplation og meditation."
(Med studier menes studier i buddhistisk filosofi, noget jeg ikke tror er en del af CAFs kursus.)

"Der findes ingen bestemt øvelse, der er egnet for alle. På vores åndelige rejse er det vigtigt for hver af os at beslutte, om en bestemt øvelse er egnet for os."

Fra "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard C. Cutler.

Det er desværre typisk for den vestlige arrogante indstilling til andre kulturelle traditioner at tro, at man bare kan pille enkeltdele ud og så mase dem ind i en helt anden sammenhæng og så få et godt resultat ud af det.

Jeg finder det ækelt, at en værdifuld praksis, hvis formål er åndelig frigørelse, bliver spændt for arbejdsmarkeds-vognen og (mis)brugt til at få folk til at indordne sig et liv som lønslaver. Bare navnet Center For Arbejdsfastholdelse siger det hele; fastholdelse er det modsatte af frigørelse!

Michael Borregaard

Tilbage i år 2008 skete der et juridisk gennembrud, som gav alle arbejdsgivere et signal om deres ansvar for at forebygge opståen af psykiske arbejdsskader. Gennembruddet skete, da det lykkedes HK, som mandatar for et medlem, at få anerkendt at en arbejdstager i 1999 blev syg på grund af arbejdspresset samt dårlig ledelse. Den dårlige ledelse bestod i, at arbejdsgiveren bevidst og flere gange valgte, at overhøre arbejdstagerens råb om hjælp på grund af sin arbejdsbyrde. Godtgørelsens størrelse blev udmålt til 2 mio. kr. Det vigtige, er dog ikke godtgørelsens størrelse, men, at det nu fremover for arbejdstagere er muligt at få godtgørelse for stress som en arbejdsskade.

Hvor mange gange har man i øvrigt ikke læst artikler om, at psykoterapi kan være nedbrydelig samt angstfremkaldende for mennesker med et skrøbeligt sind, det er simpelthen pinagtigt, at man i en sådan situation ikke er sit ansvar værdigt, og gør det rigtige, nemlig at stoppe forløbet, i stedet for, at overhøre råbet om hjælp. At sige, at de skal skamme sig, vil være en meget mild dom, ikke desto mindre må man håbe, at de skammer sig, for de har lige kostet samfundet en mindre formue, fordi de ikke var deres ledelsesansvar værdigt.

Karsten Aaen

ww.c-a-f.dk/cms/images/stories/Stressh%C3%A5ndtering_mindfulness%20og%20arbejdsfastholdelse_%20kursuspjece_2011.pdf

Den her pdf-pjece

http://www.c-a-f.dk/cms/images/stories/Stressh%C3%A5ndtering_mindfulness...

er det eneste sted på hele sitet (hovedsiden er her http://www.c-a-f.dk/cms/ )

hvor mindfullness omtales. Ikke en gang i gennemgangen af de metoder, de bruger, nævner de mindfullness. Efter min mening burde de nævne mindfullness som en de metoder de bruger eksplicit her.

Når det er sagt, må man (dvds. psykologer mm) slet ikke anvende meditation, mindfullness eller andet, der åbner sindet så meget på folk med (dybe) psykiske problemer, dvs. folk som enten lider af (dyb) angst, har en psykiatrisk diagnose mm. Mindfullness er noget som med et vist held kan anvendes på folk, som fungerer nogenlunde normalt

Og jo, det er jo korrekt nok, at når man f.eks. deltager i mindfullness, ja så kommer man ofte ned eller ind i et dybere lag af sindet - som f.eks. her:

"Mens vi sad og mediterede i gruppen, fik jeg voldsomme og meget ubehagelige flashbacks fra min barndom. Jeg begyndte at græde, men jeg fik at vide, det var naturligt, og at jeg gjorde et godt stykke arbejde.«

Og ja, det er rigtigt at man kan blive bevidst om de tanker og følelser, som dukker op. Men det kræver altså at kursuslederne (psykologerne) er opmærksomme på det her; de har ansvaret for samle folk op, tage individuelle samtaler med kursisterne om netop det, som er sket, når mindfullness-øvelsen foregår.

Mere generelt er jeg også meget skeptisk overfor den trend (tendens) som er i samfundet i dag; lær at bruge meditation, så du kan yde mere på arbejdet. Lær at bruge mindfullness, så du bedre kan cope med stress på dit arbejde. I stedet for at hjælpe folk til at lytte til sig selv og hjælpe dem og opfordre dem til at finde et andet arbejde...som er knap så stressende...

Tony Sperling

Der vil altid være et problem hvis behandling er fulgt af regning(er), eller når patienter kommer spadserende med en pose penge. Ethvert 'tilbud' der medfører at man 'roder' i bevidstheden hos en patient, burde foregås af, som Thomas Dahl siger, en vurdering af behovet for introducerende terapi. Man må indse at den slags er ikke noget man lige fejer af bordet - det kan i yderste konsekvens gå hen og blive rigtig grovkornet. Og man behøver slet ikke være særlig 'sprød' for at være følsom.

Sagen er den, og som jeg mener videnskaben og det brede samfund ikke har fuld bevidsthed om, nemlig at menneskets idéverden har meget mere greb om os end vi almindligvis forestiller os. At et almindligt sundt menneske blot er i stand til at vågne op af en drøm og komme på fødder (med hovedet op) er forunderligt. Alt vi gør, tænker, siger, som følge af en bevidst handling, vil være styret af/fra vores idéverden.

Som eksempel, så jeg for et par dage siden en reportage hvor ham Allan Alda stod på et laboratorium og med stor inspiration udspurgte forskere om sproglige fænomener. Man blev enige om at det var forunderligt, som mennesket var i stand til at forme lang, specifik og velformuleret tale MENS MAN TALER!

O.K. - hvis det var det der skete så ville det virkelig være bemærkelsesværdig. Men stop lige! Er det så også det der sker? Jeg mener det ikke. Hele den svirre af argumenter man disker op med i en samtale formes ju, først og fremmest af det kontrahenten siger mens denne taler, dette former idéen om hvad man selv skal sige, og alt man siger ligger ju i selve denne idé - det er det der er selve idéen. En sådan idé ville let kunne fylde hundreder af A4 sider, hvis ikke betydelig mere. Hvis idéen er på plads skal du bare tænde for 'snakkeren' så kører det. OG den knapp kan vi ju sagtens finde, eller?

Så spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er vores idéverden der ER os?

Jeg kan vanskeligt forestille mig hvordan det, rent fysisk, vil være at have kronisk angst/panik. Jeg kan føle ængstelse over at skulle modsige nogen, eller være tvunget til at foretage et valg, men jeg er helt ude af stand til at føle nogen angst. Jeg er simpelt hen nok altfor naiv? Men jeg kan ikke forlige idéen om en modsigelse der også indeholder respekten, og derfor kan jeg ikke formulere det uden at det hæmmer både tunge og kropssprog. Jeg kan dog livligt forestille mig hvad det er for mekanismer der træder i kraft, og træder de først i kraft så slipper de ju ikke grebet, det er dem der driver mennesket, det er dem der holder os sunde og raske - så hvordan skal man skille tingene fra hinanden, når de samme funktioner der holde os sunde også tvinger os i knæ? Jeg forudsætter at 'Sanne' er ekstremt meget længere ude og skide end nogen i systemet har anerkendt. Og det uden at hun har det allermindste mere knald i låget end vad jeg har.

Jeg siger som forfatteren Peter Weiss: "Dine sygdomme må nødvændigvis være politiske sygdomme."

Mai Mikkelsen

Når man som Sanne her i artiklen har udtalelser fra professionelle der fastslår at hun lider af kronisk angst, er det problematisk at stedet overhovedet giver hende adgang til kurset. Her er det klart det økonomiske incitament, for både centret og kommunen der må være årsagen til at hun sendes afsted.

At Sanne vælger at tage imod tilbuddet ser jeg som en vilje til at komme videre i livet, til at ville gøre noget og yde en indsats for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det tager jeg hatten af for.

Hvad jeg til gengæld IKKE tager hatten af for, er at en sådan villighed og vilje skal straffes med forværring af Sannes psykiske tilstand uden at nogen samler hende op bagefter.

Vores system er desværre blevet så fokuseret på effektivitet og "tilbage til arbejdsmarkedet" tankegang, at det enkelte individ bliver overset.

det må være en , lidt bispe-agtig, spøg,
( altså: mod også egen anden viden ) hvis bispebjerg hospital, mener det alvorligt, så ganske uden lettere sarkasme, også, mht. det følgende:

man kan vel ellers vanskeligt forstille sig noget bedre end tibatansk buddhisme, til at veligholde eller endda opøve arbejdsevne

Niels Mosbak

Det er da ganske muligt, at man ikke efter lægeloven kan komme efter afdelingslæge Anne Grethe Claudi.

Men hvis hun som afdelingslæge er tjenestemandsansat, kan man komme efter hende med tjenestemandslovgivningen i hånden.

"§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver."

Kan man have tillid til en læge, der udsætter andre for unødig lidelse?