Nyhed
Læsetid: 4 min.

Minister forsinker barsel til selvstændige

Oppositionen og Håndværksrådet anklager beskæftigelses-minister, Inger Støjberg (V) for løftebrud i sag om barsel til selvstændige. Trods løfterne om at ville finde en barselsordning, er intet sket siden 2006
Indland
3. juni 2011

Fem år. Så længe har regeringen haft til at finde en model for, hvordan selvstændige kan få en barselsordning i stedet for at nøjes med dagpenge. I 2006 aftalte partierne bag det såkaldte barselsforlig, at Beskæftigelsesministeriet skulle se på, hvordan det kunne gøres.

Men på de fem år er der ikke sket meget, og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser nu at indføre en bindende ordning og vil heller ikke lave en tidsplan for, hvornår og hvordan en form for barselsordning så kan strikkes sammen.

Det får Radikale Venstre til at anklage ministeren for løftebrud.

»Her er tale om et meget stort løftebrud, fordi ligestillings- og arbejdsmarkedsordførere fra Venstre og Konservative aldrig har forsømt en lejlighed til at understrege, hvor vigtigt det er at få indført barselordningen til selvstændige,« siger de radikales finansordfører Morten Østergaard, der påpeger, at barselsinitiativet er helt afgørende for dansk iværksætterkultur.

Efter fem års venten, føler oppositionen sig gjort til grin.

»Regeringen kan godt holde sig selv for nar, men man skal ikke holde os for nar. Efter fem år trækker vi en streg i sandet, når de ikke vil forpligte sig hverken på at indføre en ordning eller fastsætte en tidsramme for processen,« siger Morten Øster-gaard, der sammen med resten af oppositionen onsdag stemte nej til beskæftigelsesministerens forslag om endnu engang at udskyde revideringen af barselsloven.

Med beklagelse

Beskæftigelsesministeriet lægger ikke selv skul på, at det er gået langsomt med ordningen:

»Regeringen erkender med beklagelse, at det stadig ikke er lykkedes at finde en oplagt model for en barsel-udligningsordning for selvstændige,« hedder det i ministerens såkaldte betænkningsbidrag til forslaget om udskydelse.

Blandt andet påpeger Inger Støjberg, at en ordning vil medføre meget bureaukrati.

Men ifølge Morten Østergaard er der lavet modeller, som kunne bruges, og afvisningen er snarere et udtryk for manglende vilje hos ministeren, mener han.

Blandt de organisationer, som har kritiseret forslaget om igen at udskyde barselsordningen, er Finanssektorens Arbejdsgiverorganisation. I et høringssvar skriver de ordret, at det er deres oplevelse, at »Beskæftigelsesministeriet bevidst forsinker evalueringsprocessen«.

Sådan oplever også SF's ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge sagen. Hun mener, at Støjberg »har opfundet sit eget bureaukratihelvede som en dårlig undskyldning«.

Ifølge Pernille Vigsø Bagge er problemet med barselsordningen en kæmpe ligestillingsmæssig hæmsko.

»Det har enorme ligestillingsmæssige konsekvenser, og det her er en del af forklaringen på, hvorfor kun hver fjerde selvstændig er kvinde,« siger hun.

Hos Håndværksrådet afviser politisk chef Frank Korsholm også, at administrationen af ordningen bliver et problem, som ministeren ellers forudser:

»Det er svært at se, hvordan der skulle opstå en specielt stor administrativ byrde. Kvinder, som kan få børn og drive virksomhed, kan nok også finde ud af at indberette deres oplysninger og overføre de penge via deres netbank, som der skal til.«

Håndværksrådet mener derfor også, at Støjberg løber fra løfterne.

»De selvstændige har ventet tålmodigt, men det er blevet udskudt og udskudt og er nu igen lagt i mølposen. Det læner sig op af løftebrud,« siger Frank Korsholm.

Støjberg: Ingen byrder

Inger Støjberg afviser at have forsinket arbejdet med vilje og konstaterer, at det simpelthen bare ikke er lykkedes at finde frem til en ordentlig model.

»Det er et ekstremt kompliceret område. Hvis man går dybere ned i det, ser man, at enten skal der laves en tvangsordning, hvor mange skal betale til noget, de ikke får gavn af, eller også kan man lave en frivillig ordning, der kan være temmelig svær at skrue sammen,« siger hun og fastholder trods Håndværksrådets melding, at der ikke skal indføres nye byrder for erhvervslivet.

»Vi som borgerlig regering ønsker ikke at pålægge erhvervslivet flere byrder end højst nødvendigt. Det er ud fra en økonomisk betragtning og ud fra en betragtning om, at mange virksomheder har det svært i forvejen«

Har nogen i erhvervslivet frabedt sig en ordning?

»Nu skriver virksomheder jo ikke ind til Beskæftigelsesministeret, hvis de ikke ønsker sådan en ordning. Men der er vel ingen tvivl om, at erhvervslivet generelt ikke efterspørger flere byrder og en sværere tilværelse. Så ved jeg godt, at en organisation som Håndværksrådet har talt for en ordning, men de repræsenterer en lille del af erhvervslivet.«

Men har du så hørt fra andre, som har modsat sig ordningen?

»Nej, men jeg har heller aldrig hørt om, at nogen i erhvervslivet skulle ønske sig flere byrder.«

Du siger selv, at I siden i 2006 lovede at forsøge at lave en ordning. Er det så ikke løftebrud, når der ikke er fundet en?

»Vi har ikke lovet at lave en ordning. Vi har aldrig garanteret en ordning. Vi har sagt, at vi ville se positivt på det. Det har vi nu brugt noget tid på at analysere, og vi vil fortsat arbejde for at få en frivillig ordning, fordi det vil være en absolut positivt for kvindelige iværksættere.«

Hvordan kan det tage fem år at analysere mulighederne?

»Nu er det jo ikke kun det, vi har brugt fem år på. Der er også brugt tid på andet, som også var en del af aftalen,« siger beskæftigelsesministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor er det sådan, at der findes to måder, at man kan lovgive på. Den ene er, at lovgivningen hastes igennem uden mål og med, den anden er, at sagen bliver syltet! 5 år så vidt og ingen tegn på en løsning på et problem, som reelt er ganske simpelt at løse....hvis man altså vil!!..

ps.: Har lige hørt Støjberg i radioen i et interview om netop denne sag og af en eller anden grund bliver jeg stadig overrasket over, at man kan være SÅ gennemført usympatisk!!!

Mads Kjærgård

Ja Støjberg aner ikke hvad ordrene medfølelse og empati betyder! Andres folks problemer rager hende en høstblomst! Men sådan er det vel at være gennemført Neokonservativ!