Læsetid: 2 min.

Ministerium gav forkerte oplysninger om fanger i Afghanistan

Det er for dårligt, at Folketinget har fået et forkert tal på fanger taget af den danske Afghanistan-styrke, erkender forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Sagen er foruroligende, mener oppositionen
Forsvarsministeriet har givet forkerte oplysninger om, hvor mange afghanere danske soldater har taget til fange. Det erkender og beklager forsvarsministeren nu.

Forsvarsministeriet har givet forkerte oplysninger om, hvor mange afghanere danske soldater har taget til fange. Det erkender og beklager forsvarsministeren nu.

28. juni 2011

Forsvarsministeriet har fejlinformeret Folketingets Forsvarsudvalg om danske tilfangetagelser i Afghanistan.

I november fik udvalget i et svar fra ministeriet oplyst, at i alt 42 personer var blevet tilbageholdt af den danske Afghanistan-styrke siden juni 2006.

Men i går måtte forsvarsminister Gitte Lillelund Bech erkende, at det faktiske tal er 51 personer.

Opjusteringen af tallet skyldes, at Forsvarskommandoen har foretaget en gennemgang af de indberetninger, som dansk militærpoliti har skrevet ude i felten. Blandt disse indberetninger gemte der sig ni tilbageholdelser, som forsvaret havde overset, og det er »ikke godt nok«, siger Gitte Lillelund Bech til Information.

Ifølge ministeren skyldes fejlen, at Forsvarskommandoen ikke har talt »tvivlstilfælde« med i opgørelsen til Folketinget, hvilket typisk vil sige kortvarige tilbageholdelser.

»Og derfor har jeg haft en snak med forsvarschefen om det her, og han har forsikret mig om, at der fremadrettet vil være ensartede, pålidelige indberetninger på området,« siger Gitte Lillelund Bech.

'Undergraver tilliden'

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen finder sagen foruroligende.

»Sådan noget er med til at undergrave den tillid, der skal være til oplysninger, som kommer fra forsvaret. Man må sige til Forsvarskommandoen og forsvarets øverste top, at det altså ikke nytter noget at forsøge at pynte på tallene,« siger han.

Også Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen, der oprindeligt stillede spørgsmålet til forsvarsministeren om antallet af danske tilbageholdelser i Afghanistan, er bekymret:

»Det er ikke betryggende, at forsvaret ikke har bedre styr på, om soldaterne tager fanger. Og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt forsvaret har styr på, hvad der siden hen er sket med fangerne.«

Forsvarskommandoen forsikrer imidlertid om, at der nu er styr på alle de personer, danske soldater har tilbageholdt. Ifølge Forsvarskommandoen har danske soldater siden Forsvarsministeriets svar til Folketinget i november 2010 taget yderligere fire fanger, så det samlede antal tilbageholdte personer siden sommeren 2006 er 55. 33 af de disse er blevet løsladt kort efter tilbageholdelsen, mens 18 er blevet indsat i en britisk fangefacilitet. 11 af de 18 personer er siden blevet løsladt, mens syv er blevet overdraget til de afghanske myndigheder.

Forsvarskommandoens opjustering kommer, efter Information sidste efterår og vinter kunne dokumentere, at den danske Irak-styrke har deltaget i et hidtil ukendt højt antal tilfangetagelse af personer, der senere er blevet givet videre til det irakiske politi på trods af advarsler om politiets torturmetoder. Blandt andet blev en irakisk mand taget til fange af britiske soldater under en dansk ledet operation og efterfølgende overleveret til det irakiske politi, som tæskede ham ihjel.

Informations afdækning var baseret på indberetninger fra det amerikanske militær, som var blevet lækket til organisationen Wikileaks. Afsløringerne førte til, at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech satte gang i en undersøgelse af danske soldaters rolle i sagen om fangemishandling i Irak.

Undersøgelsen er endnu ikke færdig, men tidligere i år kunne forsvarsministeren oplyse, at den indtil videre har vist, at også den danske Irak-styrke viser sig at have taget flere fanger, end forsvaret tidligere har oplyst. Hvor mange flere, kan ministeriet dog ikke oplyse, før undersøgelsen er færdig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det hele er jo viklet ind i løgn og bedrag, det undre mig meget at folk i Danmark bare ser passivt til at politikerne bryder den ene lov efter den anden, man kan kun gisne om hvem der drager fordel og hvem der står bag alle disse krige.

Anne Marie Pedersen

Jeg synes bare at den her nyhed er ret mærkelig. Det virker helt ærligt som en bagatel - eller to forskellige måder at opgøre den statistik på.

Når man så samtidig tænker på, hvor meget andet der må være at grave i så virker dette som en pseudo-kritik, der skal give krigstilhængerne mulighed for at mene, at modstanderne går op i ubetydelige detaljer.