Ny prostitutionsrapport: Store forskelle mellem gade og klinik

Ifølge en ny landsdækkende undersøgelse ønsker 2/3 af sexarbejderne på klinikkerne at fortsætte i prostitution, mens hele 94 procent af de gadeprostituerede ønsker at komme væk. De store forskelle får dog ikke fortalerne for et generelt forbud mod købesex til at ændre mening
Kun 33 procent af den kvindelige escort- og klinikprostituerede ønsker at stoppe med deres sexarbejde, viser en ny storkortlægning af prostitutionen i Danmark

Kun 33 procent af den kvindelige escort- og klinikprostituerede ønsker at stoppe med deres sexarbejde, viser en ny storkortlægning af prostitutionen i Danmark

Carsten Snejberg
8. juni 2011

»Sanne er 35 år, hun startede med at sælge sex for 14 år siden. Hun startede, fordi hun var nysgerrig, og fordi hun manglede penge, og så havde hun tænkt 'Hvorfor ikke? Jeg kan jo godt lide sex!'«

Sådan lyder en af historierne i den kortlægning af prostitutionen i Danmark, der offentliggøres i dag.

Undersøgelsen er foretaget af SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, og ser man på svarene fra de adspurgte sexarbejdere, er Sannes historie langt fra enestående. Ifølge undersøgelsen angiver nemlig hele 67 pct. af de adspurgte kvindelige sexarbejdere på klinikker og i escort-branchen 55 procent af de mandlige at de anser salg af sex som en del af deres seksualitet. Ser man på svarene fra de gadeprostituerede, er det tal tæt ved nul.

Det er ét eksempel på, hvor gigantisk forskel der er på arbejdsvilkår og syn på eget erhverv mellem gaden og klinikken. Og det er en af grundene til, at rapporten bør give stof til eftertanke, mener leder af undersøgelsen, antropolog Jens Kofod.

»Følger man debatten får man tit det indtryk, at der enten er tale om sølle stakler, eller om den lykkelige luder. Virkeligheden er, at langt de fleste ligger et eller andet sted midtimellem, og at der er stor forskel på at trække på gaden og på at søge kunder på nettet, der igen er forskelligt fra livet på en klinik eller en stripklub,« siger han.

Store forskelle

Og rapporten viser store forskelle i arbejdsvilkår. Hvor 41 pct. af de gadeprostituerede har været udsat for vold fra kunder mindst én gang i 2010, gælder det kun for tre pct. på sexklinikkerne. Og mens 54 pct. af gadeprostituerede svarer, at de begyndte for at dække et misbrug, er det nul procent blandt de klinikprostituerede.

Også deres holdninger til erhvervet er forskellige. 44 pct. af de prostituerede siger, at de har overvejet at stoppe inden for det næste år, men tallet dækker over store variationer. Hele 94 pct. af de gadeprostituerede ønsker at stoppe, mens det kun gælder for 33 pct. af de kvindelige escort- og klinikprostituerede.

Nuanceret debat

Jens Kofod understreger, at rapporten ikke er tænkt som et indlæg i debatten, men som en nøgtern kortlægning af prostitutionsområdet. Men han så gerne, at den kunne resultere i, at vi fik en mere nuanceret debat i Danmark.

»Vi bør tale om det her med flere nuancer. For der er en stor gruppe, som faktisk gerne vil blive i faget og opfatter det som et erhverv, de er stolte af, og som ikke tager imod de tilbud, der bliver tilbudt, fordi det gør dem vrede. At de er præget af, hvad de opfatter som en 'offergørelse',« siger Jens Kofod.

Og så er der de gadeprostituerede, hvor næsten alle ytrer ønske om at stoppe.

»Det vigtigste må være at forholde sig til dem. De er en enormt udsat gruppe, der oplever vold og en række andre grænseoverskridende ting,« fortæller Jens Kofod, der henviser til, at næsten halvdelen ikke oplever, at der er tilbud, der passer dem: »Det kræver, at der iværksættes en mere nuanceret indsats i forhold til psykiske problemer, misbrug etc.«

Susanne Møller, talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation, S.I.O, hilser undersøgelsen velkommen.

»Vi kan bruge den her slags kortlægning til at vise, at der faktisk ikke er de her særlige problemer knyttet til erhvervet, men at det er hårdt for dem, der skal arbejde på gaden, ligesom det er hårdt for andre grupper, der som hjemløse og andre faggrupper ikke er beskyttet af rettigheder,« siger Susanne Møller.

Hun håber, at der fra politisk side bliver set grundigt på tallene ikke mindst for de udenlandske gadeprostituerede, der ifølge SFI udgør langt hovedparten af gadens sexarbejdere.

»En af grundene til, at de lever så hårde liv, er jo, at de ikke kan komme ind på klinikkerne på grund af manglende arbejdstilladelse, og at rufferiloven forhindrer, at de kan skabe lovlige forbindelser. Med de her tal er der ikke længere nogen undskyldning for at ændre på de forhold,« mener Susanne Møller.

Beskytter deres levevej

Det er de dog ikke enige i hos Socialdemokraterne og SF, der begge har anbefalet en kriminalisering af prostitutionskunden.

SF's ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge erkender, at der er markante forskelle i de prostitueredes vilkår og i deres svar, men hun fastholder kravet om forbud mod købesex.

»Selv om 100 kvinder taler for ret til at sælge deres krop, kan vi ikke abonnere på den frihedsdagsorden. Vi er nødt til at tage hensyn til de prostituerede, der lever et forfærdeligt liv,« siger hun og anfører, at de prostituerede har haft en interesse at pleje i forhold til deres svar:

»Det er en særskilt interesse for de prostituerede i, at området ikke bliver kriminaliseret, for de vil jo værne om deres levevej.«

De prostituerede siger også, at de føler sig stigmatiserede af samfundet bidrager I som forbudsfortalere ikke til den stigmatisering?

»Den stigmatisering begyndte, da den første prostituerede startede op. Kvindelig seksualitet har altid været udsat for stigma det skal vi bort fra ved at fokusere på ligestilling og på kvinders rettigheder.«

Lige stor indsats

Heller ikke hos Socialdemokraterne giver rapportens resultater umiddelbart anledning til et kursskifte.

»Samlet set er mit indtryk, at rapporten bekræfter, at de som gruppe er meget udsatte for vold og for psykiske problemer,« siger Mette Frederiksen (S):»Prostitution skal derfor stadig betragtes som et socialt problem«

Men når 97 procent af dem, der arbejder på gaden, vil ud af prostitution og kun 33 procent af dem på klinikkerne vil, skal man så ikke lytte; målrette indsatsen mod gaden, og lade dem, der vil arbejde videre, være?

»Jeg synes, at 33 procent er et højt tal. Vi skal holde fast i, at alt viser, at det er svært at komme ud af prostitution, og vi derfor skal intensivere indsatsen for begge grupper.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Den hidtil største kortlægning af prostitution i Danmark offentliggøres af SFI i dag. Undersøgelsen baserer sig på 119 interview med tidligere og nuværende prostituerede samt med fagpersoner fra offentlige myndigheder og ngo’er samt en spørgeskemaundersøgelse blandt 290 nuværende prostituerede.

Omfang

Ifølge rapporten er der omkring 3.200 prostituerede i Danmark. De fordeler sig på følgende såkaldte arenaer: 1.633 klinikprostituerede – heraf 780 danske og 853 udenlandske
903 kvindelige escortprostituerede og et ukendt antal mænd 595 udenlandske gadeprostituerede samt et mindre antal danske

Sex som primær indtægtskilde

Indtægten fra salg af sex udgør den primære indtægtskilde for ca. halvdelen af de prostituerede i undersøgelsen.

Klinikprostitution: 67 pct.
Kvindelig escort: 39,5 pct.
Mandlig escort: 14 pct.
Gadeprostitution: 73 pct.

Kun en folkeskole-uddannelse

Klinikprostitution: 20 pct.
Kvindelig escort: 7 pct.
Mandlig escort: 19 pct.
Gadeprostitution: 40 pct.

Børn

Omkring halvdelen af de prostituerede har børn under 18 år. Her findes spredningen mellem kønnene, idet ca. 60 pct. af kvinderne har børn, mens det kun gør sig gældende for 20 pct. af de mandlige prostituerede.

Begyndte at sælge sex for at finansiere misbrug

Klinikprostitution: 0 pct.
Kvindelig escort: 2 pct.
Mandlig escort: 3 pct.
Gadeprostitution: 54 pct.

Begyndte at sælge sex af seksuel nysgerrighed

Klinikprostitution: 51 pct.
Kvindelig escort: 67 pct.
Mandlig escort: 50 pct.
Gadeprostitution: 0 pct.

Begyndte at sælge sex, fordi der alligevel var mange sexpartnere

Klinikprostitution: 17 pct.
Kvindelig escort: 46 pct.
Mandlig escort: 38 pct.
Gadeprostitution: 3 pct.

Månedlig indtægt

For de prostituerede, hvis primære beskæftigelse er prostitution, angives indkomsten til ca. 24.000 kr. om måneden

Antal kunder

Den seneste måned har de prostituerede haft mellem 10 og 40 kunder:
Klinikprostitution: 40
Escortprostitution: mellem 10 og 15
Gadeprostitution: 29

Har oplevet vold en eller flere gange

i købet af 2010
Klinikprostitution: 3 pct.
Kvindelig escort: 33 pct.
Mandlig escort: 25 pct.
Gadeprostitution: 41 pct.

Bruger kondom

Klinikprostitution: 94 pct.
Kvindelig escort: 78 pct.
Mandlig escort: 62 pct.
Gadeprostitution: 57 pct.

Symptomer på depression

Klinikprostitution: 33 pct.
Kvindelig escort: 18 pct.
Mandlig escort: 19 pct.
Gadeprostitution: 75 pct.

Koncentrationsbesvær

Klinikprostitution: 11 pct.
Kvindelig escort: 19 pct.
Mandlig escort: 10 pct.
Gadeprostitution: 75 pct.

Overvejer at stoppe inden for det

nærmeste år
Klinikprostitution: 33 pct.
Kvindelig escort: 35 pct
Mandlig escort: 45 pct
Gadeprostitution: 94 pct.
Ud af den gruppe, der ønsker at stoppe, oplever kun 6 pct. at der i høj grad eller i meget høj grad er tilbud, som kan hjælpe dem

Debut og alder

Omkring 10 pct. har debuteret som prostitueret senest som 18-årige, mens halvdelen har haft deres debut senest i slutningen af 20’erne.
Escortprostituerede begynder typisk senere end både både gade- og klinikprostituerede.
De seneste debutaldre for klinikprostitution er 55 og 68 år for escort, mens det for gade er 45 år.

Sådan reagerer de prostituerede, hvis købesex kriminaliseres

Ikke gøre noget anderledes: 47 pct.
Stopper med at sælge sex: 11 pct.
Skjuler det bedre: 46 pct.
Søger rådgivning om andet job: 5 pct.
Andet: 5 pct.

Hvis købesex forbydes vil det ...

Ikke betyde noget: 18 pct.
Betyde færre kunder: 29 pct.
Blive sværere at anmelde vold: 52 pct.
Sværere at erhverve sig ved salg af sex: 32 pct.
Køb og salg vil foregå skjult: 79 pct.
Gadeprostitution vil mindskes: 16 pct.
Menneskehandel vil mindskes: 7 pct.
Andet: 26 pct.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Marie Jensen

Tak for en sjældent nuanceret artikel.

Lad os dog få (sex)arbejderkamp og organisering, der batter. Fremfor politiske abedisser, der skal beslutte henover hovedet på os andre, hvad vi kan og hvad vi må med vores kroppe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Hvis man tager 100 prostituerede på gadeplan og 100 prostituerede fra klinikker, så er der altså 70 prostituerede ud af de 200 der blæser på de 130 der lever et farligt liv på gaden eller gerne vil ud af ”erhvervet”.

Når et så markant mindretal mener sig berettiget til at diktere forholdene generelt for så mange prostituerede, så ved jeg ikke hvad det er S.I.O. vil respekteres for.

Jeg går, som mange gange tilkendegivet før, ikke ind for straf eller kriminalisering af hverken de prostituerede eller deres kunder - simpelthen fordi jeg ikke ved hvad der er bedst og hvad der er løsningen, men jeg finder det forstemmende, at der er så lidt omtanke for de gadeprostituerede og handlede kvinder.

Hvis der var lidt mere refleksion over de 44% der mindst én gang i 2010 var udsat for vold, og erkendelse af at rigtig mange får skader på både krop og psyke, og hvis ikke mindst mænd kunne lære at kende forskel på en tvangsprostitueret og en såkaldt frivillig, så var meget nået.

Der KUNNE faktisk gøres en indsats, både i forhold til sociale problemer og med handlede kvinder, og ikke mindst ved mænds opfattelse af hvad der er i orden og hvad der ikke er i orden. Men der er langt igen, når mænd og drenge har den opfattelse at det er helt i orden at købe sex, på samme måde som det er at købe kartofler, og ikke mindst den idelige reklame fra Susanne Møller om, hvor frit et erhverv det er, og hvor let det er at tjene penge til studier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Inger

Jeg så lige i EB at indkomsten for en gadeprostitueret var 35.000 om måneden, mod 22.000 for en klinikprostitueret.

Hvad narkoprostituerede angår har de jo et meget specifikt problem - og den måde at tjene penge på holder dem f.s.v. ude af kriminalitet, modsat mandlige narkomaner der er henvist til berigelsesforbrydelser.

Løsningen på dette er "fri heroin" altså en løsning på to forbundne problemer.
Men snerperne i SF og S vil simpelthen ikke forholde sig til baggrunden for det sociale problem.
De kender kun en vej - straf, der ikke er løsningen på sociale problemer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Hvis man tager 100 prostituerede på gadeplan og 100 prostituerede fra klinikker, så er der altså 70 prostituerede ud af de 200 der blæser på de 130 der lever et farligt liv på gaden eller gerne vil ud af ”erhvervet”."

Det er mindre end hver femte prostituerede, der er gadesælger. De er en minoritet, og deres forhold adskiller sig markant fra de øvrige.

Det er en direkte hån, at vedblive med at portrættere gadens billige damer som del af en branche. Der drejer sig om kombinationer af armod, fornedrelse, tvang og selvdestruktivitet i deres tilfælde. Når så mange helst ville være fri for at tage tjansen på fliserne, har det næppe at gøre med at de er blevet skuffet over løn og arbejdsvilkår og således har fortrådt et karrierevalg. De har "jobbet" pga. nød og nødvendighed.

Der er andre, hvor man kan tale om, at der er tale om et egentlig job. De, der i bogstaveligste forstand er inde i varmen. Deres forhold er ikke sammenlignelige. Undersøgelsen underbygger tydeligt, at der er denne skelnen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Langt de fleste gadeprostituerede er udlændinge, så de mange penge går nok ikke til pensionsopsparing for dem.

Jeg har ingen anelse om hvorvidt ”fri heroin” er løsningen, men det kunne sikkert hjælpe nogen. Men jeg synes det er lidt bagvendt, for så kunne man jo lige så godt lovliggøre berigelseskriminalitet. De stjæler jo nok kun fra dem der har rigeligt at stjæle af.

Og så synes jeg at det er for billigt at hæfte snerper/religiøse/hattedamer m.v. på politikere, der taler om sociale problemer som der ER løsninger på, hvis ellers der blev prioriteret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"Løsningen på dette er “fri heroin” altså en løsning på to forbundne problemer."

Præcis. Samt det tredje problem du nævner. Berigelseskriminalitet.

Når politikerne ikke vil forholde sig virkeligheden, og indse at kriminaliseringen af heroin er årsagen til flere alvorlige problemer, er det reelt politikerne der er de største forbrydere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Heinrich

Jeg har aldrig set tal for hvor mange der er af hver. Men selvom det ”kun” er hver femte der er gadeprostitueret, så er det altså mange og lige rædselsfuldt alligevel, og uanset hvilken nationalitet de tilhører, så er det dém jeg i første omgang tænker på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Ole Falstoft
Nej det er ikke i orden at øve vold mod en prostitueret, men det er heller ikke i orden at købe sex af en kvinde der står i al slags vejr i uegnet påklædning og render efter kunderne og tigger om et ”job”. Hvis først visse mænd kunne indse dét, så ville den økonomiske fordel for bagmændene ikke være til stede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Jeg ved ikke hvorfor Information har denne overdrevne interesse for prostitution og billeder af især prostituerede i luksusklassen. Og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor jeg igen og igen forsøger at tale især de gadeprostitueredes sag.

Muligvis afspejler debatterne samfundets opfattelse, men jeg ved jo godt at hverken min holdning eller debattørernes vil rykke en tøddel ved de faktiske forhold og elendighed for de gadeprostituerede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Inger

Jeg ved at forsikringsselskaberne i Danmark ville juble hvis der blev indført fri heroin - det ville medføre et stort fald i indbrud i private hjem - netop på grund af berigelseskriminalitetens sammenhæng med mandlige narkomaner.
Det ville så også fjerne de narkoprostituerede fra gaderne.

Løsningen ser ud til at være "klinikker" i stedet for gadeprostitution - nøjagtig som det foregår i Holland.

Jeg har netop været på ekskursion i Amsterdams Red Light District - sammen med fruen ;-) og jeg vil ud fra mine observationer mene at det kunne være en farbar vej, også i Danmark. Disse prostituerede så ikke ud til at være særligt undertrykte eller fornedrede i deres erhverv, omend fruen mente de var vel unge - det handler som bekendt om efterspørgsel.

Eftersom de fleste gadeprostituerede er udlændinge og der kun findes 600 af dem, er det altså et overskueligt antal at tage hånd om - både med hensyn til om de opholder sig lovligt i Danmark, og om de er udsat for trafficking.

Så en løsning er altså kontrolleret bordelvirksomhed, hvilket naturligvis i sig selv vil udkonkurrere gadeprostitution, fuldstændig på samme vis som der ikke står hashpushere på gadehjørnerne i Amsterdam - man kan købe tingene lovligt i en coffee-shop.

Men der er altså grund til at fremhæve at der er tale om nypuritanske, bornerte hattedamer i disse politiske kredse - de kender kun en løsning, og de kunne ikke drømme om at spørge de implicerede i erhvervet, fordi de mener at vide bedre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor jeg igen og igen forsøger at tale især de gadeprostitueredes sag."

Inger, det har nok meget at gøre med dit gode hjerte :-)

Det er blot det, at deres "sag" handler lige så lidt om prostitution, som det handler om liderlige mænd, arbejdsbeklædning eller timeløn.

Substansen i sagen må handle om fornedrelse, materiel armod, sociale eksklusion, afhængighed, tvang, kriminalisering og andet, der gør at nogle "vælger" at være fliseaktør. Et valg, der i de fleste tilfælde består i, at fraværet af andre valgmuligheder er stærkt begrænsede.

Hvis der skal "gøres noget", må det erkendes at "sagen" handler om sociale problemer, om afhængighed og om den kriminalisering af det de er gjort afhængige af der har skabt en veritabel zombiehær der skaffer penge til bagmænd der tjener på kriminaliseringen.

Bornerte hattedamer som PVB og MF der alene er optaget af moral og idylliske idealforestillinger, kan ikke bidrage til at der bliver fundet "løsninger" på virkelige problemer. Deres indignation og idealforestillinger kan ikke i sådanne sammenhænge ikke bruges til noget konstruktivt. Frelserpigerne forplumrer debatten med deres virkelighedsfjerne ævl, og bidrager med intet brugbart.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Hansen

Tre af min indlæg fra en anden tråd.

Bjarne Hansen siger:

Er man afhængig af Heroin eller andre stoffer findes der kun to muligheder for en indkomst(med mindre man er meget rig) og det er Kriminalitet eller Prostitution.

Så enkelt er det.

# 8. juni 2011 kl. 13:08
.

Bjarne Hansen siger:

99% af alle de Danske Gadeprostituerede kunne komme væk fra gaden imorgen, hvis man afkriminaliserede Narko for afhængige.
Den dag de kan få deres stoffer gratis, har de samlet deres sidste kunde op.

Og en streng Grænsekontrol kunne minimere den Udenlandske Gadeprostitution voldsomt.

# 8. juni 2011 kl. 13:14
.

Bjarne Hansen siger:

Hvis man Kriminalisere Prostitution, så er der kun en mulighed for indtægt for en Narkoman, og det er Kriminalitet.

Og vi har ikke plads til flere i vores fængsler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Jeg har aldrig set tal for hvor mange der er af hver."

Det kortlægger undersøgelsen. Ca. 600 gadeprostituerede, ud af 3.200 prostituerede. Kortlæggelsen er en guldgrube af både kvalificeret og kvantificeret indsigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Hansen

Man kan også spørge sig selv om hvordan man skal straffe Sexkunder.

Skal vi putte dem i Fængsel?

Eller skal vi give dem en Bøde?

Og så komme de næste spørgsmål:
Hvor mange fængsler skal vi bygge?
Og hvor stor skal en bøde være til en der gerne giver imellem 4000 og 20000 for et knald?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nis Jørgensen

Inger Sundsval: "Jeg har aldrig set tal for hvor mange der er af hver. "

Prøv at læse faktaboksen til artiklen. Der er ikke noget præcist tal - der er angivet "et mindre antal" danske gadeprostituerede, Men det ender nok omkring hver femte.

Det er ikke klart for mig, hvorledes du mener at SIO skader de gadeprostituerede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Hansen

Det er så typisk for vores nypuritanske Hattedamer(M/K), at de ser noget i Bybilledet de synes er grimt, og så Korsfarer de afsted med forbud uden overhovedet at søge den dybereliggende årsag til den grimme plet på deres lyserøde forestilling om et yndigt Bybillede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Hansen

Det er så smukt når vores Nypuritanske Hattedamer(M/K) flot siger at et forbud selvfølgelige skal følges op med en Social indsats.

Men vi ved alle sammen, at det er sikkert som Amen i Kirken at den Sociale indsats vil blive ramt af Bureaukrati og nedskæringer, således at vi om få år vil være tilbage hvor vi startede, men med den forskel at de Gade-prostitueredes forhold så vil være 100 gange værre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

SF’s ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge: "Selv om 100 kvinder taler for ret til at sælge deres krop, kan vi ikke abonnere på den frihedsdagsorden. ..."

"Den frihedsdagsorden" !!!

Man hører gennem citatet den socialistiske snerren og vrængen på næsen.

Nej, socialismen har aldrig abonneret på "Den frihedsdagsorden".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Egon:
Man hører spidsborgerligheden tale. Den har som sådan intet med specifikt venstreorientering at beskaffe. Den er her bare, på tværs af strukturerne. Som en stor, klodset og blå skoletaske, vi ikke kan få sat udenfor døren.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Det anses ganske vist for at være beklageligt at der foregår kvindehandel og vold, men humlen er, at der må findes en LØSNING, så mænd kan få dækket dette vigtige behov. Der foreslås alskens løsninger som fri narkotika, statskontrollerede bordeller o.s.v. Og det opfattes helt naturligt at helt unge piger arbejder i branchen på bordeller som i Holland – ”udbud og efterspørgsel”, og de ”ser ikke ud til” at være særligt undertrykte eller fornedrede.

Ergo: Hindringer må ryddes af vejen, så behovene kan opfyldes.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvad der foregår i hovedet på mænd, og jeg tør ikke tænke på hvad div. bagmænd skal ”leve” af, hvis indtjeningen ved narkotika og gadeprostitution fjernes, og jeg ved heller ikke hvad forsikringsselskaberne og politiet vil sige til en anden og måske mere brutal form for berigelseskriminalitet.

Politikere der taler for at gøre noget bliver affejet som ubrugelige både det ene og det andet, og man ved oven i købet hvad de tænker. Man/jeg aner et ønske om en ”national plan”, der skal sikre mænds rettigheder til at købe sex, og alle midler må i anvendelse for at sikre den mentale og fysisk/psykiske sundhed for disse mænd.

Jeg gentager lige: Jeg forstår det ikke!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Politikere der taler for at gøre noget bliver affejet som ubrugelige både det ene og det andet, og man ved oven i købet hvad de tænker. Man/jeg aner et ønske om en ”national plan”, der skal sikre mænds rettigheder til at købe sex, og alle midler må i anvendelse for at sikre den mentale og fysisk/psykiske sundhed for disse mænd."

Nu er 'at gøre noget' jo et vidt begreb - jeg tror at der skal sondres mellem hvilke handlinger som de handleparate har i tankerne. Og ikke alle de fremførte forekommer lige kompetente.

Men det er vel værd at bemærke at der ikke findes et behov (forstået som en nødvendighed) for sex (med prostituerede); der findes en trang. Og ingen tvivl om at mange vanemæssige prostitutionskunder (jvf. diverse surveys) slås med psykosociale problemer som givet kunne afhjælpes ad anden vej.

Og en ret til sex kan og bør vel heller ikke italesættes. Ligesom retten til fortove som dagligt renholdes for menneskelig elendighed vel næppe heller skal have nogen dominant plads i den offentlige debat. Hvad med statens pligt til at forebygge? Statens pligt til effektivt og lovlydigt at opklare kriminalitet? Statens pligt til at bistå og behandle problemer som borgere og civilsamfund ikke selv kan håndtere? Måske var der noget se på dér.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Inger

Det er jo en fornægtelse af virkeligheden hvis man tror at hattedamerne efter svensk forbillede, har fundet de vises sten - det har de ikke.

Alle samfund har haft prostitution - forskellen ligger i om tolerancen over for prostitution er så stor, at man kan acceptere de prostituerede som ligeværdige samfundsborgere, eller om man foretrækker at se på dem som fornedrede stakler og ofre der skal hjælpes, over en bred kam.

Og netop derfor skal man lytte til de prostituerede og ikke kaste sig ud i hattedameaktiveteter, der hviler på eget moralske grundlag.
De der har skoen på, kan mærke hvor den trykker.

Hvis en tredjedel af de prostituerede ønsker at forlade erhvervet, så er det dem man skal rette hjælpeindsatsen imod, og lade resten være i fred, og i øvrigt give dem de rettigheder de beder om. Skulle de så senere ønske at forlade erhvervet, ja så er det der hjælpeindsatsen kommer ind.

Hvis en løsning kan mindske kriminalitet, som f.eks. fri heroin - så man ikke er nødt til at trække på gaden, eller begå berigelsesforbrydelser - jamen, hvad er så problemet i det?
Hvori ligger hindringen, andet end i gammel vanetænkning - jeg er sikker på at forsikringsbranchen ville erklære sig villige til at sponsorere fixerum og det hele, hvis man spurgte dem.
Vi taler om en milliardbesparelse for samfundet, samtidig med at vi tilbyder narkomanerne bedre og mere værdige forhold.

Hvis de tiltag man har ikke virker - og det gør dansk narkotikapolitik ikke - så skal man jo ikke blive ved med mere af det samme.

Ligeså med prostitutionsområdet (der også indbefatter mænd) - det kan ikke fjernes - det kan usynliggøres, hvis man tror på den slags, men fjernet bliver det ikke.
Man er nødt til at se livet i øjnene - det er kort og beskidt som en barneskjorte - jamen så må man jo gøre det så let som muligt for mennesker der har valgt ud fra andre moralske normer end en selv, og lade være med at tvinge sine egne normer ned over hovedet på andre, hvis vilkår man i bund og grund ikke kender til.
De mennesker der udøver prostitution skader ikke andre - tvært i mod kunne man sige.
Det at fixe heroin skader ikke andre - følgekriminaliteten gør.

Hvad bagmændene vil leve af må de jo selv finde ud af - i øjeblikket lever de fedt, både af prostitution fordi det ikke er reguleret af staten, og af handel med hash, der er den direkte årsag til bandekrigen.
Hashen er så at sige det daglige rugbrød, der financierer deres adkomst til resten af de lyssky forretninger, der er flødeskummet.

Jamen så læg da handlen med hash over i samfundet hænder med beskatning og moms og udsalgssteder - så der er tale om kontrol med hvem der bliver solgt til. Det er 1 milliard kroner i København alene.

Jeg har ikke selv behov for at opsøge prostituerede, men hvis andre har det behov, og nogen er villige til at imødekomme det behov - hvorfor skulle jeg så stille mig i vejen for det - der er tale om voksne, myndige personer, der altså indgår denne kontrakt på frivillig basis - hvilket netop er tydeligt i Amsterdam, hvor kvinderne lader døren være lukket hvis de ikke ønsker den pågældende kunde i forretningen.

Men Inger, vi må se i øjnene at der er langt flere kvinder i ægteskab der bliver udsat for vold - 28.000 tilfælde om året.

Der er megen råhed til i verden, men det er et vilkår.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Niels
Jeg håber ikke at du regner mig med i det ”man” og de ”hattedamer”, der tror de har fundet de vises sten. Jeg efterlyser de hjælpeforanstaltninger og de forebyggelser der er helt fraværende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Inger

Nix du er ingen hattedame - og heller ingen "man" i den forbindelse.
Jeg ved at du gerne så gadeprostituerede hjulpet ud af elendigheden, og hvis du ser på statistikken ovenfor har 54% svaret, at de begyndte på gaden for at finansiere et misbrug.
Når halvdelen af gadeprostituerede startede p.g.a. misbrug, må det være indgangsporten til at løse problemet for disse piger.
Det vil jo samtidig betyde, at der fremover vil ske en halvering af tilgangen af prostituerede, der står på flisen.
Det vil være der man får mest for pengene ved at sætte ind - samtidig med, at kriminaliteten og samfundets omkostninger ved berigelsesforbrydelser falder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Holm Knudsen

Undersøgelsen viser med al tydelighed, at et forbud mod køb af seksuelle ydelser ikke vil ændre væsentligt ud over, at der formenligt vil blive en del mere kriminalitet - dels de kriminaliserede købere - og dels bagkvinder/mænd med større magt. Undersøgelsen viser osse med al tydelighed, at der er brug for en bedre social- og narkopolitik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for søren ploug

I stedet for at foreslå at starte med et forbud kunne Mette Frederiksen og Pernille Bagge komme med forslag til hvorledes man kan hjælpe prostituerede ud af erhvervet.
Men store dele af venstrefløjen har virkeligt forstået lærdommen i Anders Foghs "kulturkamp" - nemlig at vi kan/bør/skal FORBYDE og STRAFFE os ud af problemerne.
Og så kalder de sig gud hjælpe mig for "socialister" ....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Jeg forstår faktisk slet ikke trangen til at købe sex. Er der nogen der ligger inde med gode forklaringer? Hvorfor har man lyst til at have sex med en person man har betalt for? Det er der jo ikke mere nærhed i en i en oppustelig dukke.
Er der nogen af jer der kan løfte sløret for hvad der driver en til det?"

Det gør bl.a. trangen til at have en kvinde til egen rådighed. Det gør bl.a. problemer med at knytte intim kontakt til andre seksuelle væsener uden monetær mellemkomst. Det gør bl.a. ønsket om særlige seksuelle ydelser, som kan erhverves uden følelsesmæssige eller normative diskussioner (en quickfix-legitimering af perversion). Det gør bl.a. frisættelsen af seksualitet fra en dybere forankret følelsesmæssig sammenhæng i det mellemmenneskelige - og konverteringen af seksuelle handlinger til (i mere end konkret forstand)markedsudbudte varer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Luka Dalum

@inger

Du siger at du gerne vil tale de prostitueredes sag - sådan har jeg det også (og formentlig mange andre debattører i denne tråd).

Ligeledes har du svært ved at for det. Det har jeg også. Jeg har enormt svært ved at forstå hvorfor man køber sexydelser, og hvorfor pigerne frivilligt vælger at sælge dem.

I forhold til de prostituerede mener jeg ikke man kan se dem som en samlet gruppe, og man bør derfor heller ikke diskutere prostitution generelt.

Dabetten om dem på gaden er let, idet gruppen stort set kun består af misbrugere eller 'importerede' kvinder, der formentlig sidder i en gældsfælde og derfor tvunget til det.
Løsning: Lovliggør heroin, fjern efterspørgslen, døm bagmændene og etabler mekanismer, der hjælper kvinder ud af deres sociale problemer(fx via integration).
Bemærk: Jeg har endnu til gode at se den undersøgelse, der viser, at kriminalisering af gadeprostitution forbedrer de prostitueredes vilkår. Til gengæld har jeg set mange, der viser det modsatte.

Den store gruppe prostituere består så af dem i klinikkerne. Jeg synes denne debat er svært, idet der altid har, og formentlig altid vil være, efterspørgsel efter købesex. Som Smith så fint har lært os for mange år siden betyder det altså, at der i så fald også vil være et udbud. Dermed synes eliminationen af prostitution at være umulig, og overvejelserne bør derfor gå på, hvordan man kan forbedre deres forhold.

Alternativt også, hvordan man kan mindske efterspørgslen(hvis vi køber tesen om, at erhvervet er så skadeligt, at ingen mennesker bør udføre det).

Den lette måde at mindske efterspørgslen på er ved at ulovliggøre erhvervet. Alternativt kan man forsøge at stigmatisere køberne(hvilket jeg egentlig tror de allerede er), fx gennem kampagner, oplysning osv..

I forhold til at forbedre de prostitueredes vilkår viser alle undersøgelser, at ulovliggørelse forringer vilkårne. Dermed har vi umiddelbart en gordisk knude, idet vores to ambitioner modsætter hinanden.

Ville gerne have rundet debatten af, men har en tallerken mad foran.

Luka

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

@Niels Mosbak

Du nævner de mandlige narkomaner som du formoder må tjene til narkoen ved røverier. Men der er nu også pænt mange af dem der tjener pengene ved prostitution, på gaden eller på steder som Cosy Bar i Studiestræde, København. Aftale, ud på toilettet sammen med en kunde, ned med bukserne og bøje sig inf over wc-kummen. 10 minutter senere ud fra toilettet igen med 2-3.000 mere baglommen.

Det er som om artiklens forfatter tror at alle trækkerdrenge og gigoloer (med kvindelige kunder) arbejder som escortdrenge, men det er altså forkert. Også i Danmark har vi drengebordeller, "klinikker", eller drenge der arbejder alene fra egen ejerlejlighed, drenge der typisk er i 20erne.

Masser af undersøgelser viser i øvrigt, at der er flere prostituerede unge drenge end der er prostituerede unge piger, og at drengene også har flere kunder (af begge køn) end pigerne. Men sådanne fakta passer naturligvis ikke ind i en feministisk agenda.

Else Merete Ross, MF fra Det radikale Venstre, fandt allerede i 60'erne at det var trækkerdrengene der udnyttede kunderne, ikke omvendt. At drengene i hyppigt var kriminelle som sagtens kunne klare en rulleforretning, og i øvrigt som regel var et hovede højere end kunderne - men selvfølgeligt har de en indbyrdes selvjustits; rulleforretninger er dårligt for forretningen, og gåt derfor kun ud over folk der tydeligvis ikke er potentielle kunder.

Personligt synes jeg at vi må sætte ind over for gadeprostitutionen. Den må stoppes. Og så må vi have statskontrollerede bordeller som i Tyskland, med udsmider, klinikdame og automatisk optagning af hvad der foregår; jeg husker i hvert fald sagen om en myrdet thailuder i en jysk landsby; morderen er aldrig fundet.

Barprostitionen? Her har baren accepteret det, og kan vel også føre en vis kontrol med de prostitueredes alder mv.

Og ganske kort. Taberne ved den nuværende prostitution er de velbjærgede kvinder, der føler sig angrebet på deres ære over at der er kvinder der ikke som dem selv ønsker karrieren. Og de narkoprostituerede er prostituerede for at tjene til narkoen; ikke omvendt.

anbefalede denne kommentar

Sider