Læsetid: 3 min.

Den onde cirkel

Hvem har skylden? Politikere, der mistænkeliggør ubekvemme forskere, medier der skamrider de veltalende og medieegnede forskere, eller forskere der får bonus for at være i medierne?
21. juni 2011

Det er nemt at skyde skylden på politikerne for den tilbageholdenhed (læs: angst), der lige pludselig har grebet forskerverdenen.

Ugebrevet A4 har i denne uge offentliggjort en forsker-undersøgelse, der viser øget tilbageholdenhed med at udtale sig blandt danske forskere efter Integrationsminister Søren Pinds og Dansk Folkeparti-ejer Pia Kjærsgårds udfald mod EU-forskeren Marlene Wind. Det var den med 'Marlene Halv-vind' og 'Søren Vissenpind'. Artiklens overskrift er 'Politikere får forsker-Danmark til at klappe i'.

Nu kender vi jo til hudløshed Søren Drillepinds velformulerede og lettere studentikose udfald imod hvem som helst og hvad som helst, der ikke passer ham. Og vi nikker genkendende til Pia Kjærsgårds lettere nedadvendte mundvige, når noget går hende på. Og hvis man som forsker går i byen med udtryk som 'den indre svinehund', må man naturligvis være klar til, at der bliver svaret igen med samme mønt.Men der ligger en mangeårig tosporet udvikling bag de halve vinde, der udviklede sig til en ubehagelig kuling.

På den ene side de klare og konsekvente udmeldinger fra regering og DF de sidste mange år, hver gang en forsker anlyserede sig frem til en for regeringen ubekvem konklusion. Så var forskeren 'politiserende' og ikke til at stole på.

Ubekvemme forskere eller ekspertudsagn er naturligvis en sten i skoen på de, der synes de ved bedre.

Når politiets eksperter klart siger, at en øget grænsekontrol er nyttesløs, og der skal andre tiltag til for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, ties de bare ihjel.

Hvis en forsker siger det samme, er forskeren 'politiserende'.

Det andet spor er lige så vigtigt. Det er 'eksperternes' stigende tilstedeværelse i dansk journalistik.

En gang imellem undres man over, hvem en journalist udnævner til ekspert, når en bestemt journalistisk vinkel skal retfærdiggøres eller bestyrkes.

Jeg undres engang imellem, når en forsker udnævnes til 'EU-ekspert'. Det er jo ikke så lidt. Et langt liv er ikke nok til, at man kan være 'ekspert' i EU. Jo måske i EU's konkurrencelovgivning, EU's sikkerhedspolitiske samarbejde eller EU-domstolen. Men i 'EU'?

Eskpertvrimmel

På den anden side er det jo nemt at få betegtnelsen 'ekspert'. Man skal bare udtale sig til en journalist, der jo aldrig ville drømme om at beskrive sin kilde som f.eks. »Professor Nielsen, der har en stor generel viden om emnet, men ikke specifikt har forsket i det«.

På medieområdet vrimler det med forskere, der hver i sær har stor viden på de felter, de har forsket i.

Men lidt for ofte falder de for fristelsen til bastant at konkludere på områder, som de bevisligt ikke har forsket i. Og det er tydeligt, at i mange tilfælde ikke kun på medieområdet bliver forskere fristet til at udtale sig om ting, som de ved noget om, men ikke nok til at fortjene betegnelsen ekspert.

Det er måske også befordrende for ekspertiseringen, at universitetsprofessorer og lektorer regelmæssigt skal rapportere detaljeret om deres optræden i medierne.

Det giver ekstra points og på nogle universiteter udløser det kontante bonusudbetalinger til de mediepopulære 'eksperter'.

De er nemlig ikke kun udvalgt på grund af deres viden, men høj grad også på deres veltalenhed og evne til at gøre sig i medierne. En ekspert med hareskår og talefejl er en sjælden gæst i radio og tv, for eksempel.

I min bog er en ekspert en person, der seriøst har forsket i et bestemt område. Praktiserende læger ved meget om sygdomme, men de henviser heldigvis patienten til en specialist, når der er behov for det.

Jeg kender flere forskere, der faktisk gør det samme henviser til kolleger, der rent faktisk ER eksperter og mødes med journalistens bøn »Jamen, vi vil hellere have dig, for du er så god!«

Marlene Wind-sagen er et eksempel på en slagfærdig og tv-egnet forsker, der kom til at gå for langt.

Nemmeste løsning

Søren Pind og Pia Kjærsgård er de seneste eksempler på magtfulde politikere, der i en årrække har forsøgt at mistænkeliggøre forskere, der mente noget andet end regeringen eller regeringsflertallet og forskere, der har de rigtige meninger belønnes med egne institutter eller private forskningsprojekter.

Og sagens udvikling er en slags naturlig konsekvens af den journalistiske udvikling, hvor en 'ekspert' er den nemmeste løsning, når en historie hurtigt skal i hus og den sideløbende universitetsudvikling, hvor medieoptræden (uanset det saglige indhold) måles kvantitativt og i nogle tilfælde belønnes kontant.

Denne konklusion er, skynder jeg at tilføje, ikke forskningsbaseret. Jeg er ikke ekspert. Kun kommentator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sandheden er, at Malene Wind sætter egen faglig troværdighed over styre for at score nogle billige politiske points.

Hvis hun havde en faglig point at markere, er der ihvertfald ingen der husker den nu.

Peter Hansen

Problemet er, at politikere er blevet for lidt ydmyge - og alt for arbejdsomme. Det ville være velgørende, hvis de sad og nørklede med noget husflid eller lagde syvkabale, fordi de ikke så noget lovgivningsbehov. Problemet er, at demokratisk politik er gået fra at være generelt anvisende for adfærd i det fælles rum, overordnet ledelse af institutionerne og sikring af samfundet mod anslag fra andre magter og private personer og institutioner til at være en relation mellem borger og 'det offentlige', der ikke er samfundet, men embedsværket.
Jeg tænkte på det i går, da en myndighed endnu engang brugte tavshedspligten som skjold med henvisning til hensyn til en personsag; men når alt andet er blevet offentligt med den begrundelse, at 'det er skatteborgernes penge' (hvorfor er det altid det, det kunne jo også være olieindtægterne, virksomhedsskatten eller told og moms), så er borgeren i virkeligheden bedre tjent med den offentlighed om en sag, der kan give rygstød iblandt mennesker, der ikke tænker alt systemisk. Måske nogle løsninger så også kunne komme på bordet, som ikke synes at være overgreb på borgernes integritet, men som konstruktivt kan bringe os nogle vegne. Det kræver selvfølgelig, at vi igen indfører uvilkårlig respekt mellem mennesker og udstrakt tolerance for de vidt forskellige levemåder og værdier, der findes iblandt os. Kunne vi ikke få et sådant voksent, udogmatisk venstrefløjsparti?