Nyhed
Læsetid: 2 min.

Pia Christmas Møller fik internet, som allerede var der

Trådløst internet til både folkeskoler, gymnasier og universiteter var løsgænger Pia Christmas Møllers pris for at stemme for 2020-aftalen med regeringen. Men uddannelsesstederne har allerede forbindelsen eller løftet om at få den
Indland
17. juni 2011

»Ja, det har vi.«

Landets syv universiteter svarer alle positivt på spørgsmålet om, hvorvidt de har trådløst internet. Den trådløse forbindelse var ellers den betaling, løsgængeren Pia Christmas Møller havde fået for at lægge den afgørende stemme til regeringens 2020-plan:

»Det land, der først udnytter den adgang til viden, som internettet giver, har en konkurrencefordel internationalt, mener jeg. Det er derfor, jeg har puttet det ind i en vækstdagsorden,« forklarede Pia Christmas Møller om sine krav, der altså skulle sikre trådløst internet på både universiteter, ungdomsuddannelser og i folkeskoler.

Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at kommunerne allerede har forpligtet sig på at sikre skolerne det trådløse netværk. Af KL's nylige aftale med regeringen fremgår det, at:

»... kommunerne frem mod 2014 inden for de nuværende investeringsrammer vil sikre, at alle elever har adgang til den nødvendige it-infrastruktur blandt andet i form af stabile og sikre trådløse netværk.«

Hos KL oplyser man, at det trådløse netværk i folkeskolen er et tema, der var med i forhandlingerne gennem længere tid og uafhængig af 2020-aftalen.

Gymnasier er med

Og heller ikke på gymnasierne vil løftet fra Pia Christmas Møller tilsyneladende gøre den store forskel. Fra Gymnasieskolernes Rektorforening lyder det, at »man ikke kan forestille sig andet, end at samtlige gymnasier har trådløst internet.«

Og ifølge Informations rundringning til landets syv universiteter har de altså også allerede det af løsgængeren sikrede trådløse netværk.

Fik ingenting

Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini er ikke imponeret over Pia Christmas Møllers aftale med regeringen:

»Hun har i bedste fald fået ingenting i værste fald er hun blevet snydt. Der er ikke kommet noget nyt på it-fronten til børn og unge,« siger hun.

Pia Christmas Møller henviser til, at hun under forhandlingerne med regeringen fik oplysninger fra Videnskabsministeriet om, at der ikke var fuld dækning på det trådløse internet.

»Jeg kunne ikke få at vide, præcis hvor megen dækning, der er, men jeg fik at vide, at der ikke var fuld dækning heller ikke på universiteterne. Og det var en oplysning, der faktisk overraskede mig,« siger hun og tilføjer:

»Hvis der allerede var trådløst net, var der jo ingen ide i at lave en aftale.«

Information henvender sig på opfordring fra Pia Christmas Møller til Videnskabsministeriet, som også er ressort for it-området.

15 mio. til at lukke huller

Ifølge pressechef i Videnskabsministeriet Anders Frandsen har man ikke tal på, hvor megen dækning, der reelt er på det trådløse netværk.

»Universiteterne har overvejende dækning, men der er steder, hvor der mangler dækning, ligesom der er steder, hvor dækningen ikke helt er fulgt med udviklingen,« siger han og henviser til, at der i aftalen med Pia Christmas Møller er afsat en pulje på 15 mio. som kan søges af museer og uddannelsesinstitutioner i jagten på bedre netværk.

»Det siger sig selv, at pengene hurtigt får ben at gå på, hvis tanken er at etablere et trådløst netværk helt fra begyndelsen,« siger pressechefen.

Over for Information har syv ud af otte universiteter tilkendegivet, at de har fuld dækning indendørs på Aarhus Universitet er dækningen 95 procent i undervisningslokalerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Egon Maltzon

Stort !!

Jeg har et par broer til salg XMAS !!.