Læsetid 2 min.

Ranglister får alle til at løbe i samme retning

Universiteterne skal synliggøre sig over for omverdenen. En hurtig vej til synlighed er de internationale ranglister, men der er mange farer forbundet med at rette ind efter disse lister
15. juni 2011

Universiteterne er til at overskue i en national sammenhæng. Danmark har kun otte universiteter, men når det kommer til det internationale universitetslandskab, er det straks sværere.

Afhængigt af hvordan man tæller, er der op mod 17.000-20.000 universiteter i verden, og alle forsøger at tiltrække forskningsmidler og studerende. En måde at undgå at forsvinde i masserne på er at forsøge at komme ind på de mange ranglister, der hierarkiserer universiteterne. En plads på en af listerne kan nemlig betyde omtale, anerkendelse og en status, der kan smitte af på universiteternes bundlinje.

Den intensiverede konkurrence mellem universiteterne har givet rangindustrien kronede dage. Private fonde og andre investorer synes at have større sikkerhed for deres investeringer, desto højere et universitet er placeret på en af listerne.

På konferencen The excellence imperative. World-class aspirations and real world needs arrangeret af Academic Cooperation Association i Wien for nylig blev rankinglisternes indtog diskuteret flittigt. Professor Georg Winckler, der også er rektor for universitet i Wien, påpeger, at der har været foretaget ranking af universiteterne siden middelalderen.

Standardisering

Det nye er imidlertid den voldsomme kvantificering af universiteternes forskelligheder, der i værste fald leder til mere standardisering af uddannelser og forskning. Det voksende fokus på ranglisterne ser Winckler som et resultat af, at universiteterne er blevet udråbt til at være de nye økonomiske lokomotiver i vidensøkonomien.

Winckler inddeler den europæiske universitetshistorie i tre epoker. I den første epoke opstod universiteterne, og der var fokus på uddannelse og de studerende (universitas magistrorum et scholarium).

Den anden epoke var karakteriseret ved et fokus på forskning og er repræsenteret ved den form for universitet, vi kender i dag (universitas litterarum). Ifølge Winckler er vi nu måske på vej mod en tredje epoke, hvor studerende og forskere skal levere de nye ideer til løsning af presserende økonomiske, sociale og økologiske problemer.

Problemet med ranglisterne er, at de ikke belønner risikovillighed i forskningen og forskelligheden i uddannelsesprofiler. Kun det, der er umiddelbart målbart, gøres til genstand for sammenligning, og det medfører, at alle bevæger sig i samme retning. Det strider imod det reelt formulerede politiske behov for ekstrem risikovillighed til at løse Europas problemer.

Ellen Hazelkorn, der er aktuel med bogen Ranking and the Reshaping of Higher Education, påpeger, at de mange ranglister tenderer mod at overfokusere på universiteternes omdømme hvilket favoriserer universiteter som f.eks. Harvard og Oxford ligesom de kun har blik for universiteternes tidligere bedrifter og ikke for fremtidens potentialer.

Hvem står bag?

Kvantificeringen af universiteternes uhyre kompleksitet får med Hazelkorns ord »tingene til at se videnskabelige ud«, selv om der i mange tilfælde er tale om det stik modsatte.

Den amerikanske filosof Michael Walzer skrev i Spheres of Justice, at den anerkendelse, som giver status, afhænger af dommerpanelets sammensætning. Denne nøgterne konstatering burde nok også vendes til et spørgsmål om, hvem der står bag ranglisterne, og om deres motiver til at rangordne.

Rasmus Willig er lektor i sociologi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

"Problemet med ranglisterne er, at de ikke belønner risikovillighed i forskningen og forskelligheden i uddannelsesprofiler."

Nej, problemet er at ranglisterne oftest straffer diversitet og originalitet - mens politisk lydig forskning som lugter af hård faktura belønnes.

Og den underliggende problematik (i denne sammenhæng) er straffen og belønningen som udviklingsmaksime. Den forsimplede og forkætrende incitamentstyring, som tilskynder til spidsborgerlig mentalisering og lemmingeadfærd. Fordi perspektivet på menneskelig adfærd, væren og eksistens reduceres til et mekanisk anliggende, som ikke står i et realistisk forhold til den dynamik, diversitet og mangfoldighed som kendetegner det menneskelige. Homo Economicus har længe været en monetaristisk saga blot; at lade udviklingen indenfor vitale samfundsinstitutioner dirigeres af kvantificérbare skrivebordsmodeller, som allerede har tabt betydelig kraft når de forlader deres instrumentelt tænkende ophavs krampagtigt knugede hænder, er direkte dumt.