Kommentar
Læsetid: 3 min.

Studietidens økonomiske logik

Både regering og opposition har uddannelse centralt placeret i deres planer for det danske samfund, men de mulige konsekvenser af stramninger i kravene til uddannelsesinstitutioner og studerende har man tilsyneladende ikke skænket megen tanke
Indland
20. juni 2011

Folketingsvalget kom ikke før sommerferien, men regering og opposition har gjort sig klar til det gennem store planer for at sikre det danske samfund og dets økonomiske grundlag i de kommende år. Uddannelse står centralt både i regeringens 2020-plan og S og SF's Fair Løsning, og begge planer rummer indgreb over for studietiderne ved de videregående uddannelser.

I regeringens plan hedder et af initiativerne 'Tidligere færdiggørelse af uddannelser', og redskabet er en justering af SU-systemet, så de studerende tilskyndes til at færdiggøre deres uddannelser tidligere. Der skal skæres et år af SU-perioden, så man kun kan få SU i uddannelsernes normerede tid.

I S og SF's plan hedder et af initiativerne 'Mere og hurtigere uddannelse'. Kravet er, at de unge i gennemsnit skal gennemføre en kompetencegivende uddannelse et halvt år hurtigere. Inden for de videregående uddannelser skal de studerende blive færdige på normeret tid, og det skal blandt andet sikres gennem intensiveret undervisning, kortere sommerferie og omlægning af studierne til tre årlige semestre.

Det er svært at se forskel på regering og opposition på dette område. I begge planer betragtes uddannelse ud fra to økonomiske logikker. På den ene side ses uddannelse, især videregående uddannelse, som en samfundsmæssig investering. Videregående uddannelser med godt og relevant fagligt indhold gør de uddannede mere vidende, fleksible og innovative, og derfor kan de medvirke til at forbedre det danske samfunds konkurrenceevne.

På den anden side er selve uddannelsestiden en uproduktiv tid; de studerende forbruger offentlige uddannelsesressourcer, de lever på overførselsindkomster og de bidrager ikke til værdiskabelsen i erhvervs-livet og dermed heller ikke til statens skatteindtægt.

Overordnet og naivt

Begge disse logikker er reelle. De videregående uddannelsers betydning for konkurrenceevnen bekræftes af megen forskning, og det siger sig selv, at studerende forbruger offentlige ressourcer. Så de politiske planer må tage højde for begge logikker. Problemet er bare, at de gør det på en overordnet og naiv måde, som har alt for lidt sammenhæng med virkeligheden i uddannelserne og på arbejdsmarkedet. Og at de ikke tager højde for de potentielle modsætninger mellem de to logikker.

Der er allerede i de seneste år indført en række tiltag med henblik på at afkorte studietiderne ved de videregående uddannelser. Studerende, som ikke afleverer speciale inden for et halvt år, dumper. Hvis studerende overskrider den normerede studietid, mister universitetet den færdiggørelsesbonus, som bidrager til uddannelsernes økonomiske grundlag.

De bredere virkninger af disse tiltag er ikke kendt endnu, men jeg ser en klar risiko for nogle utilsigtede og negative konsekvenser. Både studerende og uddannelsesinstitutioner kan blive så fokuserede på effektivitet, at det går ud over den faglige viden og de innovative kompetencer, som uddannelserne forudsættes at levere. Og studerende med mindre sikre faglige forudsætninger, tvivl om egne uddannelsesplaner eller personlige problemer kan blive sorteret fra i præstationspresset. Omfanget af disse utilsigtede konsekvenser kender vi som sagt ikke, men hverken regering eller opposition har tilsyneladende skænket dem en tanke, før de lagde op til at stramme skruen endnu mere.

Flere samfundsforskere har i den senere tid påpeget, at den fremherskende økonomiske sagkundskab er utilstrækkelig i forhold til at vurdere muligheder og konsekvenser af de aktuelle reformer på efterløns- og pensionsområdet. Det samme gælder tydeligvis den sagkundskab, som både regering og opposition har trukket på i deres forslag til reformer inden for de videregående uddannelser.

Palle Rasmussen er professor på på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Jensen

Jeg tror egentlig Palle Rasmussen kender til en løsning, der virker. Jeg har selv læst på AUC, selv om det er en del år siden.

Langt de fleste på mit studium, gennemførte på normeret tid. Folk arbejdede vitterligt med deres studium, mindst 40 timer i ugen. Den sociale atmosfære og støtte mellem de studerende var rigtig god.

Der var selvfølgelig folk, der ramlede ud fordi de var havnet det forkerte sted. Det kan man ikke gardere sig imod.

Problemet er når der sættes økonomiske vilkår op for universiteterne, der får dem til at fokusere på at få folk igennem systemet og ud af klappen. Det er ikke befordrende for kvaliteten.

Det er på tide at folk indser at uddannelsessystemet ikke er en pølsefabrik. Man kan ikke anvende de samme metoder som i produktion hvis man skal uddanne de mennesker, der skal føre landet videre.