Læsetid: 9 min.

Årtiet, der udsultede Socialministeriet

00'erne blev det årti, hvor offentlig omsorg blev til incitamentspolitik, og hvor Socialministeriet langsomt blev frataget ressortområder. Stærkt reduceret står ministeriet tilbage med en satspulje og nogle håndører fra finansloven, lyder kritikken. Og socialpolitikken? Den forsvandt
Skinministre. Igennem de seneste 10 år har socialministerposten været besat af ukendte kvinder uden gennemslagskraft som eksempelvis Karen Ellemann, mener professor Ove Kaj Pedersen.

Skinministre. Igennem de seneste 10 år har socialministerposten været besat af ukendte kvinder uden gennemslagskraft som eksempelvis Karen Ellemann, mener professor Ove Kaj Pedersen.

Kristian Brasen

23. juli 2011

Sidste stop før Kirkeministeriet. Sådan siger embedsmænd i centraladministrationen om det ministerium, der for omtrent 15 år siden hørte til blandt de mest magtfulde og udgiftstunge institutioner i Velfærdsdanmark. I det ministerielle hierarki er Socialministeriet endt lige akkurat over bunden. Som ministeriet igennem årene er faldet i anseelse, har det ligeledes tabt terræn i finanslovsforhandlingerne. I 2001 fik ministeriet 101,4 milliarder på finansloven. I 2011 er det tal nede på syv milliarder. Ministeriet er efterhånden endt som en tom skal uden anden rolle end at være kommunernes moralske storebror, lyder det fra Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS og forfatter til bogen Konkurrencestaten:

»Det er et ministerium, der i praksis var og er drænet for indflydelse og ude af stand til at føre politik. Hele dets ressort er lovgivet helt ned i detaljen, og det eneste ministeren kan er at sende signaler til kommunerne og sagsbehandle,« siger han.

Dette kunne alene være historien om ubetydelige overflytninger af ansvar, om omstruktureringer og gamle ressortområder, der blot har fået nye navne, som da Beskæftigelsesministeriet i 2001 fik overdraget næsten samtlige beskæftigelsesområder. Men ifølge de forskere, embedsmænd og tidligere ministre, som Information har talt med, afspejler Socialministeriets deroute et regulært systemskifte, der både har sat sig sine spor i socialpolitikken og befolkningens bevidsthed. Når man flytter ressortområder fra eksempelvis Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet, fjerner man borgernes sociale sikkerhedsnet i tilfælde af fattigdom, arbejdsløshed og sygdom, lyder det fra Per Schultz Jørgensen, der er professor i socialpsykologi, tidligere formand for Børnerådet og medlem af regeringens værdikommission: »I 60'erne og 70'erne, hvor jeg sad med i Børnekommissionen og kunne se det med egne øjne, spillede socialpolitikken en meget vigtig rolle, og området overstrålede næsten alt andet som et af velfærdsstatens kerneområder. Fra de fattige 80'ere over til 90'erne begyndte det langsomt at ændre sig, og så kom 00'erne, og der ændrede socialpolitikken sig markant,« siger Per Schultz Jørgensen.

Velfærdsstatens hjørnesten

Engang var Socialministeriet en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund, og politikken på området var gennemsyret af en lighedstanke, som var udtryk for et ønske om at fordele goderne blandt borgerne i samfundet. Set i bakspejlet er langt de fleste enige om, at det næsten var blevet for bekvemt at yde ingenting til fællesskabet. Den dag, den alkoholiserede, den ledige, den deprimerede, den handicappede, den fortabte og måske også bare den dovne dansker fyldte 18 år, kunne han hæve sin check fra kommunen og sætte sig til rette i parkerne med en grøn Tuborg, som den karikerede version lyder. Den borgerlige regering, der tiltrådte i 2001, samlede op på en tendens, der allerede begyndte under Poul Nyrup Rasmussen i 90'erne. Med et stærkt fokus på aktiv beskæftigelse som løsningen på ledighed, havde man taget hul på at vende op og ned på tanken om, hvad de fattige, svage, arbejdsløse og de syge i samfundet er og kan. Sluthalvfemsernes socialminister Karen Jespersen (S) kaldte til kamp mod den nye, passive fattigdom, og op igennem 00'erne er kampen eskaleret.

Øget ulighed

Det er de færreste, der begræder det opgør. Såvel de udsatte selv som deres pårørende, lægerne, socialrådgiverne, kommunerne, politikerne og forskerne er enige om, at det daværende system ikke fungerede, men i dag stiller en stor del af datidens kritikere sig lige så kritisk over det dramatiske skifte.

Senest har Københavns Kommune følt sig tvunget til at ty til civil ulydighed og modsætte sig regeringens politik, fordi kommunen ligesom flere andre ikke var overbevist om, at regeringens incitamentsbårne beskæftigelsespolitik havde en effekt over for landets svageste. Ligesom seks store kommuner i foråret 2011 gik sammen i protest over regeringens beskæftigelsespolitik og ønskede at formulere deres egen.

Samtidig med at Anders Fogh Rasmussens chefstrateg, Claus Hjort Frederiksen, kort efter valget i 2001 gjorde det til sit foretrukne slogan, at det skulle »kunne betale sig at arbejde«, oprettede han nemlig det nye superministerium Beskæftigelsesministeriet. Med ét fjernede man hele beskæftigelsesområdet og hermed en stor del af arbejdet fra Socialministeriet. I selve navnet på det nye ministerium lå også regeringens tilgang: beskæftigelse var et selvstændigt fænomen, der oftest intet havde med sociale forhold at gøre, påpeger Finn Kenneth Hansen fra CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse, der igennem mange år har forsket i ulighed og fattigdom i Danmark.

»Der er opstået en idé om, at det er et mindretal af folk, der har problemer. Det handler egentligt bare om at få dem pisket ind på et arbejdsmarked fordi de da må være dovne. Det er argumentet, når man laver en incitamentsstruktur. Alle de problemstillinger, der er, når folk kommer på overførselsindkomster, som kan være opstået på baggrund af en social begivenhed, er fuldkommen fjernet som præmis,« siger Finn Kenneth Hansen.

Eva Kjer Hansen hævdede i sin tid som socialminister, at social ulighed måske slet ikke var fjenden: »Det er et faktum, at uligheden øges i Danmark. Det er i orden, for den skaber større dynamik i samfundet.«

Den udtalelse faldt dog ikke i Fogh Rasmussens smag, og efter få dage trak socialministeren det kontroversielle udsagn tilbage.

Svækket og handlingslammet

00'erne blev turbulente for Socialministeriet, da også børneområdet forsvandt med oprettelsen af Familieministeriet. På toppen af den økonomiske højkonjunktur i 2007 fik Socialministeriet sit endelige dødsstød og blev nedlagt. Det gik strålende i Danmark, og ordet 'social' lugtede langt væk af 'socialt tilfælde' og problemer. Valgtemaet for 2007 udmøntede sig i det såkaldte Velfærdsministerium, og Socialministeriets tidligere arbejdsopgaver blev nu varetaget af Indenrigsministeriet.

Imens skar skiftende beskæftigelsesministre i alle sociale ydelser, indførte starthjælp, kontanthjælpsloft, introduktionsydelse og en 300-timersregel, der hurtigt blev til en 450-timersregel.

Med etableringen af jobcentrene i 2007 strammede man grebet yderligere, pointerer Dansk Socialrådgiverforening. Her oplevede foreningens medlemmer, at politikerne med en skarp adskillelse af beskæftigelsesindsats, ydelser og sociale tilbud understregede, at socialrådgiverne ikke skal beskæftige sig med årsagerne til de lediges til problemer og arbejdsløshed. Målet for indsatsen blev, at 'vende borgeren i døren', som også de embedsmænd og tidligere embedsmænd i Socialministeriet, Information har talt med, refererer.

Svage profiler

Sådan føltes det tilsyneladende også ude i den virkelige verden, hvor de psykisk sårbare, ifølge foreningen SIND er blandt dem, der har mærket paradigmeskiftet hårdest på egen krop.

Hver anden, der i dag tilkendes førtidspension, har en psykisk diagnose, og cirka 40 procent af alle på kontanthjælp lider af en form for depression, angst, stress eller personlighedsforstyrrelse.

Omsorg er ifølge Knud Kristensen, landsformand for foreningen SIND, røget i baggrunden:

»Jeg accepterer, at den økonomiske pisk virker for nogen, men der er en stor gruppe i det sociale felt, som ikke kan motiveres på den måde, og det kan faktisk i stedet være med til at forværre deres sygdom. Den økonomiske tankegang, hvor man motiverer folk ved at skære i deres ydelser er jo rigtig, hvis man beder en økonomiprofessor om et teoretisk svar, men de forstår ikke, at man ikke kan motivere en enarmet til at tage skeen i den anden hånd,« siger han og fortsætter: »De fleste psykiske sygdomme forklares ved en kombination af en medfødt, genetisk sårbarhed og en udløsende faktor det kan være alt fra, at du bliver kørt ned, til at du flytter hjemmefra, dumper til eksamen eller udsættes for overgreb, men det kan også være, at du ikke har en forsørgelse,« siger han.

I 2009 genetablerede regeringen Socialministeriet men med den uprøvede minister Karen Ellemann i front blev ministeriet nu smallere og mere ubetydeligt end nogensinde før. Dets pludselige eksistensberettigelse i 2009 lignede mest af alt et resultat af en koalitionsregerings mangel på steder at placere ministre, vurderer Ove Kaj Pedersen fra CBS.

»Det eneste, Socialministeriet efterhånden kan, er at lave krisestyring, når landets kommuner overser vanrøgte og mishandlede børn,« siger Ove Kaj Pedersen og kalder det et næsten komisk eksempel på manglende politisk magt i Socialministeriet, da den nuværende minister Benedikte Kiær (K) under EU's fattigdomsår slog til mod den danske fattigdom med to pjecer, to konferencer og en hjemmeside. Ifølge Ove Kaj Pedersen sidder ministeren i en alvorlig klemme, for hun har ingen reel politisk magt til at stille landets fattigste bedre. Den magt ligger nemlig i Beskæftigelsesministeriet.

Igennem de seneste 10 år har ministerposten generelt været besat af ukendte kvinder uden gennemslagskraft, påpeger Ove Kaj Pedersen. Karen Ellemann (V) blev fanget i madpakkesagen, ligesom hun endte i stormvejr over sine udtalelser om julehjælp til frivillige organisationer. Og den før ukendte Benedikte Kiær (K) fik raget sig uklar med lederen af et herberg for hjemløse og endte i et direkte skænderi på TV2.

Arbejde er lykke

Mange af de medarbejdere, der udfører socialt arbejde, har oplevet, at den økonomiske prioritering i højere grad dominerer. Førhen var det den saglige prioritering, der gjaldt, lyder det fra Marie Sonne, der er næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund: »Lovgivningsmæssigt er det den enkelte persons individuelle behov, du skal tage udgangspunkt i, men i dag vurderer man ikke, om der er et fagligt grundlag. Man tager bare det billigste alternativ. Det er et skred,« siger Marie Sonne.

Også socialrådgiverne har oplevet paradigmeskiftet, lyder det fra Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, og hun refererer til den tidligere socialminister Eva Kjer Hansen psykiatriudspil '14 nye veje til job for psykisk syge'.

»Endnu et eksempel på paradigmeskiftet: Arbejde løser problemerne, lige fra sindslidelser til vold i familien og nedgroede tånegle,« siger Bettina Post.

Ifølge foreningen bliver uligheden kun større, efterhånden som arbejdsløsheden stiger. Politikken på området avler flere langtidsledige, siger undersøgelser, og ifølge Kommunernes Landsforening er der efterhånden 700.000 på overførselsindkomster, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. En gruppe, der i absolutte tal har svinget lidt, men som andel har ligget konstant omkring 25 procent i aldersgruppen 18-64 år.

»Dette ser jeg som en indikation på, at regeringens politik ikke er lykkedes, men har skabt øget ulighed. Delvist på grund af den lavere regulering af indkomstoverførslerne i forhold til lønningerne, og dels på grund af de mange indgreb over for kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere,« siger Finn Kenneth Hansen fra CASA.

Europæisk skred

Den radikale Aase Olesen tidligere socialminister i KVR-regeringen fra 1988 til 1990 deltog i de såkaldte sofamøder med finansministeren for at holde på både ressortområdet og pengene. Efter sigende kunne man ikke vriste en femkrone fra hende. Aase Olesen var selv med til at indføre fokus på beskæftigelse og aktivering, men i dag kan hun ikke længere kende den politik, hun selv satte på dagsordenen:

»I dag er den aktive arbejdsmarkedspolitik blevet en karikatur af sig selv. Forestillingen om den aktive arbejdsmarkedspolitik er blevet et vrangbillede, der i stedet for at inkludere har ekskluderet landets svage,« siger hun.

I efteråret 2011 går danskerne til valg, og traditionelt set har en regering med Socialdemokraterne i spidsen vundet større popularitet og opbakning hos de forskellige interessenter på socialområdet. Per Schultz Jørgensen tvivler dog på, at en rød regering ville have afstedkommet en markant anderledes situation i 00'erne:

»Udvikling med workfarefrem for wellfareer gået relativt stærkt. Det er et paradigmeskifte, som hele tiden finder sted løbende som en stille revolution bag om ryggen på os. Vi var måske sluppet for de deciderede fattiggørende forslag, som dem vi har set på beskæftigelsesområdet, men udviklingen havde nok ikke været så meget anderledes med en socialdemokratisk regering. Det kan man se i Norge og i Sverige, hvor udviklingen har været lignende til trods for deres røde regeringer. Det er en bølge, der har ramt hele Europa.«

Serie

Social politik?

Information gransker de kommende uger konsekvenserne af det seneste årtis socialpolitik og undersøger perspektiverne for de svage- ste og udsatte efter det kommende valg. Første artikel blev bragt lørdag 23. juli.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert N Gjeertsen

Ja, Arbejde gør i sandhed fri ..
Blot ikke for de Kina-kommunistiske slaver som UDFØRER det ..
Og heller ikke for dem de har 'stjålet' det fra .

Hugo Barlach

Det daværende Socialministerium,før 2001, har været tydeligt ramt af, hvad man med sindro kan benævne: ultraliberale eksperimenter med det hjemlige demokrati og især velfærdsamfundet. Minimalstaten, når den har været mest ubehæftet, med andre ord.

Med en præliminær analyse kan General Foghs procelytter (incl. CEPOS) nu åbentlyst reklamere for egennytten, en udpræget form for en socialkanibalisme (et socialanalytisk udtryk fra frontforskningen i 90-erne) og den stærkes ret-princippet. Kontraktpolitikken, men slet ikke samfundskontrakten i Rosseau'sk forstand, har været i højsædet. Erhvervslivet har overtaget kontrollen med den kritiske samfundsfilosofi og installeret sig med økonomi som den nye Gud, der har kunnet udtale det sociales 'absolutte virkelighed'. Integrationspolitikken har været overladt til laveste fællesnævner. Ansvaret for svage grupper er gået i retning af godgørenhed og frivilligt arbejde. Børn er blevet kriminaliseret, og retspolitikken været i hænderne på politikere, som har ladet PET bestemme. Uddannelsespolitikken er blevet direkte udemokratisk og fungerer opdragende på principper, som ligner 1950-ernes disciplinære regimer. Og jo, man kunne blive ved...

Socialkammeraterne forsøgte sig med termen: socialteknologi, men fejlede i artikulationen. Og dermed også med opfattelsen af alvoren med de liberale eksperimenter. Resultat: det kniber med at skeldne S-politik fra de borgerlige standpunkter.

Der kan naturligvis anvises en skarpere og langt mere udvidet konstruktiv kritik af dén virkelighed, som et alternativt flertal vil stå overfor efter et kommende valg. Måske Information til efteråret kunne overveje en artikelserie, hvor den kritiske humanisme kunne beskrive tydeligere, hvad ovenstående artikel udmærket godtgør. At DK ikke alene er i økonomisk regression, men også på vej med en social katastrofe-situation, fordi udsultningen af stort set alle samfundssociale perspektiver, er blevet suspenderet det seneste tiår.

Der er nok at tage fat på for en ny regering, men uden en grundig forståelse for, at f.eks. ledende S-politikere ikke bør lade dialogen foregå med en sværm af interne levebrøds-spindoktorer, men tværtimod kan lytte opmærksomt til den befolkning, som dels har båret erfaringen med en håbløs borgerlig socialpoltilik, dels har de nødvendige erfaringsmæssigt grundlagte visioner, som kan aflevere et fornugtigt og aktivt demokrati til de kommende generationer i sigtet, er der næppe grund til optimisme endnu. Måske SF kan formå at spille den afgørende rolle for, at S ikke påny bliver sig selv nok, som under Nyrup. Så SF: her er den nye opgave for det engagement, som for øjeblikket drukner i medløberi...

Det behøver ikke at være særlig vanskeligt med en ny politisk æra og dens visionære potentiale såmænd...

Med venlig hilsen

Peter Jensen

Som Per Schulz Jørgensen antyder, er workfare-filosofien dominerende overalt i den vestlige verden ... og man behøver blot at se på arbejdsløshedsudviklingen i UK hvis man vil studere nogle langsigtede konsekvenser. Workfare ekskluderer og fattiggør flere end rationalet inkluderer og beriger.

Arbejdsløshed er idag omkalfatret til individualiseret ledighed; den arbejdsløse er ramt af sin egen særlige ledighed - og omtales i konsekvens heraf. Den' ledige's uproduktive disponering udgør (og afspejler) måske nok et personligt problem for vedkommende selv, men særligt et markedsøkonomisk problem for samfundet ... og for den økonomiske velstandsudvikling (herunder kapitalens muligheder for at formere sig) ... synes der at være ret bred politisk enighed om. Det påhviler ikke længere staten at skabe arbejde til samfundsmedlemmerne - herunder at påvirke strukturelle årsager til arbejdsløshed; det påhviler primært sidstnævnte selv at finde sig et job. At gøre sig uledig. Staten kan i så henseende - i form af arbejdsmarkedspolitikkens klassedisciplinerende erstatning, beskæftigelsesbureaukratiet - tilbyde tilfældig tyranni og tærsk. Apropos Knud Kristensens udtalelse;

"»Jeg accepterer, at den økonomiske pisk virker for nogen, men der er en stor gruppe i det sociale felt, som ikke kan motiveres på den måde, og det kan faktisk i stedet være med til at forværre deres sygdom."

I hvilken forstand 'virker' denne økonomiske pisk på nogen overhovedet? Hvad fremmer den? Korrekt at den kan aftvinge frygt, modvilje, aggression og dikotom tænkning - ja sågar primitiviserende underkastelse ... men er det dén slags effekter, SIND arbejder for? En del af problemet er disse normative antagelser om at det faktisk nytter - i forstanden at det udvikler vores eksistens og vore værdier - at (af)straffe mennesker. Det gør det ikke, det ved vi jo. Det nytter at tale med mennesker, at skabe tilknytning og bånd. Det nytter at styrke både den enkelte og omverdenen, at understøtte sociale synteser. Mennesker vil gerne arbejde, ofte også for blot fællesskabets skyld. For at skabe og hævde mening, sammenhæng og tilknytning. Fænomener, som vist ikke rigtigt befinder sig indenfor benævnte velstandsøkonomers interessesfære, men istedet anskues som eksklusiv, ja næsten avantgardistisk og nørdet, socialvidenskab ude af trit med et moderne og bæredygtigt kapitaliseringsparadigme.

Bjarne Hansen

Er der virkelig nogen der er overraskede over det?

I et Neo-Liberalistisk system er der slet ikke noget der hedder Socialministeriet.

Det kommer til at hedde Ministeriet til koordinering af Privat Velgørenhed, og driften af Ministeriet vil blive sponseret af en Bank.

Karsten Jachs

Moderne salami-politik.

Man flytter områder (og udgiftsposter) rundt mellem forskellige (ofte til lejligheden opfundne) ministerier og håber at vågne journalister ikke opdager at der skæres en luns af hver gang.

Hugo Barlach

Rettelse: 'fordi udsultningen af stort set alle samfundssociale perspektiver, er blevet suspenderet det seneste tiår.'

Skulle naturligvis have været: 'fordi udsultningen af stort set alle samfundssociale perspektiver, er blevet alt andet end ligefremt suspenderet det seneste tiår.'

Beklager.

Lykke Johansen

Tjah, når man læser Benedicte kjærs CV, så undrer det ikke, at Løkke har valgt netop hende til socialminister:

Kommunikationsrådgiver i BioGasol, 2006-09
Chefkonsulent i PrimeTime Kommunikation A/S, 2001-06
Seniorkonsulent og teamchef, Kommunikationsbureauet Rostra A/S, 2000-01
Studentermedhjælp i Finansministeriet, 1999-2000
Konsulent i Den Konservative Informations- og Pressetjeneste, Christiansborg, 1997-99
Inspektør, Viften i Tivoli, København, 1995-97
Køkkenleder og daglig leder, Viften i Tivoli, København, 1989-95
---
Cand.scient.pol., Københavns Universitet, 1995-2001
Bac.scient., kemi, og 1. år på den kemiske overbygningsuddannelse, Københavns Universitet, 1991-95
1. år Naturvidenskabelig basisuddannelse, RUC, 1990-91

Peter Hansen

Hvor var pressen? Hvor var oppositionen? Hvor var den visionære venstrefløj og den analytiske videnskab, der kunne fortælle sandheden: at der er brug for mindre og mindre arbejdskraft og derfor større og større udligning fra de uhyrligt rige til de uhyrligt fattige.

Dorte Sørensen

Begyndte derouten for socialministeriet ikke med Fogh Rasmussens stort anlagte Velfærdsministerium med Karen Jespersen som Velfærdsminister?
Her blev socialministeriet nedlagt. Senere er det også lyt fra , at der ikke findes fattigdom i Danmark, men BARE nogle personer, der ikke kunne administrerer deres penge.

Søren Kristensen

De sad hjemme foran fjerneren og så Vild med Dans, Fangerne på Fortet, Robinson, Liebhaverne, Hvem vil være Millionær, Kender du typen og X-Faktor, sammen med deres velnærede, forkælede og gammelkloge børn.

Dorte Sørensen

rettelse OVK faldt ud i sætningen - Senere er det også lyt fra OVK, at der ikke findes fattigdom i Danmark, men BARE nogle personer, der ikke kunne administrerer deres penge.

Leif Højgaard

Det kunne være interessant at få indblik i de socialpsykologiske konsekvenser for personer i samfundet ,som tvinges til at udholde følelsen ydmygelse og skamfølelse i en offerrolle under anvendelse af alle mentale resourcer og energier til fortrængning mens der mentalt slukkes for bevidstheden.

Peter Hansen

Leif Mønniche, jeg synes, at det kunne være endnu mere interessant at undersøge, hvad der får folk til at føre en sådan politik.

Peter Hansen

Også jeg - men ingen ville tage det alvorligt. Nu er det jo heller ikke minimalstaten, vi har fået - tværtimod er det den liberalistiske maksimalstat, der kontrollerer alt og alle for at sikre ejendomsretten for de får, der ejer det hele.

Bjarne Hansen

Også jeg - men ingen ville tage det alvorligt.(Peter)

Os der i går samstemmende og med det samme regnede ud at det nok var en Højreekstremistisk Terrorist, blev i går heller ikke taget alvorligt.

Det er noget vi bliver nødt til at vænne os til, Peter, ingen gider at lytte til andet end det der er populært at lytte til. Og sandheden er sjældent populær.

Jens Falkesgaard

Dette, og alle OVKs andre uhyrligheder, skal råbes ud i valgkampen med orkanstyrke, så alt andet træder i baggrunden...