Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Bent Jensen: Giv penge til min kone

Koldkrigsforskeren Bent Jensen foreslog sin ubrugte bevilling overført til hans hustru til et andet projekt
Professor Bent Jensen foreslog sine koldkrigspenge overført til hustruens forskning i forholdene for russiske og baltiske flygtninge i Danmark umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Professor Bent Jensen foreslog sine koldkrigspenge overført til hustruens forskning i forholdene for russiske og baltiske flygtninge i Danmark umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Johnny Anthon Wichmann

Indland
8. juli 2011

Den ivrige koldkrigsforsker Bent Jensen har det med at udpege folk med et forklaringsproblem. Nemlig de personer, som ifølge hans forskning skulle have indtaget en usømmeligt venlig holdning over for Sovjetunionen. »De må forklare sig,« er en replik, der i forskellige udgaver er flydt over Bent Jensens læber.

Nu viser det sig, at Bent Jensen selv har et forklaringsproblem. Berlingske kunne i går røbe, at Bent Jensen har foreslået Syddansk Universitet at overføre hans ubrugte bevilling til hans kone.

Bent Jensens forklaringsproblemer er opstået som følge af den generøsitet, som Dansk Folkeparti har vist ham. DF har overøst Bent Jensen med flere penge, end han kunne give naturligt afløb.

Nye penge oveni

Tilbage i 2004 fik Dansk Folkeparti udvirket, at regeringen satte fire millioner kr. ekstra af til koldkrigsforskning. Pengene blev tildelt SDU, Syddansk Universitet, som fordelte dem mellem fire hold af forskere. De, der fik mest, var Bent Jensen og David Gress, som til et projekt om 'Indre og ydre trusler mod Danmark i Den Kolde Krig' fik henholdsvis en million og 700.000 kr.

Inden Bent Jensen havde nået at udføre sit projekt, fik Dansk Folkeparti regeringen til i 2006 at afsætte yderligere 10 millioner kr., som førte til Center for Koldkrigsforskning, der ansatte Bent Jensen som centerleder. Da han opsagde sin stilling på SDU for at tiltræde sit center, havde han kun forbrugt ca. 700.000 kr. af den første bevilling. Restbeløbet ca. 300.000 kr. foreslog han i et brev videreført til sit center. Men inden SDU nåede at svare, sendte Bent Jensen et nyt brev, hvori han foreslog de 300.000 overført til hans hustru, Tatjana, til færdiggørelsen af et projekt om russiske og baltiske krigsfanger i Danmark 1945-50.

SDU afviser forslag

Det sagde SDU nej til. Med dekan Flemming Andersens ord:

»For det første var det, som Bent Jensen foreslog, ikke en del af det oprindelige projekt. For det andet lader vi på SDU ikke en bevillingshaver ansætte sit eget familiemedlem.«

Hvad angår den forbrugte del af den første bevilling til Bent Jensen, oplyser han til Berlingske, at den gik til et projekt, der dannede »skitse« til den kommende rapport fra hans koldkrigscenter.

Om SDU vil stille sig tilfreds med den forklaring som slutrapport, henstår endnu uafklaret. Bent Jensen har forklaringsproblemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Er der snart nogen, der kan tage Bent Jensen alvorligt. Derudover må hele cirkuset med Finanslov bevilliget og politiks udpeget forskning forhåbentligt være en saga blot.

Tom W. Petersen

Her er en spådom, jeg er sikker på holder:
Når - hvis - Jensens bog udkommer, så vil alle, der ønsker at se socialdemokraterne og folk til venstre for dem som Landsforrædere og USSR-sympatisører, kassere vort lands dygtigste eksperter i den kolde krigs historie og højlydt hævde, at det er Bent Jensen, der her kommer med SANDHEDEN.
De vil ikke have nogen skrupler med usikker dokumentation, udokumenterede påstande, tilsnigelser eller insinuationer.
Vent og se.