Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Klimaet, det er som det er

Hendes Majestæt er kommet på dybt vand efter at have sagt, at der ikke er noget at gøre ved klimaforandringerne. Dansk Folkeparti kommer regenten til undsætning og skyder tilbage på både miljøorganisationer, naturen selv og på Kina
'Man kan jo ikke lave om på klimaet, når det laver sig selv om', mener regenten.

'Man kan jo ikke lave om på klimaet, når det laver sig selv om', mener regenten.

Keld Navntoft

Indland
19. juli 2011

Hvem eller hvad er egentlig skyld i, at klimaet forandrer sig? De fleste eksperter på området er enige om, at der er én synder, nemlig mennesket. Men så enkelt er det ifølge Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ikke.

»Man kan jo ikke lave om på klimaet, når det laver sig selv om. Det må man se i øjnene«, har regenten udtalt under sin vanlige rekognoscering af en af kongerigets fjernere egne, Grønland.

Her mærker man for alvor de klimaforandringer, som resten af verden taler så meget om uden for alvor at gøre noget ved.

Men når indlandsisen smelter, og Arktis i en nær fremtid bliver sejlbar, skyldes det altså ikke øget udledning af CO2 eller andre drivhusgasser. Nej, klimaforandringerne er klimaet og naturen skam selv skyld i, og selv ikke kreative løsninger kan komme problemet til livs, fastslår Hendes Majestæt ved at sige, at »man jo ikke kan gå ud med en dybfryser og lægge ny is på en fjord. Det er, som det er.«

Udtalelserne har fået miljøorganisationerne Greenpeace og WWF til at give regenten den kolde skulder.

»Jeg ved ikke, hvad Dronningen har tænkt på, når hun siger, at man ikke kan gøre noget,« lyder det fra presseansvarlig for Greenpeace' klimaprogram, Christina Koll, mens Klima- og miljøchef i WWF, John Nordbo, påpeger, at klimaforandringerne netop ikke kommet af sig selv.

»De er tydeligt menneskeskabte, og derfor kan man jo også gøre noget ved dem,« siger han.

DF: Dronningen har ret

Men den slags udtalelser, altså miljøorganisationernes, er voldsomt politiserende, mener Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, som derfor også har kastet sig ind i debatten med et forsvar for Hendes Majestæt.

»Dronningens bemærkning om, at klimaet går sin egen gang er faktuelt korrekt. Vi danskere kan jo ikke ændre klimaets kurs, hvilket de blot ca. 55.000 grønlændere selvfølgelig slet ikke kan,« lyder det i en pressemeddelelse fra miljøordføreren, der samtidig tilbyder en uddybende bemærkning.

Her bliver vi lidt klogere på det skyldsspørgsmål, der har startet hele debatten.

»Det globale CO2-udslip vil højst sandsynligt stige gevaldigt i mange år fremover, fordi de nyindustrialiserede lande som Kina, Indien og Brasilien i mange år fremover vil øge deres udslip voldsomt, også langt mere, end vi andre kan nå at reducere vores udslip med.«

Hverken danskerne eller grønlændere kan altså gøre for, at isen smelter. Der er nærmere tale om en særdeles ond sammensværgelse mellem selveste naturen og et par BRIK-lande, som vores egen reduktion ikke kan kompensere for.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klimaet, det er som det er.
Og monarkier? Dem har man bare.

Jeppe Larsen

Øhm, vi er på et stadie, hvor der kun lige nøjagtig er konsensus om, at mennesket i hvert fald udgør en del af de nuværende klimaforandringer - og pludselig taler man i fuld alvor om hvilke handlinger vi skal foretage for at "redde" klimaet! Det er ikke noget vi ved; det er noget vi håber, er muligt.

For lidt over et halvt århundrede siden, var psykiatrien og neurologien så udviklede, at tiden var moden til at behandle mentale defekter med kirurgiske indgreb...

Har nogen beregnet den økologiske fodaftryksbelastning af kongehusets såkaldt virke?

Den er i hvert fald større end min cykel.

Michael Borregaard

Goddaw mand økseskaft, de har gjort det igen:

Ny rystende rapport: Danmark er verdens tredje største miljøsvin - sådan lød overskriften i BT d. 13. oktober 2010. Kun Oliestaterne De forenede Arabiske Emirater og Qatar er større miljøsyndere end Danmark fastslår verdensnaturfondens nye rapport om klodens tilstand. Men hey DF, lad os da bare vende den om, og pege på BRIK-landene som de eneste syndere. Endnu engang, oplever man et svagt forsvar fra DF, hvilket man som oftest vil, hvis man undersøger sagens natur lidt nærmere.

Regenten selv er en hykler af den værste skuffe, nogle vil stille sig selv spørgsmålet, kan dronningen cykle?

Når det så er sagt, er kongehuset om noget, ikke dem der har kæret mest om miljøet. Den kongelige familie bruger på statens regning forsvarets fly og helikoptere samt lader sig transportere rundt i store benzinslugende biler, kongeskibet udleder også en masse CO2.

Tilbage i 2007, valgte hendes højtidelige hykler, at hente frisør til Paris i privatfly - Oprah Winfrey gør det samme hun tager også til en anden by end den hun bor i en gang om ugen i sit privatfly for at besøge hendes manicurist. I år skriver vi 2011, og så senest som d. 11. juli kunne vi læse at, Margrethe brugte 460.000 kr. på privat flyvetur. Årsag: Dronningen tog forsvarets helikopter til Prinsesse Natalies bryllup på skatteydernes regning. I stedet for at tage et rutefly, tog eller bil valgte hun at tage helikopteren til en privat familiebegivenhed som hun havde kendt til i månedsvis, hvorfor sagens natur hvis næppe kan beskrives som en akut begivenhed, der krævede hendes tilstedeværelse. Hvad viser dette - hendes kongelige hykler af værste skuffe, er ikke helt på det rene med, at det offentlige skal spare i slipstrømmen på finanskrisen.

Ps.

Rejseomkostningerne til den ”akutte” private familiesammenkomst udgør alt i alt, cirka to pædagogers - goddaw mand økseskaft.