Læsetid: 3 min.

Berlingske business breder sig

Berlingske dominerer erhvervsstof på flere og flere platforme
2. juli 2011

Man kan dårligt bebrejde en virksomhed, at den udvikler sig, så stærkt evnerne rækker. Men det er tilladt at tage bestik af situationen og undre sig over, at konkurrenterne ikke slår hårdere tilbage.

Jeg taler om Berlingske, som i denne uge har indgået en toårig aftale med TV 2 News om dækning af erhvervs- og finansstof. Berlingske Business erstatter dermed Børsen.

Børsens farvel til tv

1. februar sagde Børsens nye chefredaktør og direktør Anders Krab-Johansen adskillige års samarbejde med tv-stationen op, fordi han mente, at erhvervsavisen opnåede for ringe eksponering som betaling for at levere journalistik og talende ansigter fra morgen til aften.

Krab har det synspunkt, at den nye aftale med en konkurrent til Børsen udelukkende er en fordel for TV 2 News. Berlingske kommer til at levere masser af arbejdskraft, som promoverer fjernsynskanalen uden at Radio- og tv-nævnet vil tillade så meget som et skilt i baggrunden med bladets navn. TV 2 er vinderen, lyder Børsens-chefens dom.

Et kvantespring

Berlingskes koncernchef Lisbeth Knudsen er sjovt nok af den modsatte opfattelse. Hun betegner samarbejdet med TV 2 News som 'et kvantespring i forhold til vores målsætning om at være til stede på alle medieplatforme'.

TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, er begejstret over igen at få en stor, fremmed erhvervsredaktion til at skaffe stof til 24 timers stofhungrende nyhedsudsendelser, herunder det daglige magasin efter børstid:'17 Finans'.

Hvem af dem har ret? Jeg tror, Lisbeth Knudsen har fat i den lange ende, om end 'kvantespring' er en drastisk betegnelse. Det indebærer i hvert fald, at TV 2 kommer til at viderebringe langt mere erhvervsstof end hidtil. Og det gælder også på nettet.

Alle disse medier

Berlingske har i forvejen sat sig på den nye Radio 24syv, og der tales allerede i krogene om at tage radiostationen med i samarbejdet mellem de to nye partnere. Hvis det lykkes alt sammen og nu ser det ikke svært ud kan fru Knudsen gå hen og få dækning for sin kvantespringssnak, skønt hun kun vil ansætte fem journalister mere.

For i så fald vil Berlingske Business have bredt sig fra papiravis og eget net til landsdækkende tv og radio plus TV 2's internet. Samlet en voldsom kontaktflade, som kan tiltrække masser af annoncer. Og noget ganske andet end Berlingskes papirudgave, som stort set ikke sælges uden for hovedstadsområdet.

Erhvervsliv nej tak

Det vides, at Jyllands-Posten har været i kontakt med TV 2 om ordren, uden at det blev til noget. Bladet leverer ellers dagligt et gedigent erhvervstillæg. Yderligere udgør JPs epn.dk det bedste tilbud i erhvervsstof på nettet. Men konkurrencen bliver følelig, når TV 2 også begynder at udsprede Berlingske Business i netform.

Hvad nu med andre medier? Sidder de på hænderne? Tja, Danmarks Radio dækker nødig forhold uden for staten og kommunerne. Den enlige undtagelse fra denne regel er P1s ugentlige sniksnakprogram med det kælne tilnavn 'Business med Bjørnestad'.

Politiken har livslang tradition for at ignorere erhvervslivets eksistens. Bladet lader som om, arbejdsmarkedet består af offentligt ansatte fraset onsdag, hvor der pludselig står 'Økonomi' på læsernes skoleskema i form af et tillæg. Hvorefter erhvervslivet forsvinder ud af spalterne de seks næste dage.

Evindelige Aamund

Information skriver kun om erhvervslivet, hvis bladet kan få en eller anden aarhusiansk universitetslektor til at sige noget grimt om markedskræfterne. Den private del af arbejdsstyrken, der forsørger resten af danskerne, lades berøringsangst ude af betragtning.

Tabloiderne Ekstra Bladet og B.T. har ikke ansat faste medarbejdere til at dække stofområdet. Det beskrives ad hoc, når en skandale rammer riget. Ekstra Bladet låner dog epn.dk. på sin succesrige netavis, der er størst blandt de kommercielle.

Ellers består erhvervsdækningen uden for Jyllands-Posten, Børsen og Berlingeren tit i en opringning til den altid snakkesalige Asger Aamund.

Efter at have smidt milliarder af andre menneskers kroner ud på mislykket medicinforskning er også hans private formue næsten forduftet. Men den pæne mand med den fotogene kone er stadig dejlig nem at skaffe udtalelser fra for dovne journalister, uanset om emnet er utroskab eller finanskrise.

Toget kører nu

Min pointe er, at erhvervsstof er i fuld gang med at blive et felt, som domineres i drastisk omfang af Berlingske Business på alle mulige platforme. Der er altid grunde til intet at gøre. Det være sig at sige nej til at levere stof til TV 2 News eller nej til at købe Radio 24syv eller nej til at opruste dækningen af erhvervsstof på de platforme, man nu engang har til rådighed.

Men det kunne tænkes, at det er på høje tid for andre at komme med på toget. Det er så ensomt at stå tilbage på perronen med de andre tabere, som heller ikke løste billet i tide.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Vestergaard

Blot en enkelt principiel kommentar. Bent Falbert skriver: "Den private del af arbejdsstyrken, der forsørger resten af danskerne, lades berøringsangst ude af betragtning." Det siges tit, men pröv at tänk dig, hvordan den private del af arbejdsstyrken skulle kunne göre det uden börnepasning, sygehuse, infrastruktur, politi osv.
Bort set fra det, er det da et demokratisk problem, at ganske få borgerlige medier sätter sig på stort set alle medierne.