Børn skal også kende livets dystre sider

Som en af de yngste nogensinde bliver Morten Albæk forfremmet til underdirektør i Danske Bank i en alder af 31 år. Kort efter henter han sin far, Ole Albæk, i lufthavnen. Det er første gang, de to ser hinanden efter Mortens karrierespring. I bilen siger Ole ud af det blå:

»Det er en underlig virksomhed, du er ansat i.«

»Hvorfor,« spørger Morten.

Ole siger, at Morten er en dygtig og flittig dreng, men »regne har du aldrig rigtig kunnet, og bankdirektør bliver du aldrig, og du har fortalt, at der er mere end 20.000 ansat i den virksomhed ... der må da være én, der er mere kvalificeret til den fornemme titel, end du er«.

»Far, jeg er fyldt 31 år, har fået børn, er blevet gift og er voksen. Der er ikke længere nogen grund til, at du skal løbe rundt og dunke mig i hovedet og holde mig nede.«

Herefter tager Ole den fulde volumen af sin korpulente krop og kaster sig tilbage i sædet, så bilen praktisk taget stopper. Morten bliver så chokeret, at han holder ind til siden. Faren ser på ham med insisterende øjne og siger:

»Holde dig nede? Jeg har aldrig holdt dig nede. Men jeg har været strengen i dit livs bue, hvori du er pilen og jo længere jeg trækker strengen tilbage, jo længere kan du flyve, når jeg slipper!«

Børn ingen interesse

»Han har været en far, der har givet mig ubegribelig meget modstand, og jeg har aldrig nogensinde fået anerkendelse, en kompliment eller respekt for noget selvfølgeligt, almindeligt eller gennemsnitligt, og det er jeg dybt taknemmelig for i dag,« siger Morten Albæk om sin far i dag.

Ole Albæk var forhenværende skoledirektør i Hirtshals kommune, viceborgmester samme sted, medlem af regionsrådet i Nordjylland og har siddet i et hav af ministerielle udvalg og tænketanke op gennem 1980'erne og 1990'erne. Han døde for tre år siden i en alder af 64 år af prostatakræft.

I sin barndom higede Morten Albæk konstant efter sin fars opmærksomhed i søgen efter anerkendelse og bekræftelse på at være en af de særligt elskede i farens liv.

»Jeg har tit stået jaloux og beskuet mine klassekammerater og deres fædre, når de hoppede og sprang og legede sammen og omgikkes hinanden på en helt anden fysisk måde, end vi gjorde. Selv om jeg aldrig har tvivlet på min fars kærlighed, har følelsen af en eksklusiv kærlighed; den unikke kærlighed, der kun kan være mellem far og søn, følelsen af, at jeg var eller i de mindste sammen med mine brødre den vigtigste i hans liv, den har jeg altid tvivlet på.«

I familien Albæks sommerferier stod den på voksenting, når mor, far og de tre sønner, Lars, Morten og Kristian, besøgte Europas hovedstæder. Der var snart ikke det kunstmuseum, de ikke havde besøgt, og familiens mellemste, Morten, rendte altid i hælene på far Ole, når denne beundrede antikkens græske statuer og renæssancemalernes virkelighedstro motiver.

Når der blev læst godnathistorier oppe på børneværelset i Uggerby i Vendsyssel, var det fortællinger fra Bibelen, de islandske sagaer og Grimbergs Verdenshistorie, Morten faldt i søvn til.

Hvis han satte sig på bagsædet af bilen, når faren kørte på arbejde, kunne Morten være sikker på, at faren glemte alt om sin søn og ikke fik sat ham af ved skolen midtvejs. Da Morten var startet i 1. g på Hjørring Gymnasium italesatte han over for sin far, »at det er vigtigt, at man som moderne forældre baserer sin børneopdragelse på humanistiske idealer«, hvorefter faren svarede, at han ingen interesse havde i at diskutere humanisme med Morten, før Morten havde læst Michel de Montaignes samlede essays. Dernæst tog han dem ned fra hylden og lagde dem op på Mortens værelse og sagde, at han havde for mange samtaler med ignoranter i sit professionelle liv til, at han også gad føre dem med sine børn.

»Han havde ikke nogen større interesse i mig og mine brødre som intellektuelle væsner, da vi var børn. Det sagde han direkte: 'Jeg interesserer mig for, at I er høflige, flittige og nysgerrige, men min reelle interesse i at tale med jer kommer efter, I er fyldt 18, for først der er I i stand til at føre en samtale, som også er mig berigende'.«

Misforstået kærlighed

Morten Albæk er af sin far opdraget i ideernes og princippernes verden. Til at blive et reflekterende individ, rustet til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Alt det praktiske i dagligdagen tog Mortens mor, Inger Albæk, sig af.

Til forskel fra sin egen far har Morten Albæk skiftet ble på sin datter Emilia og sønnen Asger, smurt creme på dem, når de har haft børneeksem, og han ved, hvad de har med i madpakken. Ting, som far Ole aldrig var i nærheden af at røre ved, beskæftige sig med eller overhovedet at have blot en perifer viden om.

Med over 100 rejsedage om året i jobbet som koncerndirektør i Vestas med det globale ansvar for blandt andet marketing og kundefokus, sætter Morten Albæk familietid over alt, når han er hjemme i Risskov.

»Jeg kysser mine børn 20 gange i løbet af en dag, hvis jeg vel at mærke er hjemme og de giver mig lov.«

Den fysiske nærhed er ikke noget, han selv er vokset op med. Kram og kindkys er ritualer, han introducerer i familien i sine tidlige teenageår, efter han har set en Godfather-film. Han understreger, at det at føle sig elsket er grundstenen i enhver opvækst.

Men kærlighed betyder i familien Albæk i høj grad også ærlighed.

»Når et barn kommer og siger: 'Jeg har tegnet en bil', og man siger: 'Neeej, hvor er den flot, den skal bare op at hænge på fars kontor', og siger tusind tak, kvitterer med et småstresset kys og putter tegningen ned i tasken for så at finde den frem tre måneder senere og opdage, at det definitorisk set ikke kan være en bil, for der er ingen hjul på, er det misforstået kærlighed. For inde i kærlighed står ærlighed. Der er vel ikke en finere måde at elske sine børn på end gennem sandruelighed?«

For Morten Albæk er definitionen på god opdragelse at tilsikre sine børn, at de bliver i stand til at leve et godt voksenliv. En barndom, der er en lille smule svær, forunderlig, udfordrende og både på den gode og den dårlige måde, er at foretrække frem for et barneliv pakket ind i vat og bomuld.

»Jeg er ikke så optaget af, hvorvidt barnet føler, det har et godt børneliv, da de fleste børn vil definere et godt liv som et let og mageligt liv. Vi synes som forældre at have glemt, at vores børn lever hovedparten af deres liv som voksne, og vi har derfor alt for høj fokus på at tilsikre, at barnet skal have en sjov og ubekymret barndom frem for at tilsikre, at det i løbet af barn- og ungdommen udvikler de færdigheder og egenskaber, der gør det i stand til at leve et meningsfyldt voksenliv.«

Et glansbillede

Morten Albæk husker sin barndom som langt sværere og mere udfordrende end sit voksenliv. En opvækst, hvor han har mødt en del mere modstand, end han har følt i sit voksenliv. Derfor forsøger Morten Albæk i vid udstrækning at forberede sine børn på de benspænd, de møder i livet; på at rejse sig igen, børste det af sig, tage de væsentligste refleksioner med og fortsætte fremad eller opad.

»Jeg snakker mindst lige så meget med mine børn om livets mørke og udfordrende og besværlige sider, som jeg snakker om det lyse.«

Det var også først i 20'erne, Morten Albæk kunne se en mening med sin egen fars noget særegne opdragelsesmetode.

Antallet af gange, hvor han har råbt og skreget og smækket med dørene, slået hånden igennem alverdens ting i frustration over sin fars intellektuelle disrespekt og fysiske fravær, har været mange. Men nu lader han sig inspirere af dele af sin fars metoder, for »hvis valget i dag står mellem at være en nærværende og intellektuelt forglemmelig far eller være en fysisk fraværende, men i åndlighed og skaberkraft en inspirerende far, så vil de fleste forældre sige, at de vil være det hele og det vel og mærket hele tiden, hvilket for mig er en idealtilstand, et glansbillede, der ikke eksisterer. Men jeg vil til hver en tid vælge det sidste. Utvivlsomt«.

Bedre end sex

I modsætning til sin egen fars valg er Morten Albæks foretrukne godnatlæsning for hans børn regulær børnelitteratur, men han kan alligevel ikke dy sig for at forsøge at proppe lidt lærdom ind i hovedet på dem, inden de smutter til drømmeland.

»Når jeg læser højt for mine børn, vil jeg gerne læse så langsomt, at de kan høre jamberne og trokæerne, fordi det er godt for deres sproglige udvikling. Men jeg har da mere end én gang speedlæst Peter Pedal ned i hovedet på min femårige søn, fordi jeg skulle nå at se nyheder. Jeg fejler i at være den far, jeg stræber efter at være. Regelmæssigt. Jeg er lige så uperfekt som ethvert andet menneske. Der eksisterer jo ikke sådan noget som den perfekte far.«

Morten Albæk kommer med endnu et eksempel på en af de situationer, han bestemt ikke er stolt af som far: I en stresset situation forsøger han på at få sin søn Asger til at tage sin flotte, økologiske og hjemmestrikkede angorastrikhue på. Morten har travlt og skal til møde, sønnen nægter at få huen på, hvorefter Morten lægger ham i »en mild benjamin« og krænger huen ned over hans pandebrask og strammer den så hårdt om Asgers hoved, at den skrigende dreng for første gang i sit liv får dobbelthage. Morten slår sig selv på lommerne og tænker: 'For helvede jeg må da have en sut', hvorefter det går op for ham, at det jo er flere år siden, Asger er stoppet med at bruge sut. Morten finder et stykke tyggegummi i lommen og klapper det i munden på sønnen, som endelig stopper med at græde.

»Jeg får endnu dårligere samvittighed, indtil det går op for mig, at det er sukkerfrit. Så finder jeg en glæde i det. For så har jeg ikke fejlet hele vejen rundt.«

Så længe man bestræber sig på at fejle mindst muligt som far, har man gjort sit, mener Morten Albæk. For fejl begår alle forældre uanset de ædle intentioner. Han mener, at børn burde tvangsfjernes, hvis deres forældre ikke giver dem den sikkerhed, det er at vide, at far og mor elsker dem betingelsesløst. Det har han lært fra sin egen opvækst, fordi tvivlen på hans fars eksklusive kærlighed var et væsentligt afsavn.

»Jeg vil gøre mig mere umage end min far med at tilsikre, at mine børn aldrig tvivler på deres placering i mit liv: At de aldrig tvivler på, at de er det, jeg elsker mest. De skal altid vide, at de er de vigtigste kærlighedsobjekter i mit liv. Den intimitet, jeg føler med dem, når de falder i søvn hos mig, og deres åndedræt rammer mig på hver af mine kinder, kan ikke måles med selv den bedste elskov, jeg kan have med min hustru.«