Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bornholm overvejer at flytte Folkemødet - en smule

Arrangørerne bag Folkemødet vil gøre næste års udgave mere folkelig ved at rykke arrangementet ind i weekenden, men af frygt for at de mest fremtrædende politikere vil udeblive, tør man endnu ikke lægge det i feriesæsonen
Indland
5. juli 2011

Den første udgave af Folkemødet har givet arrangørerne så meget selvtillid, at man formentlig vil rykke næste års ellers allerede fastlagte politikfestival en smule.

Ved at lægge langt de fleste af det par hundrede debatter og events onsdag til fredag i dagtimerne hvor det passer de 'professionelle' bedst lykkedes man med at samle hele den politiske elite og sikre sig massiv mediedækning på Bornholm fra onsdag 15. til fredag 17. juni.

I 2012 tør Bornholms regionsborgmester, Winni Grosbøll, så godt satse på at lokke flere 'almindelige borgere' til Allinge ved at rykke arrangementet ind i weekenden.

»Vi har godt nok allerede meldt datoerne ud, men vi er i gang med en grundlæggende evaluering, og det kan meget vel ende med, at det bliver rykket, så det f.eks. ligger torsdag til søndag. Noget af det, vi diskuterer, er at starte torsdag eftermiddag og lade det kulminere lørdag aften med en kæmpe fest eller koncert,« siger Winni Grosbøll og anerkender kritikken, der primært har gået på, at arrangementet ikke har været folkeligt nok.

Skeptikere har både kaldt Folkemødet en 'lukket klub' og en 'fætter-kusine-fest' for magteliten, fordi man har lagt den spændende del af programmet, mens 'folket' arbejder.

Og desuden på en turistø uden for turistsæsonen.

Men hvor man altså formentlig vil gøre noget ved det første problem, så rækker modet dog endnu ikke til at rykke Folkemødet til et tidspunkt, hvor 'folket' for alvor indtager Bornholm. Det svenske forbillede, Almedalsveckan ligger i juli, hvor mange tusinde storbyboer er på Gotland, og på samme måde kunne 'turister' formentlig fylde de mange telte, lokaler og parker i Allinge bedre op, hvis arrangementet lå senere.

Men Winni Grosbøll frygter, at politikerne vil være sværere at lokke, da det for dem vil være arbejde midt i feriesæsonen.

»Vi har jo planlagt det her i samarbejde med de mange organisationer og partier, og vi skal måske forsøge at finde en bedre balance, så vi kan få flere folk over, men der kommer jo heller ikke folk, hvis der ikke er nogen spændende mennesker at se på og lytte til, og jeg er skeptisk over for, om vi allerede til næste år kunne have lagt det i juli. Det er noget andet, når man som Almedalsveckan har 40 år på bagen, og ingen politiker med respekt for sig selv tør blive væk. Der tror jeg ikke helt, vi er endnu.«

Trods kritikken mener hun, at det første Folkemøde har overgået alle forventninger.

»Vi er startet på en blank side for et år siden og er endt med kæmpe arrangement med omkring 10.000 besøgende over de fire dage, og både de mange politikere, organisationer og 'almindelige' mennesker har givet udtryk for, at de har været meget glade. Særligt de besøgende borgere fortæller, at de har fået en helt anden oplevelse af politikerne, deltaget i spændende debatter og fået noget at tænke over,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her