Læsetid: 2 min.

Bredt politisk krav om mere åbne PET-arkiver

Både DF, S og SF bakker nu op om en række af landets historikere, der kræver en afklassificering af PET's arkiver og et lighedsprincip, der gør, at adgang for en forsker betyder adgang for alle
14. juli 2011

Politikere på tværs af Folketinget går nu sammen med en række historikere og rejser krav om en bred afklassificering og lige adgang til efterretningstjenesternes arkiver.

»En ny, socialdemokratisk regering vil kigge på det her med hjælp fra kvalificerede efterforskningseksperter og historiekyndige. Tilgangen til PET's arkiver skal beskytte oplysninger, der er hemmelige af sikkerhedsmæssige årsager, men der er brug for mere åbenhed og en balance i, at folk har lige adgang,« siger forskningsordfører Rasmus Prehn (S).

Kravet rejses i kølvandet på diskussionen om koldkrigsforskeren Bent Jensens længe ventede rapport. En række koldkrigsforskere har klaget over, at man ikke kan efterprøve hinandens konklusioner.

Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jesper Langballe, er mere kompromisløs i sit krav om åbenhed.

»Jeg kunne drømme om, at nogen ville forklare PET-chefen, at Den Kolde Krig er forbi. Det her materiale er historie, der hører hjemme på museum,« siger han.

Kommission

CBS-historikeren Kurt Jacobsen har foreslået at der etableres en afklassificeringskommission.

»Afklassificering er at give lige adgang til det og det materiale på de og de betingelser til forskere, journalister og andre interesserede, i stedet for at man både skal ulejlige PET og skabe forhindringer,« siger han.

Medlem af den daværende PET-kommission Regin Schmidt finder forslaget om en sådan kommission interessant. »Fremadrettet ville det ideelle være noget i retning af USA, hvor der blot sidder nogle og streger følsomme oplysninger væk, hvorefter der er lige adgang for alle. I Danmark er det sådan, at bare der er et navn på en side, så får man den ikke udleveret,« siger han.

Historikeren Poul Villaume er også positivt stemt over for en sådan kommission: »Jeg har hørt folk, der har fået aktindsigt, omtale arkiverne som en kloak for rygter og halve sandheder. Man skal derfor sikre sig, at man beskytter privatlivets fred. Men PET's og FE's generelle trusselsbilleder og vurderinger, mener jeg bestemt bør behandles mere liberalt,« siger han.

Også SF's kulturordfører, Pernille Frahm, bakker op om øget åbenhed: »Det er vores allesammens historie og ikke statens ejendom, og generelt skal der være mere lempelig adgang. Det er jo helt urimeligt, at man end ikke kan få oplysninger om sig selv, selv om en forsker har fået det,« siger hun.

Justitsminister Lars Barfoed vil afvente konklusionerne fra Wendler Pedersen-udvalget, der gennemgår regelgrundlaget for PET.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Skiftende konservative justitsministre (partiet som i borgerlig sammenhæng altid brændende ønsker sig netop dette ministerium) og senest Lars Barfoed, ér jo ellers kendt i den brede offentlighed for at hoppe og springe, når PET har luftet ønsker om redskaber til efter'forskning' formidlet over lovgivning. Senest manifesteret med terrorlovgivningen, som har fået mange andre faggrupper end jurister og historikere til at stille alvorlige spørgsmål til den enkeltes retsstilling her til lands.

Èr det virkeligt så tvingende nødvendigt at kunne kriminalisere og logge den samlede befolkning for at sikre domfældelse af foreløbigt enkeltindivider, som er gået fejl af virkeligheden, sådan som realiteterne har afsløret sig? Eller er der tale om en form for bekevmmelighed, hvis retspolitiske konsekvenser har stillet afgørende demokratiske principper unødvendigt på spil?

Og der har da også været domme fra såvel landsretterne som højesteret, der blankt er gået justitsministeriet (embedsmændene), ministeren og PET midt imod. Der er dog også eksempler på omtanke fra kredsen omkring Tjenesten, men ofte kun efter pensionering af tidligere chefer for PET, der eksempelvis har erkendt, at omfanget af de såkaldte arbejdsarkiver lang oversteg al proportionalitet. Overvågning af op imod 400.000 danskere? Hvad har man dog tænkt? Og hvor ligger roden til en misére af den (imbecile) karakter?

Man har imidlertid på fornemmelsen, at det i denne omgang ikke er de strukturelle problemer omkring Tjenesten og indflydelsen på retsforholdene som helhed, som er på blokken - men alene de dele af PET's virksomhed, som særskilt relaterer sig til koldkrigsperioden og nogle socialdemokrater, som er kommet i klemme, og som man nu forsøger at komme til undsætning og give oprejsning og ikke de altfor mange andre, som Tjenestens uforholdsmæssige ivrighed har kompromiteret.

Sagen er imidlertid, at overhovedet ingen foreløbigt (og slet ikke det såkaldte Wambergudvalg) kan præstere nogen fornuftig kontrol med PET. Som jo dokumenteret har ført udvalget bag lyset ved flere lejligheder. Men tillige domstolskontrollen med Tjenesten har vist, skal vi sige, svingende konsekvens i relation til PET's ærlighed med hensyn til oplysninger, som domstolenes repræsentanter har været stillet til rådighed eller overhovedet ikke har fået lejlighed til at at stilling til, sådan som lovgivningen i øvrigt foreskriver.

I mine analytiske optikker er der yderligere slet ingen fornuftige begrundelser for at forsøge at sidestille situationen omkring PET's strukturelle problemmasse med analogier til FE. Der er tale om to absolut vidt forskellige Tjenester. Det er rent ud sagt lumpent at gøre FE medansvarlig for de problematiske forhold omkring PET. FE er langt mere bredt sammensat komperencemæssigt, og har i offentligheden åbent erkendt sine fadæser og efterfølgende rettet ind. Til tydelig forskel fra PET, som modsat FE har valgt "absolute radio silence" som imbecilt særkende. Så lad os da i offentligheden stille skarpt ind på den form for spinmæssig manipulation.

PET og skiftende konservative justitsministre bør snart lære at afholde sig fra at tage fejl af de udmærkede analytiske kompetencer, som den samlede danske forskerbestand, offentligheden og deres repræsentanter i medierne trods alt stadig kan mobilisere overfor spin og smarte politiske strategier. Vi ved såmænd godt, hvilken vej vinden blæser...

Så tusind tak til Information for ihlærdigt at italesætte de demokratiske problemer, som PET gang på gang udløser. Men den trafik skal ikke ikke forståes som utidig, snarere som en fornuftig vejledning som modvægt til spin og al anden manipulation. Man kan kun håbe på, at et alternativt flertal ikke har yderligere ideologiske eksperimenter i ærmet, men en solid genopretning af det åbne, tranparente, aktive og medlevende demokrati her til lands...

Med venlig hilsen