Læsetid: 5 min.

Dansk politik ramt af gummiarm

Få vil formentlig nogensinde mærke noget til den grænseaftale, der efter måneders intens diskussion og optræk til diplomatisk krise overlevede en afstemning i folketingssalen i går, men forløbet er en sigende historie om, at dansk politik nu ikke blot har én, men to eller flere handlingslammede fløje
Få vil formentlig nogensinde mærke noget til den grænseaftale,  der efter måneders intens diskussion og optræk til diplomatisk  krise overlevede en afstemning i folketingssalen i går, men  forløbet er en sigende historie om, at dansk politik nu ikke blot  har én, men to  eller flere  handlingslammede fløje
2. juli 2011

Sådan cirka mellem en og fire promille af de danskere, der de kommende år krydser en grænse fra enten Tyskland eller Sverige, risikerer at blive trukket ind til siden af en tolder.

Det bliver den praktiske, synlige og mærkbare konsekvens af den grænseaftale, som VKO, løsgængeren Pia Christmas-Møller og kristdemokraten Per Ørum Jørgensen ser ud til at få hutlet igennem, efter at man vandt en afstemning i folketingssalen i går.

Eller mærkbar er måske et stort ord, for sådan er det faktisk også i dag.

Når oprustningen af den eksisterende tolderstyrke med 98 nye stillinger er helt indfaset i 2012, vil det i et gennemsnitsdøgn svare til, at totalt 14 ekstra toldere skal spredes ud i et forsøg på at mandsopdække de danske grænseovergange, som det fremgår af et svar, som regeringen har sendt til EU-kommissionen og offentliggjorde i går.

Det er så marginal en ændring, at det knapt vil kunne mærkes, og der vil heller ikke i fremtiden være den store forskel på at køre ind i Danmark eller ud af Danmark bortset fra retningen naturligvis.

DF's dagsorden

Alligevel er de forgangne måneders forløb en central fortælling om Danmark og dansk politik anno 2011.

Som det har været sædvane i et årti, var det Dansk Folkeparti, der satte dagsordenen ved med vanlig sans for at blande æbler og pærer at bringe grænsekontrollen ind i forhandlingerne om en økonomisk 2020-plan og en forringet efterløn, og som så ofte før indvilligede regeringen. Det selv om grænsekontrollen i sig selv er i modstrid med både den ekspertise og de holdninger, regeringen besad, inden forhandlingerne gik i gang.

VK-aksen har for længst vænnet sig til, at DF skal have kontant belønning på udlændingekontoen for at lægge stemmer til borgerlig, økonomisk politik, og grænseaftalen lignede en billig løsning.

Dels kostede den ikke det store i kroner og ører, dels var man med rette overbevist om, at S-SF næppe turde modsætte sig af vanlig frygt for at skabe kant til DF på udlændingeområdet.

Noget man i rød blok efter adskillige, tabte udlændingevalg ser som den største trussel mod et magtskifte.

Det lignede en langsom gengivelse af noget, vi har set før, da DF fejrede endnu et skridt i retning af et mere lukket Danmark med baconchips, champagne og masser af Dannebrog, mens S og SF konstaterede, at man da mente nøjagtig det samme.

Populært fjendebillede

Hvad der herefter skete var måske nok overraskende for danske politikere og medier, men efter Muhammedkrisen og lignende eksempler på, at Danmark er et populært og brugbart fjendebillede for politikere i andre lande, var i hvert fald udenlandske iagttagere mindre chokerede, da både EU, Sverige og Tyskland reagerede prompte.

Var det sket i en af de forgangne valgperioder, havde VKO budt kampen velkommen, for med et sikkert flertal bag sig ville netop EU, Sverige og Tyskland være regulære ønskemodstandere for eksempelvis en frådende Fogh.

Siden sidste valg har situationen bare været en anden.

De seneste uger har været sigende for den handlingslammelse i dansk politik, der i mange år har præget oppositionen, men nu har bredt sig til både regeringen og det væld af løsgængere og småpartier, der ellers en for alle er brudt ud i protest mod blokpolitikken.

Trods opbakning i grænsekrigen i meningsmålingerne og en groggy hovedmodstander i Helle Thorning-Schmidt der netop havde tabt kontrollen med Radikale Venstre tøvede Lars Løkke Rasmussen og forpassede den oplagte mulighed for at udskrive valg.

Da debatten i stedet fik lov til at løbe løbsk, var problemet Konservative, der med deres katastrofale målinger er på desperat jagt efter tabte, borgerlige midtervælgere, ligesom mange venstrefolk har mistet troen på en valgsejr.

Risikoen for mytteri var overhængende, hvis regeringen ikke havde imødekommet kritikken.

Sidst men ikke mindst er regeringen nu ikke blot afhængig af DF, men desuden af en broget skare af løsgængere og småpartier, der godt nok har det til fælles, at de plejer at være billigt til salg, men som omvendt er mildt sagt uforudsigelige.

En efter en reddede de, som det er sket stort set hver gang, mindretalsregeringen har været i mindretal, men kristdemokraten Per Ørum Jørgensen lykkedes med tvetydige meldinger med at holde sig i rampelyset til det allersidste, og de borgerlige har nærmest sat hinanden skak i hele forløbet.

Selv Dansk Folkeparti, for hvem det normalt ville være en oplagt win-win situation af være oppe mod både EU-bureaukrater og svenskere på en gang, har virket vaklende.

Efter efterlønsforliget har partiet fået et par gevaldige lussinger i meningsmålinger, og selv om det var frygtet, så har det efter alt at dømme rystet DF-ledelsen, der har vænnet sig til at have landets formentlig mest loyale vælgere og bagland bag sig.

Knap så helhjertet

S og SF mandede sig godt nok op krybende i kølvandet på rasende tyske ministre, et kritisk dansk erhvervsliv og utilfredse borgerlige som Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde og Konservatives EU-kommissær Connie Hedegaard til i det mindste at forsøge at forhindre de mest symbolske tiltag i form af 'beton' ved grænsen.

Det var dog ikke et mere helhjertet forsøg, end at man end ikke mødte op i tilstrækkeligt stort antal til at forsøge at vælte aftalen i salen i går. Selv hvis Per Ørum Jørgensen havde trykket på den anden knap, var regeringen sluppet igennem, da hele fire oppositionspolitikere tilsyneladende var udeblevet, og det paradoksale er, at al den spænding og den hidsige optakt til gårsdagens afstemning formentlig har været meningsløs.

Jovist, i teorien skal der ifølge aftalen der nu bare skal formelt igennem finansudvalget også sættes nogle læskure op hist og her, ligesom bilister mentalt skal forberede sig på, at nummerpladen kan blive scannet, når man passerer Sæd, men udover, at det vel højst vil føles småprovokerende for nogle, så vil det med stor sandsynlighed aldrig blive til virkelighed.

Der skal nemlig ske et historisk ryk i vælgerne, hvis det lidt mærkværdige flertal bag aftalen skal være intakt efter valget, og resten af Folketinget inklusive det borgerlige Liberal Alliance vil rulle planen om de fysiske installationer tilbage længe inden de materialiserer sig i 2013.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Albinus

"Grænseaftalen er et perfekt eksempel på elendigt politisk håndværk", står der i en analyse i Frankfurter Rundschau, 30.6. Den fortæller om motiverne bag: “en grød af fremmedhad, frygt for kriminalitet og EU-skepsis”.

Jeg tænker på, hvordan VK's MF'er egentlig har følt sig i dag? De sad og stemte for et forslag, som de egentlig ikke tror på. Samtidig har de formentlig godt vidst, at selvom det blev vedtaget, vil det aldrig blive ført ud i livet. Det er da lidt surrealistisk.

Brian Jensen

Man regner vel med at 0,1-0,4% af de rejsende er polakker og andre sortsmuskere, der skal tages ud til en "stikprøve", så de ikke kommer ind og stjæler, voldtager og udsuger verdens bedste sociale sikkerhedsnet.

henrik hansen

I midt juni kunne Pia oplyse, at Marlene Wind var "færdig". Jeg tror nu, det er Pia, der snart er helt færdig!!! JUPIIIIIII

For hver eneste 4-årrig periode vise partier forlænger deres greb på folketinget, synker Danmark flere årtier tilbage.

Michael Kristensen

Det eneste positive må da være at Pia og resten af hendes vanvidskor må stå tilbage med en dejlig lang næse, når de har lagt stemmer til forringelse af efterlønnen nærmest uden betaling. God tur ud i kulden og forglemslen til Pia og resten af brøleaberne i DF.

Anne Marie Pedersen

Brian Jensen, jeg ville nok ikke formulere det sådan, men ja. Det er nok ikke en computer med randomiseret udvælgelse, der skal finde frem til de biler, der skal tjekkes grundigt.

Anne Marie Pedersen

Bortset fra det, så er det kun et plus for Danmark med ineffektivitet fra regeringens side. Bare de dog kunne være fuldstændig ineffektive helt frem til valget.

Peter Jespersen

DF’s dagsorden er at udbygge deres egen magtposition - koste hvad det vil og det blev så åbenbart efterløn og pension.

Kristian Rikard

Som oftest synes jeg, at PEF er ret så skarp i sine indlæg, men lige her synes jeg, at PEF som mange andre ikke kan se skoven for bare træer.
Faktum er, at V havde 46 mandater, K 18 og O 25 mandater ved sidste valg. Det er så skiftet lidt ved afhoppere og deslige. Men tilbage står
V med lige så mange mandater som K og DF tilsammen. Vor store rorgænger og ordstyrer hedder Løkke og hans mangeårige politiske navigatør
hedder Claus Hjort Frederiksen. Det er de to, der skal overdrage (måske) Venstre - Danmarks Liberale Parti - til de kæmpende officerer og
den måbende liberale del af danmarks vælgere.
Når tumulten er overstået er DF om ikke glemt, så blot tilbage ved udgangspunktet.
Venstre kan ikke gå på strandhugst hos nabopartierne - hele tumulten midt i dansk politik forekommer bevis nok - og hvad så?

"Mens S og SF konstaterede, at man da mente nøjagtig det samme". Lover ikke godt for tiden efter er valg hvis SD+SF kommer til magten. Vil de føre VOK-politik i blegrød påklædning?

Jens Jørn Pedersen

Det bliver mere og mere klart, at problemet med grænsen er endnu en afledningsmanøvre fra regeringen, så vi ikke kommer til at drøfte de egentlige problemer.
Dansk Folkeparti har været i stand til at give regeringen et værktøj til at komme udenom efterlønsdiskussionen mv. samtidig med, at delv er kommet udenom. Det ser ud til, at mange har en meget kort hukommelse, så det kun drejer sig om grænseaftale.
Det måske mest alvorlige problem er, at Danmark stiller sig udenfor i internationalt sammenhæng.

Det er fedt at have en meningsløs debat om et ikke-problem i månedsvis. Dermed kan al fokus tages fra alle andre problemer, inklusive den fatale danske økonomi. Eller en debat om større problemer, som hele vækstproblematikken, som Lykketoft prøvede at sætte på dagsordenen.

Men nej, vi vader stadig rundt i den meningsløse ikke-problematik, imens de store problemer får lov at sejle - der skulle jo nødigt ændres noget grundlæggende.

Og det samme billede ser man gå igen over hele den vestlige "demokratiske" verden, resulterende i massiv handlingslammelse, som gør det umuligt at reagere på f.eks. klimakrisen.

Jens Jørn Pedersen

Jeg vil anbefale, at vi indfører demokrati i Danmark og en ny økonomisk orden ud fra teorien om balance mellem natur og mennesker i stedet for den nuværende vækstøkonomiske teori især udarbejdet at Keyens.
Dansk Folkeparti har ingen ansvarlig økonomisk politik, de arbejder kun på at udelukke Danmark fra den øvrige verden.

Jeg savner en grundlæggende debat om en ny verdensorden, med udgangspunkt i ovenstående samt menneskesyn.
Hvad vil vi, at mennesket skal have mulighed for?
Vil vi, at der er nogle få mennesker, der skal anvende meget store dele af jordens ressourcer, eller skal vi finde en balance, hvor forbruget et minimalt?
Den nuværende vækstfilosofi er en kontradiktion til ønsket om at reducere CO2-udslip mv. At reducere CO2-udslip med den nuværende vækstfilosofi er som at forsøge at standse vinden!

Flemming Leer Jakobsen

Denne artikel viser endnu engang pressens manglende realitetsopfattelse af EU-kommissionen.

Beskrivelse den "Konservatives EU-kommissær Connie Hedegaard" udfald mod grænseaftalen er forkert.

Connie Hedegaard deltog heller ikke i debatten som "Danmarks egen klimakommissær, Connie Hedegaard." som Politiken har skrevet det:

http://politiken.dk/politik/ECE1292397/connie-hedegaard-dansk-graensekon...

Connie Hedegaard er EUs repræsentant over for Danmark. Hun må ikke handle efter danske interesser som EU-kommissær.

Hun er heller ikke som Folketingets EU-oplysning beskriver det "den danske kommissær":
http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/institutioner/kommissionen/

EU-kommissærerne har alene en forpligtigelse over for Lissabon-traktaten bliver overholdt. Den traktat er deres politiske bibel.

Artikel 245 i Lissabontraktaten:
Medlemsstaterne respekterer deres (kommisærnes) uafhængighed og forsøger ikke at påvirke dem under udførelsen af deres hverv.
http://www.eu-oplysningen.dk/emner/reformtraktat/reform/

Så hold venligst op med at fremstille Connie Hedegaards aktuelle udtalelser som konservative eller dansk kommissær sålænge hun er medlem af EU-kommissionen.

Det er forkert & er ikke i overenstemmelse med fakta.

Inger Sundsvald

S og SF er så bange for at miste de vælgere, der egentlig hører hjemme i DF, at de hellere vil genere resten af deres vælgere.

Hvad ville det skade, hvis S og SF kort og godt meddelte, at de var overbevist om at div. tiltag fra OVK var i strid med både Schengen og dansk lov og ret, og at de derfor ikke kunne stemme for den slags undergravende virksomhed for landets omdømme?

S og SF kan ikke blive ved med at vise gode miner til slet spil.

Steffen Nielsen

Flemming
Du har naturligvis ret, men hvis en kommissær udtaler sig, så vil vedkommende trods alt blive beskrevet som det og det lands kommissær. Hvis en fransk kommissær havde udtalt sig, så ville vedkommende også blive nævnt som fransk kommissær.
Europa er stadig ikke Europas forenede stater og selvom det var, ville kommissærerne nok stadig blive omtalt som det enkelte lands kommissær.
En amerikansk senator bliver jo også nævnt som hørende til en bestemt stat

Bo S. Nielsen

Ikke nok med, at vi på 10. år døjer med alle tiders sorteste regering, alternativet kan ikke engang finde ud af yde den modstand:

"Selv hvis Per Ørum Jørgensen havde trykket på den anden knap, var regeringen sluppet igennem, da hele fire oppositionspolitikere tilsyneladende var udeblevet"

Imens kan regeringsblokken og Radikale Venstre hygge sig over hvordan ingen tilsyneladende længere gider kritisere deres neoliberale tyveri ved højlys dag. Ydeligere kan DF varme sig ved, at modstanden mod deres seneste angreb på de fremmede via proxyminister Pind ligefrem blev båret igennem af oppositionen.

Jo, gummiarme og vatpikke er der nok af i Folketinget for tiden. Havde dansk parlamentarisme været en sportskamp, var træneren blevet fyret og hele holdet udskiftet.

Imens ligner vejret lige nu noget fra Armageddon. Måske er det dét, der skal til. Eller i det mindste en revolution. Eller bare 90 mandater til Enhedslisten. Der her holder jo ikke...

Flemming Leer...

Jeg tror ikke et øjeblik på, at en person fra denne regerings korrumperede kreds er den objektive EU kommisær, som du tilskriver hende at være.
Hendes integritet er besudlet af hendes fæller og politiske opkomst.

Joan Haraldsen

Det rigtigt tankevækkende er, at Danmarks kommende statsminister (hende med laktasken) er krøbet i et musehul og tier helt stille for ikke at risikere at kunne blive fanget i en fortalelse. Det er sikkert taktisk velbegavet, men afslører det formatet, der skal til at stå i spidsen for landet ? -- ikke i min optik.

Vi har dog under alle omstændigheder brug for valget meget snart, og når valgfesten så dør ud hos lille henrivende Villy, så bliver det særdeles interessant at se handelkraften, når man pludselig opdager man sidder i et ministerium og skal tage reelt ansvar i stedet for blot at stå og råbe op overfra "oppositions caféen" --- can hardly wait :o)