Cadel Evans' yndlingsret lyder lige så kedelig, som han selv har ry for at være: Pasta med broccoli. Pluk kålen i buketter og kog dem i saltet vand til de er al dente. Fisk dem op og læg dem på en rummelig pande, og kog pastaen i broccolivandet penne eller fusili er bedst, siger hans italienske kone Chiara. Lad broccolien simre med en sjat god olivenolie og et par skefulde af kogevandet, blandt den kogte pasta i og server med reven pecorino toscano, frisk olie og kværnet sort peber.
Enkelt og rent uden finurlige raffinementer. Som manden selv der dog gerne ser sin yndlingsret piftet op med lidt hvidløg, men det er konen ikke meget for.
Cadel Evans har som menneske og cykelrytter et image, det har været svært for ham at slippe af med.
I Tour de France har vi siden hans debut i 2005 flere gange set ham som et surt brokkehoved, der har givet sit iltre temperament frit løb, når noget er gået ham imod. Med sin særegne fistelstemme har han overfuset de nærmeststående, især journalister, og endda langet ud efter dem i ophidselse.
Et temperament, han ikke har vist i sin kørsel. Som etapeløbsrytter besidder han en glimrende enkeltstart og store klatreevner selv på det stejleste, men han har været handicappet af sin manglende evne til at kunne skifte rytme og tempo, når vejen skråner.
Han har manglet eksplosivitet, når han angreb, og derfor gjorde han det sjældent, og han var sårbar, når han selv blev udsat for de pludselige accelerationer, som både en Alberto Contador og en Andy Schleck mestrer.
Comeback kid
Hans forsvar har altid været en utrættelig evne til at kunne komme igen i sin egen rytme, når stigningen har været lang nok og strabadserne store nok, og den kan man begrænse nederlag med, men sjældent vinde.
Cadel Evans holder af at læse bøger, men hans store helt er Tintin, som han har hængende på væggen i sit soveværelse, og af alle Hergès figurer minder han selv mest om den utrættelige hund Terry.
Men det har ændret sig. Da Evans på denne den 4. etape med mål oppe på den korte, men stejle Mûr de Bretagne distancerede Andy Schleck og spurtbesejrede Contador, kørte han sig tæt på samme favoritværdighed, som de to har haft siden sidste års tætte duel.
Ingen har rigtigt regnet med Cadel Evans. Sidste år dummede han sig nok ved at køre Giro d'Italia som opvarmning til Tour de France, og allerede på 9. etape, hvor han kørte i gult, blev han håbløst distanceret af Contador og Schleck.
Det viste sig, at han havde kørt med et lille brud på albuen, som han havde pådraget sig på en tidligere etape, men det brugte han ikke som bortforklaring, og i stedet for at trække sig ud af løbet hvad de fleste i hans situation ville have gjort forvandlede han den daglige smerte og de ydmyge placeringer til en stille heltedåd. Han sluttede som nummer 26.
Da han kørte sin første Tour de France i 2005 hvor han blev nummer otte friede han til Chiara Passerini, som er en smuk blond pianist og musikpædagog, og mens kærligheden til hende er blevet gengældt, har Cadels kærlighed til Tour de France været ulykkelig. En fjerdeplads i 2006, en andenplads i 2007 efter Contador året hvor Michael Rasmussen blev smidt ud med vinderposition og andenpladsen igen i 2008, hvor Carlos Sastre vandt i Contadors fravær, og hvor Cadel Evans havde sit livs chance i et tyndt besat favoritfelt.
Cadel Evans, der er født i 1977 i Australiens Northern Territory, begyndte karrieren på mountainbike, og vandt World Cup på de små terrængående cykler i 1998 og igen i 1999 samme år som Michael Rasmussen, hans skrappeste konkurrent og ikke særlig gode ven blev verdensmester.
Italienerne elsker ham
Han er som landevejsrytter vokset op i Italien, hvor han fik sit gennembrud i 2002 i Giro d'Italia. På den svære 13. etape fra Chieti gennem den store Gran Sasso naturpark til det højtbeliggende og vildt smukke Monti della Laga, så jeg fra vejkanten Michael Rasmussen der kørte for Bjarne Riis' CSC Tiscali være ude i et langt behjertet udbrud med Mathias Kessler, så CSC's kaptajn Tyler Hamilton tabe vigtig tid, men så også den ubeskrevne, for mig, Cadel Evans slide sig bag etapevinderen, som var en lille mexicansk springfyr, Cuapio, der intet betød i det store regnskab.
Det kom Evans til. Så sent som på 17. etape med blot tre igen var han i løbets lyserøde førertrøje, og en sensation, men den dag til Folgaria led han på bjerget og tabte hele 17 minutter til vinderen Pavel Tonkov.
Hans Giro var kørt, de lyserøde drømme slukkedes, og han droppede ned til en 15. plads. Men italienerne elskede ham og huskede ham fra den dag.
Her i foråret så jeg Cadel Evans vinde det ugelange etapeløb Tirreno-Adriatico, og den varme, han blev mødt med gennem hele ugen ude på de små steder, var slående. En populær skikkelse, der selv gik afslappet, venlig og smilende rundt blandt folk. Langtfra det image, han har i Frankrig og de billeder, vi har dømt ham efter derfra.
Ikke popularitetsjager
Et vendepunkt var selvfølgelig verdensmesterskabet, som han i 2009 vandt i Mendrisio i Schweiz få kilometer fra sin hjemby Stabio nær grænsen til Italien.
Han blev hyldet varmt af både italienere og schweizere han taler selvfølgelig italiensk og han viste sig det følgende år som en værdig verdensmester med en bemærkelsesværdig sejr i forårsklassikeren Fleche Wallonne, hvor hans magtfulde ryk op ad Muren i Huy viste en ny færdighed hos ham.
Det er ellers noget, man ikke kan lære, men den uelegante stræber er kommet godt efter det, og derfor vil han blive en skrap konkurrent til naturens mere eller mindre muntre sønner som Schleck og Contador.
En vigtig side af Cadel Evans er hans holdninger og handlinger. Han vakte opsigt i 2008, da han under cykeltricotet afslørede en t-shirt med det tibetanske flag. Baggrunden er hans og Chiaras adoption af en ung tibetaner, der studerer i Nepal, og deres aktive støtte til et frit Tibet, og han er med i et projekt, der skal afhjælpe analfabetisme blandt Australiens oprindelige befolkning.
Han er uden for mistanke for popularitetsjageri ved den slags initiativer. Han er simpelthen et menneske, der siger, hvad han mener, og gør hvad han siger. Og det er jo slet ikke så kedeligt endda.
På etapen i dag i Massif Central er der en ret vanskelig afslutning op til Super-Besse hvor Rolf Sørensen vandt i 1996 og fik en ko i præmie og der skal Evans og de andre favoritter holde sig til for ikke at miste tid, inden deres terræn for alvor begynder på torsdag i Pyrenæerne.
Og så behøver Evans ikke være så rigid med fåreosten i sin yndlingsret: Det behøver ikke være pecorino toscano. Det går også fint med en romano. Det er en rigtig god ret ...
