Læsetid: 2 min.

Forskning, formidling og fine principper

Forskere skal i princippet lade deres holdninger blive hjemme i skuffen, når de formidler deres viden. Men dette princip efterlader somme tider forskerne i et dilemma, for de kan vel ikke fralægge sig ansvaret for eventuelle konsekvenser blot ved at efterleve dette princip?
Indland
12. juli 2011

Da EU-forskeren Marlene Wind i juni udtalte sig om regeringens grænseaftale og fik på puklen for at være politiserende, blev der sat gang i adskillige diskussioner. En af de mere interessante handler om, hvorvidt der kan og skal være vandtætte skotter mellem forskeres viden og deres holdninger, når de formidler. Dette er ikke en ny diskussion, men den er blevet mere aktuel i takt med, at forskere i højere grad formidler via medierne.

På overfladen er det et simpelt spørgsmål. De fleste er enige om, at forskere skal holde sig til forskningsbaseret viden, når de formidler som forskere. Men ser man lidt nærmere på det, åbner Pandoras æske sig.

Som forsker ansat ved en offentlig forskningsinstitution har man en formidlingsforpligtelse. Man forventes at formidle sin viden til offentligheden og at stå til rådighed for medierne. Det er i mine øjne fuldstændig rimelige forventninger.

Men som de fleste andre forskere er jeg bevidst om, at denne formidling af viden ikke foregår i et vakuum, og at den kan have konsekvenser. Jeg risikerer at rage uklar med personer, som ikke bryder sig om de analyser og konklusioner, jeg formidler.

Ansvar og konsekvenser

Men hvad, der i mine øjne er langt mere alvorligt, er, at jeg ved at formidle min viden risikerer at påvirke begivenheder og beslutninger på måder, som jeg ikke nødvendigvis ønsker.

Her bliver princippet om vandtætte skotter mellem viden og holdninger interessant. For spørgsmålet er, om jeg ikke bærer noget ansvar for eventuelle konsekvenser, hvis blot jeg klart adskiller mine holdninger fra min viden.

I maj blev Osama bin Laden dræbt, og alverdens medier henvendte sig til forskerne for at spørge, hvad der nu ville ske. Hvad ville hans død betyde for al-Qaeda og ville organisationen udpege en ny leder? Kunne nogen erstatte Osama bin Laden, og hvem ville det i så fald være?

Dette gav anledning til intern debat om konsekvenserne af at udtale sig om netop dette emne. Den amerikanske forsker William McCants appellerede i et indlæg på bloggen jihadica.com til, at forskere afholdt sig fra at navngive sandsynlige arvtagere. Han vurderede, at man ved at gøre dette kunne tildele disse personer legitimitet og hjælpe dem til at opnå magt og status, som de ikke ville opnå uden forskernes assistance.

Hjælper al-Qaeda

McCants advarede mod, at forskere derved kunne hjælpe al-Qaeda til at komme sig over tabet af Osama bin Laden. Denne vurdering er ikke grebet ud af den blå luft. Al-Qaeda bruger, ligesom alle mulige andre aktører, forskere som objektive eksperter, der ikke kan modsiges eller hænger dem ud som utroværdige alt efter, hvordan deres budskaber harmonerer med organisationens agenda.

McCants' indlæg illustrerer et af de dilemmaer, som knytter sig til princippet om vandtætte skotter mellem viden og holdninger: Kan og skal forskere vælge og fravælge formidling om emner ud fra overvejelser om, hvilke konsekvenser de ønsker eller strider det mod princippet? Det er nok de færreste, som ønsker decideret at assistere al-Qaeda, men spørgsmålet er, om holdninger på den måde må påvirke formidling.

Eller om forskere altid skal holde sig til princippet og så forsøge at fralægge sig ansvaret for eventuelle konsekvenser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Et ægte dilemma: Ordets magt.

Og ikke kun for forskere. I de senere år har vi talt og talt i en uendelighed om ytringsfrihed og selvcensur.

Overvejende var det dog meninger og holdninger, der tænktes på i den forbindelse.

En forskers store dilemma må derfor være, om der skal svares på ethvert spørgsmål, der stilles.

Og om det at give et svar eller undlade at give et - som i eksemplet ovenfor - kan sidestilles med at stille hhv. ikke stille viden til rådighed.

Eller om der er tale om at holde sine meninger for sig selv, for at påvirke hhv. ikke påvirke.

Ikke spor nemt!