Hemmelighedskræmmeri til ingen verdens nytte

Kurt Jacobsen sad begravet mellem bøger og papirhøje i en lejlighed i det centrale Moskva, da telefonen begyndte at bimle. Hemmeligt nummer. Det er nok arbejdet, tænkte han, og lod den ringe ud. Minuttet efter ringede den igen. Hemmeligt nummer.

Han mener, at manden i røret i den anden ende af linjen hed Vestergaard. I hvert fald var han fra Politiets Efterretningstjeneste.

Alt imens han arbejdede på en ny Lenin-bog i hjertet af den russiske hovedstad, fik Kurt Jacobsen beskeden, at han inden for få dage kunne forvente at modtage et brev fra PET.

Det handlede om noget hemmeligt ja faktisk 'NATO Secret'.

Kurt Jacobsen husker opkaldet som nærmest surrealistisk. Dels var det selv situationen, der havde et touch af spionkrimi over sig, dels kom det så uventet.

Egentlig handlede det bare om, at Kurt Jacobsen som historiker endelig kunne få adgang til nogle referater fra 1950'erne og 60'erne fra møder mellem CIA og den daværende SF-leder Aksel Larsen, samt nogle afskrifter af rumaflytninger af den tidligere, kommunistiske minister, Peter Alfred Jensen.

Fortsat under behandling

Det var næsten et år siden, at han den 26. oktober 2009 i forbindelse med genudgivelsen af sin doktordisputats om Aksel Larsen havde sendt en mail til PET om tilgang til de i alt omkring 100 siders skriftlige materiale, som både PET-kommissionen, forskerne bag DIIS-udredningen om Den Kolde Krig og lederen af Center for Koldkrigsstudier, Bent Jensen, allerede havde haft tilgang til.

Siden da havde han fået samme standardbesked hver anden måned: 17. november, 15. februar, 15. april, 15. juni: »Deres anmodning om aktindsigt er fortsat under behandling og forventes at kunne behandles inden for yderligere 60 dage fra i dag.«

Trods status af professor ved CBS og utallige politiske forsikringer om, at tilgangen til koldkrigsdokumenterne nu skulle være åbent tilgængelige for alle forskere, havde han for længst givet op. Hans opdaterede Aksel Larsen-disputats var blevet genoptrykt for længst.

»Både statsministeren og justitsministeren havde lovet fra Folketingets talerstol, at alle forskere skulle have samme adgang til det, de i PET-kommissionen og DIIS havde haft adgang til, så det burde være lige til højrebenet, men det var det åbenbart ikke. Jeg kan huske, at justitsminister Brian Mikkelsen kort inden jeg ansøgte direkte sagde noget om, at alle skulle »behandles på lige fod«, og at enhver forsker, der forskede i Den Kolde Krig, skulle have adgang til PETs materiale,« siger Kurt Jacobsen.

Han husker ganske rigtigt. Få måneder forinden havde et enigt Folketing på opfordring fra DF erklæret, at man skulle leve op til en folketingsvedtagelse fra 2003 om arkivåbenhed i PET, og Brian Mikkelsen havde sagt:

»Når det handler om Den Kolde Krig, skal der være åbenhed, skal der være gennemsigtighed. Fremtidige generationer skal lære om det, der skete i Danmark og Den Vestlige Verden.«

For Kurt Jacobsen var PET's lukkethed dog ikke den store overraskelse.

Allerede i 1980'erne, da han første gang afleverede sin disputats om Aksel Larsen, var han faldet over nogle kvartalsrapporter om danske kommunister, der var udarbejdet af PET for skiftende statsministre, men som ved en fejl var havnet på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

»Men de lå der, og man kunne bl.a. se, at PET overvågede alle, der rejste til Østeuropa. Samtidig havde jeg en formodning om, at Aksel Larsen havde været i Moskva for at tale med Khrusjtjov i juni 1955 eller 1956, og det måtte de rapporter jo kunne verificere,« siger han.

Da han søgte om adgang til PET's kvartalsrapporter til statsministeriet om danske kommunister fik han det nøgterne svar, at den type rapporter ikke fandtes. Det fik ham til at omformulere spørgsmålet til »rapporter om dansk kommunisme, der kommer hvert kvartal«, hvilket de til gengæld havde i arkiverne. Ikke desto mindre blev ønsket afvist af hensyn til fremmede magter og statens sikkerhed.

'Nato Secret'

Da Kurt Jacobsen et par årtier senere i september 2009 blev ringet op af PET i en lejlighed i Moskva var det da heller ikke ligefrem en adgangsbillet til arkiverne.

I brevet, han som varslet modtog få dage senere, gjorde PET det klart, at materialet der altså i forvejen var blevet fremlagt for diverse forskerhold nu var godkendt til gennemlæsning efter et års betænkningstid. Men det var Kurt Jacobsen derimod ikke.

»For at blive godkendt til skulle jeg bl.a. redegøre for min gæld, for min kone, for mit arbejde, mine ophold i udlandet, og så skulle der være bemærkninger fra min arbejdsgiver, Hvad rager det dem?«

I et felt i et oplysningsskema, der er mærket »hemmeligt/Nato secret« skulle arbejdsgiveren afgive bemærkninger om medarbejderens egnethed »i forhold til loyalitet, karakter, dømmekraft og pålidelighed.«

På Kurt Jacobsens ansøgning har sekretariatschefen ved CBS skrevet under og stemplet, men ikke nok med det:

»De sender ham så en mail, hvor de direkte beder ham vurdere min loyalitet, karakter, dømmekraft og pålidelighed, for at jeg kan få lov til at se afskrifter af samtaler, som Alfred Jensen har ført med sin kone i en lejlighed på Vester Søgade for 60 år siden,« siger Kurt Jacobsen. Eftersom Kurt Jacobsen for længst havde afleveret sin opdaterede disputats indvilligede han mest for at se, hvor langt han kunne nå, og efter bl.a. at være blevet kørt gennem kriminalregistret kom han endelig i foråret 2011 til møde i PETs hovedkvarter i Buddinge, hvor de kunne give den glade meddelelse, at han var bevilget adgang efter næsten halvandet års ventetid.

Ingen kontrol eller?

Han skulle bare lige være klar over, at der var visse restriktioner. Som det fremgår af et flere sider langt kompendium, han fik udleveret, har han »tavshedspålæg«. Der må ikke refereres til andre forskere, materiale af eksempelvis udenlandsk oprindelse ikke må benyttes uden samtykke fra udstederen, der må ikke rettes henvendelse til personer, der fremgår af materialet.

»De skriver så også, at de ikke udøver manuskriptkontrol, men de skal godkende alle oplysninger, jeg bruger, så de vil se det, jeg skriver. Hvis ikke det er manuskriptkontrol, hvad er det så? Og hvad er det Bent Jensen går og venter på i øjeblikket, hvis ikke det er manuskriptkontrol,« spørger han med henvisning til, at Bent Jensens rapport endnu ikke er offentliggjort, fordi han ligger i disputs med PET.

Ikke desto mindre troppede Kurt Jacobsen den 22. marts 2011 kl. 8.00 endnu engang spændt op i Buddinge.

I entréen blev han bedt om at aflevere pas, mobiltelefon, bærbar computer og fik besked på, at alle noter skulle efterlades i bygningen. En kande kaffe kunne han til gengæld få med, hvilket undrede ham, for havde man gjort det i rigsarkivet, var man røget ud på »røv og albuer«, som han siger, men understreger, at han aldrig oplevede det som chikane fra PETs side:

»PET varetager sikkerhedsspørgsmål, terrorisme, spioner. Pointen er, at det er håbløst, at de skal tage stilling til det her. De er ikke gearet til det, de har rigeligt at lave. Og det værste var, at det her drejede sig kun om ca. 100 sider. Tænk, hvis jeg havde bedt om 3.000? Eller hvis 20 forskere havde spurgt på samme tid?«

Intet nyt

Hvad der så stod i papirerne må han ikke fortælle, uden først at spørge PET, men som han siger:

»Og hvad var der så? Det korte af det lange er, at det materiale, jeg så fik lov til at se, ikke rokkede ved noget som helst. Mest var det bare lidt referat af, hvad Alfred Jensen fortalte sin kone, når han kom hjem fra møder i partiets forretningsudvalg osv. Resten havde PET-kommissionen skrevet. Der var intet chokerende, og det mest opsigtsvækkende var vel, at jeg kunne konstatere, at der var refereret fejlagtigt fra arkiverne herunder en ret graverende oplysning i DIIS gengivelse. Nu har PET, DIIS, Bent Jensen og jeg set materialet, men en ting er sikker: Man kan ikke stole på afskrifter.«

Og hans historie handler netop hverken om indholdet i arkivet eller om ham, men om forskningens vilkår, mener han.

»I Sovjet afklassificerede man, vær så god. Der foregik også ting og sager, men jeg gik der faktisk samtidig med Bent Jensen. Vi arbejdede på hvert vores projekt, men mødtes i partiarkivet ved Instituttet for Marxisme Leninisme og gik og snakkede om det, vi var i gang med. Så kiggede man lige over skulderen: Nå, har du fået adgang til det? Det vil de ikke lade mig se. Så gik man lige op og bad om det samme. Vi hjalp hinanden, og vi kunne tjekke hinanden, men det er vi afskåret fra her. Det hæmmer forskningen. Man kan ikke stå på Folketingets talerstol og sige, at vi skal vide, hvad der foregik under Den Kolde Krig og så trygt overlade det til PET at afgøre, hvad vi har godt af at vide.«