Læsetid: 1 min.

Journalistforbund til S-SF: Drop lovstramninger

Oppositionens overvejelser om at stramme loven for at straffe flere for hadefulde ytringer er en dårlig idé, mener formand for Journalistforbundet Mogens Blicher Bjerregaard. Ligesom han opfordrer Venstre til at lære af Norges insisteren på åbenhed og demokrati
28. juli 2011

»Det grusomme, der er sket i Norge, får os alle sammen til at tænke efter. Men jeg mener ikke, at man kan lovgive sig ud af den slags.«

Sådan lyder reaktionen fra formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregaard, som afviser oppositionens ønske om at granske lovgivningen for med den i hånden at kunne straffe flere for hadefulde ytringer på nettet.

»Medierne skal hver især være sig deres ansvar bevidst og leve op til den selvregulering, som pressefriheden bygger på,« siger han og henviser til, at eksempelvis Berlingske har bedyret ny og strammere kurs over for anvendelse af grimme ord på avisens netdebat.

Ytringsfriheden er i dag allerede reguleret af racisme-, blasfemi- og injurieparagraffer:

»Der gælder præcis de samme regler på nettet som i de trykte medier, og der er ikke brug for ny lovgivning,« siger Mogens Blicher Bjerregaard, som i stedet opfordrer til en vedvarende debat om, hvordan vi diskuterer med hinanden.

»Det har langt større værdi end at stramme lovgivningen. Ved at stramme loven risikerer man noget andet, end det, man vil opnå. Og hvem skal sætte grænsen for, hvilke ord der må bruges, og hvilke der er forbudt?« spørger Mogens Blicher Bjerregaard, som i stedet opfordrer politikerne til at skele til Norge.

»Læg mærke til Norge og deres opfordring til at støtte op om et åbent og frit demokrati det er meget fint,« lyder det fra Journalistformanden.

Rød bloks overvejelser om at stramme en eller flere love for at begrænse hadefulde udfald på nettet, får heller ikke Venstres umiddelbare tilslutning. Ligesom Journalistforbundets formand peger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, på den norske statsminister Jens Stoltenbergs budskab om at holde fast i åbenheden.

»Man skal passe på ikke at lave paniklovgivning og stramninger på baggrund af en gal mands værk i Norge,« siger hun.

Den eneste oplagte regulering af de gældende regler ville ifølge Mogens Blicher Bjerregaard være automatisk at tilmelde netmedier Pressenævnet.

»For vi skal sikre, at medieansvarsloven dækker alle netmedier,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu