Til kamp mod velhaverghettoer

Man skulle tro, at man havde lært lektien.

Arret på kryds og tværs af højhastighedsruter og lange, røde og ensartede murstenskarréer fra mellemkrigstiden må Sydhavnen finde sig i at være stedet, hvor københavnere oftest bosætter sig, hvis de er blevet anvist bolig af kommunen.

Her findes godt nok en lokal Irma, men der er langt fra de halvtomme og skrabede bagerforretninger til Emmerys på Østerbro, og der er ingen organisk Thai-takeaway eller skandinavisk slowfood på den lokale indkøbsgade, Borgbjergsvej.

Godt nok har Bella Sydhavn Pizza og Madhus, der ligner de hundredvis af andre pizzeriaer i København, angiveligt fået penge af lokaludvalget og skal både udsmykkes af lokale kunstnere og være et socialt rum, hvor folk kan mødes, men det foretrukne samlingspunkt synes at være værestedet Amadeus, hvor de hjemløse kan få en kop kaffe.

Godt for det, vil en del lokale, nogle nostalgiske samfundsrevsere og en rapper her og der formentlig indvende, og man kan vælge at betragte de sociale tilfælde på alle åbne pladser og det overvældende udbud af friture-grillbarer som et forfriskende, skævt og uprætentiøst modspil til de velfriserede, hyperøkologiske og selvfede brokvarterer.

Der er bare et eller andet, der ikke stemmer, når man afprøver Sydhavnsromantikken på virkelighedens verden.

Ud over statistikkerne, der fortæller om en enorm overrepræsentation af arbejdsløse og udsatte, så er der ikke meget, der tyder på, at de fleste indbyggere kan se charmen.

Trods et kvarterløftsprojekt er beboerne utilfredse med det 'sociale liv' i kvarteret, og projektet ændrede ikke på folks ønske om at fraflytte området.

Endnu mere illustrativt er det måske, at det i 2008-2009 blot var henholdsvis 37 pct. og 46 pct. af bydelens skoleparate børn, der blev meldt ind i de to lokale folkeskoler, Ellebjergskolen og Bavnehøj Skole.

»Den er virkelig grim, og den får bare lov til at sejle,« siger Johanne Mygind antropolog, journalist, forfatter og dermed tilhørende de blot seks pct. akademikere i det gamle Sydhavnen og peger op på Ellebjergskolen.

Et industrilignende, rødt murstensbyggeri med afskallede, blå vindueskarme, beliggende direkte op ad den osende gennemfartsvej, P. Knudsens Gade.

Ligesom Bavnehøj ligger Ellebjerg ifølge Johanne Mygind lavt i de fleste målinger, der er et enormt frafald, og på skolens egen hjemmeside kan man se, at skolens fysiske tilstand på langt de fleste parametre scorer tre eller fire på en skala, hvor fem er værst.

Både kvarterløftprojektet, eksperter og Johanne Mygind konkluderer, at årsagen til Sydhavns deroute fra det, der i sin tid blev kaldt arbejdernes Hellerup, ikke mindst skal findes i, at hele 50 pct. af lejlighederne i området er almene lejeboliger.

Til sammenligning er tallet for København generelt nærmere 20 pct. Når det er vigtigt, er det, fordi der forholdsmæssigt er langt flere i de almene boliger, der kæmper med arbejdsløshed, misbrug, pengemangel, sproget, sygdom.

Antallet af almene boliger kan derfor direkte aflæses i den samlede styrke, et område kan mobilisere for at eksempelvis at kræve og skabe bedre vilkår, skoler, daginstitutioner.

»Der er altså 60 pct., der bare er tavse og flytter sin unge til en privatskole eller en anden bydel,« fortsætter Johanne Mygind.

Den hvide underklasse

Som barn af Vesterbro fra før byfornyelsen sendte de fleste, skæve eksistenser ud i omegnskommunerne, er hun netop flyttet til Sydhavnen for at slippe væk fra det finpolerede og lidt for trendy København.

»Det et helt absurd, hvor mange luksus second-hand butikker der kan ligge på Ndr. Frihavnsgade,« som hun siger og sætter spørgsmålstegn ved det udsyn, et gennemsnitligt Østerbrobarn vokser op med.

Men i stedet for at havne i et mangfoldigt kvarter, føler hun, at hun er havnet i den modsatte grøft.

»Sydhavnen er altså den hvide underklasse. Man hører ikke så meget om Sydhavnen, fordi der ikke er integrationsproblemer. Der er mange tosprogede, men det er jo ikke Rådmandsgade Skole på Nørrebro med 98 pct., og dem, der er her, er fra andre typer lande, men det farlige er jo en skole med halvdelen tosprogede og halvdelen, der hedder Jimmy,« siger hun, mens hun kigger ind gennem hegnet til den tomme skolegård.

Men alt dette adskiller ikke nødvendigvis Sydhavnen fra så mange andre, udsatte områder i Danmark. Og det er ikke det, der får Socialdemokraterne til at henvise til netop Sydhavnen, når de i dagens Information varsler, at en rød regering vil begynde fra 'den anden ende' og forhindre velhaverghettoer ved f.eks. at falbyde byggegrunde til alment boligbyggeri i attraktive bydele.

For et par år siden præsenterede to forskere i Aarhus et studie i Danmarks næststørste by, der viste, at færre og færre aarhusianere i dag bor i områder med gennemsnitsløn.

I teorier om social polarisering plejer man at skelne mellem 'æggeformede' byer med mange beboere i gennemsnitsområder og 'timeglasformede' byer med mange, der bor i enten rigmands- eller fattigenklaver, og ifølge forskerne er Aarhus nu blevet et æg, der er 'klemt om midten'.

En af forskerne bag konklusionerne, Tove Rasmussen fra professionshøjskolen VIA University College, præsenterer efter sommerferien en ph.d.-afhandling, der viser, at velhaverkvarterer ofte er mere homogene end selv de mest, socialt udsatte områder.

»Hvis man måler på indkomst er der sket en stor, spatial polarisering. Områderne i hver sin ende af skalaen har fjernet sig meget mere fra hinanden, og særligt velhaverområderne er generelt blevet langt mere snævert sammensat,« siger Tove Rasmussen:

»I ekstremerne i Aarhus er områder som Risskov og Gellerup blevet meget mere snævert, socialt sammensat, men faktisk er Gellerup blevet det i mindre grad end Risskov.«

Selv om det er påvist, at social segregation heller ikke gavner de allermest ressourcestærke, »opleves det ikke som et problem i velhaverkvartererne, fordi det ikke problematiseres på samme måde,« siger Tove Rasmussen.

Socialdemokraternes tanke om at angribe ghettoiseringen både oppe og nede er desuden nærmest identisk med et forslag fra den borgerlige regerings eget ghettoudvalg for nogle år siden.

»Al forskning viser, at børn i blandede områder klarer sig bedst, og et af vores forslag var at give kommunerne mulighed for at styre og placere boligtyper i forskellige bydele. Efter juristernes vurdering mangler der en klar hjemmel til f.eks. at sælge jord til en almen boligorganisation til en pris, der gør det muligt at holde priserne nede på lejlighederne,« siger daværende udvalgsformand, adjungeret professor ved CBS og tidligere bestyrelsesformand for Realdania Fonden Jørgen Nue Møller, der ærgrer sig over, at regeringen ikke tog forslaget til sig.

Rigmandsghettoer

Selv sidder Jørgen Nue Møller for tiden som formand for et havneudviklingsprojekt i Køge med 1.500 nye boliger.

»Vi har heller ingen mulighed for at blande de her boliger,« siger han.

Ifølge Socialdemokraternes boligordfører, Rasmus Prehn, ville flere kommuner heriblandt København gerne have mulighed for at blande boligformerne.

»Jeg tror ikke, der i dag er kommuner, der har målsætninger om at lave rigmandsghettoer, og jeg synes ikke det er en god idé. Det skal i hvert fald ikke være lovgivningen, der forhindrer dem i at skabe lokalsamfund med en vis social ligevægt. Hvis først vi begynder at lave de her rigmandsghettoer, hvor det først og fremmest er ejerlejligheder eller meget dyre lejeboliger, så opnår man det stik modsatte. Jeg vil ikke gå ind og pege fingre eller kritisere, men vi har jo f.eks. den her situation i Sydhavnen,« siger Rasmus Prehn.

'Situationen,' han refererer til, er det paradoksale i, at der i det tidligere industriområde på Teglholmen og Sluseholmen blot en mangesporet Vasbygade fra det gamle Sydhavnen er poppet en helt ny bydel af glasfacader, store balkoner og smalle kanaler med små, fasttøjrede lystbåde op. Her bor der 20 pct. akademikere, og den gennemsnitlige husstandsindkomst ligger væsentligt nærmere den på Østerbro.

Her er der få almene lejelejligheder, og de, der findes, koster gerne omkring 10-11.000 kr. eller mere i månedlig husleje, fordi omkostningerne ved køb af byggegrunde har været høje.

I teorien gør det Sydhavnen til et langt mere sammensat område, men i realiteten har man fået et gammelt og et nyt Sydhavnen med så vidt forskellige forudsætninger og så lidt med hinanden at gøre, at det på det nærmeste ligner en provokation, der har fået en lokal borgergruppe med bl.a. Johanne Mygind på barrikaderne.

Senest er det ny Sydhavnen efter pres fra de ny, ressourcestærke indbyggere blevet bevilget en helt ny skole til en anskaffelsespris af 400 millioner kroner, der skal ligge på Teglholmen, og som i modsætning til skolerne i det gamle Sydhavnen ser ud til at blive et mindre uddannelsesparadis ved vandet.

»Den bliver helt åndssvagt lækker. Men det, der pisser mig af, det er, at når man skal bruge 400 millioner kroner til en ny skole, hvordan kan man så lade være med at se på, hvordan de penge også kunne bruges på at nå målsætninger om at undgå ghettoer, skabe blandede skoler, løfte området. De børn, der bor her, vil aldrig få en grund til at møde børnene på den anden side,« siger hun, da vi passerer den byggeplads, hvor skolen om to år skal stå klar. Under opførslen af det ny område var der en vis interaktion, men efter at det ny Sydhavnen har fået eksempelvis egne institutioner er Vasbygade og Sydhavnsgade godt på vej til at blive en mental Berlinmur.

Skummel skoleopdeling

Det, der for alvor fik provokeret beboerne i det gamle Sydhavnen på banen, var, at intentionen desuden pludselig var at lukke den ny skole for børn fra det gamle Sydhavnen.

»Normalt må man først lukke for børn udefra, når man har fyldt klasserne ud med børn fra eget distrikt, men eftersom man ikke engang kan det, så er det sådan noget med, at de bare sætter klassekvotienten lavere. Ikke alene får de nye faciliteter og de mest ressourcestærke forældre, de får også 21 børn i klassen, hvor der er 28 i klasserne i resten af Sydhavnen,« siger hun.

Paradoksalt nok er det de lokale socialdemokrater, der er under beskydning, men de forsvarer sig med, at risikoen for, at Sydhavnens gamle skoler ville blive drænet yderligere for ressourcestærke elever, ville være overhængende.

Presset fra borgergruppen har dog formentlig haft indflydelse på, at man netop har sendt et forslag om en ændring af skoledistrikterne i høring, hvor man tegner en ring omkring nogle blokke med alment boligbyggeri i det gamle Sydhavnen, bygger en bro over Vasbygade og sender børnene i skole i det ny Sydhavnen for på den måde at tvinge de to bydele i bydelen til at mødes.

Det er en type lappeløsning, som København er tvunget til at praktisere over hele byen, og vil man spare fremtidens byer for lignende problemer, er det ifølge regeringens 'egen' ghettoekspert, Jørgen Nue Møller, ikke nok at fokusere på de allerede forsømte områder, man må desuden blande sig langt mere i opførelsen af nye områder. Ellers begår man de samme fejl som i 50'erne og 60'erne, som vi i dag lider under, siger han.

»Det er klart, at nybyggeriet udgør en marginal del i forhold til den bestående boligbestand, men det vil få stor betydning om nogle årtier,« siger han.

For det gamle Sydhavnen synes det at være for sent.

På den centrale Mozarts Plads peger Johanne Mygind på en café, der i en reklame for København er udpeget som det sidste nye og hippeste i bedste Berliner-stil.

Bortset fra en ung fyr med en bærbar computer og palæstinensersjal er det dog udelukkende en flok på ca. 20 åbenlyst alkoholiserede skæbner med læderveste, bandanas om hovedet og grønne mælkekasser som fodstøtter, der her midt på dagen sidder ved de tilhørende borde.

»Der er socialt boligbyggeri over det hele her, og der kan ikke ske det, der skete på Vesterbro,« siger hun.

»Det bliver ikke pludselig trendy, og så flytter alle kunstnerne ind, og det er heller ikke derfor, vi er flyttet herud. Sådan nogle som mig har valgt at bo her, fordi vi godt kan lide forskelligheden, og vi vil bare gerne have en skole, der fungerer. Ikke en kommunal café med café au lait.«