Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) kunne klappe i hænderne, da Danmarks Statistik i maj måned udsendte en pressemeddelelse med overskriften »Danskerne har Nordens laveste sygefravær«.
Kun små to procent af den danske arbejdsstyrke var ifølge Danmarks Statistik fraværende på grund af sygdom i en uge eller mere i 2009. I Norge er tallet dobbelt så højt, mens også Sverige og Finland har et markant højere sygefravær end Danmark.
Men det lave sygefravær har en pris. Godt nok sparer virksomheder og kommuner kroner, når færre medarbejdere melder sig syge, men statistikken dækker samtidig over et ufleksibelt dansk arbejdsmarked, der sender delvist arbejdsdygtige borgere ud i kulden, og som på sigt kommer til at koste statskassen dyrt.
Det vurderer Thomas Lund, seniorforsker og ekspert i sygefravær i de nordiske lande på Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning.
»Set med kassemesterbriller er det en bedre investering og forretning at holde folk tilknyttet arbejdsmarkedet så vidt som muligt altså at praktisere en rummelighed på arbejdsmarkedet. Det ser måske ikke smukt ud på nationalregnskabet i første omgang, men vejen fra marginaliseret til permanent udstødt er meget kort. Det viser al erfaring,« siger Thomas Lund.
Mens tunge løft og andre fysiske belastninger i arbejdslivet er blevet færre de senere år og har trukket sygefraværsprocenten i nedadgående retning, forholder det sig omvendt med de såkaldte psykosociale faktorer. Især har krav om højere arbejdstempo, større arbejdsmængde og mangel på rolleafklaring i arbejdet øget risikoen for sygefravær.
HK'ere hårdt ramt
Tendensen er blandt andet tydelig hos jobgrupper som HK'ere, hvor man i de seneste ti år har set en stigning i psykosociale arbejdsfaktorer, der påvirker arbejdsmiljøet i negativ retning, påpeger Thomas Lund.
»Som medarbejder i Danmark kører man enten på fuld skrald, eller også kører man overhovedet ikke. I Norge er det anderledes, her har man har været mere progressiv og ansætter folk, der arbejder 70-80 procent af deres ydeevne, men som stadig bidrager med en arbejdsindsats,« siger Thomas Lund.
HK nikker genkendende til problematikken. Landets næststørste fagforbund får stadig flere henvendelser fra medlemmer, der føler, de ikke kan klare deres arbejde på grund af stress.
»Vilkårene for at blive fastholdt på arbejdsmarkedet er blevet meget stramme herhjemme de senere år. I Norge anvender man en model, der kaldes Inkluderende Arbejdsliv, hvor man går langt for at fastholde sygemeldte folk i arbejde. Men i Danmark ryger man ud efter kort tids sygdom,« siger Carsten Riis, socialpolitisk konsulent i HK Danmarks Arbejdslivs- og analyseafdeling.
»Så kan det godt være, at man har et højere sygefravær i Norge, men vi har til gengæld et kæmpestort antal borgere på overførselsindkomst, blandt andet kontanthjælpsmodtagere,« siger Carsten Riis.
Også Jørgen Møller Christiansen, arbejdspsykolog og ekspert i arbejdsliv ved Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, undrer sig over det enøjede politiske fokus på et lavere sygefravær på arbejdsmarkedet.
»Vi ligger på under det halve niveau i forhold til Norge, og alligevel har vi alle mulige projekter kørende i kommunerne og f.eks. Forebyggelsesfonden, hvor målet er endnu lavere sygefravær og at få langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet for enhver pris,« siger Jørgen Møller Christiansen.
Igen en grundlæggende forkert præmis: arbejdsmarkedet er ikke samfundet, så man er ikke udstødt eller marginaliseret, blot fordi man ikke har job.
Det er jeg ikke helt enig i - man BURDE ikke være udstødt eller marginaliseret, men virkeligheden viser desværre at det ofte er tilfældet.
Men on topic: Jeg er ikke ekspert i det norske system, men vi har i hvertfald et problem i det danske hvor der eksempelvis er meget få deltidsstillinger i det private. I mange tilfælde betyder modregning m.v. at der næsten ikke er nogen (økonomisk) gevinst ved at arbejde måske halv tid i forhold til ikke at arbejde, men samfundet ville blive meget rigere og den enkelte ville også i mange tilfælde få det bedre.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere kommer jeg frem til at løsningen er en slags borgerløn (som jeg ellers af principielle grunde er imod) hvor alle får en lav, skattefri ydelse. Denne erstatter så alle de øvrige offentlige ydelser samt personfradraget mens arbejdsindtægter, private pensioner og lignende ikke modregnes, men naturligvis beskattes.
Information har pudset den stakkels journalistprakrtikant på en umulig opgave. Kære Henning Due - kunne du ikke forholde dig lidt kritisk til eksperten Tohomas Lunds udokumenterede påstand ? -
"Det vurderer Thomas Lund, seniorforsker og ekspert i sygefravær i de nordiske lande på Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning.
»Set med kassemesterbriller er det en bedre investering og forretning at holde folk tilknyttet arbejdsmarkedet så vidt som muligt altså at praktisere en rummelighed på arbejdsmarkedet. Det ser måske ikke smukt ud på nationalregnskabet i første omgang, men vejen fra marginaliseret til permanent udstødt er meget kort. Det viser al erfaring,« siger Thomas Lund.
Jamen du godeste ? - mon ikke denne bogholder betragtning grænser til videnskabelig uredelighed ?
Bedre investering ? Kan vi så lige bede om at få nogle tal på bordet inden vi fortsætter debatten !!!
Nej! Leif, ikke tal på bordet, det er der i forvejen alt for meget af. Kun formålsbestemmelse giver mening.
Men om en investering er god afgøres vel af de fordele der opnås for folket eller hvad ?
Ja, bestemt, men vel ikke økonomiske fordele, men det faktiske resultat af produktion eller anden indsats...?
- af det velbefindende, det kaster af sig; jeg er blot af ideologiske grund mere og mere imod, at det er økonomiske beregninger, man lægger til grund - jeg tror mere på det reelt formålstjenende.
Vi har gennem de sidste 20 år levet på en gigantisk national løgn om, at den samlede arbejdsløshed ligger omkring fem procent, selvom alle politikere og beslutningstagere i den offentlige sektor udmærket ved, at omkring 900.000 mennesker i den erhvervsaktive alder står uden for arbejdsmarkedet, og som reelt er smidt ned i en massiv social ”massegrav” uden faglige rettigheder af nogen art.
Disse mange sjæles daglige livsforsørgelse er fuldstændig betinget af overførselsindkomster fra statskassen, herunder kontanthjælp, børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud og boligsikring, og dèt gør dem til et gigantisk proletariat i et moderne samfund anno 2011, fordi de alle har det til fælles, at de ikke ejer fast ejendom eller har værdier for over 10.000,00 kroner, ja, de lever kort sagt på ”statens nåde”.
Joh, Peter Hansen, arbejdsmarkedet er i sandhed identisk med samfundet, for uden det kan vi slet ikke eksistere som en selvstændig nation med en økonomisk velfærdspolitik bestående af overførselsindkomster, der hvert år koster skatteyderne omkring 270 milliarder kroner, og disse penge er trods alt udelukkende indtjent af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv med sine arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere.
Alle pragmatiske mennesker herhjemme ved også udmærket godt, at enhver social lighed og retfærdighed er ”bombet” i stumper og stykker for mange år siden, fordi vi sidder med alle disse hundredtusinder af mennesker uden for arbejdsmarkedet, som dem med fuldtidsarbejde og faglige rettigheder ikke vil have noget som helst med at gøre – hverken arbejdsmæssigt eller privat – og dèt gør dem til marginaliserede og udstødte sjæle.
For nogle år siden mødte jeg en arbejdsløs faglært møbelsnedker på dagpenge, som blev sendt ud i et beskæftigelsesprojekt i en privat virksomhed, hvor manden blev bedt om at samarbejde med en ufaglært kontanthjælpsmodtager. Han gik fuldstændig amok over for virksomhedsejeren og jobkonsulenten fra kommunen, fordi han under ingen omstændigheder ville arbejde sammen med ”en skide kontanthjælpsmodtager”, og det kan man vist uden overdrivelse kalde for marginalisering og udstødelse.
Men hvad kan vi gøre som nation?
Tja, det ligger i hvert fald uden for min fatteevne, hvordan det skulle være muligt at skabe arbejdspladser for omkring 900.000 mennesker i den erhvervsaktive alder, der står uden for arbejdsmarkedet, når man tænker på de titusinder af gode arbejdspladser, som har forladt Danmark siden den 1. maj 2004, hvor EU lukkede de tidligere kommunistiske stater ind med deres langt billigere arbejdskraft end herhjemme, for slet ikke at tale om de mange udflytninger af industriproduktion til kommunistiske totalitære lande som Kina og Vietnam etc.
Danmark betaler en høj pris for globaliseringen.
Vi er på vej ned i en ufattelig ”slamkule” af social og økonomisk ulykke, kaos, ondskab, svigt og anarki, som ingen troede mulig for bare 40 år siden, hvor Danmark havde et privat erhvervsliv med omkring 1,5 millioner ansatte og 250.000 mennesker i den offentlige sektor, der kunne forsørge deres eget liv uden penge fra staten. Her eksisterede begreber som overførselsindkomster ikke som en personlig ret for alle borgere, kun Socialloven med sine individuelle sagsbehandlinger, der hjalp arbejdsløse borgere for en kortere eller længere periode.
I dag er begrebet ”overførselsindkomster” blevet en integreret del af nationen Danmark, hvor arbejdsløse ufaglærte mennesker bare stifter familie og sætter børn i verden, hvorefter de henvender sig på det nærmeste socialcenter og beder om livsforsørgelse efter et bestemt regelsæt i De Sociale Servicelove, og mange af disse er hamrende ligeglade med den fuldtidsarbejdende nabo, nøjagtig som denne ikke kan forholde sig psykisk og sjæleligt til den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager.
Langt de fleste yngre kontanthjælpsmodtagere anno 2011 er overbeviste om, at de modtager ”løn” fra kommunen og aner ikke det mindste om, at deres månedlige livsforsørgelse i realiteten er resultatet af de indtjente skatter og afgifter fra den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv. Og dèt har skabt et massivt proletariat af uvidende mennesker, fordi de aldrig nogensinde har lært noget som helst om, hvor pengene kommer fra til deres månedlige livsforsørgelse.
Denne tragiske kendsgerning har skabt en voldsom polarisering mellem de forskellige samfundsgrupper, nemlig det arbejdende folk og ikke-arbejdende folk, og som gennem de sidste 20 år har ført til en voldsom menneskelig udstødelse og marginalisering i dagligdagen af dem uden for arbejdsmarkedet på kontanthjælp contra dem med et fagforeningsmedlemskab og dagpenge, for sidstnævnte gruppe vil ikke have noget som helst at gøre med alle dem i samfundets forfærdelige sociale ”massegrav”.
Hvad er det for et uhyggeligt monster vi har skabt?
Det virker nærmest som et socialt experiment. Danmark er efter alt at dømme udpeget som den lokalitet, hvor den internationale finans foretager deres forsøg med mennesker og undersøger tolerancen over for ovenfra kommende forandringer. Danskerne er jo et autoritetstro folk med den berømte "tillid", og skal man tro medierne, er danskere overalt i landet i gang med at opildne hinanden til det, de kalder at gøre en forskel, arbejde gratis, melde afvigere til kommunen for fedme, socialbedrageri og børnemishandling, og de unge slås om at få lov at komme til Afghanistan.
Bistandsloven gjorde det umuligt at få arbejde, fordi man under ingen omstændigheder turde tage springet, når der skulle svares husleje og faste udgifter i overgangsfasen til jobperioden, som sikkert heller ikke blev langvarig.
Det kan allerede nu røbes, at de undertrykte aldrig gør oprør, men udelukkende bekæmper hinanden. Foghs opdragelsesprojekt, at skabe Ayn Rand-helte ud af danskerne, stærke egoister, er vel lykkedes i teorien. Til gengæld tyder intet på, at Løkkes krav om raske danskere, der skal tage sig sammen og leve længere (uvist hvorfor) opfyldes.
Jeg er fuldstændig på linje med Jens Thorning i hans teser om Danmark som et ”socialt eksperiment”, men ansvaret for denne løbende udvikling siden 1993 tilkommer i sandhed også venstrefløjspartierne, og ikke kun VK-regeringen med Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtte siden november 2001.
SR-regeringen gennemførte som noget af det første en ”skattereform” efter deres tiltrædelse i januar 1993, hvor den hidtidige bistandslovgivning siden 1975 blev skrottet til fordel for De Sociale Servicelove med efterfølgende indførelse af begrebet ”overførselsindkomster”, og hvor borgerne nu skulle til at betale skat af de modtagne økonomiske ydelser fra statskassen.
Betale skat af bistandshjælp???
Overførselsindkomsterne dækker meget smart over den reelle arbejdsløshed i samfundet, fordi ingen længere kan følge med i, hvem der egentlig arbejder som fuldtidsansatte i den private eller offentlige sektor med løntilskud, fleksjobs, ledighedsydelse, revalideringsydelse og alt muligt andet, og dèn udvikling er samtlige partier i Folketinget ansvarlige for.
”Befolkningen har fået en socialdemokrat af dimensioner som landets nye regeringschef, så hvad pokker klager befolkningen egentlig over?”, skrev afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden fra dagbladet Politiken ironisk op til folketingsvalget den 8. februar 2005, for Anders Fogh Rasmussen videreførte i realiteten blot den påbegyndte velfærdspolitik fra SR-regeringen og venstrefløjspartierne.
Og hvorfor?
Tja, samtlige partier i Folketinget – med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten – går i dag ubetinget ind for globaliseringen med Europas Forenede Stater i front, hvor alt drejer sig om fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Alle de oprindelige klassiske europæiske socialister og kommunister fra 1968-generationen har solgt deres sjæl til kapitalisterne, og arbejder i dag tæt sammen med dem for at omdanne kloden til èn stor markedsplads.
Den økonomiske og menneskelige regning betales imidlertid af millioner af mennesker i de opbyggede velfungerende europæiske demokratier gennem 1900-tallet med homogene nationale folkefærd, der er kastet ud i en ”dødsspiral” af dimensioner, fordi de økonomiske velfærdssystemer selvfølgelig på et tidspunkt brænder fuldstændig sammen.
Alt hvad vi har arbejdet for med hensyn til rimelig social lighed og retfærdighed siden afslutningen på anden verdenskrig i 1945 er væk. Takket være EU-monstret med sine åbne grænser og de løbende autoritære direktiver fra Bruxelles. Men i den sidste ende må alle EU-partierne i Folketinget tage ansvaret for denne udvikling, hvor titusinder af gode arbejdspladser hos industrien er flyttet til udlandet, og har efterladt hundredtusinder af danskere uden for arbejdsmarkedet til et kommende ”helvede på jord”.
Jens Thorning har ret, når han i slutningen af sin kommentar konkluderer, at de undertrykte aldrig gør oprør. Men det gør de til gengæld i samme øjeblik, der ikke kommer en overførselsindkomst ind på bankkontoen den sidste dag i måneden. Og så kommer Danmark til at opleve kaos, vold, anarki, ondskab, svigt, desperation, fattigdom og total opløsning af et af verdens mest fredelige og homogene samfund.
Hvem troede på dèt scenario for 40 år siden?
Ja, jeg synes nu ikke, der var meget socialdemokrat over Fjogh'et, ud over retorikken, skattestop og -lettelser forhindrede en sådan politik.
det virker som om at Vænstre nu endelig har kunnet tage hævn for, at de i sin tdi fik "vredet armen om" af Stauning og blev tvunget til at indgå Kanslergade-forliget med K.K. Steinckes socialreform.....
"Hævnen er en ret som smager bedst, når den spises kold." (Siciliansk ordsprog)
Peter Hansen - ref dit indlæg - # 19. juli 2011 kl. 13:25 er jeg helt enig. For der kan jo ikke sættes tal på alt alligevel. Dog kan det i min optik bringe prisen for fordele i relief. Jeg kom til at tænke ofer en tanke som en debatør - Steel Ole Rasmussen - var stærkt optaget af nemlig 'offertanken'. Han var meget fokuseret på den problemstilling, at succeskriterier for nogle samtidig skaber mangelsityationer hos andre. Han brugte vist ordet 'Knaphedens paradoks' som begreb i energi og klimasammenhænge.
Jeg vågnede med tanken relateret til dit indlæg vedr min opfordring til at få nogle 'tal på bordet'. I denne tråd er vi inde på at regeringens succeskriterier med at få folket ud på arbejde samtidig med at den mangel det skaber hos en gruppe af borgere forstået som mangel af livskvalitet forårsaget af personlige begrænsninger. Det er min tanke at parterne på arbejdsmarkedet sammen må udtænke en human løsning på knaphedens paradoks i relation til at holde borgerne knyttet til arbejdsmarkedet og ikke at blive 'tabt'. Det var vist lidt rodet her på morgenkvisten.
Lars - ak ja - de grimme racehygiejnelove fra 1935, som kom til at danne model hos vore sydlige naboer.