Baggrund
Læsetid: 8 min.

Mennesket på Herrens udpinte mark

Skabelsesberetningens bud om mennesket som verdens centrum og behersker har drevet den kristne civilisation nær det økologiske sammenbrud. Spørgsmålet er, om tro eller katastrofe er vejen til ny selvindsigt og forsoning med naturen
Skabelsesberetningens bud om mennesket som verdens centrum og behersker har drevet den kristne civilisation nær det økologiske sammenbrud. Spørgsmålet er, om tro eller katastrofe er vejen til ny selvindsigt og forsoning med naturen
Indland
5. juli 2011

Der er en central scene i Terrence Malicks fremragende film The Tree of Life, hvor faderen, spillet af Brad Pitt, har mistet sit job og skamfuldt indser, at han har fejlet i sit liv og sat det allervigtigste det kærlige forhold til sin familie over styr.

»Det kræver jernvilje at komme frem her i verden,« siger faderen på et tidligere tidspunkt, hvor han stadig med benhård disciplin over for sig selv og sine tre drenge kæmper mod mindreværdet og for succes i den lille by i Texas i 1950'ernes fremgangsfikserede USA.

»Han kan ikke se længere end til sin egen dagligdag, han kan ikke se hinsides sin egen plads i tidens kontinuum,« siger filmens producer Dede Gardner i et interview.

»Hvis han var blevet givet et perspektiv, der formindskede ham og fik ham til at forstå, hvor små vi alle er i forhold til verden, så havde han måske ikke misbrugt sin tid på at udtrykke sit ego og i hvert fald ikke misbrugt tiden på at tvinge det ned over andre.«

Malicks film er kommet på et tidspunkt, hvor en international kreds af geologiprofessorer og andre forskere er i seriøse overvejelser, om ikke man bør vedkende sig, at menneskehedens ego efterhånden er påtvunget Jorden i en sådan grad, at tidens kontinuum er radikalt forstyrret, og at det derfor er logisk at definere en helt ny geologisk epoke for planeten under navnet Antropocæn, 'Menneskets ny tid'.

De skelsættende overvejelser foregår i det videnskabelige forum International Commission on Stratigraphy, og træffer forskerne beslutningen, er det som en konstatering af fakta, men også som en advarsel til en moderne civilisation, der er blevet dén planetbestemmende kraft, men nu i sin blinde almægtighed risikerer at miste alt via klimakatastrofer, økologiske, økonomiske og sociale sammenbrud.

Den globaliserede, industrialiserede civilisation er som Brad Pitts faderskikkelse og med forfatteren Milan Kunderas ord 'gået i en fælde', hvor der handles stik imod fornuften og imod de drømme og værdier, der i virkeligheden ligger bag den indædte stræben.

»Den moderne rationalitet avler en fundamental irrationalitet,« skriver teologen og forfatteren Ole Jensen i sin nye bog På kant med klodens klima.

Tidens vigtigste spørgsmål er, hvordan vi er havnet i den situation? Og hvorfor vi har så svært ved at erkende den og reagere rationelt på den?

Darwins udfordring

Formanden for den danske Klimakommission, prodekan og professor i biologi ved Københavns Universitet Katherine Richardson, er den ene af tre naturvidenskabelige hovedforfattere til et nyt værk, Climate Change Global Risks, Challenges and Decisions, der forholder sig til dette spørgsmål.

»I dag er afbrændingen af fossile brændsler af mange accepteret som forudsætningen for økonomisk stabilitet og vækst. Nu konfronterer videnskaben os med den indsigt, at afbrændingen af disse fossile brændsler ændrer selve funktionen af Jordens klimasystem. Reelt truer menneskeheden levedygtigheden af sit eget livsnærende system. Dette budskab fra videnskaben om, at vi påvirker Jordens klima, provokerer en følelsesmæssig reaktion i samfundet af samme art som den, der fulgte offentliggørelsen af Darwins Om arternes oprindelse,« skriver forfatterne.

Charles Darwins værk fra 1859 udfordrede den herskende forestilling om, at mennesket af Gud var givet en særlig position over alle andre levende skabninger, ja, ligefrem givet det udtrykkelige bud at underlægge sig naturen og dets levende arter.

Ikke bare kirken, men mange forskere og store dele af offentligheden fandt det på det tidspunkt umuligt at acceptere, at mennesket blot skulle være én dyreart blandt andre og blot en del af naturen frem for dens behersker. Darwins budskab truede ikke alene datidens menneskelige selvforståelse, men også samfundets økonomiske strukturer i den forstand, at det fjernede grundlaget for forestillingen om én races overlegenhed i forhold til andre og dermed gjorde opretholdelsen af slaveriet en grundpille i økonomien umulig, påpeger Richardson og co.

I dag er Darwins evolutionslære alment accepteret. Vi ved som sekulariserede fornuftsvæsner udmærket, at vi er én art blandt andre og en del af naturen. Alligevel er det i praksis mere end vanskeligt at anerkende, hvad dét indebærer på et tidspunkt i historien, hvor menneskenes antal, teknologi og økonomi er blevet en kraft, der overtrumfer naturens egne kræfter. At forlige os med, at vi for at opretholde eksistensgrundlaget må træde ydmygt i vor gang på Jorden, synes lige så vanskeligt i dag, som det for 150 år siden var for Darwins samtidige og lige så vanskeligt som det er for Brad Pitts faderskikkelse i The Tree of Life.

Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor?

Antropocentrisk religion

Lynn White er for længst glemt af de fleste. Den amerikanske middelalderhistoriker, der døde for snart 25 år siden, skrev i 1967 i tidsskriftet Science et essay, der med titlen 'The historical roots of our ecologic crisis' delte sindene og i en årrække blev dagsordensættende for diskussionen om menneskets placering på planeten.

»Hvad mennesker foretager sig med deres økologi, afhænger af, hvad de tænker om sig selv i forholdet til tingene omkring dem. Den menneskelige økologi er dybt præget af trosforestillinger om natur og skæbne, dvs. af religion,« skrev White. Og fortsatte:

»Især i sin vestlige form er kristendommen den mest antropocentriske religion, verden nogensinde har set.«

Han peger på skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Gud lader det første menneske »navngive alle dyr og derved etablerer sin dominans over dem.«

Gud befaler ligefrem Adam og Eva at blive frugtbare og talrige, opfylde jorden, underlægge sig den og herske over alle dyr.

Dette gudsbegreb og natursyn adskiller sig radikalt fra antikkens forestilling om, at hvert et træ, hver en kilde og hver en bakke var besjælet og beskyttet af sin egen ånd. En animisme som kristendommen ødelagde.

»De ånder i naturens skabninger, som tidligere havde beskyttet naturen mod mennesket, fordampede,« påpegede Lynn White.

»I absolut kontrast til fortidig hedenskab og Asiens religioner etablerede kristendommen ikke alene en dualisme mellem mennesket og naturen, men insisterede også på, at det er Guds vilje, at mennesket udbytter naturen til sine egne formål.«

Naturen har i den kristne teologi »ikke anden eksistensberettigelse end at tjene« mennesket, fastslog White.

Det tankevækkende er, at den moderne videnskab, der i dag siges at have overflødiggjort al religion og slået Gud ihjel, i starten så det som sin eksplicitte opgave at tjene Herren. I På kant med klodens klima påpeger Ole Jensen, hvordan filosoffen og matematikeren René Descartes ved oplysningstidens start i 1600-tallet proklamerede, at »vi vil kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen« og dermed følge Guds bud fra 1. Mosebog.

Men naturvidenskaben blev gradvist så kompetent og dens udmøntning i ny teknologi så magtfuld, at selve behovet for en religiøs verdensfortolkning syntes at fortone sig.

»Først forlod Gud naturen og til sidst også 'himlen', og 'himlen blev afskaffet',« sammenfatter Ole Jensen.

»Den hinsidige Skaber var blevet stadig mere hinsidig, indtil han forsvandt i den blå luft. Og i takt med det, i en slags parallelforskydning, har mennesket hævet sig stadig mere op over hinsides det øvrige skabte, som det reducerer til midler.«

I det verdensbillede, Descartes lagde grunden til, har videnskaben fuldført det kristne projekt med endegyldigt at ophæve gamle tabugrænser i forhold til naturen men »uden at få nogen afløser,« påpeger Ole Jensen.

Konsekvensen af denne udlægning er, »at kristendommen er den religion, der afskaffer sin egen gud og bringer menneskene på kollisionskurs med naturen!«

»Vor vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk,« lød det fortvivlede udbrud fra teologen og filosoffen K.E. Løgstrup i essayet 'System og symbol', udgivet kort efter hans død i 1981.

Det brutale natursyn

I bakspejlet kan man tolke Darwins 'skabelsesberetning' evolutionsteorien som en bestræbelse på med eller uden Vorherre at 'genfortrylle' naturen, bringe mennesket tilbage til den ved at påvise vort evolutionære slægtskab med fuglene, fiskene og frøerne. Men som Lynn White så den vestlige civilisation i 1967 godt hundrede år efter Om arternes oprindelse var det ikke lykkedes. Hverken for kristne eller 'post-kristne'.

»Trods Darwin er vi ikke i vore hjerter del af den naturlige proces. Vi er overlegne i forhold til naturen, foragtfulde over for den, villige til at misbruge den for at tilfredsstille vort mindste lune,« skrev han.

»Jeg tvivler personligt på, at det katastrofale økologiske tilbageslag kan afværges ved blot at anvende mere videnskab og mere teknologi over for vore problemer.«

For selv om kristendommens skabelsesberetning i sig selv måtte være kastet over bord for længst, så hviler vor anvendelse af videnskab og teknologi ifølge White fortsat på det »psykiske fundament,« som kristendommen har etableret i vort sind og i den vestlige kulturkreds.

Ole Jensens bog er udkommet 150 år efter Darwin og godt 40 år efter Lynn White. Men heller ikke han kan få øje på, at der er gjort op med dualismen, der isolerer mennesket fra naturen og får os til at behandle den uansvarligt.

»Faktum er,« skriver han, »at liberalister, socialister og kulturradikalere er rørende enige om at tænke rent og kortsigtet artsegoistisk. Alle hylder de uden overhovedet at overveje det det brutale natursyn.«

'Grøn vækst' siger nogle i dag og foregiver, at det slår bro over modsætningen. Men det gør det ikke, siger Jensen. For grøn eller ej: »Det kan ikke lade sig gøre at vokse uendeligt på endelig plads.« Og derfor er forestillingen om, at 'med vækst skal vækst fordrives', absurd.

Mange teologer og kristne gik i rette med Lynn White med det synspunkt, at Bibelen og det kristne budskab kan og bør udlægges anderledes, end det er sket siden Middelalderen, hvor beherskelsestænkningen slog igennem. Det er også teologen Ole Jensens position, at Skabelsesberetningen er fejlfortolket, og at kristendommen har mere at tilbyde en økologisk kriseramt civilisation.

Kan hænde, men den historiske skade er sket, og det må betegnes som et åbent spørgsmål, om der i dagens samfund er basis for kristendommens genkomst som formidleren af en bæredygtighedens og natur-agtelsens etik.

I Terrence Malicks The Tree of Life sker faderens forsoning med sig selv, familien og naturen først, da katastrofen afskedigelsen rammer og får alle illusioner og misforståede forestillinger om ham selv og verden til at briste.

»Jeg lod mig føre på vildspor. Gør ikke, som jeg har gjort. Lov mig det,« siger faderen til sin ældste søn mod filmens slutning.

Om Vorherre formår at yde nogen hjælp og vejledning i situationen, synes i filmen at stå ubesvaret.

Serie

Planeten og os

I hele sin historie har mennesket kæmpet med naturen for sin overlevelse. Nu har vi vundet i en sådan grad, at det er ved at bringe selve overlevelsen i fare. Mennesket er på alle niveauer blevet den dominerende forandringskraft på kloden, siger videnskaben.

Hvad betyder det for vores syn på verden og os selv? Kan vi leve op til ansvaret som det skabtes herre? Eller finde en ny ydmyghed i forholdet til naturen? Hvor er planeten og vi på vej hen?

Seneste artikler

  • Trøst: Det går over (hvis det ikke går under)

    12. juli 2011
    I Antropocæn, den ny geologiske epoke bestemt af mennesket, vil vore aktuelle handlinger få konsekvenser titusinder af år frem i tiden, siger forskerne. Hvordan skal vi forvalte ansvaret ved en magt, der kan blive bestemmende for både globale hedeture og næste istid?
  • Tilbage til (menneske)naturen

    9. juli 2011
    Kloden. Kun hvis vi kan komme bag om bevidstheden og det formålsbestemte, ind til den ordløse sansning af vores forbundethed med planeten og naturen, har vi en chance. For at mobilisere bevidstheden i overlevelsens tjeneste
  • At være eller ikke være selvdestruktiv det er spørgsmålet

    7. juli 2011
    James Lovelock, videnskabsmanden bag den smukke Gaia-hypotese om livet på Jorden, har næsten afskrevet mennesket som værende i stand til at håndtere de selvskabte klimatrusler. Men så kommer forskerkollegaen Peter Ward med den grumme Medea-hypotese og siger, at mennesket kun mennesket kan redde biosfæren fra selvmordet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gør ikke, som jeg har gjort. Lov mig det,« siger faderen til sin ældste søn mod filmens slutning.

...hvilket han jo så alligevel gør - altså gør som faderen.

Sjældent har jeg over så lang tid fået så lidt, som da jeg så "The Tree of Life". Jeg tror ikke vi - som vi plejer - skal afvente en redningens bølge 'from over there.'

Vorherre til hest, må jeg anbefale lidt modgift:

www.information.dk/18699

Dorte Sørensen

Bill Atkins
Jeg har ikke set filmen og skal ikke ”kloge” mig på den. Min anbefaling gik mere på Jørgen Steen Nielsens indfletning i debatten med Darwin mv.
PS: JSN s artikel om kloakkerne er også en anbefaling værd .

Ole Falstoft

Darwin er stadig ikke 'alment accepteret' hvis vi tænker på verdenplan.
Mange steder er det stadig den guddommelige skabelse der tæller som sandheden. Det gælder f.eks. i den muslimske verden men også i 'bibelbæltet' i USA. Det er faktisk kun i en sækulaseret del af den vestlige kulturkreds at den biologiske evolution betragtes som en afgjort 'sandhed'
'Problemet' med evolutonsteorien er at den ikke kan bevises kun sandsynliggøres. Den udgør den bedst mulige forklaring ud fra de foreliggende fact's
Men der er altid mulighed for alternative forklaringer
i konkrete tilfælde
og der er sjældent en endelig forklaring på noget
Det får modstandere af teorien til at påstå at den jo 'blot ' er en teori og at andre forklaringer f.eks. guddommelig skabelse er lige så valid.
Der er en tydelig parallel til klimadiskussionen hvor de som mener at klimakrisen er 'hysteri' også hævder at det ikke er 'bevist' at klimaet ændrer sig p.gr.a. menneskeskabte påvirkninger. Også her kræves der noget af teorien som ikke er muligt og derfor absurdt
Vi skal ikke lede efter 'beviser' men efter de bedst mulige forklaringer. Det er lidt som en opklaring af en forbrydelse - her starrter man ikke med beviser men med mulige forklaringer som vejes mod hinnanden for at finde den som bedst forklarer de foreliggende omstændigheder

Dorte, JSN's artikel er da anbefalelsesværdig, og at han skriver at nogen mener at "kristendommen har mere at tilbyde en økologisk kriseramt civilisation" er da være et udslag af respekt for ytringsfriheden. Jeg føler bare, at både kristendommen og underholdningsindustrien er fuldstændig i lommen på forbrugerismen.

Hvis vi vil ændre os i forhold til naturen, skal vi ændre på vores forhold til naturen...

odd bjertnes

Der er et eller andet teologisk der svipser hen ad vejen i denne ellers udmærkede artikel.

»I absolut kontrast til fortidig hedenskab og Asiens religioner etablerede kristendommen ikke alene en dualisme mellem mennesket og naturen, men insisterede også på, at det er Guds vilje, at mennesket udbytter naturen til sine egne formål.«

Det kan selv en aldrig-kirkegænger uden akademisk teologisk uddannelse som jeg, se er en forvredet opfattelse.

'Udbytter' er ikke ordet. 'Benytter'....i og med at mennesket er evolutionens front og intelligens-potentiale.

Ligeledes er det en del af det pagane billede, at naturen absolut kan udbyttes, bare man - om man så må sige - hylder træånden når træet fældes.
Det er så ikke indianerstammer der har forplantet sig og opfyldt verden med 6 milliarder mennesker. Det er uløseligt forbundet med de civilisatoriske segmenter af verdens befolkning, og deres tekniske og lægevidenskabelige udvikling. Dermed altså den monoteistiske verden - og siden arabiens pagane tilbagefald til Den Sorte Sten altså den 'kristne' verden.
Nomadebaseret svedjebrug er baseret på et lavt status quo af hvad vi ville kalde nul-vækst, i befolkningstal - i velstand.

Arrtiklen giver i ganske overvældende grad 'Gud' skylden for menneskelige dårskaber, krejl og snyd på vægten overfor den natur den har fået ansvaret for . Det er for nemt - og når man i samme åndedrag fornemmer art orfatteren ikke helt anerkender den anklagedes konkrete eksistens, så er det jo vrøvl.

Men sandt er det da, at den kristne teologi opfatter mennesket og ikke Gud som 'ansvarshavende' for naturen. Og det er der i disse genmanipulative tider al grund til at anerkende - og ikke forflygtige.

Ole Falstoft

Som ikke-kristen har jeg svært ved at se hvorfor Gud skal inddrages i denne sag.
Man kan tærske langhalm på en diskussion om den kristnes tros medansvar eller ej
men hvor fører det hen?
At redde verdnen er ikke spørgsmål om den ene eller anden tro. Man risikerer blot at støde folk fra sig som burde være ens allierede
Det er rationelle løsninger der er brug for og gerne hurtigt!

John Fredsted

Tak til Jørgen Steen Nielsen for (endnu: en anden er Velkommen til Antropocæn) en artikel med metareflektorisk indhold.

Selvom jeg ikke længere tror på, at selv sådanne artikler kan bibringe det moderne menneske tilstrækkelig fornuft til at redde den civilisation, det udgør en del af, så er en sådan artikel åndeligt lindrende for mig i en verden, hvor medierne er ved at segne under for eksempel vis-mig-dit-køleskab-så-skal-jeg-pisse-dig-i-øret-livsstilståbeligheder og grænsevrøvlsligegyldigheder. Derfor - også derfor - min taknemlighed.

Jakob Lindblom

Sikke noget sludder at pege på religion i denne sammenhæng...

Har man som jeg rejst i en del ulande og set helt autentiske mennesker med sort hår (som ikke spiller med i en Hollywoodproduktion a la Danser med ulve), så ved man, at de uanset religion sviner og forbruger naturen nøjagtigt lige så meget, som de nu en gang kan og har teknologisk udvikling til.

Men hvad blev der af kapitalismekritikken? Hvad med kapitalakkumulationens evindelige jagt på profit og dermed et rasende vækstkapløb?

Handler det ikke om at forbruge ressourcer i centret og når de er brugt, så flytte længere og længere ud i periferien, og er det ikke det vi kalder globalisering?

Robert Kroll

Det er en dybt underlig artikel.

Ny teknologi og en mere fornuftig ressourceudnyttelse /-benyttelse kan skyde de ubehagelige problemer lidt ud i et par generationers tid, og hvis teknologiens landvindinger bliver positive, så klarer vi skærene lidt længere .

Det , der virkelig kunne hjælpe , ville være en reduktion af verdens befolkning til et antal, der var i balance med vores klodes " bæreevne".

Omkring år 0 var der vist ca 150 millioner mennesker i verden, og den forventede levealder var knap 30 år, forudsat man var så heldig at overleve fødslen.

Ved udgangen af indeværende århundrede er vi nok ca 10-12 milliarder mennesker - og hvis alle skal leve godt, så har vi konturerne af et "mega-problem".

Logisk set er der en grænse for, hvor mange mennesker vores klode kan bære - og måske er dagens problem dybest set , at vi er for mange allerede ???

M h t filmen, som nævnes i artiklen, så fandt jeg den første halve time så kedelig og både billedmæssigt og dialogmæssigt uinteressant, at jeg forlod biografen ( sammen med så vidt jeg kunne se 12 - 14 andre mennesker,).

Martin Kaarup
olivier goulin

@John,

"så er en sådan artikel åndeligt lindrende for mig i en verden, hvor medierne er ved at segne under for eksempel vis-mig-dit-køleskab-så-skal-jeg-pisse-dig-i-øret-livsstilståbeligheder og grænsevrøvlsligegyldigheder."

Det kunne vist ikke være sagt mere rammende.

/O

Frej Klem Thomsen

At bebrejde kristendommen netop dette problem må siges at være en misforståelse af format. Man kunne lige så godt klandre socialdemokratismen for hullet i ozon-laget, eller nationalismen for iltsvindet i danske farvande. Og bortset fra at der er rigeligt at bebrejde kristendommen, så bliver det i denne sammenhæng i bedste fald forvirrende og i værste fald et slør for de virkelige, strukturelle problemer. Nemlig:

1) Det nationalstatslige system, som skaber stort set uoverstigelige koordineringsproblemer på globalt plan. Både den nationale og den statslige komponent bærer skylden i denne sammenhæng. Det er i videste forstand det at vi har en nationalstatslig politisk struktur der gør det ekstremt usandsynligt at vi bliver i stand til at finde en løsning der undgår en klimakatastrofe.
2) Det kapitalistiske system, som skaber en økonomi der uundgåeligt eksternaliserer udgifter i tid og rum, og ekstremt aggressivt forsvarer både de eksisterende privilegier og den fortsatte koncentration af økonomisk magt på bekostning af det fælles gode.

Kristendommens rolle er, uanset hvad man berettiget kan mene om den i andre, i denne sammenhæng ubetydelig.

Poul Erik Pedersen

Miljøarbejdet i dag handler næsten udelukkende om forskning inden for teknologi og administration. De mere filosofiske spørgsmål er næsten fraværende. For dem, der beskæftiger sig med miljøfilosofi og etik, har værdiproblematikken altid været central. Hvilken værdi kan vi tillægge naturen? Har naturen en værdi i sig selv, eller er en sådan kun forbeholdt mennesket? Eller man kan spørge, kan naturen overhovedet gøres op i penge? I vores rige samfund er der jo en klippefast tro på, at udviklingen og teknikken, styret af markedskræfternes usynlige hånd, nok skal løse problemerne, når de opstår. Information har bragt en række artikler, der tager disse ting op det er næsten saliggørende.

Begreberne erkendelse, bevidsthed og handling er tæt forbundne med de etiske værdier som solidaritet, ansvarlighed og risici. Eftersom miljøet er et offentligt tilgængeligt gode, er det ’at køre på frihjul’ et uundgåeligt fænomen. Som frikører påtager man sig ikke nogen form for ansvarlighed med hensyn til en bæredygtig udnyttelse af vores samfund.

Frikørere promoverer egoistiske motiver og en indbildskhed af egen eksistens, hvilket kan være nok til en underminering af etikken inden for miljøproblematikken. Dette er realiteter, for når der kræves handling, er konkrete mål ofte upopulære.

”The tree of Life” er en af de smukkeste film jeg har set. Det hele hænger sammen fra start til slut. Jeg var meget fascineret af denne film.

Mange af jer overser, at kapitalismen blev født af kristendommen.
Tag et kig på Calvinisme hvis I er i tvivl.

http://en.wikipedia.org/wiki/Calvinism#Usury_and_capitalism

Derudover mener jeg, at de af jer, som argumenterer for, at kristendommen ikke spiller en rolle, ikke tager med i jeres overvejelser, de bevæggrunde, som får os til at handle som vi gør.
Der ligger et ældgammelt kulturgrundlag i os, som styrer - for os ubevidst - vores syn på verden og dermed vore handlinger. Det er at lukke øjnene, hvis man fornægter kristendommen som værende en væsentlig del af det kulturgrundlag.

John Fredsted

@olivier goulin: "Det kunne vist ikke være sagt mere rammende. /O"

Tak.

Ole Falstoft

@Rune Hjelm:
Uden tvivl har kristendommen spillet en rolle for kapitalismens opståen. Men man kan nu ikke sætte lighedstegn mellem dem. Kapitalismen trives udmærket i ikke-kristne samfund også se bare til Japan,Kina eller Indien.
Ser vi fremad så er spørgsmålet om kristendommen rummer nogle brugbare svar på fremtidens økologisk udfordinger? Det har jeg meget svært ved at se
Nogle kristne har åbenbart behov for at søge efter svar i Biblen og hvis de mener de kan finde nogle så ok med mig - Biblen kan bruges til så meget
Man kan sikkert også finde svar i Koranen i Buddas lærer etc.
Det er ok så længe man ikke gør økologisk bevidsthed til et spørgsmål om en bestemt tro

For mig er det at 'gå over åen efter vand'
Løsningsmulighederne er der.
Vi skal blot komme igang med at bruge dem

odd bjertnes

HVIS man virkelig vil pinne kapitalmagts-tankeganges rødder på kristenhedens snirklede veje igennem historien så skal man længere tilnage end Calvin. Jeg mener iøvrigt at det er forkert vinkling - Skulle eksempelvis magt via økonomisk pondus have været helt ukendt for Romerrigets elite ? Noget af en teori ... ! Guld har vist altid været sejt at have dinglende om halsen.

I kristendommen udgør Tempelriddernes opstart af egen bankvirksomhed, og langtfra den første bankvirksomhed jo ..., et vendepunkt. 'Kirken ejede intet' på det tidspunkt, hvilket jo forlængst var blevet en lidt tom frase. Men Vatikanet brød sig lidet i længden om denne 'autonome' kapital i sit system - og dermed blev 'kapitalisme' en protestantisk sag.

Vi møder det første 'kapitalistiske sammenrend' i Robert de Locksley's - myternes 'Robin Hood' - skattenægterbevægelse. Vi møder den første DJØF'er i sheriffen af Nottingham, der mener at herremanden skal betale skat, og at hans livegne skal være frie 'daglejere' (hvilket de i deres relative sociale tryghed er imod - de synes at penge til Tempelridderkassen er meget bedre investering).

Det er interessant jo, at myteversionerne af disse begivenheder opløser positionerne. For det var vel også en del af sandheden ?? at 'normanniske (læs EU) fyrster jo grundlæggende drev penge ind via sherif-DJØF'en til egen vindings skyld, og daglejer-modellen var 'kapitalistisk motiveret' - ligesom den job/projekt-gørelse af hele arbejdsmarkedet vi har set i de senere årtier.

Det må man formode. Ellers var myten jo ikke blevet 'vendt på hovedet af tiden'.

Steen Erik Blumensaat

Pattende pattedyr patter paten, jorden som en patvorte, den titusinde pattede.
Den mindste forstyrelse og vi har patten i munden.

odd, du kan ikke kalde skatteopkrævning for kapitalisme.
Ej heller kan man kalde alle former for bankvirksomhed for kapitalisme. Tempelridderne startede deres så småt ved at udstede kreditnotaer, så pilgrimmene ikke behøvede at rende rundt med store værdier på sig.

Det er først senere med tilladelsen til at opkræve renter, som hidtil havde været forbudt af kirken, at man ser de første spæde skridt mod kapitalismen som vi kender den.

odd bjertnes

Rune det er svært at indkredse flere århundreders initial-udviklimng af nogert i få sætninger. Og du har ret i, at rentetagningen, som kristenheden havde så anstrengt et forhold til, og langt hen ad vejen opfattedes som 'jødernes lille indtægtskilde når nu de ikke var helt ligestillede', er central for at man kan tale om ideologisk defineret - kapitalisme.
Jeg tillod mig at gå hinsides det ideologiske begreb og finde nogen 'sociale solidariteter' hvor modsætninger mødes i pengedansen. Og jeg synes stadig at jeg skrev et 'bevidsthedsudvidende' indlæg i forhold til hvad der var gået før i tråden.
Samtidig med at jeg anerkender dine addenda ;-)

John Hartfelt

En ting er i hvert fald sikkert: Der er ikke mulighed for at samtlige nuværende 6.1 milliarder mennesker lever med et forbrug som det, der er gennemsnittet i Vesten. Det kan ikke lade sig gøre.

Så løsningen er at nogen må nøjes. Enten os selv i Vesten eller også skal mennesker andre steder i verden holdes fast i en situation, hvor de (relativt set i forhold til os) intet har.

Filosofisk set tror jeg de fleste kan se en form for rimelighed i at alle mennsker har et værdigt liv, i praksis tror jeg det er de færreste, som vil sige farvel til en stor del af deres levestandard.

Jeg har ingen løsning, men jeg ser ingen nemme konklusioner at drage.

Flemming Bjerke

"Historien går ikke hovedet." som Marx skrev et eller andet sted. Det er de virkelige praksisser i hverdagen der skaber historien - ikke hvordan VI tror. Hele artiklen flyder med højst suspekte VI'er som indbefatter alle os i Vesten. Hvis man skal forstå hvorfor der ikke sker noget for klimaet, må man analysere magt og fordeling af goder: Hvem er villige til at give afkald på deres CO2-udslippende velstand? De rige? Middelklassen? De fattige? De rigtig fattige? Og hvem har magt til at få gennemført en sænkning af den CO2-udslippende velstand. Hvorfor var det lige at Volkswagen stoppede produktionen af en de mest benzinøkonomiske biler: Lupo, men stadig deres latterlige 3-tons firhjulstrækker? Det handler om magt, grådighed og selviscenesættelse - ikke om al mulig pladder om VORES forkerte ideologier.