Klumme
Læsetid: 4 min.

Naboskab over Atlanten

Amerikanerne er fantastisk imødekommende. Men det er der noget lidt suspekt over. Det er nok mest på overfladen lyder det ofte fra danskerne. Men er det rigtigt?
Indland
12. juli 2011

Da jeg flyttede til USA i sommeren 2008, havde jeg ingen venner i Washington DC. Men ved et tilfælde var en fransk gudfar til mit yngste barn på besøg i byen for at deltage i en sportsturnering i den uge, vi ankom. Ved en privat middag nævnte han for sin amerikanske værtsfamilie, at hans gudbarn nu boede i den amerikanske hovedstad.

Næste dag ringede en kvinde, der i dag tre år efter er min bedste amerikanske veninde. Hun sagde, hun hed Heidi. Jeg var skeptisk. Hvad ville denne snakkesalige og efter mine standarder alt, alt for imødekommende dame, som jeg aldrig havde mødt før? Hvorfor inviterede hun hele familien til BBQ den kommende weekend, når hun ikke anede, hvem vi var? Jeg sagde høfligt nej tak, men foreslog, at vi måske kunne drikke en kop te en af dagene. Det gjorde vi så, og Heidi betroede mig, at det virkelig var trist, at vi ikke havde haft tid i weekenden, for hun havde allerede købt ind og pakket al det gamle legetøj fra kælderen ud til mine små drenge.

Dagen efter mødte hun op foran receptionen. Medbringende blomster til mig, hjemmebagte brownies til mine imponerede børn og foreslog, at vi tog en tur rundt i nabolaget, så hun kunne vise mig de bedste slagtere/bagere/isenkræmmere/økologiske supermarkeder/cafeer/specialbutikker, you name it.

»Tag hellere noter,« rådede hun, hvorefter hun rakte mig en blok. Sådan fortsatte hun i nogle uger, indtil jeg havde overtaget hendes frisør, kogekone, havehjælp, rengøringsdame og gamle børnelæge til mine fire poder.

Fordomme

Så oprandt dagen, hvor vi skulle flytte ud i vores nye hus. Min omkringrejsende mand var i New York, og morgenen efter skulle han flyve til Afghanistan. Der var med andre ord lagt op til en meget lang flytning til langt ud på natten.

»Jeg har tænkt på noget,« sagde Heidi samme morgen i sit daglige opkald: »Hvorfor flytter vi ikke for jer? Min mand og jeg har to store stationcars. Det tager garanteret kun en tre-fire timer, og så er det klaret.«

Som sagt så gjort. Da min mand kom hjem ved 19-tiden og troede, han skulle i gang med at flytte til midnat, var al vores habengut inklusive 17 kufferter installeret i vores nye hus. Heidi var taget videre med sin mand til en fest, de var inviteret til samme aften. Og her kommer denne klummes bekendelse: Ud over at sige mange tak, tænkte jeg i mit stille sind, at der måtte være noget galt med hende: »Har hun mon ingen venner?«

Overflade der holder

Jeg burde naturligvis have indset, at det var min skepsis, der var galt afmarcheret. Men man er vaccineret hjemmefra. Og i Danmark lyder den faste kliché i min generation (jeg lader muligheden af, at yngre mennesker muligvis er langt mindre fordomsfulde stå åben), at amerikanerne er super venlige, langt mere end vi vrantne og lukkede nordboere. Men til gengæld holder det ikke. De er overfladiske, de bralrer, siger vi. All smile and no depth.

Det passer bare ikke. Efter nu tre års feltstudier må jeg konkludere, at jeg aldrig i mit berejste liv har mødt mere åbne, mere venlige og mere gæstfri mennesker end dem, der bebor USA. Og det gælder hele landet.

Da min blindtarm bristede efter en måned i vores nye hus, kom jeg på hospitalet en uge. Imens lavede vores nye naboer varm mad, som de stillede foran hoveddøren til min mand, idet de antog, at han umuligt kunne lave mad, når han arbejdede. De samme naboer ringede på inden for 12 timer efter vores indflytning med små navneskilte over deres børn, vin, gavekurve og hjemmebagte muffins. Efter to uger blev vi inviteret til pre-Thanksgiving party i huset overfor. I min lejlighed i København kender jeg ingen af beboerne fra andet end det årlige møde i ejerforeningen. I vores lejlighed i Paris nåede vi op på en enkelt familie, som i dag er nære venner.

At åbne sit hjerte og hjem

Og hvad angår Heidi, så er hun er nok en af de kvinder, jeg har mødt, med den mest fulde kalender. Hun rejser, studerer spansk, er formand for to vægtige socialpolitiske foreninger og sidder i flere bestyrelser. Hun har vel en 2-300 veninder, mand, to voksne døtre og er højtuddannet advokat dog ikke på arbejdsmarkedet, men hun er så langt fra mit fantasifoster om den venneløse stakkel, som man kan komme.

Til gengæld er hun en fremragende ambassadør for sit fædreland. I Danmark har jeg også et par fantastiske venner og veninder, som kan kandidere til samme anprisning for sublim omsorg og gæstfrihed. Men de er med skam at melde et solidt mindretal.

Det er på mode i Informations spalter og andre steder, hvor selvproklamerede progressive mennesker ytrer sig at beklage den manglende gæstfrihed, tolerance eller åbenhed, som det officielle Danmark stiller an med p.t. Der sukkes dybt over nye grænsebetjente, asylregler og udlændinge-stramninger.

Fortsæt endelig brokkeriet og håb på en ny regering. Men imens kan I måske, kære læsere, tænke over, hvordan I selv møder de udlændinge eller såmænd bare ukendte danskere, I møder i jeres åh-så-travle hverdag. Jeg siger det bare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Vi kan bestemt lære meget af andre, hvad naboskab, gæstfrihed og imødekommenhed angår.

Boede selv tre år i New York i 70'erne, hvorfra det er mit indtryk, at naboskab og gæstfrihed, men også denne tæt på overtagen-af-ens-liv, som jeg opfatter Heidis hjælpsomhed som, ikke finder sted på Manhattan.

Personligt ville jeg nok foretrække en mere behersket indgriben i mit liv.

Men det kommer helt an på, om man kan og vil hengive sig fuldt til en anden livsstil end den, man selv (hidtil) har praktiseret. Så at sige indstille sig på nye skikke og indrette sig derefter.

Og om man til trods for tidsmangel og andre krav samt ikke at forglemme egne særheder er i stand til at lade hjælpsomheden gå begge veje. For det er vel trods alt en forudsætning. Hvem kan afslappet modtage uden selv at yde noget tilbage?

Det kan formentlig betyde, at man må koncentrere sig om at have sin omgangskreds og venner blandt naboer og i det nære miljø, som nok hyppigere vil udspille sig i en forstad end midt på stenbroen,

Naboskab har meget med tolerance at gøre, men også en del at gøre med, hvem der sætter dagsordenen.

Niels-Holger Nielsen

Lad enhver tale for sig selv.