Læsetid: 2 min.

Oppositionen i Danmark vil indføre høringer som i Storbritannien

Folketinget skal kunne indkalde vidner til afhøring ligesom det britiske parlament, der i går indledte undersøgelsen af News of the World-skandalen, mener oppositionen, der arbejder på udspil om en høringsinstitution
20. juli 2011

I London blev flere af hovedpersonerne i News of the World-skandalen i går afhørt af en komité under det britiske parlament.

I Danmark har Folketinget ikke samme mulighed for at indkalde personer til afhøring som i Storbritannien, USA og flere andre lande, men det vil oppositionen nu gøre noget ved.

S, SF, Radikale og Enhedslisten arbejder således på et fælles udspil om good governance, som blandt andet lægger op til, at der skal indføres en form for høringsinstitution.

»Det er meget opløftende for demokratiet, at det engelske parlament kan beslutte at undersøge en sag som Murdoch-skandalen,« siger SF's retsordfører Anne Baastrup.

»Det tager meget lang tid at få nedsat en undersøgelseskommission, og det tager mange år for kommissionen at gøre sit arbejde. Vi skal finde en model efter britisk og amerikansk forbillede, så vi hurtigt kan gennemføre høringer, der kan afdække vigtige sager uden at blive en offentlig gabestok.«

Socialdemokratiets gruppeformand, Carsten Hansen, forestiller sig en mellemting mellem et samråd i Folketinget og en undersøgelseskommission:

»Ved et samråd er det kun ministeren, der udtaler sig under ministeransvar, men han eller hun behøver ikke svare på spørgsmålene, og udvalget kan ikke indkalde andre under vidneansvar. Med en undersøgelseskommission går der til gengæld mange år, før lovgiverne og befolkningen får et billede af, hvad der er sket.«

Mindretalskontrol

Både S og SF understreger, at det ikke er planen at afskaffe undersøgelseskommissioner.

»Men i for eksempel Statsløsesagen kunne man med en høring være kommet meget dybere ind i sagen, inden man nedsatte en undersøgelseskommission. Så ville vi i dag vide langt mere om sagen,« siger Carsten Hansen.

I Storbritannien kræves der formelt et flertal i en komité for at indkalde vidner til en høring. Men professor i politologi ved London School of Economics Patrick Dunleavy forklarer, at der er tradition for, at komiteerne ikke afskærer et mindretal fra at gennemføre høringer i vigtige sager. »Hvis det skete, ville komiteen falde fra hinanden,« siger han.

I Danmark, hvor mindretalsregeringer tidligere har været normen, er der til gengæld ikke tradition for, at flertallet tager hensyn til mindretallet, mener oppositionen.

»Og derfor skal et kvalificeret mindretal i form af to femtedele af Folketinget kunne indkalde til høringer. VKO-blokken har demonstreret, at det ikke nytter noget at lade flertallet beskytte sig selv,« siger Carsten Hansen.

'En mærkelig idé'

Også professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen peger på, at de politiske kontrolmuligheder i Danmark er begrænsede.

»Vi har ikke noget redskab, der kan sammenlignes med de høringer, de har i flere andre landes parlamenter,« siger han og henviser til, at Danmark i modsætning til Storbritannien ikke har gennemført høringer om grundlaget for Irak-krigen.

Ifølge Tim Knudsen er der rigtignok behov for bedre kontrolmuligheder for et politisk mindretal med flertallets beslutninger:

»Jeg er meget bekymret over de få redskaber, en mindretalsopposition har. Der er et hul i det danske system, som vi ikke rigtig havde opdaget, før vi fik det langvarige VKO-flertal, som vi har haft de sidste 10 år.«

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, kalder forslaget om at indføre en høringsinstitution »en mærkelig idé«:

»Hvis det er, fordi politikere gerne vil sætte sig selv i scene, synes jeg, det er spild af skatteydernes penge. Hvis man vil anklage folk, har vi domstolene med nogle retsgarantier, der beskytter folk, uanset hvad man måtte mene om dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Jørgensen

God idé. Så mangler vi bare en forfatningsdomstol, adskillelse af kirke og stat og en placering af kongehuset under kulturministeriet, så er vi tæt på at være et civiliseret land.

Mick Sørensen

Hver gang der er en nyhed er SF klar med et nyt udspil eller forbud.

Den er sikker hver gang.

Populismen længe leve

Bjarne Hansen

Det hjælper bare ikke så meget hvis man gør som med Rebekah Brooks, sigter hende før en høring så hun sanktionsfrit kan holde sin kæft ved at henvise til den vereserende sag der er imod hende.

Det er ikke tilfældigt at hun netop på dette tidspunkt blev arresteret, hun ligger inde med alt for mange oplysninger om hele den Engelske Elite, som hun under en høring kan blive tvunget til, under ed, at afslører. Det tør man ikke.

Politiet skal først have startet en masse "efterforskninger" af de sager hun er involveret i, og som f.eks. berører de Kongelige(statens sikerhed) så hun med "god samvittighed" kan sige at hun ikke må udtale sig om sager der er under Politiets efterforskning.
Så finder de nogle harmløse sager om sikkert forlængst afdøde , som hun kan blive anklaget for.

Hun skal jo for himlens skyld ikke i fængsel, for så risikere man at hun skriver en bog som hævn.

Bjarne Hansen

En høring er kun noget værd hvis en evt. sigtelse ikke har nogen opsættende virkning på høringens spørgsmål og svar.

Så da hellere den tyske model hvor 25% af parlamentet kan forlange og få en undersøgelseskommission indsat om et hvert emne.

Robert Kroll

Gad vide hvordan man vil sørge for, at vores højtbesungne retssikkerhed ikke krænkes í en "politisk inkvisitions model", som det jo i realiteten nok ender med at blive.

De høringer, man ser i USA og i UK er bestemt ikke altid kvalitetsmæssigt betryggende.

Søren Hansen

Hvornår er VKO enig men noget af det S og SF kommer frem med
Vedr. høringerne synes jeg det er en god idé i det omfang er der er tale om en "kontrolmuligheder for et politisk mindretal med flertallets beslutninger" men synes også man skal passe på ikke at gøre folketinget til en domstol
Cheers

Bjarne Hansen

Der skal bare indføres en lov som forhindrer et politisk flertal i at blokere for undersøgelser.

Så behøver vi ingen høringer.