Det er de små detaljer, der 'afslører' Helle Nielsen og Frank Gripping som lidt ud over normen: En 45-årig småbarnsmoders blå rullator står parkeret i gangen ud mod bagdøren.
Hendes næsten jævnaldrende mands gebis, der ligger i et vandglas på bordet.
Det er modsætningen mellem legetøjet på gulvet og de blå pilledosseringsæsker på køkkenbordet.
Men ved første øjekast er det de færreste, der lægger mærke til parret, for de generer ingen. Deres et-plans murstensrækkehus i gåafstand fra Billunds Bycenter i Midtjylland ligner i sagens natur naboens.
De sidder hverken på bytorvet og råber efter forbipasserende eller sover i papkasser på gaden.
Men regionen ved, hvem de er, og kommunen ved, hvem de er, og resten af landets regioner og kommuner kender typerne.
Blandt de, der blev tilkendt førtidspension i 2010, havde cirka halvdelen en psykiatrisk diagnose. Det samme gælder 40 pct. af dem, der røg på kontanthjælp.
Helle Nielsen er førtidspensionist, Frank Gripping er kontanthjælpsmodtager, og de har begge to indtil flere diagnoser.
Dermed hører de ikke blot til en i forvejen såkaldt besværlig befolkningsgruppe, men tilmed en skare af særligt komplicerede tilfælde, der efter Lars Løkke Rasmussens strukturreform i 2007 i stigende grad synes at være blevet skrøbelige kastebolde mellem kommuner og regioner.
»Jeg har sagt til kommunen, at hvis det her kører videre, så køber jeg et gevær og skyder mig selv. 'Så skal din datter jo vokse op uden en far,' siger de hos kommunen Men det her er heller ikke et liv for et barn,« siger Frank Gripping, og han og Helle Nielsen er ikke alene om at være frustrerede.
I en rundspørge foretaget for Information blandt medlemmer i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, svarer næsten hveranden, at det har gjort tingene værre, blot otte procent, at det har gjort tingene bedre, og hver tredje oplever specifikt, at der er uenighed mellem kommuner og regioner om, hvem der skal tage sig af psykiatribrugeren.
Det er blevet ringere
»Det har aldrig været supergodt, men sikkerhedsnettet har fået endnu større huller,« mener generalsekretær i Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard:
»F.eks. har kommunerne ifølge lovgivningen ansvaret for misbrug, mens regionerne har det for tossedelen, men problemet er jo, når det er den samme person,« siger han.
Illustrativt er det måske, at KL og Danske Regioner i en rapport om retspsykiatrien ifølge et internt notat ikke kunne blive enige om en sætning om »muligheden for at samle misbrugsindsatsen« i regionerne.
»Idet KL er af den opfattelse, at det allerede er et regionalt ansvar,« som der står.
Og de dobbeltdiagnosticerede er blot et eksempel på, at jo mere kompliceret en psykiatrisk bruger er, jo større synes sandsynligheden for at havne mellem to stole, mener blandt andre formand Knud Kristensen fra den anden, store organisation på området, SIND.
»Det gode ved strukturreformen er, at vi får en øget specialisering, der kan højne kvaliteteten, men der er mange, der ikke lige passer ind og falder i hullet mellem de nye regioner og kommunerne. De dårligste, der lige nøjagtig ikke er dårlige nok til at blive indlagt, falder lige i.«
'Vi er komplicerede'
Og Helle Nielsen og Frank Gripping er komplicerede, det erkender de gerne.
Deres historie begynder ifølge dem selv, den dag for godt tre år siden på en fødselsafdeling i Esbjerg, hvor Helle Nielsen en halv time efter at have sat sit fjerde barn i verden pludselig blev grebet af et voldsomt krampeanfald.
»Hun blev transporteret til intensiv, og jeg blev lukket ind i et rum sammen med babyen, helt ulykkelig. 'Nu sætter hun sgu træskoene', tænkte jeg,« siger Frank Gripping.
Hun vågnede igen - et par dage senere men episoden hjemsøger dem, specielt når de lukker øjnene om natten.
»Jeg har jævnligt muskel- smerter, og hver gang det begynder at stramme, begynder der en film oppe i hovedet. Og så går jeg i panik,« siger Helle.
Og så går Frank Gripping i panik.
Bare inden for det seneste år har han måtte ringe 112 tre gange.
Det er en svær situation for en mand, der selv har mindst to diagnoser.
Lang forhistorie
Historien begynder nemlig for begges vedkommende langt tidligere.
Ud af de mange sagsakter, der ligger i bunker på deres skrivebord, kan man for Helles vedkommende læse om en barndom præget af svigt og overgreb og en efterfølgende angst, der blev forværret efter en 'krisesituation' i 2001.
Trods en barndom med trange kår og svigt og visse sociale vanskeligheder, ser det for Frank Gripping ud til at være en udstationering som FN-soldat på Cypern i 80'erne, der har udløst en nedadgående spiral.
Alt sammen noget, der i følge psykiaterudtalelser kan forklare, at korthuset ramlede på fødegangen.
I tiden efter fødslen begyndte Helle Nielsen at leve i sit soveværelse, når ikke hun røg ind og ud af psykiatriske skadestuer og sengeafsnit, og samtidig begyndte Frank Gripping at knække sammen under presset med natlige rysteture og »udadreagerende adfærd«.
»Marie Louise er blevet en lille voksen. Når jeg har ligget i sengen, og Frank Gripping har haft stærk hovedpine, så har hun taget sit lille havebord hen til sofaen og dækket op til teselskab. Hun har passet på os. Men når man tænker på det, er det forfærdeligt,« siger Helle, der siden fødslen på grund af angst og fysiske gener stort set har været isoleret fra sine andre børn.
På væggen i den røgfyldte dagligstue hænger et stort fotografi af deres tre-årige pige i en rød kjole og med elastikker i håret. Hun kigger nysgerrigt ind i kameraet og ligner et hvilket børnehavebarn som helst, men som Frank Gripping siger:
»Da jeg skulle i Givskud Dyrepark med Marie Louise, måtte jeg tage en støtteperson med. Det gør da noget ved barnet, og det gør da også noget ved moderen, at det ikke er hende, der er med. Indtil for et halvt år siden gik jeg tit og tænkte indeni hovedet. 'Bare vi ikke havde fået vores datter', Nu går vi ind imellem bare og venter på , at kommunen kommer og henter hende.«
Kommer ikke ud af huset
Helle Nielsen har bestilt tøj over nettet og sjældent bevæget sig mere end 300 meter uden for hjemmet.
Helle Nielsen har fået psykologhjælp og familiestøtte og aflastning til at hjælpe med Marie Louise, men Helle Nielsen følte hverken, at medicin eller samtaler hjalp, og både Helle Nielsen og Frank Gripping fik det værre og værre.
En aktindsigt i forløbet viser, at det snart udviklede sig til det, der ligner en tre-partskrig med Billund Kommune, Region Syddanmark og Helle.
For Helle Nielsen handlede det om at blive behandlet, ikke bare passet, men hvad der er op og ned i de diskussioner, er svært at vurdere, og det ikke er lykkedes at få en kommentar fra dem, der har behandlet Helles sag, men en voksende uenighed gjorde i 2009, at kommunen søgte hjælp hos en omrejsende ekspertenhed, der netop blev oprettet i forbindelse med strukturreformen.
Noget af det første det såkaldte VISO-center gjorde, var at anbefale kommunen at lade en psykoterapeut, som Helle Nielsen havde haft positive oplevelser med under et længere ophold på et psykiatrisk bosted længe inden strukturreformen, træde til som støtteperson.
I den endelige rapport, der er dateret fem måneder senere, efter at VISO-medarbejderen har besøgt Helle Nielsen og Frank Gripping 10 gange i deres hjem, anbefaler VISO »især at finde egnet psykoterapeutisk behandling, der fokuserer på bearbejdning af senfølger efter overgreb«.
Rapporten var for Helle Nielsen som en åbenbaring, hun kunne genkende sig selv i.
Desto større var skuffelsen i månederne og efterhånden årene, der fulgte den store VISO-udredning.
»Billund Kommune yder ikke tilskud til psykoterapeutisk behandling, idet dette tilbud er regionens ansvar,« står der bl.a. i et brev fra deres hjemkommune.
I et brev fra Region Syddanmark til kommunen gør regionen det omvendt klart, at man tidligere har forsøgt sig med samtaler ved en af teamets medarbejdere og en psykolog.
»Ud fra nævnte erfaringer mener jeg ikke, at vi fra teamets side ser os i stand til at bidrage med yderligere psykoterapeutiske tilbud til patienten,« skriver regionen:
»Det højt specialiserede tilbud, som patienten efterlyser, findes i hvert fald ikke i vores regi.«
Mange sager ender sådan
Formanden for SIND, Knud Kristensen, kender ikke til den konkrete sag, men kalder det et udbredt problem i kraftig stigning, at ingen kan eller vil tage ansvar for den længerevarende, kognitive terapi.
»Der er en afdeling på Riisskov, hvor man blev udnævnt til specialister i behandling af skizofreni, hvor den terapeutiske behandling burde fylde meget, og der spurgte jeg overlægen, hvorfor de ikke tilbød kognitiv terapi, men det gjorde de ikke, fordi de kun havde 20 psykologtimer om ugen,« siger Knud Kristensen.
Faktisk bliver psykiatrien i Region Syddanmark ofte fremhævet som det gode eksempel, og overlæge ved Psykiatri Center København og formand for Pskykiatrisk Selskab, Jeanett Bauer, medgiver, at det snarere er et mere strukturelt problem med håndteringen af f.eks. angstpatienter.
»Det er kun de tilfælde, hvor lægerne mener, lidelsen er meget svær, at du skal behandles i ambulant hospitalsregi. Typisk vil det ellers være sådan, at den praktiserende læge skal henvise til en praktiserende psykiater, men der er ikke mange, der har tid til at køre kognintive forløb. Man samtaler selvfølgelig, men reelt skulle de måske se folk en gang om ugen og 'træne'.«
Næstformand for Socialpædagogerne, Marie Sonne, kalder det »et skred«.
»Man medicinerer f.eks. ADHD-diagnosticerede mere og mere, selv om vi ved, at der skal en adfærdsregulerende behandling ind over. Du skal jo stabiliserehele personens verdensbillede, og det gør man jo ikke ved at dope dem.«
Men hverken Billund Kommune eller Region Syddanmark har gjort andet end at agere efter de ressourcer, de har til rådighed, konkluderer Det Sociale Nævn i et svar på Helle Nielsen og Frank Grippings klage.
»Der er ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at du ikke er berettiget til behandling ved psykoterapeut,« skriver nævnet og understreger selv, at det er på trods af VISO's anbefaling:
»Der er tale om anbefalinger, og at kommunen ikke er forpligtet til at følge disse.«
Og sådan er reglerne, siger kontorchef i Servicestyrelsen, Else Lund Frydensberg, der leder VISO.
»Vores opgave er at stille de bedste kompetencer til rådighed for kommunen, så de får det bedste beslutningsgrundlag. Men når de har fået det, er det op til kommunen at vurdere,« siger hun:
»Vi kan f.eks. ikke løse problemstillinger omkring ansvarsfordelingen mellem region og kommune.«
Kun råd til Skoda-model
Socialminister Benedikte Kiær (K) mener til gengæld, at »det bare ikke er ok«, hvis anbefalingerne tilsidesættes.
»Grunden til, at vi lavede VISO, var netop, at det ikke skulle gå udover borgeren, hvis der manglede specialviden i kommunerne, siger hun, men som en medarbejder ved statsforvaltningen i Region Syddanmark, der ikke vil navngives, siger: »Det kan jo godt være, at VISO anbefaler en Rolls Royce, men at ressourcerne kun rækker til en Skoda, der trods alt virker, og der er man jo også nødt til at tænke ud fra et lighedsprincip mellem borgerne i kommunen.« Knud Kristensen fra SIND forstår dilemmaet og han lægger ansvaret hos regeringen.
»Psykisk sygdom koster det danske samfund 55 milliarder kroner om året. De syv milliarder går til behandling, resten er affødte effekter som førtidspension og tabt arbejdsfortjeneste. Hvis du flytter nogle få af de milliarder fra det passive til det aktive, kunne det hurtigt spares ind, men der skal investeres, og det er der ingen vilje til.«
Efter at have henvendt sig til regionsrådsformand Carl Holst har Helle Nielsen med hjælp fra en patientvejleder nu alligevel fået en åbning i regionen, der efter alt at dømme alligevel har fundet en psykolog i egne rækker, der netop er specialiseret i posttraumatisk stress, og Helle Nielsen skal nu igennem endnu en udredning.
Men i mellemtiden har også Frank Gripping fået konstateret indikationer på posttraumatisk stress, og selvom de udtrykker sympati for bl.a. de mange støttepersoner, der hver uge besøger deres hjem, føler de på sin vis, de er opgivet, når det handler om at vende tilbage til et rigtigt liv.
»Prognosen mht. helbredelse og/eller en væsentlig bedring af tilstanden vurderes at være dårlig,« som regionen skriver til kommunen i en statusrapport.
»Da jeg gik ind på den fødeafdeling i 2007 havde jeg et liv, men der skete noget derinde. Det jeg har i dag, kan man knapt kalde et liv,« siger Helle Nielsen.
Eksperter og politikere troede nok, at når globaliseringen og Dream Society først var slået igennem, ville psykiske lidelser forsvinde, fordi alle ville være "doing their thing", og ingen ville opdage, at der vist var noget galt, bare man har arbejde.
Desuden er det jo bare at indtage et medicinalprodukt, så er man helbredt og klar til at blive sat ind i produktionen igen. Hvorfor vil virkeligheden aldrig lystre politikerne og deres betalte eksperter?
Tak for en god artikel.
Det bør være lovpligtigt at følge ekspertanbefalingerne og det bør være klokkeklart hvem som skal betale.
Det løber mig koldt ned af ryggen af deres datter ikke er fjernet fra dem. Det kan stort set kun gå rigtigt galt.
Caroline - "kun gå galt" - er du ikke lige nok hurtin til at danne dig en mening ude af vinduet kan man skimte en stærekasse på væggen, så det ser idet mindste ud til at man er glad for dyr. Man kan da godt være kærlige forældre selvom der er en skrue løs.
"Det bør være lovpligtigt at følge ekspertanbefalingerne" - For hvem, tænker jeg.
Eksperterne ved ikke en skid - især ikke inden for psykiatrien. Fejlen er at lytte til dem, til at starte med(, hvis man kan undgå det) - Alle, som jeg har mødt inden for psykiatrien, er søde mennesker, og sikkert dygtige inden for deres felt, men felterne hænger ikke sammen; A ved ikke hvad B gør' og patienten får forkerte oplysninger om det videre forløb. Det er min oplevelse, og jeg hører det igen og igen.
M.v.h
Tragisk historie. Man kan godt komme til at spekulere på, om det er det "velfærdssamfund" som VKO slås for at bevare med deres nedskæringer!
Synes desværre tit, at man hører om hvordan stat, region og kommune skubbe sager rundt mellem hinanden mens de fralægger sig ansvaret. Er det fordi lovgivningen simpelthen er blevet så kompleks, at det ikke er muligt at give et klart svar på, hvis ansvar det er? Har myndighederne rent faktisk glemt, at det er mennesker, som det handler om?
"»Psykisk sygdom koster det danske samfund 55 milliarder kroner om året. De syv milliarder går til behandling, resten er affødte effekter som førtidspension og tabt arbejdsfortjeneste. "
Det gør' mig sur at læse det her, for "alle" ved, der bare har haft en snært af tilknytning til psykiatrien, at det er "systemet" der gør det dyrt: Hvis en psykiatrisk patient har sin helt egen ide til hvad der vil hjælpe, men den ide ikke findes på en liste, da kan den ikke lade sig gøre, og man må vælge fra en liste af muligheder, der koster måske 1000 gange så meget, og ikke hjælper på det problem man syntes man har - Der er simpelhen ingen respekt for de patienter, der syntes at de selv ved bedst; hvad der er godt for dem, som om en psykiatrisk behandling er ligeværdig med en fysisk; at lægen ved bedre om min psyke end jeg( -Minus hardcore skizofreni og lignende).
Pointen oven over er selvfølgelig, at det ender med at patienten ender med at tro på sin diagnose, hvilken berettiger til en førtidspension og det koster, og uden at patienten nødvendigvis føler sig behandlet for sin oprindelige lidelse.
Når jeg sidder og læser nogle af de kommentar, som kommer her, er der især en, som skinner igennem, nemlig der hvor man antyder at vores datter ikke burde være i hjemmet.
Jeg tror nok, vi er de mest overvågede i denne kommune og har fået lavet 3 forældre evne vurderinger uden anmærkninger.
Hvad den som har skrevet kommentaren jo ikke ved, så er det som er bragt her, kun en lille bid af det som vi har måtte opleve fra kommunens side af.
Når vi vælger at stå frem, er det ikke alene for vores skyld, men også for vores datters skyld, da alle børn har ret til til velfungerende forældre ifølge servicloven, en ret vores kommune ikke giver vores barn.
Vi stiller også op, for alle dem, som ikke tør stå offentlig frem, da det har sine omkostninger i forhold til ens videre samarbejde med en kommune.
Dette er fordi systemmet ser det som et angreb og ikke ser det som et tegn på, at her er et system, som ikke fungere og ikke spørger brugerne, hvad der kunne ændres, men blot handler hen over hovedet på brugerne.
Her er brug for ny tænkning og målrettede handleplaner for de som bruger systemmet, ikke lappeløsninger, som vi oplever idag.
Vil man vide mere om vores historie, så starter vi vores hjemmeside, som tillæg til denne artikel op, om 14 dage, på adressen, www.billund.me.
Leif Mønniche
Jeg kan kun give dig fuldstændig ret i din kommentar.
Ligeledes vil jeg gerne takke alle andre herinde for deres tilkendegivelse, uanset om den er negativ eller positiv.
Blot det at der skabes debat og fukus på området, er til stor hjælp, da det måske kan få politikerne til at vågne op.
Frank - siden jeg har kunnet gå har jeg hørt om sager af denne karakter. Min farmor var engageret i at rede mennesker som var havnet i psykiaternes og behandlersystemet kvælende favntag. Det er et område som har svært ved at komme i betragtning i såkaldt moderne tid hvor alt skal være så perfekt, at man knap nok kan få lov bare at nyde den smule af tilværelsen, som er tilbage når man har været igennem møllen, især i de sidste 10 år hvor socialministeriet er reduceret og det meste lagt over i beskæftigelsesministeriet. Går man de sager igennem som kommer frem er man næsten parat til at bryde sammen i gråd over den hensynsløshed, som systemet praktiserer. Ja de ligefrem ødelægger familier. Det eneste man kan gøre er som du har gjort - samle de få kræfter sammen man har og prøve at skrive om problemet, men det er de færreste der har kræfter til dette.
Jeg er glad for at I trods trængsler forstår at skabe en tryg ramme for Jeres lille familie.
Leif.
Jeg vil give dig helt og holdent ret.
At jeg magter at skrive, skyldes at jeg har arvet min fars stædighed og lærdommen om, at har man ret, så skal man kæmpe, men også at man ikke skal finde sig i uretfærdig behandling.
Jeg tror mange som læse denne artikel også vil kunne genkende det, at kræver man svar, bliver man mødt med tavshed og hvorfor.
Idag er det offentlige system, så godt beskyttet, at de yderst sjældent kan drages til ansvar og dermed kan forsætte som altid, uanset hvilke tab det har for den enkelte borger.
Mange vælger ikke at kæmpe og især hvis de har oplevet lige som jeg, at begynder man at klage eller skrive offentlige læserbreve, så begynder systemet at modarbejde dig, dermed sagt kommunen.
Du kan klage igennem klagesystemet ja, men vi kan dokumentere, at kommunen bevist kun sender de papir, som stiller kommunen i et godt lys og dermed undlader at sende vigtige papir med.
Oftest så oplever folk i vores gruppe også, at sagsbehandlere ikke rådgiver og vejleder, som loven foreskriver, men derimod det modsatte.
Nogle kommuner mener så at socialpsykiatrien er løsningen, men dette er ikke en behandlende enhed, men en støtte enhed og taler vi om angst, så er det et område, de kun har meget lidt kendskab til.
Kigger vi på, hvor mange der allerede nu går på lykkepiller og hvor mange nye der kommer pr. år, samt hvilke aldersgrupper det rammer, som er helt ned til 4 års alderen, så må der jo være noget galt.
Man bruger lykkepiller, angst medicin, samt anti depresiv medicin, istedet for målrettet indsats, som måske kunne virke betydelig bedre og koste samfundet mindre.
Istedet vælger man at sløve folk hen, for så er problemet jo løst.
I mange tilfælde får patienten ikke engang fortalt om bivirkningerne, hvilket burde være et lovkrav, så patienten, selv kunne vælge om det var værd at tage med, det er jo trods alt patientens krop og liv det drejer sig om.
Frank Gripping.
Du er godt nok dygtig til at udtrykke dig,så ressourcer har du mange af, fortsæt stædigheden og "kampen" og forsøg at undgå bitterheden,den hjælper hverken dig eller din hustru.
Men problemet er jo bl.a. at er man først under førtidspension så er hjælpen væk medmindre man er til fare for sig selv, måske det at I har børn sikrer en form for hjælp.
Billund kommune har måske ret juridisk, men moralsk fy for F....
Desværre er velfærdssamfundet bedst tænkt for dem der har velfærd i forvejen og når man bliver placeret i samfundets nedre hierki er interessen for
at hjælpe alt for mangelfuld.
At viso måtte anbefale en rolls royce og man ender med en skoda så man jo nærmest heldig,det kan sagtens være man bliver forsøgt spist af med en gammel cykel uden dæk og kæde..
For mig at se handler det ikke om fratage familien noget,men nærmere at give dem noget, en anstændig behandling og gerne indenfor behandlingsgarantien inden skade gør mere skade.
og behandling er ikke bare behandling det skal være den rette.
Desværre handler det her om hvem tør påtage sig et ansvar og hvem gider at betale.
Til Leif og hans familie jeg ønsker jer held og lykke
og håber at i en skønne dag når overfladen og kun skal se fremad.
Allan.
Du ramte lige nøjagtig det ømme punkt, nemlig der hvor man taler om ansvar.
Kommunen og behandlingssystemet vil, at borgerne og brugerne, tager ansvar og stilling.
Men når borgeren og brugerne gør det, så oplever de som regel det, at kommune og systemet som sådanne løbe fra deres ansvar.
Du har ret i, at det ikke burde handle om at fratage folk i denne gruppe noget, men at tilføre noget, som er brugbart, især hvis man som os, igennem 3 år har haft motivationen, men som bare ikke er blevet udnyttet af systemet.
Dermed mister man motivationen og håber så på, at man på et eller andet tidspunkt blot kan få sig et liv.
Viggo.
Nu er kommunens problem, for mit vedkommende, at man har afslået en førtidspension, på baggrund af, at man ikke mente alle områder var afprøvet.
Jeg har også hele tiden sagt, at jeg ikke kan se hvorfor jeg skal på førtidspension i min alder, men at hvis man lavede noget målrettet, så ville sansynligheden for et tilbage vendende til arbejdsmarkedet, nok være temmelig stor.
Der sker så bare ikke noget.
Nu sidder der sikkert mange og tror, at vi mener at det offentlige er et ta selv bord, men nej, sådanne tænker vi ikke.
Vil man have noget, så må man også selv yde noget.
Vi har blot oplevet, som jeg tror mange andre oplever, at få hjælp til at løse sine problemer, eller blot få fortalt hvilke rettigheder man har, det er en by i Rusland.
Jeg tror ikke det er så mange ændringer der skal til, men de kommer jo ikke, hvis systemet ikke vil lytte, eller at man tør tænke i andre baner, som man feks. har gjort i USA og England, hvor man reducere brugen af lykkepiller, antidepresiv medicin og angstdæmpende medicin.
Istedet er man gået over til brugen af psykoterapeuter, som har vist, nok at være en langvarig behandlingsform, men dog trods alt bedre og mere skånsom.
Det som er skrækscenariet er, hvis man ikke vil ændre noget og det gælder også den menige borger, hvad så med alle dem, som følger efter?
I samfundet skal der også en radikal ændring til.
Det kan ikke være rigtig, at man kan acceptere, at en har brækket benet eller forstuvet armen, blot fordi de enden har gips eller bind om.
Folk der lider af angst eller PTSD, kan man ikke se det på, nok fordi vi ikke render rundt med gips eller bind om hovedet.
Derfor er det nok svært for mange at sætte sig ind i hvad folk i denne gruppe gennemlever, det er det jo selv for behandlere.
Vi er blot glade for, at der er blevet skabt en debat, en debat der gerne skulle ende ud i ændringer, ikke kun for os, men også alle de andre, som står der ud og oplever det samme som os.
Lige en rettelse til mit tidligere indlæg,Jeg mente selfølgelig held og lykke til Frank og familen,beklager
jeg kom til at rode rundt i navne,men leif skal selvfølgelig alligevel have et pænt:))
Kære Frank og Helle.
Først vil jeg sige tusind tak for at I tør at stå frem.
Det har gjort at jeg også har fået mod på at kæmpe mod min kommune....
Min situation er meget lig jeres. Fik i 2009 konstateret ADHD, fik medicin som jeg blev stærkt deprimeret af og tænkte kun på at forlade denne verden, samtidig med at jeg var dødens ræd for at dø fra min datter, som jeg er alene med. Psykiateren fandt så ud af, at jeg meget hurtigt bliver forgiftet, så jeg blev trappet fuldstændig ud af medicinen, så er nu uden medicin, da jeg ganske enkelt ikke tør at prøve det igen, hvilket jo så gør at kommunen ikke kan sætte mig i bås, som værende afprøvet på alle områder eller at jeg er i en stationær situation. Men igen, det er jo heller ikke deres krop det går ud over.
Så pt står jeg i stampe og skal være i aktivitetstilbud for at opretholde min kontanthjælp, hvilket jeg har fuld forståelse for, problemet er bare at det absolut ikke hjælper mig på nogen måde, tværtimod, da jeg ca. hver 3 måned skal forholde mig til nye mennesker og et nyt sted. Psykologhjælp er en by i rusland....så i mit tilfælde hed det : Du har ADHD, her har du nogen piller, og så må du ellers selv finde ud af resten....
Og jeg har absolut ingen ide om, hvor jeg kan søge om bistand og vejledning, for den er helt klart ikke eksisterende fra kommunens side.
Undskyld mit lange indlæg, men havde virkelig brug for at sætte ord på.
Ønsker dig og Helle alt muligt held med jeres fremtid.
Mange er i klemme i systemet franks situation er deværre ikke eneståemde.
Jeg kan anbefale hjemmesiden for flekjobber,førtidspensionister og folk i klemme i systemet www.k10.dk
Der er rigtig meget nyttig viden og folk der gerne støtter op med gode råd.
Man kan osse benytte sig af foreningen sind der har frivillige der evt kan hjælpe. www.sind.dk.
Ulla.
Det er rigtig som Allan skriver, at der er mange frivillige foreninger, som gerne vil hjælpe.
Der er dog det lille problem, at kommunen, når den først køre på den måde du oplever, er ligeglade med de råd du får, om så de er fra SR bistand, som er inde i lovgivningen.
Selv om jeg har sat mig ind i socialloven og serviceloven og kan begge to både forfra og bagfra, så hjælper dette ikke meget.
Det eneste som hjælper, er at stå frem og blive synlig.
Nu ved jeg ikke hvor længe du har gået på kontanthjælp, men du skal vide, at kommunen kun må holde dig der i 2 år, så skal de have fundet en løsning på din situation.
Du kan også skrive til os på mail, hvis du gerne vil have lidt flere råd eller have oplyst hvad dine rettigheder er, for dem tør jeg væde på, du ikke har fået oplyst ret meget om.
her er email adressen.
fgripping@gmail.com
Frank.
Mange tak for mail adressen.
Jeg vil tage dig på ordet.
Ulla.
Du er velkommen.