Læsetid: 3 min.

Salg af almene boliger er et flop

Et politisk flertal vil med ny lov sælge almene boliger for at skabe en mere varieret beboersammensætning i udsatte områder. Men ingen køber de almene boliger, viser en flerårig forsøgsperiode. Alligevel ser Venstre stort potentiale ved den nye lov
Selv om det ikke lykkes at sælge flere almene boliger end hidtil til private, er målet fortsat  at styrke beboermassen, så sammensætningen blandes bedre.

Selv om det ikke lykkes at sælge flere almene boliger end hidtil til private, er målet fortsat at styrke beboermassen, så sammensætningen blandes bedre.

Christian Ringbeck

21. juli 2011

En ny salgslov, der trådte i kraft den 1. juli i år, skal gøre det lettere at sælge almene boliger i udsatte boligområder, for på den måde at skabe »en mere varieret beboersammensætning«.

Forventningen er at få solgt 100 almene boliger om året. Men i en forsøgsordning fra 2005 til 2009 blev der kun solgt én almen bolig til en ekstern køber og 61 boliger til daværende lejere. Landets største boligselskab KAB spår også ringe salgsmuligheder fremover.

»Den nye salgslov er et udmærket værktøj sammen med mange andre værktøjer til at skabe varierede beboersammensætninger. Men jeg tror ikke, der vil blive solgt særlig mange almene boliger,« siger administrerende direktør Jesper Nygård fra KAB, der administrerer cirka 50.000 almene boliger.

Bag den seneste lovændring står regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance. Loven består af et kollektivt og et individuelt afsnit: Den kollektive del gør det muligt for boligselskaber at sælge hele boligblokke, mens pengene fra salget bliver i boligområdet og kan bruges til f.eks. at modernisere området. Den individuelle del gør det muligt at sælge en almen bolig til den enkelte lejer.

Jesper Nygård kalder sidstnævnte del »i værste fald ideologisk og i bedste fald unødvendig«.

Han er venligt stemt over for muligheden af at sælge hele boligblokke, men også den har et »meget lille, kortsigtet salgspotentiale«.

»Det har været vigtigt for regeringen at opretholde loven, men der er ikke brug for den, og der har ikke været nogen efterspørgsel i de fire år, ordningen har kørt,« siger han.

Ikke ét tal

Salget af almene boliger har tidligt været en af regeringens vigtige værdipolitiske kæpheste. Det var en del af valgprogrammet, da den nuværende regering overtog roret i 2001. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) kaldte i 2004 salget af almene boliger for »ideologi med valgfrihed«.

I en redegørelse til Folketingets boligudvalg i det oprindelige lovforslag fra 2004 anslog regeringen også, at der i forsøgsperioden ville blive solgt »i størrelsesordenen 5.000 boliger«. Men i ordningens prøveperiode mellem 2005 og 2009 blev der blot solgt 21 KAB-administrerede rækkehuse i Herlev. Og samlet er 61 boliger overgået fra alment til privat ejerskab i perioden.

Til trods for de magre tal er regeringen stadig optimistisk.

»Jeg håber da, at loven kan gøre det attraktivt at sælge og købe en hel boligblok. At den kan bløde op i beboersammensætningen i de udsatte boligområder,« siger boligordfører Louise Schack Elholm (V) og uddyber:

»Jeg tænker ikke på de tidligere erfaringer med salget af almene boliger. For mig er der ikke ét tal, der er det rigtige for, hvor mange boliger, som skal sælges.«

Urealistiske mål

Blandt forligspartierne er begejstringen mindre udtalt.

»Resultatet af loven bliver utrolig beskedent,« mener boligordfører Jørgen Poulsen (R).

»Vi købte i sin tid argumentet om, at loven kan være en genvej til fornyelse af hårdt tiltrængte boligblokke. Både med hensyn til salg af almene boliger, men også muligheden for at rive dem ned. Men det er ikke en blomst, der har groet i vores have,« siger han.

Boligordfører fra DF, Anita Knakkergaard, tror heller ikke på, at målet med de 100 solgte boliger kan indfris.

»30 solgte boliger er mere realistisk. Men jeg forventer ikke det store af ordningen, for den tidligere var heller ingen succes. Men jeg kan ikke umiddelbart se, hvad vi ellers skal gøre, hvis det viser sig at være en fiasko.«

Uanset om det lykkes eller ej at sælge flere almene boliger end hidtil, mener Jesper Nygård, at målet fortsat må være at styrke beboermassen, blot ikke ved at sælge de allerbedste boliger til lejerne.

»Med de boliger kan vi som sektor sammensætte en mere varieret gruppe mennesker i boligområderne, men hvis vi gør lejerne i de bedste boliger til ejere, styrker det ikke sammenhængskraften,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Høyer

Stakkels stakkels liberale borgerlige. I har det sgu svært. Der er ingen af jeres ideer der ser ud til at holde. Bankerne bliver man nødt til at nationalisere for at undgå økonomisk ragnarok (skatteborgerbetalt), privathospitalerne skal have specielle høje priser for overhovedet at kunne komme i gang (skatteborgerbetalt), privataktiveringen af de arbejdsløse ser ud til at fejle fælt og er uden perspektiv (skatteborgerbetalt), i kan ikke få solgt almennyttige boliger, jeres skolepolitik ligger i ruiner, landbruget står trods tilskud tilskud og atter tilskud til at gå bankerot osv osv. De ideologisk begrundede reformer af politi, retsvæsen og kommuner har ændret Danmark - men til det værre. Hvornår viser de påståede økonomiske gevinster sig?
Og hvad er mantraet når en borgerlig politiker bliver bedt om en kommentar: Det er de rødes skyld, det er EU's skyld, det er kommunernes skyld, det er regionernes skyld, det er lærernes skyld, det er alle de andre der er idioter når de ikke kan se genialiteterne i 10 års forfejlet politik.

Martin Kaarup

Det kommer naturligvis heller ikke til at virke!

Den bagvedliggende ide er at bore endnu et kæmpemæssigt BP-hul ned i statskassen, og overføre den værdi boligerne og grundene har, til Venstre private kammersjukker, de luddovne aktionærer, og som ikke har den fjerneste interesse i andre mennesker end deres egen neoliberale verden.

Peuw - det var ikke nemt at skrive i en enste sætning ;-)

Bjarne Hansen

Det er jo bare endnu en "Vi skal vise handlekraft" hovsa-lov, som de kastede ud efter at der var blevet brændt nogle containere i en ghetto.

Som med knivloven, har de igen udstillet deres egen uduelighed.

Den bedste måde at løfte et boligkvarter på må vel dog være at løfte dets beboere, f.eks. gennem uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, jobmuligheder og andre tiltag, der får dem ud af den i andres øjne negative sociale situation, de befinder sig i.

Bjarne Hansen

Den bedste måde at løfte et boligkvarter på må vel dog være at løfte dets beboere, f.eks. gennem uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, jobmuligheder og andre tiltag, (H.H.)

Som f.eks. afskaffelse af loven om "Starthjælp".

Almennyttige boliger er jo nogle asociale størrelser, de spare op til vedligehold og holder boligpriserne nede. Det kan selvfølgelig ikke gå i en økonomi som bygger på at gælden skal vokse og vokse, så den eneste løsninger er selvfølgelig at få omsat de fælles skabte goder til privat gæld.

Bjarne Hansen

Almennyttige boliger er jo nogle asociale størrelser, de spare op til vedligehold(SL)

Det er da ikke så dumt, for så kan Regeringen jo gå i Landsbyggefonden og hente pengene der, når de skal bygge nye Plejehjem til Velhaverne i Nordsjælland.