OSLO »For at mindes ofrene fra Regeringsbygningen og Utøya erklærer jeg ét minuts national stilhed«.
Klokken er 12, og Norges statsminister, Jens Stoltenberg, står foran en fuld plads ved indgangen til Oslos Universitet. Men oppe foran kan der ikke blive mere stille. I fem minutter har man ikke hørt andet end skriget fra mågerne og en stille snøften fra de medlemmer af Arbeiternes Ungdomsfylkning (AUF), der står bag en afspærring til højre for indgangen. I blandt dem er mange af de unge, der klarede sig væk fra Utøya i live. Pressen bliver diskret bedt om at lade dem være, så de kan stå i fred med hinanden.
»Tusind tak,« siger Jens Stoltenberg, efter at minuttet er gået, mens stilheden fortsætter lidt endnu.
200 meter derfra hersker der kaos. Fotografer, sendevogne, kabler, pavilloner, lysspots, journalister og hundredvis af andre nysgerrige har omringet hele Oslo Tingrett. De er samlet og venter i spænding på, om dommeren vil følge Anders Behring Breiviks ønske om at lade dørene til retsmødet være åbne, så der vil være noget at rapportere. De reagerer med skuffelse, da beskeden kommer om, at retten har forhåndslukket dørene, så man ikke engang kan komme ind i retssalen og høre beslutningen om at lukke dem blive læst op. Da en bil godt en time senere ankommer til bygningens bagindgangen, bliver stemningen ifølge flere medier anspændt. Flere unge fra menneskemængden sparker og slår på bilen og råber »landsforræder« og »morder«, da den passerer.
I resten af byen er stemningen apatisk og sorgfuld. I alle sidegader ser man folk vandre med blomster eller lys i hænderne på vej mod domkirken. Det meste af byen er efterhånden åbnet igen, men overalt er der stadig spor efter det, der har ramt Oslo. Butikker har stadig træplader i stedet for vinduer, og foran en bar uden gæster ligger en mindre bunke blomster og lys.
»Lukket pga. dødsfald,« står der.
Ikke et monster
Det kommer til at tage lang tid at bearbejde. 76 mennesker er døde. Koldblodigt dræbt af en mand, der af dem, der har kendt ham, ikke viste nogle tegn på hverken sindssyge eller psykopati:
»Anders Behring Breivik er, så vidt jeg kan vurdere det, desværre ikke sindssyg. Det havde gjort alt så meget enklere, om han var,« skriver hans gamle klassekammerat og journalist på NRK Peter Svaar.
»Billedet af den gale tempelridder høj på steroider er egnet til at sælge aviser. Det havde skabt en behagelig afstand mellem ham og os, hvis det var sådan. Men ingenting jeg ved om ham fra de år, jeg kendte ham, eller det jeg siden har læst i hans såkaldte manifest peger mod, at han er gal eller forstyret.«
Anders Behring Breivik voksede op på Oslos Vestkant i et stille og roligt kvarter. Han beskrives som intelligent, dedikeret og meget ihærdig. Kolleger og skolekammerater erklærer stort set samstemmende, at der ikke var noget som helst tegn på, at han i ni år gik rundt og bryggede på en hemmelig plan om at udføre et grusomt angreb. Nogle af hans bedste barndomsvenner var muslimer.
»Det, som holder mig vågen om natten, er, at han ikke er et monster. Han er en almindelig norsk mand,« skriver Peter Svaar og husker tilbage på den aften, de sammen fejrede afslutningen på 9. klasse.
»Af os, som grillede pølser den sommeraften i 1994, er der i dag to, som er læger. En er marinbiolog. En er PR-rådgiver. Jeg blev journalist på NRK. Og Anders Behring Breivik blev massemorder«.
Forklaring søges
Forklaringerne på Anders Behring Breiviks radikalisering kan hentes flere steder fra. Selv angiver han i sit manifest nogle oplevelser i sin ungdom som noget, der prægede ham. Hans manifest er præget af en paranoid stemning, når han taler om at bevæge sig rundt i den ellers fredelige norske hovedstad. Han skriver om islamisk kontrollerede enklaver og hævder at være blevet udsat for ti tilfælde af vold og trusler begået af muslimer. Han erklærer sig glad for at være opvokset i den vestlige del af Oslo og ikke i Øst, hvor alle muslimerne bor.
»Oslo plejede at være en fredelig by. Takket være de norske kulturelle marxister/det multikulturalistiske regime har de transformeret min elskede by til en by, der er i stykker. Et multikulturalistisk shit hole, hvor ingen længere er sikre,« skriver han.
Oplevelserne med det multikulturalistiske samfund bliver også brugt som forklaringsmodel af den norske forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut Helge Lurås:
»Vi har en stigende og ophedet debat omkring immigration, og hvad den gør ved den norske kultur. At multikulturalisme ikke er den vej, vi skal gå. Og marginaliserede nordmænd føler, at deres stemmer ikke bliver hørt af det politiske etablissement. At det norske folk aldrig er blevet konsulteret om, hvorvidt de ønsker indvandring eller ej,« siger han til Russia Today.
Hans Rustad, der bestyrer den højreradikale blog Document.no, hvor Anders Behring Breivik var aktiv debattør, mener dog ikke, at forklaringen skal findes i en kamp mod det multikulturelle samfund. Han hævder at dem, der leder efter rationelle begrundelser i Breiviks argumentation, leder forgæves.
»Det bliver stadig tydeligere efterhånden som enormiteten i Anders Behring Breiviks handlinger synker ind. At det, han gjorde, ikke har nogen rationel begrundelse. Det er ren nihilisme, akkurat som 9/11,« skriver han på Document.no
Begge de forklaringsmodeller afvises dog af Tor Bach, der er forhenværende redaktør på tidsskriftet Monitor og har fulgt udviklingen på den ekstreme højrefløj siden 1991. Han peger på, at et af landets største partier, Fremskrittspartiet, er meget kritiske over for indvandring og i den grad har præget debatten igennem de seneste mange år. Han mener i stedet, at Breiviks handlinger kan forklares ud fra en blanding af ideologi og storhedsvanvid. Breivik følger blogs og læser tekster, der taler om den muslimske besættelse af Europa. Om landsforræderne fra venstrefløjen og arbejderbevægelsen, der har tilladt, at landet er blevet oversvømmet af folk med en fremmed og voldelig religion.
»Han griber til en ekstremt radikal løsning på det, han ser som værende problemet i samfundet. Det er helt fejlagtigt at sige, at det her er ondskab eller nihilisme. Manden handler fuldstændig fornuftbaseret ud fra sit ideologiske ståsted,« siger Tor Bach til Information og peger på den store selvoptagethed, det tyder på, at Breivik har haft, i og med at han ikke ville udføre terroraktionen, inden hans 1.500 siders lange manifest var klar til publikation.
»Hele det dokument siger: Se min storhed. Had og storhedsvanvid er en giftig cocktail,« siger Tor Bach.
