Læsetid: 6 min.

Satspuljen er blevet de svages brugerbetaling

Uden at politikerne åbenbart har noteret sig det, er satspuljen vokset eksplosivt, og den betaler nu en større og større del af den helt almindelige drift på socialområdet. Uanstæn­digt, mener de, der betaler, og en alt for tilfældig måde at finansiere hjælp af de svageste, mener de, der modtager
26. juli 2011

»Arbejdsmarkedets parter har vist en vilje til at holde igen på lønudviklingen i det danske samfund. Derfor ville det være urimeligt, hvis Folketinget ikke viste den samme samfundsøkonomiske ansvarlighed.«

Sådan faldt ordene, da daværende statsminister Poul Schlüter (K) fra talerstolen under en forespørgselsdebat på Christiansborg i maj 1989 retfærdiggjorde et lovforslag, der gjorde op med dyrtidsreguleringen af overførselsindkomsterne, der et par år i træk havde ført til, at pension og dagpenge var vokset mere end lønningerne i samfundet generelt. Fremover skulle overførselsindkomsterne følge lønstigninger for en helt almindelig arbejder, lød det, og der var bred opbakning i Folketinget. I selve lovforslaget var der dog et lille men.

I et selv for lovforslag ualmindelig snørklet afsnit indførtes en regel om, at når lønnen steg mere end to procent, skulle op til 0,3 pct. af den tilsvarende stigning for overførselsindkomster indeholdes og bruges til initiativer for de svageste.

»Helt grundlæggende er det en lidt kedelig konstruktion, der siger, at når din løn stiger, så stiger min med lidt mindre. Det er med til at fremme en stadig større ulighed i samfundet,« mener formand for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, ligesom de fleste andre repræsentanter for de grupper af borgere, der har en tilbøjelighed til at være mindre arbejdsdygtige end folk er flest.

Og godt 20 år efter at loven trådte i kraft er ’det lille men’ blevet til et ganske betragteligt årligt bidrag, der – målt i voksende ulighed – efterhånden mere minder om en regulær velfærdsbruger­betaling for de svageste, mener både de, der bidrager til, og de, der modtager penge fra, satspuljen.

Information har spurgt en række politikere på området, om de er klar over, hvor meget satspuljen totalt set er løbet op i, men de fleste trækker på skuldrene eller gætter på alt fra en milliard til flere milliarder om året. Reelt er beløbet mellem otte og ni milliarder årligt, viser tal fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Samtidig viser Informations gennemgang af det seneste årtis satspuljeuddelinger, at puljen i højere og højere grad finansierer almindelig drift af social­området.

Helt urimeligt

Mens satspuljen ved sin fødsel primært gik til ekstraordinære projekter for de mest udsatte, gik ca. 72 pct. af satspuljen i 2006 til permanente bevillinger, mens andelen i 2009 var vokset til ca. 79 pct. og i år til ca. 88 pct.

Socialministeriet har på Informations foranledning regnet sig frem til, at satspuljen betaler lønnen for medarbejdere svarende til 84 årsværk alene i Socialministeriets regi.

At en større og større del af satspuljemidlerne er blevet permanente bevillinger, kan tolkes som en imødekommelse af den kritik, der har været af de ofte kortsigtede satspuljebevillinger, men blandt nogle af de skarpeste kritikere har tanken aldrig været, at satspuljen blot skulle fortsætte med at finansiere de gode projekter, men derimod at succesfulde initiativer skulle videreføres over finansloven.

Det mener i hvert fald blandt andre Knud Kristensen, formand for landsforeningen SIND, der er interesseorganisation for sindslidende, der i mange tilfælde ­både betaler og tilgodeses af satspuljen.

»Man er faktisk i færd med langsomt at afskaffe puljen som pulje, men det er så stadig kun de svageste, der betaler, så man har egentlig bare givet folk på overførselsindkomster en ekstra skat. Det er jo helt urimeligt,« mener han.

Mens alle danskere f.eks. over skatten bidrager til, at vi er garanteret hurtig hjælp, i fald vi bliver ramt af en somatisk sygdom som kræft, hjerteproblemer eller dårlig ryg, så finansieres behandlingsgarantien for både brugere af børne- og voksenpsykiatri, alkoholmisbrugere og stofmisbrugere i fængsel af satspuljen. For socialminister Benedikte Kiær (K) er det dog mindre vigtigt, hvor pengene kommer fra:

»Vi sætter udviklingsprojekter i gang, og der er så nogle projekter, som vi synes er så gode, og som vi godt kan se, ikke kan blive forankret i kommunerne, som vi gør permanente.«

– Burde det ikke finansieres af alle over finansloven?

»Det er så små ting. Det er f.eks. nogle selvejende institutioner, som vi gerne ser fortsætter. Og så sætter vi flagskibe i søen – f.eks. har vi sat over 900 millioner kroner af til Barnets Reform, hvor der i høj grad er sat mange i initiativer i gang og følger rigtig mange penge med.«

Men i mange tilfælde er satspuljen direkte blevet brugt til at lukke huller, hvor man har valgt at spare på finansloven og de almindelige budgetter. Satspuljens andel af de samlede midler til behandlings­psykiatrien er fordoblet på få år, viser udregninger fra SIND

»Vores beregninger viser, at andelen af finansieringen af psykiatrien over satspuljen på seks år er vokset fra 2,9 pct. i 2003 til 6,4 pct. i 2009,« siger Knud Kristensen fra SIND, og andelen er formentlig noget højere i 2010 og 2011.

Da fem patienter med behandlingsdomme i 2007 flygtede fra Risskov Hospital, var forklaringen f.eks. den enkle og let molboagtige, at nogle af de indsattes værelsesnøgler ved en fejl også passede til hoveddørene.

Umuligt at planlægge

Det udviklede sig til en større skandale i medierne, og da satspuljepartierne i 2007 og 2008 skulle dosere de årlige midler, blev der bl.a. bevilget penge til en personaleudbygning svarende til 12 nye senge på Risskovs retspsykiatriske afdeling. Pengene var velkomne, men på to almenpsykiatriske afsnit på det nøjagtig samme hospital på helt samme tid følte personalet sig så presset på normeringerne, at man begyndte at strejke.

Det endte med, at mens en ny afdeling blev bygget op i en del af bygningen for satsmidler, lukkede man et andet sted 16 sengepladser ned ud fra det almindelige budget.

Og det siger også noget om den vilkårlighed, som satspuljefinansieringen er udtryk for, mener kritikere.

Som det fremgik af en normeringsrapport på Risskov i 2007, lå de almenpsykiatriske afdelinger »lavt« i normerede stillinger i forhold til andre afdelinger i regionen, mens den retspsykiatriske afdeling lå »middelgodt«.

»I perioder er det opsøgende psykose-team eller retspsykiatrien, der er oppe i tiden, fordi der har stået en masse i pressen, og det er glimrende, men problemet er, at det jo så ofte er de ’specielle’ ting, der får penge, mens f.eks. almenpsykiatrien lider,« mener overlæge ved PsykiatriCenter København og formand for Psykiatrisk Selskab, Jeanett Bauer.

Sidste sommer var det så galt igen med endnu en vellykket flugt fra Riiskovs retspsykiatriske afdeling, der igen førte til krav om bedre sikkerhedsforanstaltninger, der ifølge Knud Kristensen bl.a. er finansieret af endnu en bevilling fra satspuljen.

»Uanset om de så direkte er blevet brugt på at bygge et højere hegn eller noget andet, så betyder det, at man finansierer almindelig psykiatrisk hospitalsdrift via satspuljen, hvilket jo ikke er formålet med satspuljen.«

Desuden mener kritikere, at satspuljen ofte finansierer velfærdsgoder, der end ikke er forbeholdt målgruppen.

På listen over permanente bevillinger fra satspuljen figurerer f.eks. parrådgivning, behandling af pludselige løfteskader, børnefamilieydelse til udsendte i 3. lande, orlov til lønmodtagere med nærtstående døende, forbedret orlov til pasning af syge børn, fremme af ligestilling, arbejdsmiljøforskningsfonden og reduktioner af a-kassebidrag for selvstændige.

Men selv hvis man ikke betragter det som et etisk problem, at satspuljen finansierer helt basal drift af velfærdsydelser, er det et rent praktisk problem, mener blandt andre Jeanett Bauer:

»Satspuljen er jo brandslukning. Jeg ved godt, mange projekter bliver permanentgjort, uden at vi ved det, men der er ingen strategi. Det er alle sammen gode projekter, men man kan diskutere prioriteringerne, og vi vil hellere have en overordnet og langsigtet plan, som man laver for eksempel kræft og hjerte og som man udmønter nationalt,« siger hun, og det er en holdning, der deles af mange – bl.a. pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.

»Det er alle typer af landsdækkende projekter, foreninger og tilbud, der bliver finansieret af satspuljen i dag. Vores egen hovedsponsor er satspuljen,« siger generalsekretær for Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard:

»Det er jo muntert nok, hvordan dennne pulje blev født i synd, men derudover er det helt absurd, at man ikke har en langsigtet planlægning på et område som det her. Man har en sektor, der er totalt skrabet, fordi de glade givere bare hælder for 200 millioner kr. fernis ud over psykiatrien en gang om året i stedet for at lave helheds­planer og tilføre de to milliarder årligt, der ville sidestille psykiatrien med somatikken.«

cle@information.dk

soth@information.dk

mang@information.dk

phef@information.dk

Serie

Social politik?

Information gransker de kommende uger konsekvenserne af det seneste årtis socialpolitik og undersøger perspektiverne for de svage- ste og udsatte efter det kommende valg. Første artikel blev bragt lørdag 23. juli.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Og selvfølgelig har DF pludselig fundet ud af noget socialt anstændigt som man nu kan være sikker på at S og SF ikke vil være med til, p.g.a. aftalen med DRV.

Niels-Holger Nielsen

Inger Sundsvald

Det var også min tanke. Så, har de også et øv-bøv, når S-SF angriber dem for efterlønsforringelsen. Ja, politik er noget værre noget.

Slettet Bruger

En rigtig god baggrundsartikel. Med hensyn til dfisternes udmeldinger andet steds, så forstår jeg ikke rigtig hvad de vil.

Vil de give de ca. årlige 9 milliarder tilbage til overførselsindkomsterne efter valget? Og i givet fald hvordan vil de så finansiere ovennævnte (faste) aktiviteter nu hvor de netop har slået på tromme for at det er nødvendigt at skære ind vedr. folkepensioner, efterløn mm?
Eller mener de, at alt det som de i den sociale ansvarligheds navn har slået sig op på i forbindelse med puljeuddelingerne nu i stedet helt skal afvikles?

Martin Kristensen

Der er 3 forskellige sager her - som dygtigt blandes sammen af folk med interesse i ugennemsigtighed.

1: Hvor mange penge skal de områder man fra Informations kampagnes side udvælger tilføres? Hvis man mener man skal have 2 mia. i stedet for 200 mio. så er det altså fordi man vil have flere penge til området, hvilket ikke automatisk vil ske ligegyldigt hvad man gør med satspuljen. Det er sådan set sagen uvedkommende, men gør selvfølgelig arbejdet med at fremvise ofre for den one satspulje nemmere - man tager bare nogle ofre for noget andet.

2: Skal overførselsindkomster stige med lønudviklingen, med prisudviklingen eller efter en hele tredje model? Igen vil man fra Informations kampagnestab samt enkelte politikere helt klart hæve reguleringen - og det er jo en ærlig sag. Men man vil jo ikke fjerne pengene i satspuljen, man vil tage dem på finansloven. Man skubber altså satspuljen foran sig som et rambuk til at hæve overførselsindkomsterne. I modsat fald kunne satspuljen jo nedlægges, samme beløb findes på finansloven og sammenhængen mellem løn og overførsel bibeholdes. Forestil jer ramaskriget fra dem der nu taler imod satspuljen...

3: Sidst, men absolut ikke mindst, er der det relevante punkt - er skiftende ad hoc bevillinger efter politisk forgodtbefindende den bedste måde at styre de sociale udgifter. Dette er et MEGET relevant spørgsmål som godt kunne fortjene end mere sober debat end at blive spændt for de to ovennævnte formåls vogne.

Steffen Gliese

Problemet er, at man på et tidspunkt begyndte at se ens på den offentlige og private sektor: der skulle effektiviseres begge steder; men velfærdsstatens tanke var nu, at den voksende velstand fra produktionen skulle omsættes i stadig bedre velfærd, så at vi ikke havde fået en konstant nedlæggelse af sengepladser, men tværtimod en sikring af, at folk ikke i fjerde årti i træk risikerede at blive parkeret på gangen og i vaskerum. Formodentlig var tanken også, at der ville opstå nogle flere professioner og jobs, folk ville kunne søge og besætte.
Desværre har pengekulten undergravet alt det, for det er ikke samfundsopbyggende at parkere hele sit livsprojekt i, hvor meget man kan kradse ind måned efter måned. Den første til at indrømme, at det er virkningen af denne udvikling med stadig større pres for effektivitet, at samfundet forvitrer - som vi kan se det - blev begravet i dag. Skulle vi så ikke også begrave den menneskefjendske kult med hende?