Nyhed
Læsetid: 2 min.

En skæbnesommer for fagbevægelsen

Organisationerne har sat alt på ét bræt: Der er ikke nogen plan B, hvis Helle Thorning-Schmidt taber valget. Det vil fortsætte 30 års sivende nedtur for fagbevægelsen, der kan påregne ikke at blive inviteret med omkring bordet, når de store samfundsbeslutninger skal tages
SiD-formand Hardy Hansen støttede Socialdemokraterne og Poul Nyrup Rasmussen med millioner mod Poul Schlüter. Og igen i dag har fagbevægelsen lagt alle æggene i den røde kurv.

SiD-formand Hardy Hansen støttede Socialdemokraterne og Poul Nyrup Rasmussen med millioner mod Poul Schlüter. Og igen i dag har fagbevægelsen lagt alle æggene i den røde kurv.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indland
7. juli 2011

Med sin tøven med at udskrive valg har statsminister Lars Løkke Rasmussen i det mindste opnået én gevinst inden sommerferien: At en række fagforeninger i foråret har spenderet en masse penge på direkte og indirekte støtte til hans politiske hovedmodstander, Helle Thorning-Schmidt indtil nu forgæves.

Nok er der et stykke op til de 180 millioner valgkampagnekroner, som SiD-formand Hardy Hansen på medlemmernes vegne bekostede for at vælte den konservative Poul Schlüter i 1980'erne. Men ingen kan være i tvivl om, at Hardy Hansens arvtagere poster endog store millionbeløb i at fremme en socialdemokratisk magtovertagelse.

Situationen er også ganske alvorlig: Det handler om mere end blå og rød blok. Det er også et grundlæggende valg mellem to vidt forskellige måder at inddrage organisationsverdenen på i det Omstillingsdanmark, der venter. Så alt er sat på ét bræt: Fagbevægelsen synes end ikke at have en plan B klar, hvis Lars Løkke vinder, måske fordi man slet ikke tør tænke den tanke til ende: Et valgnederlag vil fortsætte måske 30 års langsom nedtur for organisationsverdenen. Oppositionen lover, at den nye finansminister indkalder til trepartsforhandlinger senest 60 dage efter regeringsovertagelsen. Med andre ord: en 'partnerskabsmodel' med bred inddragelse af interesseorganisationerne, der til gengæld skal påtage sig ansvaret for at få deres medlemmer til at følge beslutningerne. I 'Fair Løsning 2020' kaster Socialdemokraterne og SF mange lunser ud for at få fagforeningerne til at bide på: Loftet for fradrag på fagforeningskontingenter skal fjernes og organisationsgraden på arbejdsmarkedet styrkes. Rent guf for de trængte forbund.

Ud på et sidespor

Den borgerlige regering har derimod tilsyneladende tænkt sig at holde organisationerne ud i strakt arm: Genopretningsplanen og forliget om efterlønnen er eksempler på politiske diktater fra oven, en model, hvor interesseorganisationerne enten slet ikke eller kun i begrænset omfang drages ind i beslutningerne.

Model Rød giver altså 3F og andre lønmodtagerorganisationer muligheden for at blive nøglespillere. Derimod vil Model Blå (den pluralistiske, som også kendes fra udlandet) skubbe organisationerne endnu længere væk fra de reelle beslutninger.

Så det er knald eller fald, også i lyset af at den korporative reformmodel har været på retur i Danmark siden Schlüters 1980'ere. Hverken Nyrup, Fogh eller Løkke kan beskyldes for at have været flittige brugere af den, om end ikke engang Fogh sendte den helt på pension.

Modellen er da heller ikke uden fordele: Den kan være en måde at komme udenom den reformuvilje, der kan være på begge sider af det politiske spektrum eller som man i hvert fald tror eksisterer.

Samtidig kan en regering skabe større samfundseffekt, hvis tunge interesseorganisationer trækker i samme retning.

Kontrakter har det svært

Men der er også ulemper: Man risikerer udvandede og utilstrækkelige reformer baseret på laveste fællesnævner, ligesom brede konsensusprægede forhandlinger tager tid, og så kan regeringen tabe både momentum og kant.

Endelig passer modellen heller ikke godt til kontraktpolitikkens retorik, som Socialdemokraterne og SF flittigt har overtaget fra Anders Fogh Rasmussen: Det er halsbrækkende på forhånd at love at få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Med en korporativ tilgang til politik skal løsningerne jo findes og udmøntes i et kludetæppeagtigt forhandlingsspil, hvor de tre parter fagbevægelse, regering og arbejdsgivere tager og giver. Hvad kan ende et helt andet sted end med de famøse 12 minutter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En borgerlig fantasi i lighed med "Klassekampen er død". Peter Mose, Fagbevægelsen er kamporganisationer, der viser styrke gennem arbejdskamp, og pt. har det været skralt med arbejdskampe.

Problemet er, at mens arbejdsgiverne i de seneste 30 år har kunnet se deres fordel i, at betale lønmodtagerne det de er værd og derved undgå konflikter, så har regeringen VKO - ofte til irritation for arbejdsgiverne - ført værdikamp mod fagbevægelsen. Det er vanskeligt for fagbevægelsen at bruge deres sædvanlige kampmidler til at imødegå en sådan regeringsdirigeret værdikamp, så de har af nød måttet ty til det lidet flatterende kampmiddel: Penge og kampagner.

At tro fagforeningerne står overfor "en skæbnesommer" er naivt. Fagbevægelsen har på grund af opgangstidernes gunst og arbejdsgivernes økonomiske velvillighed haft svært ved at argumentere mod nogle af de ikke-bevidste lønmodtageres tilslutning til de billigere gule fagforeninger, og de har på den konto måttet tåle et vist medlemsfrafald.

Det er ikke god taktik at rasle med sablerne i fredstid. Men som Harald Børsting har udtalt: "Medlemstallene i fagforeningerne er blevet nok blevet mindre, men vore indflydelse er blevet større" - Det er den særlige natur der er gældende for en kamporganisation, og mon ikke fagbevægelsen nok skal forstå at sætte deres styrke ind når tid kommer.