Læsetid: 8 min.

De snakkende klassers fald

De politiske kommentatorer har i årevis svælget i processnak og spekulationer over det strategiske spil på Christiansborg. Men nu er den snakkende klasse af kommentatorer under heftig beskydning fra politikerne selv. Og på redaktionerne afløses kommentatorvældet nu i stigende grad af klassisk, faktabaseret journalistik
Parallelverden. Peter Mogensen og Michael Christiansen — der her interviewer Pia Kjærsgaard — er som det øvrige kommentatorkorps en del af en parallelverden, der sagtens kan være uenige om rød og blå blok, men alle tilhører det samme priviligerede lag af samfundet, siger Lars Olsen.

Parallelverden. Peter Mogensen og Michael Christiansen — der her interviewer Pia Kjærsgaard — er som det øvrige kommentatorkorps en del af en parallelverden, der sagtens kan være uenige om rød og blå blok, men alle tilhører det samme priviligerede lag af samfundet, siger Lars Olsen.

Mik Eskestad

2. juli 2011

I årevis har de siddet tungt på tronen. De har fyldt mediernes politiske dækning med personsager og endeløs snak om processer. For dem er alt strategi og intet tilfældigt. Politik er et kynisk magtspil, hvis regler og rænker de i egen selvforståelse formår at kortlægge minutiøst. Og de elsker at snakke om det. Helst på tv.

The chattering classeskaldes de i England og USA. Udtrykket blev anvendt første gang i 1984 af den britiske journalist Auberon Waugh som en lettere nedsættende betegnelse for den i mange år voksende klasse af journalister, meningsdannere og politiske kommentatorer, som ikke nødvendigvis har udrettet så meget selv, men som altid er klar med en hurtig analyse af magtens motiver. Og der har jo været nok at snakke om. Hvad enten det har drejet sig om Lene Espersens ferievaner, Lars Løkkes sygehuse, Ole Sohns fortid eller Helle Thornings mands skat.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Virkelig vigtig artikel. Man kan kun bede til at Henrik Dahl og Mark Ørsten har ret. Det ville give et betydeligt løft til befolkningens og politikernes mulighed for at revitalisere de resterende demokratiske processer, som endnu ikke er gået til grunde i medialiseret afledning / flimmer og EU Centralisering.

Dette er forhåbentligt kun første, men vigtige skridt.

Det næste og vigtigste er, at journalisterne holder fast i de kritiske spørgsmål og "tvinger" politikerne til at svare.

Karsten Johansen

På sporet av noe her, men vi slipper dessverre ikke for de vanlige grove generaliseringene:

"Eliternes triumf, hvor han beskriver, hvordan de højtuddannede ..." har erobret makten osv.

1) Det er ikke hvilkensomhelst type "høytutdannede"
som utgjør "de snakkende klasser". Det er nemlig:

a) journalister, dvs. en meget liten og betrodd krets av dem rundt maktens innerste,

b) økonomer (av den neoliberale skolen som dominerer verden totalt og totalitært i dag)

c) jurister (det finnes f.eks. knapt een av alle mangemilliardærene i USA-senatet som ikke er jurist)

d) diverse samfunnsvitere som har laget seg karriere i mediene og sier det redaktører og eiere vil høre (alle andre er stort sett sensurert vekk).
Habermas f.eks. skal få servere en omgang av sin tåketale overalt, selv om denne ikke sier noe som helst annet enn hva EU-kommisjonen og alle de øvrige eurokratene har sagt i et halvt århundre: mer sentralisering, maktkonsentrasjon osv., mens det enkle faktum at det ikke finnes noe europeisk folk og ikke noe europeisk språk er alt for konkret for slike tåkefyrster.

2) Av naturvitere, kritiske økonomer og historikere osv. er det intet spor i denne snakkende angivelige makthaverklasse. Tvertimot, få av den snakkende klasse aner overhodet noe om naturvitenskapelige sammenhenger, og de skryter ofte av at de ikke gjør det. Som Hans Magnus Enzensberger har gjort oppmerksom på for lenge siden, er mange av dem dessuten det han kaller "funksjonelle analfabeter", de har ikke noe språk, men utrykker seg i en sjargongpreget sosiolekt for de innvidde med velkjente floskler som "kledd på til", "vi må se framover", "handlingsrom", "forholdene må legges tilrette for" osv. osv.

De er besatt av gallupmålinger, deres "politiske dekning" består i gallupmålinger og sladder fra bakrom og korridorer, som artikkelen ganske riktig skriver, i et fotballsports"språk".

Forklaringen på dette ble antydet for mange år siden av den kjente norske poet, skribent og statsstipendiat Georg Johannesen, slik: "I 1|945 dro Goebbels til USA og skiftet navn til Gallup".

"Den snakkende klasse" er bedre navngitt av en annen norsk forfatter, mere kjent i Danmark, nemlig Kjartan Fløgstad. Han kaller dem "mediaturet".

Det er feil å kalle dem primært høytutdannede, de er snarere det man før i tiden kalte halvdannede. For dette er sjuskete folk som omgås lett med sannheten, og deres "holdning" er godt karakterisert av en tredje nordmann, nemlig filosofiprofessoren Jon Hellesnes: han kaller den lettnihilisme, nihilisme light, med henvisning til Nietzsches beskrivelse av "det siste mennesket".

Disse lettflytende kameleoner gjør karriere på å tilfredsstille den egentlig herskende klasses stadig økende behov for totalitær propaganda for liberalisme, dvs. overgang til totalitær hyperkapitalisme gjennom roll-back of democracy.

Søren Blaabjerg

Om journalisterne tilhører en eller anden "klasse" er for så vidt ligegyldigt, de skal efter undertegnedes mening først og fremmest være dygtige og skarpsindige, men det er et spørgsmål, om der ikke er noget i vejen med selve formen "det politiske interview", der jo kan betragtes som en slags tyrefægterforestilling, med politikeren i rollen som den klodsede olme tyr, og journalisten i rollen som elegant toreador. Problemet med formen er, at så godt som det eneste, publikum får ud af det, er en bestyrkelse af forestillingen om, at politik er en snavs affære, fuld af tricks og humbug, og hvor alt drejer sig om at mele sin egen kage og svine modstanderne til efter evne. Desuden har de spørgende jounalister den fordel i spillet, at de har forbredt sig grundigt på både de spørgsmål, der stilles og de forventelige reaktioner fra politikernes side, mens på den anden side politikerne ikke på forhånd kan vide, hvilke spørgsmål, der vil blive stillet, men må nøjes med at gætte og forberede sig derefter. Resultatet er naturligvis, at det hele ender i til dels undvigende parader, til dels overfladiske intetsigende banaliteter, mekaniske gentagelser af velkendt stof og gnavent mundhugger (trods den obligat smilende facade)..

Lad mig hermed foreslå, at man (f.eks. i TV) i stedet for helt forlader denne poppede form og i stedet går over til "hørings"-formen, altså, hvor et helt bestemt kontroversielt tema endevendes, belyst på kryds og tværs af såvel politikere af forskellig observanbs som af politisk uafhængige relevante eksperter, herunder (som ordstyrere og værter) dybdeborende jounalister, der (som en slags detektiver) er specielt gode til på en fairr og ikke på forhånd dømmende måde at lirke eventuelle skjulte dagsordener frem i lyset samt afsløre direkte løgnagtigheder og dobbeltmoralske uoverensstemmelser mellem ord og handlinger..

Benno Hansen

Fint emne for en artikel. Gode pointer.

Men hold kæft hvor er Haarder, Samuelsen og Pinds anfald bare elendige eksempler at komme med. Den journalist, der forsøgte at interviewe Haarder, gjorde da alt rigtigt, og uanset hvordan man end vender og drejer det, er Bertel Haarder vel en voksen mand, der kan sige farvel, du får ikke interviewet, eller prøve at svare uden sin spindoktor i hånden!

Information har tidligere bragt artikler om, hvor forkert de politiske kommentatorer har spået. Find dem frem, hvis i hvil sætte hoveder på. Haarder, Samuelsen og Pind har satme ikke gjort sig fortjent til denne ophævede status som eksempler på et opgør med fejlslagen journalistik. De er bare forvente, elitære taburet-narkomaner.

Svend Hvid-Andersen

Efter min opfattelse er både politikere og journalister fangede i den formatering de og vi som borgere selv har skabt. Da ingen af parterne kan holdes ansvarlige, dvs. der er ikke de store personlige konsekvenser forbundet med beslutninger eller udtalelser, er begge parter afskåret fra den frihed, saglighed og ordentlighed som personlig ansvarlighed giver. Det at kunne holdes personligt ansvarlig, gør at vi holder fokus rettet mod opgaven og substansen. Det tydeliggør envidere det mandat vi har fået, og tvinger os til at træde i baggrunden som individ og træde i karakter som et aktiv for fællesskabet.

Når vi siger ja! til lederskab og meningsdannelse i en virksomhed, en institution, eller på et nationalt plan, siger vi også ja til konsekvenserne. Det kan og må ikke være uden personlige konsekvenser at lede eller motiverer andre. I erkendelse af at politikere, journalister, eksperter, finansfolk osv. kun er mennesker, har det store fællesskab svigtet disse mennesker. Vi har som befolkning ikke formået at fastholde dem på deres ansvar. Vi har ikke defineret deres mandat tilstrækkeligt tydeligt. Vi har som samfund svigtet vore ledere og meningsdannere ved ikke at tage vores eget ansvar alvorligt. Vore ledere og meningsdannere afspejler borgernes succeskriterier for hvad god og ansvarlig ledelse er. Dette manglende medansvar udhuler vores demokratiopfattelse og skaber en følelse af afmagt i befolkningen og hos lederne. Som borgere må vi på banen og engagerer os aktivt i samfundsudviklingen. Hvis vi som befolkningen hæver niveauet for de forventninger vi har til os selv omkring medansvar, solidaritet, substans og kvalitet, vil det afspejles i de ledere vi vælger. Ledererne og meningsdannerne vil omvendt blive mere frie til at lede og motiverer, fordi mandatet er tydeligt og begrænset.

" Vi er hvor vi er, fordi vi gør som vi plejer".

Lars Peter Simonsen

Her falder Information jo selv i gryden, Henrik Dahl er da i høj grad et af disse snakke ho'der.....
Bortset fra det, en yderst velkommen artikel

Kan ikke se hvorfor kommentatorerne skal nedværdiges. De har typisk, ligesom mogensen og kristiansen, haft et tæt samarbejde med politikerne, som eksempelvis privat spindoktor. De burde alt andet end lige, kunne analysere/fortolke/tyde det politikerne siger, og give os almindelige danskere et bud på, hvad de rent faktisk mener.

Problemet er ikke de her politiske kommentatorer, men at det demokratiske spil har udviklet sig i en sådan grad, at der er et voksende "marked" for analyse af politikernes/partiernes spin.

Det burde være tydeligt at forstå hvad partierne står for, hvad de siger og mener. Men det er typisk nemmere at forstå hvad en hollænder siger, end en dansk politiker.

Det er så en af de mange problematikker ved demokratiet i Danmark. Det er ikke noget under at intellektuelle, holder sig langt fra politik og kun retorikere føler sig draget af politik.

Men man skal jo ikke kritisere demokratiet, så ender man i PET's terrormistænkte-database.

Peter Andersen

Hmmm...
relevant artikel, men problematisk at man baserer den SÅ meget på en medievant og i visse tilfælde sensationshungrende højtuddannet mand ved navn Henrik Dahl, når man ønsker at pege fingre af højtuddannede medievante sensationshungrende mennesker... ;-)

Og ang. Bertel Haarder-interviewet:
BH bliver direkte adspurgt, hvorfor de vælger at komme med nye anbefalinger lige nu, når de nu har en nedsat arbejdsgruppe med eksperter, som barsler med nye anbefalinger. BH svarer udenom i interviewet og kalder det for "spørgsmål til processen", og hidser sig efterhånden op. Senere får han i sin vrede og dejlige ærlighed sagt "Jeg VED det ikke, jeg VED jo ikke noget om det" - da journalisten spørger ham, hvorfor han ikke bare svarer på spørgsmålet... og heri ligger hele humlen for den episode - BH og hans ministerium er fanget i, at venstre hånd ikke ved, hvad højre hånd laver!!
Han VILLE ikke svare "Det ved jeg ikke" - det ville heller ikke se godt ud i nyhederne, men jeg synes det er for meget at kalde reporteren for en "sensationshungrende DR-journalist", manden fraråder sådan set BH at lade sig interviewe i ophidset tilstand.

Den grundlæggende præmis for artiklen er jeg dog fuldt ud enig i - "neutrale" kommentatorer, journalister og politikere er så viklet ind i hinanden, at vi almindelige danskere er ved at - undskyld udtrykket - brække os over det!

Peter Hansen

Det, der kom frem i forbindelse med BH-interviewet, var, i hvor høj grad et interview er aftalt mellem den interviewede og journalisten. BHs vrede gik jo på, at han ikke var blevet forberedt på at få dét spørgsmål, som journalisten ellers havde aftalt med hans spindoktor. Så det kom bag på dem begge, at der var det hul i Haarders viden. Og det fik Haarder til at flippe ud, fordi han jo lider af liberalistens karakteristiske paranoia.

Og så fik resten af verden også set, hvad alle der har færdes omkring undervisningsministeriet godt viste, hvordan BH sande jeg er.