Socialministeriet har mistet 94 mia. på finansloven
Det seneste årti har alvorligt svækket Socialministeriets politiske magt og prestige, mens pengekassen er skrumpet med 94 milliarder. I 2001 modtog Socialministeriet 101,4 milliarder på finansloven, mens tallet i dag er nede på syv milliarder. Samtidig er områder som beskæftigelse, velfærdsydelser, familie- og børnepolitik samt ligestilling drypvist hevet over i andre ministerier.
Socialministeriet er i dag blevet et »almisseministerium«, mener socialordfører Özlem Cekic (SF).
»Et par gange om året sætter vi os og deler penge ud til et par frivillige organisationer. Men der er næsten ingen ressourcer til socialpolitikken, mens fattigdommen stiger og flere familier sættes på gaden. I stedet lapper man lidt her og der,« siger hun.
Amputeret ministerium
Hun anklager regeringen for at føre en socialpolitik, hvor den enkelte selv har ansvaret for at hive sig ud af fattigdommen ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
»Når man har den tilgang, kræver det jo heller ikke et ministerium, der laver noget. Man vil hellere ud og give 12-årige elektroniske fodlænker på end se på forældrenes problemer,« siger hun.
Også René Skau Björnsson (S), der sidder i Socialudvalget, angriber ministeriet og kalder det »amputeret«:
»Fokus er forsvundet fra den sociale indsats og drejer sig nu om, at alle sociale problemer kan løses ved, at man har et arbejde.«
Socialordfører Line Barfod (EL) påpeger, at socialpolitikken desuden er enormt præget af signalpolitik:
»Foruden beskæftigelse handler socialpolitikken mest om at klappe folk på skulderen og sige 'hvor er det synd for dig, at du er hjemløs' frem for at forhindre, at nogle ender i fattigdom og ikke kan betale deres husleje.«
Selv om ministeriet på 10 år har mistet 94 milliarder, afviser socialminister Benedikte Kiær (K), at ministeriets slankekur har ført til en svækket politik, for ministerierne samarbejder på tværs om eksempelvis beskæftigelse.
»Jeg synes helt klart, der er en god positiv udvikling på socialområdet. Og selv om ydelserne er flyttet over i Beskæftigelsesministeriet, har det ikke haft indflydelse på, om vi har en god socialpolitik eller ej,« siger Benedikte Kiær.
Hvilket ministerium har det overordnede ansvar for at hjælpe de fattige?
»Det har vi alle sammen, og alle ministerier skal dele dette ansvar.«
'Årtiet, der udsultede Socialministeriet' SoMMERTIDER side 6-8
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Selvfølgelig synes Benedikte Kiær ikke at ministeriets slankekur har ført til en svækket socialpolitik. Hun mener formentlig at man aldrig før har fået så meget mere for færre penge.
Man kan narre nogle klienter hele tiden og man kan narre alle klienter noglen tid. Men man kan ikke narre alle klienter hele tiden.
Narre eller ikke narre. Det største problem er i mine øjne at vi stiltiende lader det ske........