Socialprojekter vælges i blinde

Et eller andet sted i Socialministeriets arkiver ligger der angiveligt en evaluering af et satspuljeprojekt, der indeholder en halv A4-side med ordlyden »Anders And, Anders And, Anders And ...«

Af gode grunde vil forfatteren til evalueringen ikke have sit navn i avisen, men spørger man både ansvarshavende politikere og modtagere af satspuljemidler, er det ikke usandsynligt.

I mange år er satspuljen der årligt skaffer penge til socialområdet ved at udhule overførselsindkomsterne blevet kritiseret for at være Christiansborg-politikernes særlige 'honningkrukke' til finansiering af projekter, de har en særlig sympati for.

Dette er der til dels gjort op med i kraft af færre og større blokbevillinger.

Men når det handler om den større og større andel af projekterne, der gøres permanente, er udvælgelsen fortsat lige så uvidenskabelig.

Det mener blandt andre Socialdemokraternes politiske ordfører i Region Hovedstaden, Thor Grønlykke, der med otte år som socialordfører i det socialdemokratiske København bag sig har set lidt af hvert.

»Når det er værst, er det på grænsen til det nepotistiske. Der er så meget hø og hakkelse blandt satsprojekterne, og man burde som minimum kræve, at projekterne var femårige, så det var muligt at bedrive noget forskning og få en fornemmelse af, om det overhovedet virker, inden man beslutter, om de skal være permanente,« siger Thor Grønlykke:

»Vi har et gigantisk socialområde, hvor den systematiske kvalitetsudvikling, når det handler om at efterprøve effekten af vores indsatser, er noget nær lig nul, og hvis du sammenligner med sundhedsområdet eller i det private erhvervsliv, er det uhørt,« siger han.

Ingen beviser

Som et eksempel på et område, der er præget af dårligt funderede og kortsigtede projekter, peger han på arbejdet med de dårligst stillede børnefamilier, som han mener sejler, fordi man kun har en smule studier fra udlandet at læne sig op ad.

»Vi har haft en løbende strøm af sager, og man leder hver gang efter fejlen, men problemet er jo, at vi på systematisk niveau er virkeligt dårlige, og der er næsten ingen beviser for, at det, vi gør, er bedre, end at vi ingenting gjorde,« siger han.

I pårørendeforeningen Bedre Psykiatri nikker man i den grad genkendende til vilkårligheden og den uvidenskabelige tilgang på satspuljeområdet.

»Man har skabt et projekthelvede, der gør, at 200 foreninger, tiltag og kommuner sidder og bruger masser af arbejdskraft på at søge midler. Det er ikke atypisk, at der er afsat 25 millioner, men søges for 600 millioner. Men i den anden ende følger man overhovedet ikke op. Vi hører om en syndflod af ræd- selseksempler, der er amatøragtige ud i det groteske,« siger generalsekretær Thorstein Theilgaard.

»Vi skal selvfølgelig dokumentere, at det kommer vores målgruppe til gavn, men de rapporter, som det frivillige, sociale Danmark laver, er der ingen, der læser. De bliver lagt ind i sagsmappen. Det er et papirhelvede, der ikke bruges til noget, men mange er bange for at udtale kritikken,« fortsætter Thorstein Theilgaard, hvis forening selv har satspuljen som hovedsponsor.

Virkede efter hensigten

I en anden organisation på psykiatriområdet, SIND, peger formand Knud Kristensen på tvangsprojektet, der er beskrevet andetsteds på siderne her, som et eksempel på, at det ikke er resultaterne, der dikterer, hvad der kører videre.

»Tvangsprojektet er kørt ad to omgange, og det virkede virkelig. Det var såkaldte gennembrudsprojekter, hvor man kunnes se, at brugen af tvang faldt. Der kunne man helt klart sige, at det havde en effekt, men der var så ingen opmærksomhed omkring det længere, og når pengene så løber ud, kan man se, at effekten ikke holder.«

Heller ikke formand for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, mener, at det er kvaliteten, der bestemmer, hvilke projekter der overlever.

»Vi har et projekttyranni, hvor nogle politikere siger: Vi skal have noget udvikling på det her område og så er det her, at pengene falder. Også selv om der kunne være nogle andre områder med mindst lige så gode ideer eller projekter,« siger han og byder det nærmest velkommen, at flere og flere penge bare ryger ind i den almindelige drift af socialområdet, selv om han synes det er uretfærdigt, at overførselsindkomstmodtagerne skal finansiere det.

»Hvis man ikke gjorde det, ville satspuljen have så stor en volumen, at der ville blive spildt penge på rigtig mange rigtig dårlige projekter.«

Som en af flere peger Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri på et pårørendeprojekt, der viste gode resultater.

»Med meget simple tiltag, der ikke kostede noget som helst, kunne man flytte den meget lave tilfredshed med 30 pct. Men det er forbi, og det er bare endt i arkiverne. Der er ingen seriøs evaluering og ingen opfølgning, så man kunne have spredt den her bedste-praksis til resten af området.«

Har flyttet kulturen

Et af de få satsprojekter på socialområdet, som Socialdemokraternes Thor Grønlykke mener har vist resultater med en vis videnskabelig pondus, handlede om motionens betydning for psykisk syge.

»Projektet lænede sig op ad studier af ganske høj kvalitet i psykiatrisk regi. De kører stadig i Hørsholmsgade på Nørrebro, og har virkelig flyttet kulturen blandt de ansatte. Før havde mange, der beskæftigede sig med f.eks. psykisk syge, den holdning, at man bare kunne finde på at sidde og ryge og se fjernsyn med patienterne, men man dokumenterede virkelig, at motion havde en effekt, og erfaringerne i København er nu virkelig gode,« siger Thor Grønlykke, der som uddannet læge ville ønske, at socialområdet ville tage ved lære af det medicinske område, hvor det i højere grad end politiske mærkesager er randomiserede tests og beviser, der afgør, hvor man satser:

»Socialministeriet har ingen kærlighed til forskning og udvikling, for de er selv af den gamle skole og ser kun problemer med det: 'Så skal vi til at trække lod mellem folk, og det må da give problemer, og det er etisk forkert', siger de. De har ret i, at det er svært, men det adskiller sig ikke væsentligt fra det medicinske område, hvor man også laver studier på alvorligt syge mennesker. Alternativet er, at man bliver ved med at lave ting uden at vide, om de virker.«