Læsetid: 6 min.

Storbyernes kamp mod syndfloden

København er en af de storbyer, der i netværket C40 vil levere ambitiøse klimaløsninger. 'Det er storbyerne, vi skal knytte vort håb til, og København er i front,' siger international rådgiver. Men nogle gange skyller klimaforandringerne de smukke ord ud i kloakken
Det voldsomme skybrud lørdag druknede store dele af København. Her er Lersø Parkallé på Østerbro.

Det voldsomme skybrud lørdag druknede store dele af København. Her er Lersø Parkallé på Østerbro.

Bax Lindhardt

7. juli 2011

Den 29. juni præsenterede Københavns Kommune på Rådhuset et nyt grønt løsningskatalog, der på engelsk forklarer andre byer og kommuner i verden, hvordan København på otte konkrete områder er på forkant med at udvikle bæredygtige løsninger på store byers problemer med klima, vand, affald m.m.

En af løsningerne handler om vandets kredsløb, herunder bedre styring af regnvand bl.a. i forbindelse med voldsom nedbør.

»Afstrømmende regnvand opsamles lokalt og ledes langsommere ned i kloakkerne, når kapaciteten tillader det,« hedder det i løsningskataloget.

»Fire typer systemer er taget i anvendelse:

Fordampning: f.eks. med flere grønne tage.

Recirkulering: lagring af vand og lokalt genbrug til havevanding, tøjvask og toiletskyl.

Tilbageholdelse: langsom nedsivning i jorden, f.eks. via gennemtrængelig belægning.

Rensning: en vifte af filtrerings- og separeringsmetoder.

Tre dage senere, lørdag den 2. juli, åbnede himlen sluserne og demonstrerede med et historisk voldsomt skybrud, at løsningerne i dag langtfra er realiseret i et omfang, der i klimaforandringernes og de ekstreme vejrfænomeners tidsalder gør en mærkbar forskel.

Men København er på vej. Sådan som mange andre af verdens storbyer og større byer er det. Endnu ikke i nærheden af bæredygtighed eller de klimamål, som videnskaben eller byerne selv har formuleret, men i en proces, der kan føre til resultater, hvis der holdes fast.

Det fremgår af en rapport udarbejdet til det grønne storbynetværk C40 Cities af det globale konsulentfirma Arup og præsenteret på seminaret på Københavns Rådhus af Mark Watts, energi- og klimadirektør hos Arup.

C40 Cities har New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, som formand og omfatter 40 af verdens allerstørste byer plus 18 knap så store tilknyttede byer, hvoraf København er én.

Siden 2005 har storbyernes klimanetværk samarbejdet om at håndtere den klimaudfordring, som deres sammenlagt 300 mio. indbyggere har et betydeligt medansvar for. Tilsammen og til dato har de ifølge Arups rapport søsat 4.734 konkrete projekter og aktioner inden for energi, transport, vand, affald, økonomi og klimatilpasning.

»Fra min synsvinkel er byerne det niveau, man kan knytte størst håb til i kampen for klimaet også fordi der herfra lægges et seriøst pres på de nationale regeringer,« siger Mark Watts til Information.

Watts er rapportens hovedforfatter, rådgiver for C40 og af britiske medier beskrevet som 'den intellektuelle kraft bag (daværende borgmester) Ken Livingstones indsats for at gøre London til en ledestjerne i kampen mod global opvarmning' i perioden 2002-08.

Drivkraften

Ifølge Watts er drivkraften i C40-arbejdet storbyborgmestrenes vilje til at lære af hinanden, kopiere hinanden og ligefrem konkurrere med hinanden om at udvikle klimaløsninger.

»For mig har det været interessant at opleve borgmestrene fra de største byer sidde i workshop og arbejde praktisk, tage noter det oplever jeg ellers aldrig med borgmestre.«

Hvem er længst fremme med klimaindsatsen?

»Målt på antallet af initiativer er Tokyo med over 300 projekter uden tvivl nummer ét. Men hvis du spørger, hvem andre byer tager bestik af, er København nummer ét. Det er ikke smiger, det er sandt,« siger den britiske konsulent, der for Københavns Kommune har udarbejdet det grønne løsningskatalog.

»I København ser de en by, der i flere årtier har investeret i at være energieffektiv og teknologisk på forkant. Man oplever, at der her er tale om en reel samfundsmæssig beslutsomhed, der ikke skifter med det politiske styre i kommunen, som det ses andre steder f.eks. i min by London.«

Jeg er ikke sikker på, at borgerne i København har det samme billede af deres by som grøn frontløber på den internationale scene.

»Der er nok en tendens til, at man i sin egen by har mere øje for problemerne end succeserne. Men jeg kan forsikre dig, at f.eks. Københavns mange cykler og indsats for cykeltrafikken har inspireret storbyerne. Da C40 blev etableret i 2005, ville man blive grinet ud, hvis man foreslog cyklisme som et hovedpunkt i trafikpolitikken i dag er cyklerne den enkeltløsning på transportområdet, der er allerflest projekter med. I f.eks. São Paulo, hvor det er hurtigere at spadsere end at køre bil på grund af trængslen, rykker borgmesteren nu med etablering af cykelstier og lukning af byens centrum for biler om søndagen.«

Ifølge Watts er det karakteristisk, at storbyborgmestrene sjældent er ivrige efter at være allerførst med en ny strategi eller løsning.

»Men alle vil gerne være den anden, der gør det. For så kan de drage nytte af de førstes pioner-erfaringer og gøre det endnu bedre. Stockholms system for trængselsafgifter for biltrafikken er bedre end Londons, fordi man kunne lære af London. Og Londons cykelprogram er lidt bedre end Paris', fordi man har draget fordel af Paris' erfaringer.«

Frontløberne

Arups undersøgelse af storbyernes klimaindsats fortæller, at Berlin er længst og forbillede, hvad angår energirenovering af den eksisterende bygningsmasse, mens Toronto er i hælene med en ambition om at renovere en tredjedel af arealet i 1.400 boligblokke. Tokyo og Berlin er mest ambitiøse, når det gælder at udbedre lækager i vandforsyningen, mens København har opnået besparelser i det individuelle vandforbrug på hele 26 pct. på seks år via bl.a. individuelle vandmålere.

Seoul i Sydkorea investerer heftigst i intelligente elmålere, Chicago og Buenos Aires har vidtgående projekter for grønne tage, og Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, har det mest ambitiøse træplantningsprogram med millioner af træer på vej.

»Man kan se i rapporten, hvor mange aktioner, der er startet, men jeg kan ikke nævne én by, der overhovedet er i nærheden af at nå sine mål,« pointerer Mark Watts.

»I de fleste tilfælde leverer programmerne ikke på den måde, det var blevet stillet i udsigt. Det afspejler, at det alt sammen er nyt med et behov hos kommunerne for at indarbejde nye kompetencer, etablere en ny stab osv. Og så har den økonomiske krise betydning. Hvis man spørger borgmestrene, er den største forhindring mangel på penge. Manglende støtte fra regeringerne er en anden barriere, som nævnes.«

Selv om offentlighedens optagethed af klimatruslen ifølge mange meningsmålinger er faldet efter COP15's fiasko og den økonomiske krises indmarch, vil Watts ikke betegne vælgerne som en alvorlig forhindring for borgmestrenes indsats.

»Men initiativerne kommer mest 'top-down', ovenfra, og det er byerne med de dristigste borgmestre, der gør mest. Trængselsafgifterne og andre seriøse klimainitiativer i London var ikke blevet realiseret, hvis ikke Ken Livingstone i 2003 havde brugt en sommer på at læse om emnet og efterfølgende havde givet sine ledende rådgivere lektier for. Medierne sagde som med én stemme, at trængselsafgifterne ville blive afslutningen på Livingstones karriere, men det blev gennemført, det virkede, og den offentlige mening skiftede fuldstændig.«

Syndfloden i havnebadet

Der er endnu ikke i C40-samarbejdet data og fælles metoder til at opgøre, hvad storbyernes klimaindsats til dato har betydet for CO2-udledningerne. Det kommer forhåbentlig næste år, siger Mark Watts.

»Det, der indtil nu er gennemført, er de initiativer, der rummer flere fordele, det vil sige er til gavn for klimaet og samtidig er umiddelbart økonomisk interessante. I hvilken grad det fortsætter, afhænger bl.a. af økonomien. København kan blive en test på det: Her er en storby, der allerede er gået meget langt vil man også tage de næste, betydeligt sværere skridt?«

På seminaret fortalte kommunens kontorchef for internationale relationer og grøn vækst, Karoline Amalie Steen, hvordan man fra New York-borgmester Bloombergs kontor havde ringet engang efter COP15 med spørgsmålet: 'Kan I ikke lære os, hvordan man gør det muligt at bade i en storbyhavn?'

»Det inspirerede os til tanken om, at København måske kan eksportere sammenhængende klima- og miljøløsninger,« sagde Karoline Amalie Steen ved præsentationen af det nye københavnske løsningskatalog.

Netop nu er der røde flag på kortet ud for havnebadene ved Islands Brygge og Fisketorvet. »Badning frarådes pga. sundhedsrisiko«, står der. Den ekstreme regn i lørdags har bevirket store mængder kloakvand i havnen og leveret et vidnesbyrd om, hvor stor opgaven med klimatilpasning og -beskyttelse er, og hvor meget det haster. Også for København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Keith Hansen

Godt vi har nogle progressive lokalpolitikere i København der tænker grønt og innovativt, når det ikke handler om andet end populisme, pis og polemik på Christiansborg. VKO har skabt en dagsorden med ekstremt fokus på 2020-planerne som rød blok er hoppet med på, i stedet for at komme med konkrete løsninger lige nu og her som fx på det dybt relevante og stærkt tiltrængte klimaområde. København ftw!

John Houbo Pedersen

Ikke fordi jeg skal være "Kloge Åge", men regnvand hører ikke hjemme i kloarker, mit hus har ingen tagrenner, men skråtstillede fliser der leder regnvand væk fra hus mod have, hvor birketræer sørger for opsugning.

Regnvand.

Kunne der ikke laves nogle kanaler der ledte regnvandet til kæmpebaljer . Eller nogle indsøer eller hvad de kaldes.

I de kæmpebaljer kunne være et filter, så det værste snavs blev siet fra. Vandet kunne så ledes videre gennem rør og samles med andre rør fra andre storbyer i Europa,(mange dråber bliver til rigtig meget vand i de rør).

Disse rør kunne lede Europas storbyers regnvand videre over Suez eller Gibraltar og videre ned til tørken i Sahel. Så snart ørkenen får vand bliver den frugtbar, og når planterne vokser og fordamper deres vand bliver der måske oprettet en mere naturlig balance.

Verden har det vand verden har. Det er bare alt for ulige fordelt, og ubalancerne skal der rettes op på.
Ikke kun de økonomiske ubalancer men i sandhed også de klimamæssige.

Når man kan lede olie gennem rør den halve verden rundt, hvorfor kan man så ikke lede vand i rør til dér hvor de virkelig har brug for det,

Dette var lidt jævnt skrevet uden de store fremmedord.

Hilsen en ikkesporingeniør.