Succes til næsten ingen verdens nytte

I virkeligheden er det en solstrålehistorie for dansk psykiatri. Men solskinnet har indtil videre vist sig at være kortvarigt.

I et banebrydende 'gennembrudsprojekt', der siden 2004 over flere omgange har været finansieret af satspuljemidler, lykkedes det for 22 psykiatriske afdelinger landet over markant at nedbringe brugen af bæltefikseringer, tvangsmedicinering, tilbageholdelse og anden tvang over for psykiatriske patienter.

»Vi arbejdede meget med en kulturforandring, hvor vi blev klart bedre til at få talt med patienterne om, hvordan de havde det, om hvordan vi sammen kunne håndtere den aktuelle tilstand, og om hvordan patienten havde det efter at have været udsat for tvang,« fortæller ledende oversygeplejerske Kirsten Krogh fra psykiatrien i Herning.

Som i en række andre af de deltagende afdelinger var succesen i Herning til at tage at føle på.

Antallet af tvangsfikseringer blev reduceret med 36 pct. og den tid, hvor fikserede patienter lå i bælte, blev bragt ned med 51 pct. Samtidig viste en efterfølgende analyse, at hele indsatsen i Herning var sket stort set uden brug af ekstra ressourcer, og at brugen af medicin var faldet.

»Det var et fantastisk projekt. Vi lavede et hav af tiltag, som vi testede og udviklede og de erfaringer, som vi og andre teams i landet gjorde, var med til at bane vejen for en ændring af psykiatriloven. Så på den måde var det absolut en succes,« siger Nete Kran, der som 1. reservelæge også deltog i projektet i Herning.

Men selv om projektet nærmest var gratis på bundlinjen, er det i virkeligheden ikke hele sandheden. For for at høste de besparelser i især personaleressourcerne, som færre tvangsindgreb giver, så krævede det mindst lige så mange mandetimer at gennemføre forandringerne.

»Lige så snart man skal tage medarbejdere ud af deres daglige arbejdssituation for at få noget undervisning og indføre nye rutiner, så koster det. Og det er sjældent, at man uden videre kan overføre de erfaringer, vi for eksempel gjorde os, til andre afdelinger.«

Mere tvang igen

Og efter at satspuljefinansieringen af projektet stoppede, er det flere steder i landet gået den anden vej igen. Også i Herning.

»I de første år også efter, at projektet var ophørt, havde vi rigtig gode resultater men desværre så vi i 2009 en stigning i brugen af tvang igen,« siger Kirsten Krogh.

Og på landsplan er brugen af tvang også kun steget. I dag er det en femtedel af alle psykiatriske patienter, der i løbet af deres behandling bliver udsat for tvang og antallet af tvangsindgreb pr. indlagt patient er steget med 20 pct. fra 2000 til 2009, viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen.

Kirsten Krogh understreger, at der kan være mange forklaringer på stigningen.

»Men det er et problem med satspuljeprojekterne at der er en risiko for, at når projekterne ophører, så aftager virkningerne igen. Selv om man et eller andet sted kunne have en drøm om, at når medarbejderne først har lært noget, så kan de bare det, så er der behov for ressourcer til videreudvikling, da der hele tiden er udskiftning af medarbejdere og ændringer i situationen,« siger hun.

Og når det kommer til at brede de gode erfaringer ud på andre psykiatriske afdelinger, så kan det være svært at finde pengene til det, fortæller Helle Høgh, der er konsulent i Region Midtjyllands afdeling for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, der har været ansvarlig for 'gennembrudsprojektet'.

»Der sker generelt rigtig mange ændringer på hospitalsområdet og sundhedssystemet for eksempel har akkreditering kostet rigtig mange kræfter. Derfor er der nok en tendens til at fokusere kræfterne på det, man skal og ikke i lige så høj grad på det, man gerne ville,« siger hun.

I pårørendeforeningen Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Thorstein Theilgaard det en regulær katastrofe.

»Bæltefiksering, tvangsmedicinering og tvangsfodring er voldsomme indgreb, og man har ikke været i stand til at gøre noget ved de høje tal, og det handler både om økonomi og dårlig kultur. Synes vi det er tidssvarende?«, spørger han.

At projektet aldrig blev bredt ud, kalder han et eksempel på den vilkårlighed, der præger satspuljeområdet.

»Det rimer ikke med vores forventninger til en god indsats for vores kære og nære, og det er også med til at male billedet af psykiatrien helt i bund.«