Baggrund
Læsetid: 8 min.

Unge doper sig mod livets grundvilkår

Ungdomsgenerationen er på antidepressiv medicin som aldrig før. For en generation, hvis lykke alene afhænger af individets eget valg, bliver nedturen desto større. Og hvorfor så egentligt ikke tage toppen af nedturen?
Ungdomsgenerationen er på antidepressiv medicin som aldrig  før. For en generation, hvis lykke alene afhænger af individets  eget valg, bliver nedturen desto større. Og hvorfor så egentligt ikke tage toppen af nedturen?
Indland
15. juli 2011

»Hvor hendes skikkelse forfølger mig! Vaagen og i drømme fyldes min sjæl af hende! Her, naar jeg lukker øjnene, her i min hjerne, hvor den indre synsevne samles, staar hendes sorte øjne.«

Ulykken ville, at Lotte, Werthers elskede Lotte, valgte en anden mand. Der er ingen kærlighed mere eksplosiv, end den der føles af den unge, beskrev den tyske forfatter og digter J.W. von Goethe, da han med romanen Den unge Werthers lidelser lod hovedpersonen tage sit eget liv i kærlighedens navn.

Bogen udkom i 1774, men her 237 år senere lader den håbløse ungdom til endnu at være ramt. Forskellen er, at man nu kan medicinere sig ud af de værste eksistentielle kriser og hjertesorger. For oplevet for første gang synes forelskelsen og tabet derefter stadig ubærligt, man elsker hårdere og man falder dybere.

Når sociolog Emilia van Hauen tænker tilbage, er hun ikke i tvivl. Hun havde en klinisk diagnosticeret depression, men dengang i 1980'erne, da hun var 18 år gammel, var behandling ikke noget, man brugte. Hendes sene teenageår og tidlige tyvere var tunge og glædesløse, og Emilia van Hauen blev overrasket, da hun efter nedturen erfarede, at ulykke og tristhed ikke er normaltilstanden.

»Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg havde valget. Jeg ville ikke have taget piller,« siger hun i dag. »Depressionen ligger til ungdommen, fordi ungdommen på mange måder er en ekstrem livsfase at gå igennem. Man elsker mere end nogensinde, og når man er ked af det, er man på selvmordets rand og deprimeret. Her har man endnu ikke af livserfaring lært, at bare fordi, man har det skidt i dag, har man det ikke nødvendigvis i morgen,« siger Emilia van Hauen.

Ubarmhjertige ungdom

Siden starthalvfemserne har de såkaldte lykkepiller eller antidepressiva, som de hedder, sat sig tungt på de mismodiges marked, og pillerne har arbejdet sig ind i den vestlige verdens bevidsthed som en løsning på tristesse.

Først og fremmest er de svært depressive kommet i behandling, succesen har været stor, og man har kunnet registrere store fald i selvmordsraterne.

Ud af adgangen til humørmedicinering voksede dog også dilemmaerne, for hvad skal der til, før man er tilstrækkeligt ked af det til at få piller? Er ungdommens uomgængelige tristhed, tomhed og hjertesorger nok?

Af Danmarks 462.476 indbyggere på antidepressiva var 105.000 unge mellem 20-39 år medicineret i 2010. En stor stigning fra 1999, hvor 41.330 unge var i behandling. Og tallene ser ud til fortsat at vokse. Alene på to år er forbruget hos de 18-37-årige steget med 17 procent.

Det er ikke kun de myndige, der medicineres ud af depressionen. Blandt de yngre fra 0-19 år var 13.188 i 2010 på antidepressiv medicin. Heraf var 1.728 børn mellem 0-14 år.

En ting står dog ikke til diskussion: De er triste, de unge.

Men når de som generation betragtet medicinerer sig mere end nogen generation før dem, er de så mere triste end normalt?

Peter la Cour er forhenværende højskolelærer, lektor ved Syddansk Universitet og klinisk psykolog på Rigshospitalets Smertecenter. Han mener ikke, spørgsmålet kan besvares så simpelt:

»Det kan jo ikke passe, at de unge er mere triste, end de har været førhen, for biologien er nødvendigvis forblevet den samme i forhold til de seneste generationer. Samfundsmæssigt er det dog svært at sige, hvad der er skæg, og hvad der er snot. Den ungdomsgeneration, der er nu, er blevet pacet igennem uddannelsessystemet og står nu uden arbejde midt i en recession. Det giver en naturligvis en følelse af afmagt,« siger han.

I takt med at medicinen er blevet mere tilgængelig, og depressionsbegrebet er blevet aftabuiseret, har ungdommen forelsket sig i ideen om de små hvide humørkombattanter. Overordnet set mener Peter la Cour, at ungdommen har en utopisk forestilling om, hvor glat en tilværelse, man kan have lov at drømme om.

»Ungdommen i dag har for høje forventninger til, hvor nemt livet skal være, samtidig med at de har ekstremt høje krav til sig selv. De ambitiøse unge udgør den største del af ungdommen i den her generation, mens resten af generationen er i den anden boldgade fuldkommen fortabt i ungdomsarbejdsløshed og meningsløshed. Og begge grupper har store grunde til at medicinere sig ud af deres magtesløshed,« siger Peter la Cour.

Han er bange for, at unge alene medicinerer sig for at yde optimalt, og at det intet har med depression at gøre, men snarere handler om livsstilsoptimering.

Du er din egen fjende

Som børn af frigørelsens '68-generation og dens efterkommere har ungdomsgenerationen ikke alene skullet yde, de har også skullet brænde. Den individualistiske og selvcentrerede generation er de blevet kaldt, og generationen er blevet overdænget med til- og fravalg. De unge har skullet vælge sig til den rigtige og meningsfulde uddannelse, kæmpet for den perfekte krop og den ultimative seksuelle frihed forbundet med et upåklageligt velfungerende parforhold. Og de har skullet elske deres uddannelse og job.

I dag er fjenden dig selv og ikke din chef, lyder det fra Jens Christian Nielsen, der er centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han betegner nutidens ungdom som emotionel, fremtidsorienteret og meningssøgende.

»I det klassiske industrisamfund blev man trykket på plads af en myndighedsperson og en ond leder, men dengang vidste man, hvem man var oppe imod. I dag er du selv leder, og din nedtrykthed og magtesløshed falder kun tilbage på dig selv, når du er ung,« siger Jens Christian Nielsen.

Førhen herskede forestillingen om, at du som ung skal være ydmyg for der er mennesker, ældre og bedre borgere, der er langt klogere end dig. Den forestilling er erstattet af billedet af den omnipotente unge, påpeger Emilia van Hauen.

»I stedet oplever de unge et præstationspres som aldrig før, og det er derfor, de går i depression. De føler sig omnipotente og på den anden side erfarer de, at de ikke kan magte det,« siger hun.

Den forsvundne lidelse

Igennem de seneste årtier er samfundet blevet mere og mere optaget af lykke. Samtidig er depressionsbegrebet blevet aftabuiseret, og mennesker har sygemeldt sig på stribe. Det polariserede fokus på enten lykke eller depression kan dog have fjernet bevidstheden om alle de følelser indimellem.

Når du enten er lykkelig eller decideret deprimeret og sygemeldt, er alle følelser indimellem blevet gjort til en unaturlig del af tilværelsen. Der findes ikke længere den selvfølgelige lidelse, som intet menneske kan undgå et liv igennem. Og det er en moderne opfattelse, for dengang kirken havde en fremtrædende rolle i samfundet, blev fortællingen om mennesket berettet noget anderledes. Her kunne de rettroende hver søndag sætte sig til rette på bænkene og høre om menneskets lidelser, og hvis blot de unge havde lært, at lidelse er et vilkår i livet, ville de måske anse den som en gave, siger Emilia van Hauen.

»Vi taler ikke længere om lidelse kun om lykke. Det er en skam, for det er for det første uundgåeligt og dernæst en gave. Mit råd til ungdommen må derfor være, at man skal gå i et med lidelsen for at se, hvad der ligger i den mørke side af livet. I stedet for at se angst for eksaminer, kærestesorger og ensomhed som en unormal tilstand, skal man acceptere den som en normaltilstand. Jo bedre man tackler det, des bedre rustet er man til et lykkeligere liv,« siger hun.

Det er i ungdommen, vi lærer os selv at kende. Det gør vi ikke igennem en pille, mener Emilia van Hauen.

»Ungdommens største udfordring er at placere sig selv med mening i verden, og den kamp fortsætter livet igennem. Men det, de skal erfare, er, at der ikke er nogen løsning. Det her liv er trial and error

Ensom årgang

4.000 henvendelser årligt får Ungdommens Røde Kors' rådgivningslinje, Ung på Linje.

»Der er meget ensomhed det er noget af det, vi taler allermest med de unge om,« siger Sofie Reiter, der er projektleder på Ung på Linje, studerer psykologi, er 24 år og har arbejdet som rådgiver i to år.

»Det er ikke nogen videnskabelig udtalelse, men jeg tror, vi unge har sværere ved at være kede af det og ved at acceptere, at livet kan være hårdt. Der er en tendens til, at livet kun må være godt blandt os unge,« siger hun.

Igennem de sidste 40 år har samfundet taget en ensom drejning, siger Peter La Cour. Da han var ung, flyttede de unge i kollektiver og kæmpede for den fælles jord, og ifølge Peter la Cour havde fællesskabet dengang en mere fremtrædende plads hos ungdommen:

»De helt nære fællesskaber naboerne på vejen, medkollektivisterne og Vesterbro Lokalforening det var, hvad der betød noget. Det er ikke mit indtryk, at det samme gør sig gældende i dag. Nu er det individuelle værdier, og det er alt andet lige rigtig hårdt. Det er hårdt at være så meget alene om så mange ting. Så køb en mark og byg en landsby med dine venner,« siger han.

Arrogance

I dag har vi pillerne, og vi er blevet bedre til at diagnosticere, og derfor er det naturligt, at flere kommer i medicinsk behandling for depressioner, påpeger Thomas Søbirk Petersen, der forsker i medicinsk etik ved RUC.

»I stedet for at slå løs på antidepressiv medicin, bør man kigge på de underliggende strukturer i samfundet, der skaber de mange deprimerede mennesker, unge som gamle. Jeg er ikke superskeptiker i forhold til antidepressiva, for det er en barsk tilgang at have til de unges depressioner. Det er et langt sejt træk at ændre samfundet, og mens vi gør det, synes jeg ikke, vi skal lade deprimerede mennesker i stikken,« siger han.

Engang døde mennesker på stribe af sygdomme som lungebetændelse og influenza, og en simpel forkølelse kunne udvikle sig til en terminal lidelse. Men så opfandt det kompetente menneske penicillinen, og siden da har vi kunnet udkonkurrere vinterens virusser. Og man bør se på den antidepressive medicin med de samme øjne, mener Thomas Søbirk Petersen. Pillerne er ikke problemet, de er symptomet, og ifølge Thomas Søbirk er det en arrogant holdning at ville tage pillerne fra mennesker, der har fået stillet diagnosen depression.

»Den holdning lægger sig op ad forestillingen om, at smerte er noget, vi bare skal leve med. En holdning vi også ser, når nogle siger, at kvinder skal føde i smerte. Hvorfor skulle de dog gøre det? Bare rolig, livet skal nok byde på masser af smerte,« siger Thomas Søbirk Petersen.

Modsat ham mener Peter la Cour, at man netop lader ungdommen i stikken ved at være for rundhåndet med den antidepressive medicin.

»Man barnagtiggør befolkningen ved at give dem lykkepiller, og tænk, hvis alle fik medicin for hvert eneste problem, de stødte på, fra de var barn. Så ville vi få nogle hylende små møgunger ud af det. Mennesker som aldrig har lært at løse nogen problemer, og som ville forblive forkælede og selvhævdende. Sådan et samfund synes jeg ikke, vi skal leve i,« siger han.

Serie

Pilleland

Vi tager medicin som aldrig før – og ikke kun når vi er syge eller har ondt, men fordi det er blevet en del af vores kultur og en måde at forbedre vores liv på. Men hvilke er vores yndlingspiller, og hvad siger de om os?

Information kigger dybt i medicinskabene og portrætte- rer den medicin, der holder Danmark kørende til hverdag og fest, i sygdom og sundhed og medgang og modgang.

Seneste artikler

  • Pilleland

    2. august 2011
    Så selv om det er svært at klandre sundhedsministeren for folks personlige pilleforbrug, kan man godt kræve, at han tager ansvar for befolkningens sundhed. Han kunne f.eks. starte med at finde ud af, hvor stort problemet er
  • Læger kan skubbe medicinmisbrugere ud i alkoholisme

    25. juli 2011
    En intensiv indsats har kraftigt reduceret danskernes årelange overforbrug af sove- og angstmedicin. Men der er ingen afvænningstilbud til den procentdel, der er blevet afhængige, og det er et problem, påpeger Sundhedsstyrelsen. Misbruget kan blive erstattet med alkohol
  • Myten om en god nats søvn

    23. juli 2011
    Otte timer lang, regelmæssig og uafbrudt. Der er i dag konsensus om, hvad der er den ideelle søvn, men måske er den blot en moderne social konstruktion, der faktisk strider imod 1000 års praksis. Historikere og antropologer advarer mod, at den stigende sygeliggørelse af søvnen kan ende med, at vi helt mister evnen til den naturlige søvn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Madsen

Hvordan der overhovedet kan stilles spørgsmåltegn ved det øgede forbrug af både lægeordineret medicin - og så den type pharma der er tilgængelig på gadeplan er mig en evig kilde til forundring.

Unge mennekser bliver pacet frem i et helt opskruet tempo. Både angående deres evner - men osse til at have indsigten til at forstå verden omkring dem. Vores del af verden, uanset hvor meget vi ønsker det modsatte - er den del at det problem der gør at virkeligheden bliver umulig at kapere uden større eller mindre pauser.

Hvis man er den type der har haft lidt for meget tid til at sætte sig ind i hvordan verden fungerer - og hvilke typer problemer der hober sig sig op , så vil jeg påstå at at dem der kan klare virkligheden uden stimuli - simpelthen har overset , mere eller mindre bevidst - hvordan udsigten er for det såkaldte "moderne" menneske. Jeg ville ønske jeg kunne rejse tilbage tiden inden kundstigt opskruede forbrugsvaner og global korruption/politik.

Chris McDonald har i en tv-udsendelse "dokumenteret" motion`s gavnlige virkning på depressive mennesker.

I stedet for dyr medicin bør der i højere grad forskes på dette område.

I et kapitalistisk samfund,hvor der konkurrere`s fra barnsben, gennem voksenlivet. Hvor det påstå`s at borgerne er verdens lykkeligste folkefærd. Er det egentlig besynderligt, at vi tager så mange piller.

Vi lever i en tid,hvor den enkelte hyldes for sin personlige præstation; studenterhue,udseende,performance og sin karriere.

Alt skal måles, dokumenteres og vejes: "Vis mig dit cv, eksamenspapirer og dine anbefalinger.Vis mig, at du er unik". Så kan du træde op på sejrskamlen for en tid.

Er jeg vinder eller taber i andres øjne? Alene spørgsmålet til sig selv kan vække angsten og depressionen.

Jette Abildgaard

Maaske disse tanker af mine, ikke er helt 100% indenfor hvad denne artikel omhandler, men den fik blot mit baeger til at flyde lidt (meget) over....og, det er vist alligevel ikke helt ved siden af...eller...??

Jeg er dybt chokeret over at have laest baade denne artikel og, den forleden dag om danskernes medicin (doping)forbrug!

Ved naermere eftertanke, er jeg dog nok ikke saerligt chokeret...men meget, meget trist til mode!

Jeg tror ikke et oejeblik at hverken unge eller gamle, har mere brug for medicin end de altid har haft. Ligeledes tror jeg ikke paa, at folk - uanset alder eller koen - bliver pacet mere nu end de altid har gjort...maaske paa en anden maade,men ikke mere!

Hvad jeg til gengaeld TROR paa er, at Janteloven er blevet saa fremtraedende i mit lille land, at ingen mere ved, hvordan de skal, boer, maa eller er noedt til at opfoere sig.

Jeg har naesten lige vaeret en hurtig tur i dk og, jeg tog mig selv i at foele noejagtigt det samme, som jeg foelte den allerfoerste gang jeg, for mange, mange aar siden, besoegte Belfast for foerste gang!! En fornemmelse af - noget jeg kun kan udtrykke som - 'tension'....som om man kan forvente noget frygteligt ske naar som helst, hvor som helst....som om hele befolkningen gaar rundt og venter paa at 'noget' (hvad vides ikke) meget slemt snart sker....en angst saa dyb at den goer ondt paa os der besoeger Jer!!??

Hvor blev den aegte glaede af soede danskere, det aegte grin, smilet....verdens lykkeligste land????

Med andre ord..hvis jeg skulle bo i mit eget land i dag, saa tror jeg ogsaa jeg ville dope mig selv.......

Jeg kunne jo vaere ligeglad....blot vaere glad for jeg ikke behoever bo der, men jeg er IKKE ligeglad...ikke ligeglad med mine med-danskere!!!

Jeg talte min beholdning af Panodiler.....8 tilbage i den 12 styks pakke jeg koebte i Januar...og, jeg har ikke andet medicin af nogen art og, er som grundregel glad og, jeg tror det er fordi jeg vaelger at vaere glad (kan blive vred...meget vred, men kun kortvarigt)...hvorfor vaelger I ikke at smile, at have det sjovt, at grine, at nyde livet???

Eller rettere, hvorfor vaelger I ikke at smide angsten, hadet og Jeres fascisme - hen hvor peberet gror, og aldrig, aldrig igen tage det inden for vores graenser??

I narrer eller oedelaegger ingen andre end Jer selv med denne livsstil!! Eller, synes I at vort land er blevet bedre efter I begyndte at hade alt og alle, der ikke er ud, taler som, opfoerer sig som....hvad?? Jer selv? Er det det I oensker? At alle paa denne jord skal vaere lige saa ulykkelige som I?

Goer pillerne Jer lykkeligere, rigere. gladere, dygtigere......altsaa paa sigt???

Peter Hansen

Jette Abildgaard, jeg ved ikke, om det er helt så indgroet, som du synes at have mærket. Vi er mange, der lever ganske udmærkede, ustressede liv uden alt for megen tanke på, hvad andre mener om os og uden opskruede forventninger til, hvad vi kan ventre fra andre. Hvis du derimod har ret i, at der er et udbrud af en eller anden slags på vej, vil jeg hilse det velkommen, for jeg ser meget, der kunne kræve, at skeen blev taget i den anden hånd.

Jette Abildgaard

Peter,

Jeg ved det godt....kender mange soede, glade og dejlige danskere..desvaerre bliver I alt for ofte overskyggede af alle de negative ting, hadet og angsten og, det er devaerre det sidste jeg kan maerke naar jeg kommer, og det er det om faar mig til at foele, at noget er meget, meget galt i mit lille land...

Naar jeg kommer hjem til mit - bestemt ikke perfekte - lille Irland fra mit faedreland, saa foeler jeg noget, jeg ikke - i min verden, - synes er rigtigt...nemlig lettelse, og dette ryster mine grundvilkaar, fordi det - igen i min verden - er saadan jeg burde foele naar jeg lander i mit eget faedreland....det var det engang, og det er det der goer mig saa trist!

Jeg er klar over, man forandrer sig naar man bor et andet sted........vort lille land har dog forandret sig saa meget og, saa maerkbart, at man ikke kan undgaa at bemaerke det og, jeg har lyst til at ryste Jer indtil I alle igen er de glade og grinende danskere jeg saa gerne ville huske.....

Og, naar jeg saa samtidig laeser om Jeres (igen ikke alle) drastisk stigende medicinforbrug, jamen saa faar jeg bare lyst til at ryste Jer endnu mere.......vil ikke at I smider det hele paa gulvet....

Peter Hansen

Jette Abildgaard, jeg kan nu også fortælle dig, at vi er mange, der aldrig havde tænkt tanken om at udvandre, der nu er blevet mere åbne for tanken. Hvis ikke en ny regering kaster sig over væsentlig genopbygning efter ti års destruktion, er der nok ikke anden udvej.

Jette Abildgaard

Peter,

det er meget forstaaeligt, og samtidigt saa helt, helt forkert........:(

Irland.....er det land, jeg ikke kan lade vaere med at kalde EU's USA......o)....altsaa, man har den menneskelige frihed..paa godt og ondt....man maa klare sig selv, og til gengaeld er der ingen big brother watching .....det kan god vaere vi er fattige paa penge, men livsglaeden har ingen oekonomisk vaerdi og kan nydes og bruges af alle der oensker det..........hermed 1 stk. land solgt til danskere der mangler, oensker og har energi til livsglaede og, til at acceptere andre mennesker, som de er....uanset hudfarve, beklaedning, religion og nationalitet........o)

Hvor ville jeg oenske det var mit faedreland jeg havde lyst at 'saelge' dig og andre Peter......

Godnat fra en Dubliner som ikke behoever en pille for at kunne sove....

Andreas Trägårdh

Bemærk at man kun finder depressioner i de verdensdele hvor man også finder reklamer og markedsføring. Det skyldes naturligvis en grundlæggene misforståed drift efter opfyldelse og genkendelse, efter lykke, der udspringer af den store fejltagelse at man kan være noget andet, noget bedre og noget mere ideelt. .. hvis bare!

Lykke er således at søge noget der ikke eksisterer
(noget permanent som f.eks. et "jeg", eller opfindelsen af gui i forlængelse deraf, osv.)
Og ulykke er så når det lykkes én at finde det (det der ikke eksisterer)!

Andreas Trägårdh

Bemærk at man kun finder depressioner i de verdensdele hvor man også finder reklamer og markedsføring. Det skyldes naturligvis en grundlæggene misforståed drift efter opfyldelse og genkendelse, efter lykke, der udspringer af den store fejltagelse at man kan være noget andet, noget bedre og noget mere ideelt. .. hvis bare!

Lykke er således at søge noget der ikke eksisterer
(noget permanent som f.eks. et "jeg", eller opfindelsen af gui i forlængelse deraf, osv.)
Og ulykke er så når det lykkes én at finde det (det der ikke eksisterer)!

Thomas Robinson

Hvis kierkegaard, Strunge og Nietzsche havde haft nogle lykkepiller, så havde vi sluppet for at læse det lort ;)

Michael Skaarup

problemet ang. moderne menneskers pillebrug, kan ses fra flere sider.

1. enten så tager vi for mange piller og fratager at lære af livets smerte.(anti-medicin9
eller.
2. vi tager for meget af livets (unødvendig) smerte og for lidt piller. (kemiindustrien)

jeg tror ikke at mennesker generelt gør noget de ikke tror er godt for dem selv. hvorfor årsagen til pille(mis)bruget, bør findes der hvor det/n største afkast/effekt akkumuleres. (mao: follow the moneyflow)

Magnus Pranov

I denne artikel må man studse over, at det endnu engang er lykkedes en journalist at hive blålyset Emile van Hauen ind i debatten.

Man må klappe i sine små hænder. En sociolog der forudsætningsløst udtaler sig som psykolog/psykiater. Journalisten skulle nødigt få antydningen af sved på panden.

Birgitte Hollegaard

'Engang døde mennesker på stribe af sygdomme som lungebetændelse og influenza, og en simpel forkølelse kunne udvikle sig til en terminal lidelse. Men så opfandt det kompetente menneske penicillinen, og siden da har vi kunnet udkonkurrere vinterens virusser' udtaler Thomas Søbirk Petersen, der forsker i medicinsk etik ved RUC

Nu vil jeg lige kommentere, at penicillin ikke kan kurere en virus infektion og er ganske uvirksomt overfor influenza. En stor del af aeren for at vi mennesker begyndte at overleve infektioner skyldes den bedre hygiejne kombineret med penicillin.

Birgitte Hollegaard

'Engang døde mennesker på stribe af sygdomme som lungebetændelse og influenza, og en simpel forkølelse kunne udvikle sig til en terminal lidelse. Men så opfandt det kompetente menneske penicillinen, og siden da har vi kunnet udkonkurrere vinterens virusser' udtaler Thomas Søbirk Petersen, der forsker i medicinsk etik ved RUC

Nu vil jeg lige kommentere, at penicillin ikke kan kurere en virus infektion og er ganske uvirksomt overfor influenza. En stor del af aeren for at vi mennesker begyndte at overleve infektioner skyldes den bedre hygiejne kombineret med penicillin.

John Fredsted

Tristhed, sorg, melankoli, etc. er ikke nødvendigvis udtryk for depression i medicinsk klinisk forstand, og skal derfor ikke behandles med nervemedicin. Tværtimod er det ofte et sundt menneskes reaktion på et sygt samfund.

"It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society."
Jiddu Krishnamurti.

I stedet for alle disse gifte, som vi fylder vore hoveder og vore kroppe med (noget, der i den grad glæder alle aktionærerne i medicinselskaberne), så forsøg i stedet at finde den daglige styrke til at sørge (over grimheden). Nogle citater fra “Against happiness: In praise of melancholy”, af Eric G. Wilson.

“…to desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic…”

“Without the agitations of the soul, would all of our magnificiently yearning towers topple? Would out heart-torn symphonies cease?”

Thomas Ryberg

Når nu en unge absolut vil dope sig selv pga. [indsæt sociologisk/psykologisk begrebsmæssigt penselstrøg, deralligevel ikke fanger diversitet i en differentieret gruppe af unge], så er det godt, der er en mådeholden medicinalbranche og en kreds af professionelle der kæmper en brav kamp for at nedsætte forbruget i stedet for at bidrage til stigningen.

Det er tankevækkende hvor meget tilfældes der er i nogle af de seneste emner i Information. bl.a. pillemisbrug og fødselsfravalg efter screening mm.
Det bliver mere og mere påkrævet at den enkelte overordnet tager stilling til om man ønsker et "naturligt" liv eller stræbe efter det "perfekte" velvidende at det måske ikke er let eller hensigtsmæssigt at styre ultimativt i den ene eller anden retning. Et illustrendede pilleeksempeler er piller mod for højt kolesterol, og for højt blodtryk. Når så mange ordineres disse piller er det jo fordi vi ønsker at fravælge det "normale". Man definerer i lægevidenskaben noget "ønskeligt" og det bliver herefter af mange betragtet som det "normale". Og hvem vil være afviger? Det er et åbent spørgsmål hvad der faktisk ville ske hvis man skrottede disse piller for 90% af befolkningen og evt. lagde kosten lidt om. ordineringen her svarer næsten til historierne om Panodil der tages forebyggende, man får ordineret kolesterolpiller "for en sikkerheds skyld" Jeg husker en sag om noget nyt kolesterolmedicin hvor man ønskede at hæve det gode kolesterol (HDL) og banke det dårlige (LDL) i bund. Man stoppede forsøgene fordi for mange døde! Man er muligvis ofte for hurtig til at acceptere en anden sygdom som erstatning for den man behandler. Jævnfør dagens avis side 4: "At patienten bliver afhængig af den, er en bivirkning som ikke kan undgås" Jo det kan den hvis man accepterer den oprindelige sygdom som en del af vort "naturlige" liv.
v h Erik Dam

Laila Pedersen

Halvt levende

Helt mismodig er jeg

Da døden stopper op

Ved min hoveddør og banker på

Kaffen er kold øjnene rødsprængte

Men døden ler og siger blot; kom du bare med mig

Som altid kæmper vi ikke om magten

Som altid lader jeg døden strømme ind

Lader den gøre sit arbejde

”Du er jo ikke klar, min ven!” sukker døden

Svinger om på hælen og glider ud af mig igen

Døden står og tripper utålmodigt foran mig

”Tag nu denne gave. Jeg er jo en travl mand”

Jeg åbner mine øjne, rækker hånden frem

Smiler løgnagtigt og smækker døren i efter ham

”din vrede er dit liv” står der på en lap papir

”Forbandede idiot!”, raser jeg ud i den tomme luft

Tænder en smøg og slukker for tanken om at forsvinde

Som ung i de glade 90´er så jeg drømmende tilbage til 80´erne, hvor det var tilladt at være svær, deprimeret og ængstelig. Jeg fik med tiden en oplevelse af, at livets dunkle sider ikke var tilladte eller tabuiseret om ikke andet. Først sidst i tyverne indså jeg, at lidelsen var en naturlig del af tilværelsen og at det var helt ok. Jeg smed de antidpressive ud og kunne mærke de stærke følelser igen - på godt og ondt. Aldrig mere tilbage til pillerne. Jeg vil ikke være et kunstigt menneske.
Venligst

Laila Pedersen

"Man må klappe i sine små hænder. En sociolog der forudsætningsløst udtaler sig som psykolog/psykiater. Journalisten skulle nødigt få antydningen af sved på panden."

Nu er der en verden til forskel mellem en psykiater og en psykolog.

En psykolog går i dybden med de forskellige psykologiske faktorer der er på spil i et menneskes psyke, hvor en psykiater hovedsageligt symptombehandler med medicin - ikke at der altid er noget forkert ved sidstnævnte.

Jeg ser ikke nogle steder, at Emilia Van Hauen, udtaler sig som andet end sociolog.

I øvrigt, selvom det kan være en svær balancegang nogle gange, så kan det være lidt trættende, at titler skal veje mere end en den egentlige viden en person har. Det er mere konstruktivt, at lytte til hvad der egentlig bliver sagt end hvilken titel det bliver sagt af...

Venligst

David Zennaro

Det er ret nemt at skælde ud på ungdommen, fordi den ikke opfører sig, som vi synes, den skal. Men når det kommer til spørgsmål om depression og behandling af det, så bliver jeg så træt! af at høre på mennesker, som helt klart ikke har prøvet at have en, og som fortæller os, at vi bare er pivede.

Jeg har spildt store dele af mit liv, ind til jeg i begyndelsen af 30'erne fik (grønne) lykkepiller. Jeg mente også, at jeg skulle kunne håndtere mine problemer osv. Men faktum er, at jeg fik det bedre, end jeg nogensinde havde haft det før. Og jeg fik overskud til at gøre noget ved mit liv, så jeg på et senere tidspunkt fik det bedre end jeg havde vidst, man kunne have det, og endda helt uden lykkepiller.

David Zennaro

I øvrigt er det ikke korrekt, at det kun er mennesker i den vestlige verden, som bliver deprimerede. Mange fattige mennesker rundt om i veden bærer faktisk rundt på depressioner, som gør deres økonomisk fattige liv endnu mere fattige.

Jakob Vibild

Er meget enig i Emilia Van Hauens præmis omkring ungdommelig omnipotens. I hvor høj grad denne fase er generel for menneskelig udvikling og i hvor høj grad opdragelsen spiller ind, på udviklingen af et såkaldt "grandiost selv" kan altid diskuteres.

Hvis ikke man (individ, såvel som samfund) tillader anfægtelsen af sådan et selvbillede (det er heri smerten består), står vi med en samfundspsykologisk bombe der sandsynligvis vil eksplodere når generationen runder de fyrre - hvis det ikke er det vi allerede ser?

Derfor synes jeg at Thomas Søbirk er den arrogante i denne sammenhæng. Det netop omgangen med diagnosen depression, der her er i spil. Analogien med penicilin og antidepresiver er uholdbar. At noget visuelt "ligner" (kommer i pilleform) er ikke ensbetydende med at dets virkning kan sammenlignes. Det vil de fleste vel være enige i, hvis sammenligningen f.eks. gik på vitaminpiller i stedet. Penicilinkur, vedrører nedkæmpelse af fremmedlegemer i kroppen (bakterier og vira), hvorimod psykopharmika søger at justere kemiske (u)balancer i nervebanerene.

Hermed ikke sagt at antidepressiver og andre typer psykopharmica ikke er brugbare i visse sammenhænge. Det mener man også at elektrochok kan være - og indtil for få år siden var det også opfattelsen af lobotomi. Men det betyder ikke at man gik rundt og gav folk det "hvide snit" eller idag blot et lille stød, hvis de skulle have en smule ondt i sjælen.

Jeg deler derfor Peter la Cours bekymring for fremtiden og synes at man lader ungdommen i stikken, ved ikke at respektere deres særlige udviklingsfase, hvor irriterende den end måtte være.

Laila Pedersen

"Hvis kierkegaard, Strunge og Nietzsche havde haft nogle lykkepiller, så havde vi sluppet for at læse det lort ;)"

Hvis lykken ikke var lunefuld, ville livet være meningsløst:-)

Og nu er der forhåbentlig ikke nogle, der har tvunget dig til at læse dem:-)

Hvorfor tænker jeg "Candide"...

Andreas Trägårdh

@ David Zennaro
Ja der findes depression overalt i verden men det trives ikke i nærmest epidemisk hvor som helst.

Laila Pedersen

Smerte, frustration, lidelse, mismod, angst og vrede oplever jeg som tabuiseret fænomener herhjemme og har været det i mange år. De er ikke desto mindre vilkår ved menneskelivet og jeg mener ikke, at man skal blegne disse følelser med medicin. Kun i svære tilfælde kan det være en hjælp og en rigtig god støtte. Når det så er sagt, så er det en rigtig vigtig debat at have. De unge og generationerne efter er vores fremtid og det ville være en skam ikke at tage emnet alvorligt. Det er trods alt menneskeliv eller skæbner vi taler om. Ikke alle unge, som gamle, formår at banke i bordet og bede om anden behandling end medicin hos lægen, f.eks. Rigtig mange har så stor respekt for kitler, at de ukritisk tager imod psykofarmaka, og hermed ikke være sagt, at man ikke skal stole på sine læger! men blot en lille opfordring til, at være opmærksom på, at det trods alt er en selv der skal tage det og ud af igen. Vær lidt kritisk, som klient og specielt også de unge mennesker. Igen. Jeg er ikke for eller imod medicin - kun for, hvor den faktisk er nødvendig og imod, hvor den ukritisk bliver langet over bordet og måske kunne være blevet klaret med nogle andre tiltag, som samtaleterapi eller i andre tilfælde kontakt med andre unge i samme båd. Der er rigtig mange faktorer der spiller ind her, som jeg ikke ser mig i stand til udtale mig om, men som tidligere klient i dette "system af psykofarmaka", har jeg flere erfaringer med at få langet medicin henover bordet, hvor jeg selv fandt ud af, at det var unødvendigt og har kendt andre mennesker med samme oplevelser af, at det er "for nemt" at få medicin. Jeg bebrejder ikke nogle her, skal jeg lige bemærke! Alle professioner gør hvad de kan, men måske er tidsfaktoren en stor del af problemet. At der er for lidt tid for lægen eller psykiateren til at gå dybere ind i klientens problematik. Og på den anden side, så er der gået en problematisk mode i, at tage medicin mod mange af de smertefulde følelser, som ér en del af livet. Jeg håber, at vi er i en overgangsfase og at vi i fremtiden vil kunne skelne meget bedre mellem egentlig sygdom, som skal have medicinsk behandling og alt dét som ér en naturligt del af livets mørke sider.

TV2 synger så skønt; " Græd din vrede, kend din smerte, hold dit hjerte rent. Græd for livet, mens du kan det, i morgen er det måske for sent - Hver en tåre som fælder, er et dybt ocean"
fra albummet "Showtime" sangen "Vandfald".

Venligst

Toke Andersen

Jeg har endnu ikke læst artiklen, men lad mig foregribe hvad der sandsynligvis er en bekymrende gennemgang af danskernes eskalerende pilleforbrug, afsluttet med en løftet pegefinger til danskerne samt evt et par løse anklage mod industri eller administration for at gøre for lidt eller være for bløde - Og fastslå, sådan for at undgå for mange misforståelser, at den moderne tilværelse i så ynkeligt et lille provinsielt småborgerligt lorteland som Danmark, for rigtigt rigtigt mange mennesker er totalt utilfredsstillende på så mange områder, at det naivt udover enhver rimelig grænse at forestille sig dette foregå uden massiv medicinering, legal som illegal.

Hvis man tror andet er man, som sagt, enten ufatteligt naiv eller også er man en af de der irriterende små mennesker det af uanede årsager kan stille sig tilfreds med den godt nok magelige og trykke, men grundlæggende grå, ligegyldige og fantasiløse tilværelse der er loddet for 99.9% af ALLE danskere.

Tak til øl og vin, Hash og Coke, Panodil og
Treo, uden jer ville jeg forlængst have myrdet en eller anden tilfældig x-faktor-bums, en eller anden fucked-up kendis kongehus taber eller en af vores retarderede politikker, der er nok at tage af
MVH

John Fredsted

@Jette Abildgaard: "Hvor blev den aegte glaede af soede danskere, det aegte grin, smilet….verdens lykkeligste land????"

Ja, jeg ved det heller ikke. Næsten uden undtagelse overvældes jeg af tungsind under eller umiddelbart efter indkøb i et supermarked. For intet andet steds, i hvert fald i mit lille liv, synes denne underlige danske kulde tydeligere for mig: Stort set ingen kigger på hinanden, og man synes at være ved at falde over hinanden for at få lov til at stå i vejen for hinanden.

Ligeledes, når jeg passerer en anden cyklist på Brabrandstien (her i Århus, hvor jeg bor), så er det så absolut reglen frem for undtagelsen, at vedkommende ikke kigger på mig, men derimod bare kigger lige ud, som om jeg ikke var der - og dette selvom, der kun er os to tilstede. Jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det skyldes usikkerhed eller ligegyldighed, men jeg ved, at det hver eneste gang gør mig en lille smule ked af det.

Ingen af delene får mig dog til på nogen måde at æde nervemedicin.

Peter Hansen

John Fredsted, jeg har faktisk hørt, at det er almindeligt blandt danskere at opfatte det som uhøftligt at kigge på hinanden. Jeg synes, det modsatte er uhøftligt, formodenligt ligesom du (og Niels, der jo har det held at bo i et land, hvor folk uden blusel GLOR :-) ).

Peter Hansen

- jeg ved godt, det hedder formodenTligt.

John Fredsted

@Peter Hansen: Ja, jeg mener selvsagt også, at det er uhøfligt ikke at kigge på hinanden, specielt i situationer som den på Brabrandstien, hvor der kun er to mennesker tilstede.

Jeg syntes at erindre, at Peter Olesen har udtalt sig om sådanne ting på et tidspunkt, og da jeg Google'de lidt på det, fandt jeg artiklen Der skal så lidt til, hvor der blandt andet står følgende (hvilket jeg naturligvis er enig i):

"- Man ender i en grøft, hvor man bevidst ikke ser hinanden i for eksempel toget. Det virker stødende, fordi det er, som om man ikke er til stede, når andre ikke anerkender ens eksistens."

Peter Hansen

Og jeg er helt enig, John Fredsted - og det er de fleste mennesker også, der faktisk gengælder et smil.

Peter Hansen

Man skal også huske, at en hilsen som den på din vandring - jeg havde en lignende nord for London forleden dag - tjener det formål at virke gensidigt beroligende og vise, at man ikke pludselig har tænkt sig at hive et samuraisværd frem og hugge ned for fode.

Peter Hansen

Formodentlig er det faktisk mest ødelæggende - og især for unge, ubefæstede sjæle - at være uvidende om andres fejl og mangler og således se sig selv som afvigende. Det eneste sted, hvor man møder andre mennesker med alt hængende ud, er i kunsten, især litteraturen og teatret, for filmen er jo heller ikke så tit identitetsskabende længere. Folk slapper ikke af i den perverse nul-fejlskultur, vi dyrker, og det kan ikke andet end føre til nederlagsfølelse, fremmedgjorthed og emotionel isolation, mens åben samtale og sammenligninger mellem sig selv og andre styrker selvværdet og den almene forståelse for de menneskelige vilkår, vi er underlagt.

John Houbo Pedersen

I livet må man gøre sit bedste, for derefter at indse at det ikke var nok,og aldrig ville blive det.
Når man har indset det,bliver alt bedre!

Peter Hansen

Tværtimod, John Houbo Petersen, er det i hovedreglen godt nok, hvad man gør. Man skal ikke piske sig selv med skorpioner.

Niels-Holger Nielsen

Er vreden ikke også tabuiseret! En taberattitude?

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Jeg er glad for at laese dine indlaeg...ogsaa jeg er nemlig fra Aarhus...og, jeg kan slet, slet ikke genkende 'smilets by' laengere!!?

Som om byen - og desvaerre dens indbyggere - er gaaet helt ind i xenofobiens verden........:(:(

Jeg elskede Aarhus........vil intet have med stedet at goere som det er nu...og, det er trist, trist, trist .... mest for Aarhus, for jeg har jo en hel planet at vaelge imellem.....

Peter Hansen

Tværtimod, Karin Jensen, er det i denne sag helt præcise personer, man kan navngive, der kan tillægges ansvaret for landets deroute. Men jeg formoder, at du befinder dig i dit es, her i kæret.

Niels-Holger Nielsen

John Fredsted

Fremmedgørelsen grasserer!

Niels-Holger Nielsen

Jette Abildgaard

Det kan være, at vi trænger til en solid irsk røvtur for at blive mennesker igen, genfinde vreden, solidariteten og indignationen som også islændingene gjorde det på bunden af sagosuppen.

Jette Abildgaard

Niels-Holger Nielsen

o) det kan godt vaere I skal, eller burde det!!

Irerene er IKKE perfekte og, det er Irland heller ikke...det JEG godt kan lide her er, at man heller ikke proever at lade som om man er og, det er lige der jeg ser en meget stor (og vigtig) forskel mellem mine 2 lande og, der hvor jeg mener Danmark og Danskerne kunne laere lidt af fattigroevene her...

Intet paa denne planet er perfekt....og, at lade som om eller, straebe efter at blive det, eller se ud som om man er, giver intet andet end tab af glaede, menneskeliv, penge og lykke!!

John Fredsted

@Karin Jensen: Jeg føler mig foranlediget til at berette, at en inder - bosat her i Danmark og bekendt med flere andre landes kultur - for nogle få år siden, da jeg havde nogle samtaler med ham, opfordrede mig til at komme væk fra dette land, hvis underfundigt underdrejede kultur han ikke anså for at være sund. Dette udtrykt som modargument til din tilsyneladende opfattelse af, at mange af os i denne tråd synger sangen "det er samfundets skyld".

PS: Jeg kom dog aldrig væk, for jeg har ikke modet til at rykke teltpløkkerne op på den måde.

John Fredsted

@Peter Hansen: "... mens åben samtale [...] styrker selvværdet og den almene forståelse for de menneskelige vilkår, vi er underlagt."

Netop, og det indbefatter, at man som enkeltmenneske finder modet til at være autentisk i sin samtale med andre mennesker (og med sig selv, for den sags skyld) ved åbent at tale (også) om det, man er bange for, det man er ked af, det man ikke magter, etc.

De smukkeste stunder er netop disse øjeblikke, hvor "hjerte når hjerte" - hvor vi er inde at røre ved det, der mere end noget andet rumler rundt i hjernekasserne på os alle sammen. I mine øjne går der en lige linje fra det stadigt mere massive fravær af dette autenticitetens mod til den stadig tiltagende destruktion af vores planet. Men det er måske lidt en anden snak!?

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Naar man lukker doeren til opbevarings containeren og hoerer det klik der kommer, saa taenker man at man aldrig vil kunne leve uden disse minder...alle disse personlige ting......sikker paa man kommer tilbage efter - eller til - dem, men......

10 aar senere indser man, at livet intet - abolut intet - har at goere med 'ting' man har samlet sammen.. og, tingene i boxen, har intet at goere med det menneske man nu har udviklet sig til at vaere..

Med disse ord....du kan sagtens naa det...intet er nogensinde for sent...indtil vi gaar op paa bjerget (som de gamle indianere gjorde)og forlader denne verden for, maaske at gaa ind i en anden....who knows!! Bliv aldrig et sted du ikke er glad...livet er for kort at vaere ulykkelig i.........

det 'eneste' du skal finde modet til er, at hoppe ud i det....tager maaske lidt tid, men du kan, for alle kan.....

Peter Hansen

Karin Jensen, det er ikke os, der er noget galt med - men det, som er sket med landet under ti års destruktiv bølge. Vi vil have det tilbage, og vi synes, at vi har krav på en forklaring på, hvorfor du og dine meningsfæller har ødelagt alt, hvad der var godt, velfungerende og beundringsværdigt!

Jette Abildgaard

Karin, hvisdu virkelig tog dig tiden til at laese hvem dem du kalder 'de faste skribenter' er og, helt praecit hvor de/vi bor, da ville du finde ud af at mange af os rent faktrisk alle bor i udlandet i dag!!

Vi er maaske blot nogle der stadig elsker det land der engang var (for ca. 10 aar siden) og, proever at raabe Jer alle op, foer landet falder fuldstaendigt fra hinanden...lanvet om ogsaa er vores....selvom vi er blevet frataget baade menneskerettigheder og alt muligt andet i vort faedreland!!!

Robert N Gjeertsen

Hvis man var ung i 1980'erne var der RIGELIG grund til at have en 'depression', medmindre man var Yuppie .
De fik så (senere) en Coke-depression, men det er en anden historie ..

Anyway, uanset hvad de Liberalistiske ideologi-tågehorn prøver at bilde os ind FINDES der faktisk ting der er 'samfundets skyld', massearbejdsløshed og deraf følgende 'No Future ungdom ' er blot en af dem !

Per Jongberg

Jeg ville egentlig gerne læse Karin Jensens kommentarer som udtryk for, at hun ikke bare er en glad dansker, for det er hun vel, men en dansker, der er glad for at bo i Danmark, bo iblandt danskere, en der er glad ved resultaterne af de seneste ti års "samfundsændringer (for nu at bruge et neutralt ord)".

Men det kniber lidt at finde glæde overhovedet i Karin Jensens lidt vrisne udbrud til kritiske kommentarer om danskerne og det nye samfund, der omgiver de fastboende.

Sidst jeg besøgte de fastboendes land havde jeg også svært ved at finde "glæden" i ansigterne på de mennesker jeg mødte på gader og veje ... og i supermarkedet. Mange, rigtigt mange så ud som om de godt kunne trænge til et par skovlfulde løkkepiller.

Det fik de et par år senere, så måske har det hjulpet også de, der ikke får ordineret lykkepiller?

Anders Pilmark

Karin Jensen:

Jeg elsker danskerne, det er "Danmark" jeg hader.

Sider