Baggrund
Læsetid: 8 min.

Unge doper sig mod livets grundvilkår

Ungdomsgenerationen er på antidepressiv medicin som aldrig før. For en generation, hvis lykke alene afhænger af individets eget valg, bliver nedturen desto større. Og hvorfor så egentligt ikke tage toppen af nedturen?
Ungdomsgenerationen er på antidepressiv medicin som aldrig  før. For en generation, hvis lykke alene afhænger af individets  eget valg, bliver nedturen desto større. Og hvorfor så egentligt ikke tage toppen af nedturen?
Indland
15. juli 2011

»Hvor hendes skikkelse forfølger mig! Vaagen og i drømme fyldes min sjæl af hende! Her, naar jeg lukker øjnene, her i min hjerne, hvor den indre synsevne samles, staar hendes sorte øjne.«

Ulykken ville, at Lotte, Werthers elskede Lotte, valgte en anden mand. Der er ingen kærlighed mere eksplosiv, end den der føles af den unge, beskrev den tyske forfatter og digter J.W. von Goethe, da han med romanen Den unge Werthers lidelser lod hovedpersonen tage sit eget liv i kærlighedens navn.

Bogen udkom i 1774, men her 237 år senere lader den håbløse ungdom til endnu at være ramt. Forskellen er, at man nu kan medicinere sig ud af de værste eksistentielle kriser og hjertesorger. For oplevet for første gang synes forelskelsen og tabet derefter stadig ubærligt, man elsker hårdere og man falder dybere.

Når sociolog Emilia van Hauen tænker tilbage, er hun ikke i tvivl. Hun havde en klinisk diagnosticeret depression, men dengang i 1980'erne, da hun var 18 år gammel, var behandling ikke noget, man brugte. Hendes sene teenageår og tidlige tyvere var tunge og glædesløse, og Emilia van Hauen blev overrasket, da hun efter nedturen erfarede, at ulykke og tristhed ikke er normaltilstanden.

»Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg havde valget. Jeg ville ikke have taget piller,« siger hun i dag. »Depressionen ligger til ungdommen, fordi ungdommen på mange måder er en ekstrem livsfase at gå igennem. Man elsker mere end nogensinde, og når man er ked af det, er man på selvmordets rand og deprimeret. Her har man endnu ikke af livserfaring lært, at bare fordi, man har det skidt i dag, har man det ikke nødvendigvis i morgen,« siger Emilia van Hauen.

Ubarmhjertige ungdom

Siden starthalvfemserne har de såkaldte lykkepiller eller antidepressiva, som de hedder, sat sig tungt på de mismodiges marked, og pillerne har arbejdet sig ind i den vestlige verdens bevidsthed som en løsning på tristesse.

Først og fremmest er de svært depressive kommet i behandling, succesen har været stor, og man har kunnet registrere store fald i selvmordsraterne.

Ud af adgangen til humørmedicinering voksede dog også dilemmaerne, for hvad skal der til, før man er tilstrækkeligt ked af det til at få piller? Er ungdommens uomgængelige tristhed, tomhed og hjertesorger nok?

Af Danmarks 462.476 indbyggere på antidepressiva var 105.000 unge mellem 20-39 år medicineret i 2010. En stor stigning fra 1999, hvor 41.330 unge var i behandling. Og tallene ser ud til fortsat at vokse. Alene på to år er forbruget hos de 18-37-årige steget med 17 procent.

Det er ikke kun de myndige, der medicineres ud af depressionen. Blandt de yngre fra 0-19 år var 13.188 i 2010 på antidepressiv medicin. Heraf var 1.728 børn mellem 0-14 år.

En ting står dog ikke til diskussion: De er triste, de unge.

Men når de som generation betragtet medicinerer sig mere end nogen generation før dem, er de så mere triste end normalt?

Peter la Cour er forhenværende højskolelærer, lektor ved Syddansk Universitet og klinisk psykolog på Rigshospitalets Smertecenter. Han mener ikke, spørgsmålet kan besvares så simpelt:

»Det kan jo ikke passe, at de unge er mere triste, end de har været førhen, for biologien er nødvendigvis forblevet den samme i forhold til de seneste generationer. Samfundsmæssigt er det dog svært at sige, hvad der er skæg, og hvad der er snot. Den ungdomsgeneration, der er nu, er blevet pacet igennem uddannelsessystemet og står nu uden arbejde midt i en recession. Det giver en naturligvis en følelse af afmagt,« siger han.

I takt med at medicinen er blevet mere tilgængelig, og depressionsbegrebet er blevet aftabuiseret, har ungdommen forelsket sig i ideen om de små hvide humørkombattanter. Overordnet set mener Peter la Cour, at ungdommen har en utopisk forestilling om, hvor glat en tilværelse, man kan have lov at drømme om.

»Ungdommen i dag har for høje forventninger til, hvor nemt livet skal være, samtidig med at de har ekstremt høje krav til sig selv. De ambitiøse unge udgør den største del af ungdommen i den her generation, mens resten af generationen er i den anden boldgade fuldkommen fortabt i ungdomsarbejdsløshed og meningsløshed. Og begge grupper har store grunde til at medicinere sig ud af deres magtesløshed,« siger Peter la Cour.

Han er bange for, at unge alene medicinerer sig for at yde optimalt, og at det intet har med depression at gøre, men snarere handler om livsstilsoptimering.

Du er din egen fjende

Som børn af frigørelsens '68-generation og dens efterkommere har ungdomsgenerationen ikke alene skullet yde, de har også skullet brænde. Den individualistiske og selvcentrerede generation er de blevet kaldt, og generationen er blevet overdænget med til- og fravalg. De unge har skullet vælge sig til den rigtige og meningsfulde uddannelse, kæmpet for den perfekte krop og den ultimative seksuelle frihed forbundet med et upåklageligt velfungerende parforhold. Og de har skullet elske deres uddannelse og job.

I dag er fjenden dig selv og ikke din chef, lyder det fra Jens Christian Nielsen, der er centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han betegner nutidens ungdom som emotionel, fremtidsorienteret og meningssøgende.

»I det klassiske industrisamfund blev man trykket på plads af en myndighedsperson og en ond leder, men dengang vidste man, hvem man var oppe imod. I dag er du selv leder, og din nedtrykthed og magtesløshed falder kun tilbage på dig selv, når du er ung,« siger Jens Christian Nielsen.

Førhen herskede forestillingen om, at du som ung skal være ydmyg for der er mennesker, ældre og bedre borgere, der er langt klogere end dig. Den forestilling er erstattet af billedet af den omnipotente unge, påpeger Emilia van Hauen.

»I stedet oplever de unge et præstationspres som aldrig før, og det er derfor, de går i depression. De føler sig omnipotente og på den anden side erfarer de, at de ikke kan magte det,« siger hun.

Den forsvundne lidelse

Igennem de seneste årtier er samfundet blevet mere og mere optaget af lykke. Samtidig er depressionsbegrebet blevet aftabuiseret, og mennesker har sygemeldt sig på stribe. Det polariserede fokus på enten lykke eller depression kan dog have fjernet bevidstheden om alle de følelser indimellem.

Når du enten er lykkelig eller decideret deprimeret og sygemeldt, er alle følelser indimellem blevet gjort til en unaturlig del af tilværelsen. Der findes ikke længere den selvfølgelige lidelse, som intet menneske kan undgå et liv igennem. Og det er en moderne opfattelse, for dengang kirken havde en fremtrædende rolle i samfundet, blev fortællingen om mennesket berettet noget anderledes. Her kunne de rettroende hver søndag sætte sig til rette på bænkene og høre om menneskets lidelser, og hvis blot de unge havde lært, at lidelse er et vilkår i livet, ville de måske anse den som en gave, siger Emilia van Hauen.

»Vi taler ikke længere om lidelse kun om lykke. Det er en skam, for det er for det første uundgåeligt og dernæst en gave. Mit råd til ungdommen må derfor være, at man skal gå i et med lidelsen for at se, hvad der ligger i den mørke side af livet. I stedet for at se angst for eksaminer, kærestesorger og ensomhed som en unormal tilstand, skal man acceptere den som en normaltilstand. Jo bedre man tackler det, des bedre rustet er man til et lykkeligere liv,« siger hun.

Det er i ungdommen, vi lærer os selv at kende. Det gør vi ikke igennem en pille, mener Emilia van Hauen.

»Ungdommens største udfordring er at placere sig selv med mening i verden, og den kamp fortsætter livet igennem. Men det, de skal erfare, er, at der ikke er nogen løsning. Det her liv er trial and error

Ensom årgang

4.000 henvendelser årligt får Ungdommens Røde Kors' rådgivningslinje, Ung på Linje.

»Der er meget ensomhed det er noget af det, vi taler allermest med de unge om,« siger Sofie Reiter, der er projektleder på Ung på Linje, studerer psykologi, er 24 år og har arbejdet som rådgiver i to år.

»Det er ikke nogen videnskabelig udtalelse, men jeg tror, vi unge har sværere ved at være kede af det og ved at acceptere, at livet kan være hårdt. Der er en tendens til, at livet kun må være godt blandt os unge,« siger hun.

Igennem de sidste 40 år har samfundet taget en ensom drejning, siger Peter La Cour. Da han var ung, flyttede de unge i kollektiver og kæmpede for den fælles jord, og ifølge Peter la Cour havde fællesskabet dengang en mere fremtrædende plads hos ungdommen:

»De helt nære fællesskaber naboerne på vejen, medkollektivisterne og Vesterbro Lokalforening det var, hvad der betød noget. Det er ikke mit indtryk, at det samme gør sig gældende i dag. Nu er det individuelle værdier, og det er alt andet lige rigtig hårdt. Det er hårdt at være så meget alene om så mange ting. Så køb en mark og byg en landsby med dine venner,« siger han.

Arrogance

I dag har vi pillerne, og vi er blevet bedre til at diagnosticere, og derfor er det naturligt, at flere kommer i medicinsk behandling for depressioner, påpeger Thomas Søbirk Petersen, der forsker i medicinsk etik ved RUC.

»I stedet for at slå løs på antidepressiv medicin, bør man kigge på de underliggende strukturer i samfundet, der skaber de mange deprimerede mennesker, unge som gamle. Jeg er ikke superskeptiker i forhold til antidepressiva, for det er en barsk tilgang at have til de unges depressioner. Det er et langt sejt træk at ændre samfundet, og mens vi gør det, synes jeg ikke, vi skal lade deprimerede mennesker i stikken,« siger han.

Engang døde mennesker på stribe af sygdomme som lungebetændelse og influenza, og en simpel forkølelse kunne udvikle sig til en terminal lidelse. Men så opfandt det kompetente menneske penicillinen, og siden da har vi kunnet udkonkurrere vinterens virusser. Og man bør se på den antidepressive medicin med de samme øjne, mener Thomas Søbirk Petersen. Pillerne er ikke problemet, de er symptomet, og ifølge Thomas Søbirk er det en arrogant holdning at ville tage pillerne fra mennesker, der har fået stillet diagnosen depression.

»Den holdning lægger sig op ad forestillingen om, at smerte er noget, vi bare skal leve med. En holdning vi også ser, når nogle siger, at kvinder skal føde i smerte. Hvorfor skulle de dog gøre det? Bare rolig, livet skal nok byde på masser af smerte,« siger Thomas Søbirk Petersen.

Modsat ham mener Peter la Cour, at man netop lader ungdommen i stikken ved at være for rundhåndet med den antidepressive medicin.

»Man barnagtiggør befolkningen ved at give dem lykkepiller, og tænk, hvis alle fik medicin for hvert eneste problem, de stødte på, fra de var barn. Så ville vi få nogle hylende små møgunger ud af det. Mennesker som aldrig har lært at løse nogen problemer, og som ville forblive forkælede og selvhævdende. Sådan et samfund synes jeg ikke, vi skal leve i,« siger han.

Serie

Pilleland

Vi tager medicin som aldrig før – og ikke kun når vi er syge eller har ondt, men fordi det er blevet en del af vores kultur og en måde at forbedre vores liv på. Men hvilke er vores yndlingspiller, og hvad siger de om os?

Information kigger dybt i medicinskabene og portrætte- rer den medicin, der holder Danmark kørende til hverdag og fest, i sygdom og sundhed og medgang og modgang.

Seneste artikler

  • Pilleland

    2. august 2011
    Så selv om det er svært at klandre sundhedsministeren for folks personlige pilleforbrug, kan man godt kræve, at han tager ansvar for befolkningens sundhed. Han kunne f.eks. starte med at finde ud af, hvor stort problemet er
  • Læger kan skubbe medicinmisbrugere ud i alkoholisme

    25. juli 2011
    En intensiv indsats har kraftigt reduceret danskernes årelange overforbrug af sove- og angstmedicin. Men der er ingen afvænningstilbud til den procentdel, der er blevet afhængige, og det er et problem, påpeger Sundhedsstyrelsen. Misbruget kan blive erstattet med alkohol
  • Myten om en god nats søvn

    23. juli 2011
    Otte timer lang, regelmæssig og uafbrudt. Der er i dag konsensus om, hvad der er den ideelle søvn, men måske er den blot en moderne social konstruktion, der faktisk strider imod 1000 års praksis. Historikere og antropologer advarer mod, at den stigende sygeliggørelse af søvnen kan ende med, at vi helt mister evnen til den naturlige søvn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jette Abildgaard

Karin Jensen,

Jeg kan ikke lade vaere med at blive ved at taenke over dit ordvalg.......helt praecit hvordan definerer du ordet 'selvhad'??

Foerste tanke der kom ind i mit meget danske hovede, da jeg laeste dit indlaeg var 'hvad laver hun her saa?', men det er jo ikke rigtigt vel?? Naar du netop er kommet ind i denne debat, er det saa ikke fordi du netop gerne vil foelge med i, hvad der sker andre steder, at du netop godt ved, at mange af os, som gider skrive herinde, rent faktisk HAR taget det skridt, som en del af dig overvejer at tage!?

Og Karin....forkellen er, at du vil vaere velkommen her, jeg er ikke laengere velkommen i dk og, det er ikke selvhad, men vrede...dyb vrede mod de opkomblinge (meget syge mennesker), som mener at kunne overtraede alle de internationale konventioner de selv har underskrevet, for at kunne oedelaegge saa meget som muligt for os, som de i virkeligheden misunder, men ikke toer goere det samme som!!

Jeg synes, det er en bekymrende stigning af antidepressiv medicin blandt unge, men den kan måske forklares med, at man jo giver netop den nævnte alderskategori mulighed for psykologhenvisning for depression. Så ligger det jo lige til højrebenet, at lægen udskriver en recept. Som deprimeret, der søger hjælp, er det nok svært at sige nej til lægens ordinering, men spørgsmålet er så, hvor mange der rent faktisk tager deres medicin i særligt lang tid.

Depression er en folkesygdom. Det ved jeg - for jeg er psykolog og taler dagligt med deprimerede mennesker. Det skyldes mange ting: Langvarig stress, et presset arbejdsliv (for offentligt ansatte især), ensomhed, lavt selvværd og andre psykologiske problemer, et forkert studievalg osv. .

Jeg tror ikke, ungdommen har det så meget værre end vi andre havde i firserne. Det var de samme valg, og den samme sang, vi hørte fra 70'er generationen, der tilsyneladende havde lavet alle de sjove fælles ting. Vi selv var bare triste og egocentrerede, og hvad der ellers blev sagt om os. Måske er den væsentligste forskel på os og de unge nu: Opfindelsen af lykkepillerne.

Jeg synes umiddelbart, det er lidt fjollet at give unge under 21 år antidepressiv medicin, med mindre psykologsamtaler allerede er forsøgt. I den alder kan en bearbejdning af ens livssituation og forholdet til forældrene ofte være nok til at komme ud af depressionen.

Og danskerne: Ja, jeg synes også, mange lider af ensomheden, og at vi i danmark har en underlig kultur. Man skal jo nærmest kende en dansker i flere år, før man har en ven. Og mange fortæller ikke andre om deres inderste. Så er det svært at føle sig forbundet. Og kan man ikke finde forståelse og få lettet sit hjerte, kan man nemmere brænde sammen.

Jette Abildgaard

Jeannet Klog,

Naar du skriver at "Depression er en folkesygdom", hvordan mener du saa denne folkesygdom er opstaaet??

Eller, med andre ord, kan - f.eks. en regering - opildne en saadan tilstand, tror du??

Er det lettere at overbevise et deprimeret folk om, at man f.eks. er noedt til at lukke graenserne, hade bestemte mennesketyper, trosretninger etc.?

Med andre ord...kan noget saadant goeres mod et helt folk, - med fuldt overlaeg, - i et meget, meget sygt forsoeg paa at opnaa ubetinget magt??

Jeg sidder - for Guderne ved hvilken gang, i loebet af de seneste 10 aar - og taenker paa filmen/bogen The Wave (Boelgen) fra 1980'erne....og, kan ikke lade vaere at sammenligne dens haendelser med de ting, der i disse aar foregaar i mit eget lille land.....

Peter Hansen

Jette Abildgaard. hvis du vil have det sat på plads, skal du måske snarere anbefale den bog, jeg nu har pushed i flere dage: Domenico Losurdos "Liberalism - a counter-history". Så vil det hele måske falde ligeså meget på plads for dig, som det har gjort for mig.

Jette Abildgaard

Peter,

Tak, bogen ser faktisk ud til at vaere vaerd at laese...fandt et review her:

http://living.scotsman.com/books/Book-review-Liberalism-A-counterhistory...

ronni larsen

verden har de sidste 40 år arbejdet sig væk fra alt menneskeligt og det er især her i vesten vi nærmest er blevet tilhængere af krig, selvet, orgasme som livsnerve, afstraffelse som retfærdiggørelse osv..
Alt sammen pga en stræben efter mere og et bedre og mere spændende liv end man har lige nu og pga det ikke er iorden at være ullykkelig i de lykkeliges land og mange lider af div. neuroser ang. dem selv og andre og har vrangsforestillinger om verden fordi den ikke hænger sammen med det man synes er rigtigt og forkert og det der bliver fortalt og lagt focus på.. Danmark er kun så lykkelige pga vi alle stræber efter at glinse som ugebladene og halvdelen svarer med facaden på fordi det ikke lykkedes i tilstrækkelig grad men selvindsigt og den følgende selvanerkendelse er fremmedord. Feminist er et positivt ladet ord hvis man støder på det i medierne medmindre det er en "stilethæle"feminist hvorimod mandschauvanisme uden undtagelse kun er skidt og det er lidt som med israel at hvis man kommer med selv den mindste kritik, ja så er det jo en antisemitisk underkendt bemærkning som fremmedgør debat

John Fredsted

@Jette Abildgaard: "det ‘eneste’ du skal finde modet til er, at hoppe ud i det….tager maaske lidt tid, men du kan, for alle kan….."

Tak for den kærlige opfordring.

Per Jongberg

@ Jette Abildgaard skriver bl.a.:

" …kan noget saadant goeres mod et helt folk, - med fuldt overlaeg, - i et meget, meget sygt forsoeg paa at opnaa ubetinget magt?? "

Gøres MOD et helt folk ? Jamen er det ikke her vi har problemets kerne ? Det der er gjort MOD, er jo gjort MED en stor del af vælgerbefolkningens to gange formulerede samtykke (to genvalg) !!!

Og så er vi tilbage ved danskerne ... og måske grunden til, at nogle af os ikke har lyst til at bo iblandt dem (os).

Jette Abildgaard

Per Jongberg ,

Jeg er paa vej ud, men du faar lige et lille hurtigt svar...

korrekt at det er gjort MED en stor del af vaelgernes samtykke, men Per.....tror du ikke, du skal kigge lidt bagom og, finde ud af hvordan disse vaelgere kom til det punkt, at de netop oensker at saette deres X der...??

HVEM og/eller HVAD fik dem derhen??

God loerdag!!

Karin Jensen

Ingen forholder sig til det faktum, at udviklingen er 100% demokratisk funderet - flertallet har bestemt, hvad vej vi skal ride. Hvad er alternativet til demokratiet ???

Jeg for god ordens skyld nævne, at jeg ikke er vild med ruten de sidste 10 år, men det blot som om the usual suspect herinde luller sig i søvn i sin store konspirationsteori om, at en fjendtlig magt har overtaget styret ----- luk øjnene op: vi har fået det som flertallet ville have det, uanset at de fleste af os herinde synes, at det er frygteligt.....

Peter Hansen

Karin Jensen, nej, demokrati er ikke en marginal størrelsesforskel, der tromler den anden del af befokningen. Demokrati er faktisk slet ikke styring af folket, men styring af samfundet på folkets vegne. Mindst mulige indgreb, størst mulig frihed, flest mulige rettigheder, mindst mulige krav.
Dog er den vigtigste præmis for demokratisk ledelse slet ikke overholdt: at folket deltager i udviklingen af politikken! Det er faktisk det eneste formelle krav, for at man kan tale om demokrati.

Karin Jensen

@Hansen
Hvad er det reelle (ikke nogen teoretisk konstruktion) implementerbare alternativ til det pauvre demokrati, du hævder vi har ??
Det er for nemt blot at kritisere --- konstruktive realistiske forslag tak !

Peter Hansen

Den grad af inddragelse, det politiske system faktisk opmuntrede til ca. midt i '90erne, Karin Jensen. Der er ingen vej end den besværlige, for folk samler sig i partier og opstiller kandidater, de indvælger pba. en politik, de ønsker fremmet. Politik, der angiver en retning for en ønskværdig samfundsudvikling, ikke politik, der ønsker at styre og kontrollere befolkningen.

Karin Jensen

@Hansen
Det var nøjagtigt den samme struktur i 90ernes som i dag --- det kan vel ikke være regeringens skyld, at folk ikke kan få fingeren ud og være aktive ?

Vi har de politikere, vi har fortjent og vice versa, så ansvaret ligger kun et sted: hos den enkelte ! ---- ellers går der også "det er saaaamfundets skyld" i den her debat også.

Jette Abildgaard

Karin Jensen,

du har ret i at det er Danskerne der 'vaelger'......

Har du nogensinde spurgt dig selv HVORFOR Danskerne vaelger som de goer? 10 aars total hjernevask fra et styre, der er saa helt grotesk, saetter sine spor...dybe, dybe spor og, desvaerre er nogen af de saar Danmark har faaet gennem de seneste 10 aars hjernevask og menneskelig destruktion, vist 99% uoprettelige og,vort elskede lille land er tabt for altid!!!

Hvordan have modet til at vaere vaere aktiv, naar man ved, man bliver straffet for at vaere det?

I Danmark melder naboer hinanden for ting de TROR foregaar inde ved siden af...sort arbejde f.eks.

I Danmark kan man koebe en offentligt ansat til at hjaelpe med at oedelaegge et menneske man ikke bryder sig om....citat offentligt ansat:'Det offentlige har altid ret, og naar vi ikke har, saa soerger vi bare for at faa det'..citat slut

I Danmark skal man se ud, veje, tage den 'rigtige' medicin, bo i det 'rigtige' hjem......etc.etc.etc.

I Danmark kan man betale advokater for at naegte at tage 100% klare vindersager....man truer dem blot med, at hvis de tager sagen, som de maa og skal (ikke kan undgaa) at vinde, jamen saa faar advokaten bare ikke flere kunder...og er dermed ogsaa oedelagt....

I Danmark skal man klaede sig, klippe sit haar....som 'man' goer....

I Danmark skal man vaere veluddannet (hvad det saa er....bestemt af en hjemmehjaelper)...ellers er det ud!

I Danmark.....jeg kunne fortsaette i en uendelighed Karin........med andre ord...

Danskerne har IKKE selv valgt....langt fra...de var tvunget til at vaelge, for hvis de ikke gjorde, saa var risikoen for menneskelig oedelaeggelse uoverskuelig...

Jette Abildgaard

Demokrati: http://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati

Menneskerettigheder (konvention underskrevet, men ikke overholdt af Danmark:

http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Europ%C3%A6iske_Menneskerettighedskonve...

Laila Pedersen

I.
Dit ansigt er hvidt
Dine øjne sorte
Mund der løber over
I ensomhed

” Livet er grumt ved mig –
Det lader mig alene
Langt inde i mig selv”

Jeg tager din hånd
Kysser dig på panden

” Ven, jeg mærker dig ikke –
Du er en illusion blandt tusinde
Af andre”

Jeg brister og forsvinder.

II.
Som om intet var hændt
Sidder du på kanten af gråden
Gør klar til at springe ud

”Dette er en ganske almindelig dag”
Griner du og smiler fjoget til mig

Du er besynderlig og barnlig
På en og samme tid

Rækker dig en hånd
Du griber fat vil have mig med

”Livet klæder dig ikke –
Glæden endnu mindre”
Ler du sort til mig

Du slipper min hånd
Forsvinder væk
Et sted inde i dig selv.

I kunsten er det tilladt at lide - forløsende på flere planer;-)
Venligst

Michelle Poulsen

Hvis prævalensen af depression er højere i Vesten end i Syd/Øst, hænger det mere sammen med at man i et udviklet samfund er kommet tabuerne omkring tilstanden mere til livs, end det hænger sammen med "reklamer" osv. Jeg er helt enig i at mange føler sig pressede til at leve op til umulige standarder, formidlet gennem medier, men mon ikke man har nok at føle sig presset over i Syd/Øst verdenen også. Det er ikke mange år siden at statistikken så noget anderledes ud herhjemme, men der gik jo langt flere rundt med udiagnosticerede depressioner.

Peter Hansen

Karin Jensen, det vil være langt mere interessant at høre, hvordan du kunne forestille dig, at udviklingen skulle være - det har vi til gode!
For mange af os, fornemmer jeg, er kravet til vore politikere, at befolkningen i videst muligt omfang betrygges, så vi igen kommer i en situation, hvor sociale begivenheder neutraliseres og ikke fører til deroute og marginalisering.

Jeg tænker på to ord i forlængelse af denne debat: 'offer' og 'passiviseret'. "Det er synd - her er nogle piller, og så ånder du videre...

Viggo Okholm

Ja mange intellektuelle kommentarer til det svære spørgsmål,hvad man,vi,I gør i situationer hvor livet bliver svært. For hvornår ved vi at årsagen til depression skyldes samfund,eller kemi? Hvornår ved vi om der er byggesten i sind og psyke der handler uhensigtsmæssigt i svære situationer?

Jeg selv er "belemret "med et såkaldt optimistisk syn og alligevel er lykken kun i glimt.

Den person som står mig nærmest er modsat.alligevel er hendes lykke det største mål for mig. Men personen bruger så efter kamp en medicin for at holde ud med de bivirkninger på den "sanselige" lykke som medicin gør.

Så hvad er vigtigst i dette liv følelser stærke på godt og ondt eller tålelige dage med de andre "nederlag" i dette kølvand?

En i debatten her kender jeg og jeg er også enig med ham.

Kim Larsen> Jeg forstår dine gode intentioner og ønsket om en mere organisk tilgang til depression (tænker her på din henvisning til Chris McDonald og fysisk aktivitet). Jeg vil for mit eget vedkommende sige, at dén tilgang i mit tilfælde var helt helt ved siden af. Der var folk omkring mig der sagde "dyrk motion" og en stemme i mig selv havde svært ved at holde fornuften i det væk. Men det VAR helt galt. I en stress/depressiv tilstand er det meget svært at mærke sine egne behov og grænser. Og i den fase er det uforsvarligt at presses ud i motion. Jeg gjorde det, at jeg forsøgte.... at løbe... gøre alt det, der står skrevet "man skal". Resultatet var, at jeg fik det endnu dårligere. Tanker som "hvor langt skal jeg løbe for at det er okay? Er det for lidt nu? er det for meget? Jeg skal jo også passe på mig selv. Hvad vil det sige, at passe på sig selv? skal jeg hellere gøre, hvad jeg egentlig har lyst til? Ej, nu må jeg tage mig sammen, kom nu! Jeg burde også.., Åh-nej, jeg kom ikke ud at løbe i dag – jeg er et dårligt menneske!!... etc etc" plagede mig. Det skabte enorm stress i tankerne, og tankestress er ret alvorligt! Og påvirker i dén grad det fysiske. Og så er vi lige vidt.

Så MIN holdning er, at "dyrk motion" kan være HELT misforstået – det er en meget udefra-og-ind tilgang til mennesket. Et menneske, som måske nærmere har brug for et kram. En depressiv har ofte brug for at snakke om alle tanker og følelser, brug for ro – og det fordrer at der er nogen, der tør lytte. Nogen, der kan hjælpe med at retfærdiggøre og anerkende alt det, man føler. Nogen, der ikke forsøger at pace een igennem depressionen, prøver at forcere så "man får det bedre". Nogen der tror på en, men ikke er fuld af fortrøstninger eller ”gode råd”. De er ofte mere i afsenderes interesse end modtagerens…. Først dérefter, kan motion komme på tale. Og det skal komme af et behov/lyst/en indre fornemmelse hos den depressive selv, for at det vil være godt.

Problemet er, at det stadig er ”løsningsorienteret” at anbefale og forske i motion. Vi er først og fremmest mennesker. Ikke forskningsobjekter.

Der er en grund til at vi havner, hvor vi gør. Og at turde se depressionen i øjnene er det bedste, man kan give sig selv. Se, hvad den rummer af følelser, opgør, revolution. Det er at se sig selv - og den familie/omgivelser man kommer fra i øjnene. Være ærlig. Det kræver opbakning.

Enhver depression og ethvert menneske er forskelligt. Og derfor er der ingen rettesnor for, hvad vi skal gøre. BRUG DIT HJERTE OG LYT når du har med et menneske (med depression) at gøre. Så kommer du længst.

Jeg havde selv besøg af en ven, jeg ville ønske ku ha været der hver dag. Han talte fra hjertet. På den time, vi sås, blev jeg mere afstresset end 100 timers motion kan gøre. Tankevækkende….

Er det snart på tide, vi gør op med berøringsangsten og dermed ensomheden i vores samfund?

Som jeg ser det, er det ikke motionen – men fællesskabet og det at kunne udveksle oplevelser, der primært hjalp deltagerne i programmet. At blive hørt, set og taget alvorligt. Som menneske.

Peter Hansen

At anbefale motion er jo blot at få folk til at anlægge en anden form for afhængighed, af dopamin.

Mette Olsen. Du har så evigt ret, og jeg vil ønske, at alle der ikke selv har haft en depression vil læse din kommentar. Det er nemlig rigtigt: Alle er forskellige.
Det er et rigtig godt første skridt til bedring er at få kortlagt, hvad der stresser en, og hvad der gavner en. Ofte skal der luges ud i aktivitetsniveauet, også selv om den deprimerede selv synes, han/hun "ikke laver noget". Motion er godt, for dem der kan, og når man begynder at blive klar, men hvile er mindst lige så vigtigt.

Sider