Læsetid: 3 min.

'Jeg arbejder videre på at få psykiatrien på finansloven'

For to uger siden krævede Konservative, at psykiatrien skulle på finansloven. Men i finanslovsforslaget, der blev fremlagt i går, var psykiatrien stadig under satspuljen. To uger er ikke lang tid i politik, siger psykiatriordfører Vivi Kier
25. august 2011

Information har over sommeren beskrevet, hvordan psykiatriområdet halter langt bagud, blandt andet med hensyn til sengepladser og lange ventelister for børn og unge. Flere fagfolk slog fast, at problemet især skyldes, at psykiatriområdet finansieres via de svingende satspuljemidler, og psykiatriordfører for Konservative Vivi Kier var i den forbindelse ude og kræve psykiatrien ind i finansloven. Men da regeringen i går fremlagde finanslovsforslaget, var psykiatrien stadig under satspuljen.

For to uger siden sagde du selv, at psykiatrien skulle på finansloven. Hvorfor er den ikke kommet det?

»Det var jo ikke et regeringsfremsat ønske. Det var et ønske fra den konservative gruppe. Den finanslov, der er kommet nu, er den fælles finanslov, og jeg glæder mig over, at der er flere penge i satspuljen denne gang. Jeg glæder mig også over, at man peger på flere sengepladser og psykologhjælp, for det er jo væsentlige og vigtige ting. Da jeg sagde, at vi konservative ønsker psykiatrien på finansloven, oplevede jeg, at stort set alle partier synes, det var en god ide. Så det arbejder jeg videre med og håber stadig på, at det bliver virkelighed.«

Hvis alle partier syntes, det var en god ide, hvorfor er det så ikke med på finanslovsforslaget?

»Jamen, det var noget, vi kom med for 14 dage siden. Nu kommer der en række forhandlinger om finansloven, og så må vi jo se, hvor de forhandlinger ender henne.«

Længe undervejs

Du mener altså, at det ikke nåede at komme med på finanslovsforslaget, fordi I først kom med udmeldingen for 14 dage siden?

»Et finanslovsudspil er jo længe undervejs. Men det skal ikke afholde os fra at have ønsker på forskellig vis.«

Det her er jo noget, eksperter længe har slået på. Hvorfor først komme med det her to uger før finanslovs-fremlæggelse, hvis du ved, at den derfor ikke kan nå at komme med i finanslovsforslaget?

»Fordi politikudvikling er jo et stykke arbejde, der foregår hele tiden. Vi har jo siddet med mange forskellige ting jeg er jo både socialordfører, sundhedsordfører, familieretsordfører jeg har mange områder, og havde det så været bedre, at jeg var kommet med udmeldingen i december, og så sagt næste år? Jeg håber da, at det er legalt, at sige sine ønsker. Vi er jo et selvstændigt parti, og det er stadig vores oprigtige ønske, at psykiatrien kommer på finansloven.«

Hvis det er et oprigtigt konservativt ønske, og det her er et finanslovsforslag fra regeringen, som I jo selv sidder i, hvorfor har I så ikke sørget for, at det kom med i jeres eget forslag?

»Jeg må altså sige, at jeg undrer mig rigtig meget over det her spørgsmål. Der kommer jo masser af ønsker og ideer til ting, man gerne vil, og så sidder regeringspartierne og bliver enige om, hvordan finansloven skal se ud. Jeg kom med et ønske, og det går vi til forhandling med.«

Konservativ enighed

Du siger, at I nu skal til forhandlinger, men mener du selv, at det er realistisk, at psykiatrien kommer på finansloven, når det ikke engang står i jeres eget finanslovsforslag?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke mig, der sidder og forhandler finansloven, det har jeg andre til at gøre. Men alle i den konservative folketingsgruppe er enige om, at det her er vigtigt, og så må vi se, hvornår det kan blive politisk virkelighed. Men det skal ikke afholde mig fra at mene, at psykiatrien skal på finansloven,« siger Vivi Kier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu