Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Mogens, Mogens, Mogens ...

Tidligere udenrigsminister, nuværende medlem af folketingets præsidium, udenrigsordfører for Socialdemokraterne og nu rejseguide. Mogens Lykketoft ser ikke noget problem i at støtte juntaen i Burma
Kan en tidligere dansk udenrigsminister tillade sig at optræde som turistguide for rejselystne danskere i et af verdens mest brutale diktaturer.

Kan en tidligere dansk udenrigsminister tillade sig at optræde som turistguide for rejselystne danskere i et af verdens mest brutale diktaturer.

Indland
19. august 2011

Der er ikke noget galt i at rejse til Burma som turist velvidende, at man ikke kan undgå at støtte en af de mest brutale militær-juntaer i verden. Det er i hvert fald Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketofts, holdning. Han har nemlig fået sig et bijob som turistguide i Burma, hvor han i 19 dage vil give 25 danskere oplevelser og sætte dem »i perspektiv og trække linjerne op: Lokalt, regionalt såvel som storpolitisk«. Det hele får man for den nette sum af 27.900 kroner. Det har fået flere kolleger fra folketinget og organisationer til at kritisere Lykketoft for at støtte regimet i landet.

»Han repræsenterer Danmark som medlem af Folketingets Præsidium. Militærjuntaen kunne ikke have bedt om en bedre støtte og blåstempling« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til Jyllands-Posten. Også foreningen Den Danske Burma Komité er kritiske overfor Lykketofts medvirken. Især fordi formand Jørgen Juul Rasmussen betragter Lykketoft som »en intelligent politiker«. Han undrer sig især over, at Lykketoft vil »løbe den risiko at blive misbrugt af regimet« og indgå i dets propaganda.

Privatpersonen Mogens

Men der er ikke noget at komme efter! Det siger annoncen og Lykketoft samstemmigt. I annoncen i dagbladet Politiken understreges det, at man ved at deltage i rejsen ikke støtter regimet økonomisk. Man benytter det »private initiativ«, hedder det i annoncen og støtter derfor ikke regimet. Under alle omstændigheder rejser Mogens Lykketoft som privatperson og blåstempler på ingen måde regimet ved at deltage i rejsen.

»Med mindre pressen blæser det op, tror jeg ikke, at regimet er opmærksom på, at jeg kommer derud,« siger han, men undsiger samtidig annoncens påstand om, at man ikke skæpper i generalernes kasse ved at tage til landet. Det kan man nok ikke helt undgå, medgiver han.

Men måske kunne Lykketoft forklare, hvilke oplevelser det er, som skal trækkes op og sættes i global perspektiv? Slavearbejdet ved turistattraktionerne, som oppositionspartiet NLD med Aung San Suu Kyi i spidsen gør opmærksom på, er meget udbredt? Lykketoft, den gamle fagøkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er måske ude på at vise de altid velmenende Politiken-læsere frugterne af organiseret 'samarbejde' mellem stat og 'arbejderbevægelse'.

Han kan måske ligefrem lære noget af dette samarbejde nu, da turen skal sættes i global perspektiv. I så fald kan LO-arbejderne herhjemme godt glæde sig til de (måske) kommende treparts-forhandlinger herhjemme. Men undertegnede må nok hellere stoppe nu. Pressen skulle jo nødigt blæse det op, så generalerne bliver opmærksomme på det fornemme besøg fra Danmark. Lykketoft selv kan jo ikke klandres han rejser jo som privatperson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

http://www.youtube.com/watch?v=btE2N_fMMMY&feature=related

Har Burmas militærregering ikke (også) et problem med Karenerne, som de faktisk systematisk udrydder?

Slettet Bruger

De mangeårige sanktioner og forsøg på at isolere landet har udelukkende ført til mere forarmelse af borgerne, gjort det lettere for regimet at fortsætte undertrykkelsen, givet dem mere paranoia og i det hele taget virket kontraproduktivt.

Har man kun straf, krig og isolation i posen er resultaterne ofte yderligere ubehagelige, uanset at man kalder sine sanktioner og bomber for intelligente. Den slags har imidlertid en udmærket indenrigspolitisk effekt, men Venstres fordømmelse af borgere, der rejser til Myanmar, skal ikke afholde mig for at løbe en risiko, knytte venskaber med almindelige mennesker og udtrykke mine synspunkter.

Jørgen Muldtofte

Henrik W har fuldstændig ret, men han undlader dog at nævne én gavnlig effekt af disse landeboykotts: De har en særdeles positiv virkning på samvittigheden hos de som hopper med på den nemme løsning. Desværre det eneste gode der er at sige om dem.
Boykotts er en desperat og nytteløs afmagtsdemonstation. Forståelig ganske vist, men den består ikke den simpleste cost-benefit analyse. Lykketoft (som i øvrigt går i Pundiks fodspor i denne sag) gør det helt rigtige i situationen, han opsøger i videst muligt omfang de små hoteller og pensionater etc. som kun meget indirekte gavner styret, og denne negative støtte opvejes langt af den positive effekt af dels kultur- og kommunikationsudveksling og dels den direkte støtte til den "lille" anonyme burmeser. 5 stråhatte herfra til Mogens og co.
Boykotterne (både Burmakomitéen og selveste San Suu Kyi har tidligere anbefalet linien, ved ikke om de stadig fastholder den efter seneste udvikling i landet) vil jeg opfordre til at vågne op til virkelighedens verden. Af og til må man erkende at der er uendeligt lidt man kan gøre, og det bør ikke lede til håbløse desperate handliger som boykotts. Styret hærger befolkningen som en flok snyltere, og vi kan ikke påvirke dette snylteri, men vi kan gøre hvad vi kan for at bibeholde kontakten til de små i samfundet. Det forekommer mig direkte foragteligt at ville afskære forbindelen til dem.
Så beklager Mr. Fancony, men bommertboomerangen har lige ramt dig selv i nakken.

Fancony har vist skrevet denne klumme af fra Jyllands-Posten, uden selv at dykke dybere i emnet. Den gør derfor ingen klogere. I Information forventer jeg at blive mødt også af de "forkerte synspunkter", men ikke når de er kontrafaktisk lallende, som dette bidrag. Mogens Lykketoft har været i Burma flere gange, og er en åben modstander og kritiker af generalernes misregimente.

Men naturligvis er det da interessant at se på, hvilke lande folk faktisk støtter. Fra borgerligt hold lød der aldrig kritik af fx Brian Mikkelsens åbne støtte som betalt påvirkningsagent for apartheid i Sydafrika, eller for Pia Kjærsgaards tilsvarende (også pænt betalte) støtte til det korrupte styre i Taiwan.

Mere nutidigt har borgerlige regeringer fortsat med at slikke numse på Mellemøstens diktaturer, mens kritikken kun går ud over de få lande, som USA har udpeget som skurke. Så lad os endelig nøjes med at pege fingre af Lykketoft, der som guide i Burma ikke lægger fingerene imellem...