Når det kommer til at arbejde med køn i folkeskole og daginstitutioner, sker der stort set intet i Danmark. I de andre nordiske lande har man i mange år haft fokus på både lovgivningstiltag og forskning og særligt Sverige har markeret sig senest med historier om institutionen Egalia. Her arbejder man aktivt kønsneutralt i forhold til lege og bruger mange kræfter på at bryde cementeringen af stereotype kønsroller ned.
Ifølge en rapport fra 2005 udarbejdet af Nordisk Institut for Kundskab om Køn for Nordisk Ministerråd er der ingen tiltag på området i Danmark, blandt andet fordi »den 'danske' kultur fremstilles og forstås som kønsneutral, hvilket medfører en kønsblindhed«, som der står i rapporten. En selvforståelse der har store konsekvenser:
»Konsekvensen af ikke at arbejde med køn er, at man ensretter nogle børn, og at man ubevidst kommer til at afgrænse dem fra hele paletten af muligheder,« siger Julie Manley Vorsaa, der er talsperson for foreningen Køn i Pædagogik, der arbejder for at »øge opmærksomheden omkring stereotype kønsroller og forståelser af køn i den pædagogiske dagligdag«.
»Man har en idé om, at man arbejder med 'det hele barn', men i virkeligheden har man nogle kasser, som man sætter børnene ind i, og så er det inden for de kasser, at børnene får lov at udfolde sig,« siger hun.
Op til den enkelte
Ifølge Julie Manley Vorsaa blev køn skrevet ind i revideringen af pædagoguddannelsen i 2007, men kun som en bisætning og uden at komme nærmere ind på, hvordan det så skal udmøntes i undervisningen i praksis. Det betyder, at undervisningen kan variere lige fra socialkonstruktivisme til essentialisme alt efter underviserens egen holdning:
»Det er problematisk, at vi snakker om at skulle være så fagligt funderede i vores arbejde som pædagoger, men når vi taler om køn, som er en stor del af den måde, vi opfatter og tolker børn på, så er det okay ikke at være fagligt funderet, men bare bygge det på sin egen opfattelse af, hvad en dreng og en pige er,« siger Julie Manley Vorsaa.
Også Cecilie Nørgaard, der er kønssociolog og forfatter mener, at de manglende tiltag er problematiske.
»Køn er den sociale kategori, som fylder allermest mellem mennesker også i en pædagogisk praksis som en skoleverden,« siger hun og påpeger, at det giver rum for en lang række ubevidste kønsstereotype strategier, som man ikke tænker over.
»Problemet er, at det er en meget strukturerende faktor, vi ikke er bevidste om, og som skaber nogle forskellige og til tider ulige betingelser for børn,« siger hun.
Kvinder dominerer
Professor Niels Egelund fra Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, bakker op om, at der er brug for lovgivning på området, men han er ikke begejstret for det, der foregår i f.eks. den svenske institution Egalia.
»Det er helt ude i skoven at afvise de psykobiologiske forklaringer på, at vi har noget, vi slæber med os i generne, som gør, at drenge og piger har forskellige fremtrædelsesformer og ønsker til aktiviteter,« siger han.
I stedet for at bryde med kønsrollerne burde man indtænke kønnet ved især at oprette nogle drengespecifikke tilbud, da daginstitutionere ifølge Niels Egelund i dag er befolket af kvinder og derfor let bliver et kvindeunivers. Dermed skal man nærmere gøre plads til de kønsmæssige forskelligheder i stedet for at forsøge at bryde dem.
»Der er nogle træk, der har en evolutionsmæssig baggrund og er udviklet igennem flere hundrede års udviklingshistorie, hvor der igennem historien har været brug for, at drengene var udfarende, mens kvinderne var mere sociale,« siger han.
Den eneste institution i Danmark, der rent faktisk arbejder med køn, er Triton i Kolding, hvor der netop tages udgangspunkt i de forskelligheder. Her er børnene opdelt efter køn, og piger og drenge har hver deres indgang til institutionen. Arbejdet med køn sker altså ikke for at bryde med de gængse opfattelser af kønnene, men tager tværtimod udgangspunkt i de forskellige egenskaber, kønnene bliver tillagt.
læs også Kønskampen rykker ind på værelse, side 14-15
"I weekendens information beskrev vi, hvordan forskerne reelt ikke ved, om de små forskelle, der er på drenge og pigers hjerner, reelt har betydning for deres udvikling."
Ikke desto mindre mener Niels Egelund, at vide bedre
Hvad nu hvis man ikke er in ”rigtig” pige?
Jeg har brug 38 år af mit liv på, at aflærer pladderpædagogikken fra børnehaven og skolen om, at ”rigtige” piger ikke slår, ”rigtige” piger kravler ikke højt i træer, ”rigtige” piger bliver ikke beskidte, ”rigtige” piger bliver ikke vrede, ”rigtige” piger sidder stille, ”rigtige” piger leger ikke med biler, ”rigtige” piger leger med dukker, ”rigtige” piger … – hvis jeg ikke må gå ind af drengenes indgang, hvad er det så andet end en groft omgang diskrimination?
Nok blev jeg født med kønnet kvinde, men jeg blev først og fremmest født som menneske, med en fri vilje til at definere mig selv. Men det er sgu svært at definere sig selv, når man er omgivet af en flok pladderdeterminister!
Eksperimentet i Sverige lyder ikke godt. Det gør Egelund heller ikke. Jeg synes det er noget underligt noget at tænke i køn bevidst eller ubevidst. I stedet for at accelererer afstanden mellem køn skulle man i langt højere grad tænke i mennesker. Altså ikke et drenge og et pigetilbud, men et tilbud om at løbe rundt i skoven - hvem vil med? Både drenge og piger. Eller hvem kan klatre højst i træet i sandkassen - hvem vil med - drenge som piger. Arbejde med indholdstemaer i stedet for at tænke det køn om og om igen, da det i sidste ende handler om, at vi skal være mennesker med lige rettigheder og muligheder hvad enten vi er drenge, piger, mænd eller kvinder. Det er mennesket det handler om ikke kønnet.
Utroligt, hvor meget udokumenteret vrøvl man skal høre i denne debat. F.eks.:
»Der er nogle træk, der har en evolutionsmæssig baggrund og er udviklet igennem flere hundrede års udviklingshistorie, hvor der igennem historien har været brug for, at drengene var udfarende, mens kvinderne var mere sociale,«
Ovenstående er ikke andet end en gang lommevidenskabelig efterrationalisering. Havde manden så i det mindste være genetiker eller evolutionsforsker, men det er han ikke, og det viser ovenstående udsagn med al ønskelig tydelighed.
Skulle der endelig være noget evolutionsmæssigt/genetisk på spil, så er "flere hundrede år" jo et fuldstændig utilstrækkeligt tidsrum til at ændre på noget som helst.
“I weekendens information beskrev vi, hvordan forskerne ikke ved, om de små forskelle, der er på drenge og pigers hjerner, reelt har betydning for deres udvikling.”
Nej, det gjorde Information ikke. Information havde indhentet nogle kommentarer fra én forsker, Christian Gerlach, som sagde sådan, og har derefter blæst denne påstand op dels på forsiden af weekendens information, og dels ved at gentage den her.
´Hvis man skriver "forskerne", så antyder man dermed at hovedparten af alle relevante forskere mener sådan. Men det er ikke tilfældet.
Og hvis man kigger lidt ud i verden, så ved hovedparten af forskerne godt, at "de små forskelle, der er på drenge og pigers hjerner, reelt har betydning for deres udvikling.”
Noget andet er så, om det er OK at puste til de naturlige forskelle på den måde, som de blå og lyserøde børneblade gør. Jeg synes at den slags fuldstændig ekstremt kønsstereotypt materiale - lyserøde ponyer og robotter med skydevåben - er direkte ulækkert og frastødende. Men skal man gribe ind over for det ? - hvis folk virkelig har så dårlig smag, skal man så tvinge dem til at have bedre smag?
Oprør mod dårlig smag
Kan folk have lige så dårlig smag som de vil? Man kan også spørge: er det ok at den dårlige smag direkte yder vold mod det enkelte individ, pige som dreng.
Jeg henviser til artiklen af 12. august 2011 ”Kan man skabe et kønsneutralt barn? af Malin Schmith. Her illustrerer Kasja Wahlström netop hvordan pædagoger uhensigtsmæssigt kom til at forskelsbehandle piger og drenge ud fra stereotyper.
Og så uddyber jeg min kommentar ”Hvad nu hvis man ikke er en ”rigtig” pige? med, at jeg som barn måtte slås imod ikke, at blive opfattet som en ”rigtig” pige. Det, at jeg ikke passede ind i det ”normale” pigemønster, men kunne lide at klatre højt i træer og syntes lyserødt var grimt gjorder, at jeg blev ekskluderet af pædagogerne. Det var sgu ikke sjov at se sin drengeven bliver irettesat ved at man rusker lidt i ham og sagde, at han sgu da godt ved at han ikke må slås. Og så selv opleve, at den selv samme pædagog toldmodigt satte sig i børnehøjde og stille og rolig forklarede mig, at jeg da ved, at piger selvfølgelig ikke slås. Jeg mener på ingen måde at noget menneske, og slet ikke noget barn, burde opleve at bliver udsat for så voldsom en diskrimination som jeg blev.
Det er ikke sjovt, at være den lille pige der ønsker sig det blå blad, med robotterne med skydevåben. Eller, at være den lille dreng der ønsker sig det lyserøde blad, med lyserøde ponyer. Men som i begge tilfælde vælger det traditionelle, i angsten for at miste den voksnes kærlighed, fordi den voksne uhensigtsmæssigt kom til at sende signal om, at piger vælger lyserødt og drenge blåt.
Mange børn oplever at få deres grænser overtrådt, fordi såkaldte ansvarsfulde voksne, glemmer den simple ting der hedder; omtanke for det enkelte menneske, som det selv vælger at definere sig selv.
@ Marietta Jeppe
Børn skal have lov at udfolde sig ifølge deres indre natur. Hvis det var din indre natur at klatre i træer osv., så var det forkert af pædagogerne at forhindre dig i det, samtidig med at drengene fik lov.
Men det som Kajsa Wahlström fokuserer på, vil jeg kalde flueknepperi. Det er da lige meget om pædagogerne siger til drengen hvor er det flot at du har fanget så mange fisk, og ikke siger det til pigen. De siger hvad de ubevidst tror at barnet gerne vil høre. Sådanne ubevidste reaktioner vil man aldrig kunne forhindre. Man kan ikke forlange at pædagogerne er perfekte mennesker, for ingen er perfekte. Med bemærkningen om fiskene presser de ikke barnet ind i en bestemt kønsrolle. Det er noget ganske andet end hvis pigen gerne vil klatre i træer, og ikke må, bare fordi hun er pige. Det ville være diskrimination.
Men hvis drengen bliver skældt ud, og pigen ikke bliver skældt ud for samme handling, så er det da en diskrimination mod drengen, ikke mod pigen.
Kåre Fog:
Det handler vel næppe om at forhindre bestemte udtryk eller omgangsformer, men mere om at nivellere hvordan man som f.eks. pædagog fagligt omgås børn. I dén sammenhæng peger en hel del transaktionsanalytiske fund på at sprogets øjeblikkelige konstruktion (eller, løbende anatomi) orienterer os i forskellige retninger. Når man således roser en dreng for at have fanget en stor fisk, så installerer vi hos drengen en erfaring om at præstationer i den ydre verden giver positiv opmærksomhed (underforstået at vi har forventninger om en bestemt formåen). Hvis vi til en fiskefangende pige derimod spørger hvordan hun mon klarede alt dét, så installerer vi hos pigen en erfaring om at præstationer i den ydre verden resulterer i undring iht. hendes evner/kompetencer (underforstået at vi tvivler på hendes formåen). Sådan groft skåret op, for anskueliggørelsens skyld.
På samme måde som vi må gøre os klart at hvis et hvilketsomhelst barn fremviser en tegning for os - og vi derpå omtaler tegningens lighed med et givent objekt - og evt. roser denne lighed - så ansporer vi barnet til at fokusere på resultat (præstation, som står i nær forbindelse til barnets selvtillid). Hvis vi derimod spørger barnet om hvordan det var at lave tegningen, så ansporer vi barnet til at fokusere på proces (væren, som står i nær forbindelse til barnets selvfølelse).
Derfor er det bestemt ikke ligemeget, hvordan vi taler til såvel voksne som børn - og specielt ud fra en pædagogfaglig horisont må det vel vies en smule opmærksomhed, hvordan vi så at sige via ydre sproglige tilskyndelser 'retter' børnene mod nogle bestemte fokus.
Ganske vist er det ikke lige meget, hvordan vi taler til børn. Det har en eller anden virkning. Men mig bekendt er virkningen ikke ret stor.
Drenge har altid gået rundt og sagt ting i retning af: "Min far er meget stærkere end din far!". Hvor kommer den slags fra? Er det en ide lille Peter har fået indpodet ved at nogen voksne har bildt ham det ind? Har Peters far sagt at han er meget stærkere end Sørens far? Nej, det virker mere som om det kommer fra en indre disposition hos Peter.
Der findes en undersøgelse af hvad der kan forklare at nogle kvinder (i 30-års alderen) er mere feminine end andre kvinder (femininitet er målt på diverse måder, bl.a. sådan noget som %-delen af kvinder på vedkommendes arbejdsplads, altså om de søger mod traditionelle kvindefag). Man har undersøgt dels påvirkninger fra opdragelsen, og dels biologiske forhold (biokemisk analyse af bevarede prøver af fostervæsken fra for 30 år siden). Det viste sig, at biologien kunne forklare ganske meget af kvindernes grad af femininitet som voksne, hvorimod opdragelsen forklarede meget mindre.
Det er en af de meget få undersøgelser, hvor biologiske forklaringer og sociale forklaringer er koblet ind i en og samme analyse. Og resultatet i dette tilfælde var at biologien forklarede ca. 4 gange så meget som opdragelsen (hvis jeg husker tallene rigtigt).
Dem pågældende undersøgelse er blevet kritiseret voldsomt af et antal kvindelige sociologer, ikke på grund af nogen klare metodefejl eller andre fejl, men simpelt hen med den begrundelse, at personer med biologisk indfaldsvinkel ikke har noget at gøre i sociologien og skal holde sig langt væk.
Så længe dét er holdningen blandt kvindelige sociologer, så når vi aldrig frem imod nogen afklaring eller enighed.
Kåre Fog:
Jeg tror ikke det bringer os ret langt at gætte på abstrakte kvantificeringer af forholdet mellem arv og miljø, heller ikke selvom vi hver især kan fremvise studier som peger mod såvel det ene som det andet? Min pointe var/er at f.eks. menneskers kognitionsstrukturer er plastiske og (kan) udsættes for bl.a. kulturelt betinget/motiveret påvirkning. Sproget er i denne sammenhæng en betydelig facilitator. Du anførte at det skulle være 'lige meget' hvordan man taler til børn (underforstået hvilke kønsrelaterede stereotyper talen måtte udgå fra) - og det er denne lidt rigide negation jeg anfægter.
"Drenge har altid gået rundt og sagt ting i retning af: “Min far er meget stærkere end din far!”."
Pointen er vel at ét eller andet sted er det startet (medmindre vi antager at mennesker har eksisteret til evig tid og blev anbragt på jorden som led i et intelligent design), men vi finder nok aldrig et matematisk svar på om hønen eller ægget fødtes først. Og bortset fra dét, så er jeg opmærksom på at piger også gennem lang tid har udkæmpet indbyrdes slag, måske blot via lidt andre sproglige koder - som for en betydelig part er sociokulturelt betingede (f.eks. illustreret ved det forhold at kønsforskelles betydning på tværs af regioner og verdensdele har betydelig varians, omend de alle i sagens natur reflekterer også biologiske særtræk ved kønnene. Eller eksemplificeret ved dét forhold at kønsrollerne er under forandring i et tempo, som mig bekendt ikke korrelerer med f.eks. genetisk udvikling).
@ Peter Jensen
Det jeg skrev om, var ikke en abstrakt kvantificering af forholdet mellem arv og miljø. Det var en konkret måling baseret på konkrete data.
Men selvfølgelig er det forkert at sige at så mange % skyldes arv og så mange % skyldes miljø, på en måde som om det var adskilte faktorer. De to ting er fuldstændig filtret ind i hinanden.
Jeg vil ikke påstå at det er lige meget hvordan man taler til børn. Men jeg vil påstå at det ikke betyder ret meget. Dér hvor børnene får nogle varige påvirkninger fra det sociale miljø, er nok især i det følelsesmæssige forhold til deres forældre.
Den meget kønsmæssigt `korrekte´ opdragelse i Kajsa Wahlströms børnehaver ved Gävle sætter sig så vidt vides ingen varige spor - så snart børnene kommer i skole, falder de ind i de normale kønsmønstre.
"Ét eller andet sted er det startet" - nej, det mener jeg ikke. Kønsforskellen har eksisteret blandt vore fjerne forfædre allerede før de blev til mennesker. Jeg finder det stadig meget tankevækkende, at når man giver rhesusaber legetøj som de frit kan vælge, så vælgerne hannerne biler, og hunnerne dukker.
Den konkrete udmøntning af kønsforskellene kan være forskellig i forskellige lokale kulturer i fjerne afkroge af verden. Men der er ingen kulturer UDEN forskellene; alt tyder på, at forskellene er nødvendige for at kønslivet kan fungere. En af de mest konstante forskelle mellem kønnene synes at være, at mændene tager de overordnede beslutninger, også i f.eks. matrilineale samfund.
Kun i moderne industrisamfund er det mere jævnt fordelt på kønnene, hvem der træffer de store politiske beslutninger. Men bemærk at da kvindernes andel i politiske organer var kvoteret i de kommunistiske lande i Østeuropa, så faldt andelen af kvinder kraftigt efter 1989, nærmest på en måde som om kvinderne kun var der fordi det kommunistiske system krævede det. Så snart det ikke længere var en pligt for kvinderne at sidde i politiske råd, faldt mange af dem fra.
Kåre Fog:
Som tidligere anført, så afskriver jeg på ingen måde biologiske forholds betydning for kønnenes adfærd og kulturelle processer. Jeg påpeger blot at de langt fra står alene.
"Jeg vil ikke påstå at det er lige meget hvordan man taler til børn. Men jeg vil påstå at det ikke betyder ret meget. Dér hvor børnene får nogle varige påvirkninger fra det sociale miljø, er nok især i det følelsesmæssige forhold til deres forældre."
Måske påvirkes børn i det hele taget stærkt af mennesker, de er nært følelsesmæssigt knyttet til - og afhængige af. Men tilbage til stridens æble; følelser formidles bl.a. via sproget. Og derfor vil de påvirkninger, du hér omtaler fra forældre til deres afkom, bl.a. være indlejret i sproget. Men igen, vi kan ikke kaste en lineal ind i manegen og måle om verbaliteter betyder mere end mimik og gesti - eller andre former for kommunikation. Men vi ved at sproget også har betydning.
@ Peter Jensen. Det er selvfølgelig et interessant spørgsmål, hvad sproget betyder for vores livsforløb og tilværelse. Det er ikke et felt, jeg har nogen særlig indsigt i. Men det har du åbenbart - derfor spørgsmålet: Hvad ved man egentlig om det? Hvad findes der af dokumenterede langtidsvirkninger af en bestemt sprogbrug? Propaganda kan selvfølgelig have en stor virkning, hvis den lykkes, men at man siger til en dreng: Det er vel nok en stor fisk du har fanget, det kan næppe sidestilles med propaganda.
Jeg fornemmer, at de forestillinger man har om hvordan verden er indrettet, kan have ganske stor indflydelse på ens livsforløb. Men man kan nok ikke sætte lighedstegn mellem sproglige vendinger og forestillinger om verdens indretning.
Kåre Fog:
Så vidt jeg ved, ved man f.eks. at sproget ikke blot beskriver realiteter; det skaber også (i varierende grader nye/alternative) virkeligheder for os. Og dermed indgår sproget som en socialiseringsagent, der i et ukendt omfang (du mener ubetydeligt, jeg tror det er svært varierende) bidrager til vore grundantagelser om både os selv og (forholdet til) omverdenen. Med risiko for at blive anklaget for wittgenstein'ske vederstyggeligheder, kan man sige at bl.a. sprogkoder, semantik og pragmatik bidrager til sprogforhekselser som virker både disciplinerende og emanciperende på os. Og i varierende omfang vil disse erfaringer indlejres i vore hukommelser og tage del i vore (bevægelige) selvforståelser.
Jeg har længere tilbage anført et par eksempler på hvordan en bestemt (kulturelt betinget) sprogbrug kan rette børns opmærksomheder og forestillinger bestemte steder hen ...og dermed vil kunne virke disciplinerende - og i et eller andet omfang socialiserende, såvel på tværs af som indenfor de respektive køn.
Jeg går ud fra at dit spørgsmål til dokumentation af eksakte langtidseffekter sfa. bestemt sprogbrug er af polemisk art, da jeg løbende har pointeret at dén slags ikke kan opgøres (akkurat lige så lidt som vi kan påvise at en bestemt sprogbrug er direkte resultat af et givet køns biologi). Pointen er imidlertid fortsat at vi ikke kan forklare f.eks. skredene i kønnenes roller og (indbyrdes) adfærd indenfor de sidste 50-60 år med biologisk determinisme. Historien er iøvrigt fyldt til randen med sådanne eksempler på plasticitet i socialiseringsformer og (mellemkønslig) kultur, som ikke lader sig bare tilnærmelsesvist begribe uden betydelig forklaringshjælp fra miljøet.
Den amerikanske psykolog, Leon Festinger, tilvejebragte for mere end 50 år siden begrebet om kognitiv dissonans, som (i korte træk) gjorde det muligt at iagttage hvorledes bestemte narrativer og reviderende retorik kunne bidrage til etablering af benægtende, ekstraherende eller nyfortolkende diskurser, som indgik i kriseramte individer og gruppers reorienteringsproces (såvidt jeg husker tilmed i dommedagskulter, som qua tidens tand havde fået problemer med den profetiske programstyring).
@ Peter Jensen
Nej, mit indlæg var ikke polemisk ment. Tværtimod, jeg ville gerne kvittere for din åbenhed over for min tilgang ved at demonstrere en åbenhed over for din tilgang.
Men der er jo et stort problem med din tilgang. Du skriver om at sprogbrug KAN rette børns forestillinger et bestemt sted hen. Det er altså i en eller anden grad hypotetisk. Dernæst skriver du at eksakte langtidseffekter ikke kan opgøres. Jamen, hvis de ikke kan opgøres, så er vi ude af de eksakte videnskaber og ovre i noget hvor den ene persons holdninger og formodninger kan være lige så god som den andens.
Det findes oplyst om Kajsa Wahlströms børnehavepædagogik, at virkningen så vidt det kunne konstateres IKKE var varig. Og der er en del andre eksempler på, at tiltag til at ophæve formodede sociale påvirkninger ikke virker, se her:
http://www.information.dk/275749#comment-401839
Det er lidt svært for mig at tro på, at disse ting omkring sprogbrug har nogen særlig betydning, når der ikke foreligger noget håndfast belæg for det. Jeg synes at psykologer og sociologer må stramme sig op og påvise eller sandsynliggøre nogle langtidseffekter; det kan dog lade sig gøre inden for andre grene af psykologi.
Og jeg bliver selvfølgelig skeptisk, hvis påstanden om uheldige virkninger af sprogbrugen hives frem som forklaring på kønsmønstre, som man ikke bifalder. Når der er belæg for at biologiske forhold spiller en væsentlig rolle, og ikke ( endnu) findes belæg for at sprogbrug spiller en væsentlig rolle, så vil jeg ikke være så imødekommende at give min modpart ret i noget som ikke kan belægges, og selv se stort på forhold som der derimod er belæg for.
Udvikling vil altid gøre nogle mennesker utrygge, men jeg kan slet ikke se hvordan det arbejde pædagogerne laver i Egalia kan være "farligt" eller styrende overfor børnenes adfærd.
Som jeg har opfattet det er det jo netop et forsøg på at komme den ubevidste styring af børnene til livs, så pædagogerne ikke hele tiden dikterer hvad de bør lave fordi de er henholdsvis pige og dreng.
Det er åbenbart vanvittigt angstprovokerende for nogen at vi ikke bare skal lade os nøje med status quo, men prøve at udforske hvor vores nuværende kønsopdelings-tanker stammer fra.
Det vigtigste må vel være at vi lader børnene finde frem til deres egne foretrukne aktiviteter, og det kan vi næsten gøre idag, fordi vi er blevet så bevidste om den "ubevidste" hjernevask vi udsætter børn for, fra de er helt små. Måske er tiden bare inde til at vi starter et nyt kapitel hvor både mænd og kvinder kan være subjekt og individ, og ikke kun et objekt for det modsatte køns vurdering.
Kåre Fog:
Måske er jeg i min vurdering af den videnskabelige holdbarhed i begge retninger blot mere forsigtig end du; jeg er f.eks. ikke enig i at forsøgene med rhesusaberne dokumenterer kønsdeterminisme hos mennesket. For det første var forsøgene behæftet med visse usikkerheder og uforklarede forhold, som stiller spørgsmålstegn ved datafortolkningerne - og for det andet er der i mine øjne brug for et langt bredere undersøgelsesfelt med flere populationer af højere primater (herunder naturligvis mennesker), såfremt der skal kunne udhæves evidens for en påstand om biologiens mere specifikke og (som du skriver) 'væsentlige betydning' for kønnenes adfærd. De eksempler, du henviser til giver vist heller ikke nødvendigvis anledning til at konkludere at mennesker erdeterminerede og kun svagt miljømæssigt påvirkelige, måske snarere noget andet. At en regression til kulturelt givne og eventuelt tidligt indlejrede adfærdsmønstre finder sted blandt forsøgspersoner er ofte set i socialpsykologiske studier verden over. Studier, som langtfra altid betjener sig af udelukkende positivistiske forskningsmetoder, men som af denne grund vel næppe kan ekskommunikeres som vulgærrelativistisk synsning. I så henseende strammer du den vist en kende.
@ Mette Olesen
Et af resultaterne af Kajsa Wahlströms tilgang er at man i hendes børnehaver har adskilt de to køn i spisesituationerne, fordi man mener at når piger og drenge er sammen og spiser, udøver drenge en uheldig påvirkning på pigerne. Så nu må de ikke spise sammen. Hvad bliver det næste, spørger man. Og hvad blev der af det gode princip om, at børnene ikke skal puttes i bestemte kategorier bare på grund af deres køn?
Mennesker der er så sikre på hvad der er godt for andre, at de griber ind med ideologisk begrundede begrænsninger, bør man altid være på vagt over for.
@ Peter Jensen
Jeg synes at du laver en masse ord-ækvilibrisme som stort set går ud på at du snakker uden om. Jeg har f.eks. ikke påstået at forsøgene med rhesusaberne dokumenterer kønsdeterminisme hos mennesket. Du som har sproget som udgangspunkt, burde være mere præcis i hvordan du gengiver andres tekst. Jeg har blot præsenteret det som en tankevækkende oplysning.
Der er lavet ganske mange forsøg og undersøgelser med mennesker - dvs. børn i 1 til 2 års alderen - som tyder kraftigt på at f.eks. valg af legetøj påvirkes af medfødte impulser. For lidt ældre børn kan man f.eks. se på hvad de tegner, når de frit kan vælge deres motiv. Disse legetøjsvalg og motivvalg er efter alt at dømme IKKE et resultat af sociale påvirkninger. Tværtimod, jo længere tid børnene udsættes for opdragelse, jo mere reduceres forskellen mellem kønnene (op til ca. 7 års alderen, hvor der igen sker nogle skift). Hvis kønsforskellene skyldtes opdragelse og kulturpåvirkning, skulle man forvente, at forskellene til en start var ganske små, og derefter voksede sig gradvis større. Det vi ser, er et tidsforløb der er næsten lige modsat.
For resten kan der da også konstateres forskelle mellem helt nyfødte babyer af de to køn, f.eks. i interesse for ansigter versus mekaniske genstande (det undersøges bl.a. ved at registrere pupilbevægelser). Her kan vi vist godt udelukke sociale påvirkninger som forklaring.
Undersøgelser og forsøg som er baseret på en naturvidenskabelig tilgang og tænkemåde, giver en masse interessante resultater af den type, og gør os klogere. Masser af psykologisk forskning sker f.eks. ud fra en naturvidenskabelig tankegang med statistiske tests etc. Den slags kan jeg have respekt for.
Men hvad der kommer fra de humanistiske fagområder, er ofte mere eller mindre en gang ordgejl, hvor skribenten demonstrerer hvor dygtig han/hun er til at vende ethvert argument rundt, sådan at man kan `påvise´ hvad som helst. Den slags har jeg altså ikke rigtig respekt for. Jeg har respekt for konkrete påvisninger, ikke for luftige almindeligheder og løst funderede teorier.
Jeg er lige glad med flotte formuleringer. Det der interesserer mig, er den konkrete evidens som disse formuleringer handler om.
@ Peter Jensen
En ting mere:
Jeg vil selvfølgelig godt anerkende, at sprogbrug formentlig har en-eller-anden virkning. Men det undrer mig, at der er ikke findes meget mere præcise oplysninger om det.
Sidste år læste jeg flere bøger om virkningen af propaganda, især i det amerikanske samfund. Der er næsten ingen grænser for hvad de dygtige folk, der arbejder for erhvervslivet med at påvirke folks underbevidsthed, kan opnå. Det er f.eks. interessant at læse, hvordan Edward Bernays, da han arbejdede for et tobaksfirma, med ét slag fik nedbrudt den sociokulturelle modstand mod at kvinder ryger cigaretter. Det var da en langtidseffekt der ville noget. Man kan læse om hvordan disse mennesker forstår at ændre folks holdninger med appellerende ord og udtryk som f.eks. `naturlig´ eller `det fortjener du´. Da der var modstand mod at sætte bly til benzin, ud fra miljømæssige og sundhedsmæssige hensyn, kom man igennem med en kampagne, hvor man bl.a. slog på at bly er et udbredt stof i naturen, så bly er altså naturligt. Langtidsvirkningen af det ordvalg holdt i ca. 50 år.
Når nu reklamebrancen er så dygtige - og på det sidste også støtter sig til hjerneskanninger for at gøre påvirkningen af det underbevidste endnu mere subtil og svære at spore - så ryster det mig, at universitets-sprogfolk er så svage, at de mener, at man slet ikke kan dokumentere langtidsvirkninger af sprogbrug.
Reklamebranchen tordner derudaf og griber nye avancerede teknikker, så snart de dukker op. Med gustent overlæg. Hvorimod velmenende sprogforskere åbenbart halter så langt bagefter, at de slet ikke kan dokumentere noget. Kan det virkelig være rigtigt? Hvis det er rigtigt, så synes jeg da at sprogforskerne skulle tage sig mere sammen for at kunne udgøre et mærkbart modspil til reklameindustrien.
Kåre Fog:
Når jeg siger at man ikke kan uddrage eksakte langtidsvirkninger af bestemte sprogbrug, så refererer jeg til at der (mig bekendt) ikke findes longitudinalstudier, som godtgør at påvirkning af bliver til effekt b. Vi har med, som du selv indikerer, subtile og komplekse processer at gøre - som er underlagt et hav af påvirkende variabler - hvilket gør det yderst vanskeligt at påvise lineært causale forhold.
Reklamebranchen redegør jo ikke for de eksakte virkninger af deres reklamer, men sigter efter bestemte effekter, vel vidende at disse vil være relativt usikre og vilkårlige. Det samme gør sig, blot i en noget lavere skala, gældende for de processer, som f.eks. terapeutisk arbejde iværksætter.
Jeg er iøvrigt uklar på hvad det er, du mener at jeg snakker udenom? Mht. rhesusaberne, så er jeg opmærksom på at du indledningsvist skrev at du fandt forsøget tankevækkende. Men du skriver altså siden at der findes 'belæg for at biologien spiller en væsentlig rolle'. Og hvis ikke du henviser til en rolle iht. menneskets kønslige adfærd (herunder præferencer for valg af hhv. pige- eller drengelegetøj), så ved jeg ikke hvad du mener.
Iht. de eksempler, du trækker frem vedr. tobaksrygning, bly i benzinen osv. - så var det nogenlunde dén slags jeg henviste til, da jeg nævnte Festinger og den kognitive disonnans. Når det anføres at bly er et udbredt stof i naturen, giver dette jo netop basis for at udbedre den foreliggende disonnans (vi bruger bly i benzinen, men bly forurener naturen) med et konsonant udsagn (bly findes i forvejen i naturen i rigelige mængder (ergo skader belaster vi ikke naturen alligevel)).
Korrektion: påvirkning a bliver til effekt b
Ah 'naturlig'... Hvor ville den tankeløse argumentation være uden dette ord?
Og Henrik Høegh formår at bruge det hele to gange - samtidig med at han anerkender, at han spekulerer frit. Hvorfor bliver han ikke bedt om at levere forskning, der kan bakke hans bullshit op?