Læsetid: 6 min.

Da Danmark gik forrest for at hjælpe verdens statsløse

En dansk kontorchef spillede en vigtig rolle, forud for at FN i 1961 vedtog en konvention om statsløshed. I dag er der gået 50 år siden vedtagelsen af konventionen, der netop i år har voldt regeringen store problemer
To piger i en palæstinensisk flygtningelejr i Gaza. FN har netop lanceret en verdensomspændende kampagne til fordel for de 12 millioner statsløse personer, som findes spredt i en række lande verden over.

To piger i en palæstinensisk flygtningelejr i Gaza. FN har netop lanceret en verdensomspændende kampagne til fordel for de 12 millioner statsløse personer, som findes spredt i en række lande verden over.

Ali Ali

30. august 2011

FN's flygtningeorganisation UNHCR har netop lanceret en verdensomspændende kampagne til fordel for de 12 millioner statsløse personer, som findes spredt i en række lande verden over.

»Disse folk er i desperat behov for hjælp, fordi de bor i en mareridtsagtig juridisk limbo,« udtaler António Guterres, FN's højkommissær for flygtninge.

»Ud over den elendighed, der rammer disse mennesker, fører marginaliseringen af store grupper af mennesker på tværs af generationer også til et stort pres på de samfund, som de lever i. Undertiden er dette også en kilde til konflikt.«

UNHCR iværksætter kampagnen for at markere årsdagen for FN's konvention fra 1961 om statsløshed. I dag er det præcis 50 år siden, konventionen blev vedtaget, som foreløbig kun 38 ud af FN's i alt 193 medlemsstater har tiltrådt.

Danmark er et af de lande, der har tiltrådt, og netop i 50-året har FN-konventionen spillet en hovedrolle i det forløb, som i marts endte med Birthe Rønn Hornbechs afgang som minister.

Forsidenyhed i frit fald

Da FN den 30. august 1961 afsluttede mange års arbejde og åbnede for medlemslandenes tiltræden til en konvention om at bekæmpe statsløshed, var det ikke en nyhed, der bragede igennem i Danmark. Information skrev i stedet den følgende dag på forsiden om et uheld på en svævebane i Chamonix, hvor seks passagerer blev knust mod dalbunden, fordi en jetjager havde klippet banens trækkabel over.

Det var ellers en dansk jurist, kontorchef Knud Larsen fra Indenrigsministeriet, der som præsident for en FN-konference i Genève i foråret 1959 med et dansk memorandum havde lanceret et første udkast til teksten i konventionen.

Det var ligeledes under Larsens ledelse, at konferencen i Schweiz endte med at vedtage den konvention, som bl.a. sikrer, at børn, der fødes som statsløse i et land, skal have en særlig adgang til at få statsborgerskab.

På trods af Larsen gik der adskillige år, før Danmark tiltrådte FN-konventionen. I modsætning til Sverige og Norge, som ønskede at tilslutte sig, var et flertal af de danske politikere mere modstræbende. Ikke fordi de mente, at de statsløse unges krav på statsborgerskab var for vidtgående eller grundlovsstridigt (som Dansk Folkeparti har fremført her i 2011), men af den stik modsatte grund: Konventionen var på et enkelt, men vigtigt område for slap i forhold til den gældende danske statsborgerretslov.

Konventionens artikel 8, §3 gav nemlig mulighed for under helt særlige omstændigheder at fratage en person et statsborgerskab.

Det var den mulighed, som faldt de danske politikere for brystet, fordi bestemmelsen »blev anset for stridende mod nordisk retsfølelse«, som det blev udtrykt, da Folketinget i 1968 første gang debatterede konventionen.

Argument uden slagkraft

I 1969 tiltrådte Sverige konventionen. Norge gjorde det i 1971, og konventionen trådte endegyldigt i kraft den 13. december 1975. Efter flere gange at være blevet opfordret af FN's højkommissær for flygtninge besluttede Indenrigsministeriet, at argumentet om, at artikel 8, § 3 stred mod nordisk retsopfattelse, »ikke kunne forventes at få særlig gennemslagskraft«, eftersom både Sverige og Norge havde tiltrådt den.

»En dansk modvilje mod de omhandlede principper« burde derfor ikke længere stå i vejen for dansk tiltræden til en konvention, hvis generelle sigte »var helt i overensstemmelse med den almindelige danske politik i flygtninge- og asylsager«, som det hed i lovbemærkningerne, da Folketinget igen i 1976-77 havde sagen på dagsordenen.

Selv om alle Folketingets partier på nær Venstresocialisterne (VS) nu støttede dansk tiltræden, var der dog fortsat bekymring over artikel 8, §3. Derfor forsikrede daværende udenrigsminister K. B. Andersen (S), at »Danmark drømmer ikke om at benytte« artikel 8, §3.

Igen i april 1977 var en dansk tiltræden på Folketingets dagsorden, og igen var det kun VS, der gerne ville have artikel 8, §3 yderligere undersøgt. For som Arentoft som ordfører for Fremskridtspartiet sagde, da han på sit partis vegne støttede dansk tiltræden til konventionen: »Vi mener i og for sig ikke, der er behov for noget udvalgsarbejde«.

Under sidste folketingsbehandling den 22. april 1977 stemte 147 folketingsmedlemmer for, ingen var imod, mens fire (VS'erne) hverken stemte for eller imod.

Problemer startede i 2004

Selv om Larsens konvention om statsløshed nu med små 16 års forsinkelse var gjort til gældende ret i Danmark, fik konventionen i de næste godt 20 år ikke rigtig nogen praktisk betydning. At opnå dansk statsborgerskab på de vilkår, som konventionen indebar for statsløse, adskilte sig nemlig ikke fra de regler, der dengang gjaldt for alle udlændinge.

Forskel på adgangen til statsborgerskab for statsløse født her i landet og andre udlændinge blev først et emne under SR-regeringen i 1999. Her indførte justitsminister Frank Jensen en skelnen mellem straffede og ikkestraffede ansøgere om statsborgerskab. Hvis en ansøger havde overtrådt straffeloven, skulle det være sværere at opnå statsborgerskab. Selv om et sådant krav ville kunne kollidere med FN-konventionen, har Integrationsministeriet ikke oplyst om konkrete tilfælde, hvor ansøgere, der falder ind under FN-konventionen, er blevet afvist, mens Jensen var minister.

Det skete første gang i 2004, hvor Bertel Haarder var integrationsminister. Efter VK-regeringens tiltræden i 2001 var ministeren sammen med Dansk Folkeparti begyndt at skærpe kravene til ansøgere om statsborgerskab. For at få dansk statsborgerskab skulle en ansøger op gennem 00'erne bestå stadig sværere prøver i dansk og samfundslære samt ikke have været offentligt forsørget i en længere periode.

Selv om Haarder så tidligt som i 2004 af sine embedsmænd blev advaret mod også at lade de skærpede krav gælde for statsløse unge, der er født og opvokset i Danmark, så endte det alligevel med at blive ministeriets praksis.

Fra 2005, hvor Rikke Hvilshøj var blevet integrationsminister, og de følgende år frem til den 26. januar 2010 gav Integrationsministeriets Indfødsretskontor således afslag til ansøgere, der faldt ind under FN-konventionen. I stedet fik de statsløse ansøgere at vide, at de på linje med alle andre udlændinge skulle bestå de stadig strengere prøver.

I hvert fald fra februar 2008 var Indfødsretskontoret opmærksomme på, at afslagene var forkerte og stridende mod konventionen, men selv om embedsværket flere gange opfordrede integrationsministeren, der nu hed Birthe Rønn Hornbech, til at rette ind efter konventionen, besluttede ministeren sig for at fortsætte den ulovlige praksis.

Først i januar 2010 ændredes kursen, og det sidste afslag sendtes af sted selvsamme dag, hvor ministeren orienterede Folketinget om, at en række statsløse nu ville få tildelt dansk statsborgerskab.

Fra Larsen til Pind

I månederne op til 50 års-fødselsdagen for Larsens konvention har også Birthe Rønns afløser, Søren Pind, gjort sig bemærket med udtalelser, der kan indebære en konflikt med de rettigheder, konventionen giver til statsløse, der er født i Danmark.

Det drejer sig om, hvordan danske myndigheder har registreret statsløse kurdere, der har søgt asyl efter at være flygtet fra Syrien.

I en række sager er det således dokumenteret, at myndighederne har registreret de kurdiske asylansøgere som syriske statsborgere, selv om de gang på gang har gjort opmærksom på, at de var statsløse. På grund af fejlregistreringen har børnene af de statsløse kurdere ikke fået mulighed for at få dansk statsborgerskab, selv om de som statsløse født i Danmark har en konventionssikret ret til det.

Udlændingeservice er nu gået i gang med at omregistrere de få statsløse kurdere og deres familier, som har været omtalt i pressen, men Pind afviser fortsat at undersøge, hvor omfattende fejlregistreringen måtte være.

Ministerens argument er, at hvis en flygtning er registreret forkert af myndighederne, kan vedkommende henvende sig til Udlændingeservice, og der vil man se på sagen. Derfor skal myndighederne ikke bruge ressourcer på selv at undersøge omfanget, mener Pind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak igen til Information for at skrive om statsløshed. Linker til UNHCR og Open Society Foundations. Også tak for at skrive om Knud Larsen, der i 1948 udgav et tobindsværk om indfødsret. (Hans fortolkning om dansk statsborgerskab: at loven fra 1871 synes at bygge paa det Udgangspunkt, at Stillingen som Indfødt var en faktisk Egenskab er af interesse i forb. med dobbelt statsborgerskab. Eva Ersbøls "Dansk indfødsret i internationalt og historisk perspektiv" kan anbefales. I forb. med statsløshed linker jeg også til Nansen og Nansenpasset, der blev udstedt til 450.000 statsløse flygtninge. Kan anbefale udstillingerne på Nobels fredscenter i Oslo. Norge har en organisation for statsløse mennesker.