Læsetid: 5 min.

Desperate psykiatribrugeres klub

Medlemmerne i en lille, autonom motionsgruppe for sindslidende på Falster synes ikke blot at konkurrere ved styrkemaskinerne, på løbebånd og boldbanen, men desuden i disciplinen desperate handlinger, som de ser som den eneste adgangsbillet til behandling i det psykiatriske system
Jytte Rasmussen er en af initiativtagerne til en lille autonom gruppe for sindslidende på Falster. Formålet for denne alternative motionsgruppe er at skabe et netværk for nogle udsatte eksistenser, der har det til fælles, at de er desperate efter at løse adgangsbillet til et behandlingssystem, de oplever som et lukket land.

Jytte Rasmussen er en af initiativtagerne til en lille autonom gruppe for sindslidende på Falster. Formålet for denne alternative motionsgruppe er at skabe et netværk for nogle udsatte eksistenser, der har det til fælles, at de er desperate efter at løse adgangsbillet til et behandlingssystem, de oplever som et lukket land.

Sofie Amalie Klougart

12. august 2011

Ved et idrætsanlæg langs banelegemet i udkanten af Nykøbing Falster samles en ret så undseelig gruppe motionister hver torsdag morgen.

De er kun et par håndfulde i antal og sætter få rekorder.

Sådan må det nødvendigvis være, når det eksempelvis for en af kvinderne har krævet flere uger blot at samle mod til at forcere trappen op til terrassen foran klubhuset.

Hvad der måtte mangle af ambitioner på den sportslige front, opvejes til gengæld så rigeligt af den alvor, der ellers kendetegner denne noget alternative idrætsforening.

Alvoren kan aflæses i det regelsæt, de selv har vedtaget.

»Husk, at det skal kunne spises uden kniv,« som en af initiativtagerne, Jytte Rasmussen, råber efter en yngre, lyshåret kvinde, der har fået til opgave at hente lidt frugt i det lokale supermarked og nu er på vej.

Den kan også aflæses i ar på underarme på nogle af de andre, der fortsat sidder spredt ved et par bænkeborde på terrassen eller står lænet op ad et stakit med de store, grønne boldbaner i baggrunden.

»Der er fire her fra gruppen, der inden for ganske få måneder har forsøgt at begå selvmord. Det er kun to af os, der er stået åbent frem, men vi ved, hvad de andre har gjort,« siger Jytte Rasmussen, da hun lidt efter har sat sig til rette i et mødelokale i klubhuset.

I højere grad end motionen i sig selv er formålet med denne klub at skabe et netværk for nogle udsatte eksistenser, der har det til fælles, at de er desperate efter at løse adgangsbillet til et behandlingssystem, de oplever som et lukket land. I hvert fald for alle, der ikke helt konkret er ved at tage livet af enten sig selv eller andre.

»Hun har f.eks. gjort en masse for at råbe om hjælp. Hun har både gjort 'forsøgene', og hun har truet med at gøre det for at få hjælp masser af gange,« siger Jytte Rasmussen og nikker i retning af en spinkel, mørkhåret og tydeligvis lidt indadvendt kvinde i sort T-shirt.

Kvinden, der er anonymiseret af hensyn til hendes familie, har været psykiatrisk patient med diagnoser som kronisk depression, anoreksi og personlighedsforstyrrelse siden hun var 20 år.

»Jeg er svingdørspatient. Ind og ud. Jeg har ikke tal på det. Jeg skader mig selv, og de har ofte kørt mig på skadestuen for at blive syet sammen. Måske fører det til en snak, men ellers så kan jeg bare gå hjem igen. Jeg er kendt i systemet. De tænker: 'Nå ja, det er sådan hun plejer at gøre.' De er godt klar over, at jeg har det skidt, men de kan ikke behandle mig. Det eneste, de kan tilbyde mig, er medicin,« siger hun.

Som yngre var hun blandt andet indlagt i længere perioder på psykiatriske afdelinger på Rigshospitalet og Gentofte Hospital, og behandlingen med bl.a. længerevarende, terapeutiske forløb hjalp hende trods alt så meget på benene, at hun fik stiftet en familie med tre børn.

En overdosis piller

Men at hendes liv de seneste år igen har taget en ubehagelig drejning, vidner et utal af lange, kraftige arvæv fra håndleddene og op ad begge underarme om.

»I perioder har jeg været indlagt en-to-tre dage indimellem både på røde papirer og med politiets hjælp. Men når der er gået tre dage bliver jeg lukket ud igen uden samtaler eller behandling,« siger hun.

Det er mere held end forstand og til dels på grund af motionsgruppen i udkanten af Nykøbing Falster, at kvinden i den sorte T-shirt stadig er i live.

Efter de mange halvhjertede forsøg på selvmord tog hun for halvanden måned siden en overdosis piller og blev først i sidste øjeblik fundet i sin lejlighed af to af de øvrige medlemmer i den lille klub.

»Jeg havde længe været bange for, at det skulle ende sådan, og jeg havde sagt det til dem. Mest fordi jeg var bange for, at mine børn skulle finde mig. Bagefter blev jeg indlagt på en afdeling på psykiatrihospitalet Oringe nogle dage. Men på Oringe er jeg for lidt syg, eller også er det ikke den rigtige sygdom. Men hvor hører jeg så til? Jeg har nu nogle meget søde hjemmevejledere, og så går jeg i dagpsykiatrien tre gange om ugen og henter medicin og taler nogle gange med en behandlingssygeplejerske, men jeg tror, jeg har talt med en psykiater to gange på det år, hvor jeg har gået der,« siger hun.

»Da det så gik rigtig galt for dig, var det som Peter og Ulven. Da det virkelig væltede, troede de ikke på hende,« bryder Jytte Rasmussen ind.

Selv har hun valgt den helt modsatte strategi. Men udfaldet var det samme.

Efter ti år som medicineret på grund af angst og depression, men på overfladen relativt velfungerende psykiatrisk patient, blev Jytte Rasmussen i december sidste år fundet i sin lejlighed ligeledes efter at have taget en overdosis.

»Jeg havde været på den psykiatriske skadestue adskillige gange for bl.a. en gang at få at vide, at de ikke troede på, at jeg var psykiatrisk patient. Når jeg søgte hjælp, spurgte de ofte, om jeg havde selvmordstanker, og jeg sagde: 'Det vil jeg ikke sidde og sige, at jeg har'. Hvis du har det skidt, vil sådan noget altid køre forbi i hovedet, men derfra er der et stykke til, at du virkelig har tanken,« siger hun.

Tilbuddet til Jytte Rasmussen lød på mere medicin, og hendes nedtur fortsatte med gentagne angstanfald, indtil hun i december ramte bunden.

Efter en kortvarig indlæggelse blev Jytte Rasmussen sendt hjem igen.

»Når folk selv kan gå i bad, bliver de sendt hjem. Da jeg for 10 år siden blev indlagt for første gang, fortsatte jeg på dagafdeling fem dage om ugen på Oringe. Hver formiddag, en fast rutine. Der var morgenkaffe, vi sad rundt om et stort bord, sang morgensang, snakkede. Der var fælles motion og så ud i grupper for at samtale. Havde man det ekstra svært en dag, så fandt de lige en tid hos psykologen.«

Med hjælp fra egen læge og støttepersonen har Jytte Rasmussen i foråret været henvist til to timers gruppesamtale om mandagen i Maribo, men efter nogle uger fik hun ifølge hendes egen version at vide, at hun havde det for dårligt til at være i gruppen. Og det paradoksale er, at kommunen faktisk virker bekymret over den lille, selv-etablerede motionsklub.

»Socialpsykiatrien er så bange for den indflydelse, vi udøver på hinanden. De vil beskytte os. Men for os er den her gruppe jo et netværk, som vi ikke føler, systemet giver os,« siger Jytte Rasmussen, der selv de seneste uger helt er stoppet med at tage sin medicin.

»Jeg har taget medicin i ti år på nær et år, og jeg har prøvet at få så meget, at det dæmpede alle mine følelser. Når min mand sad og så noget sjovt på tv, så tårerne trillede ned ad kinderne, så vendte han sig om mod mig: 'Synes du ikke, det er sjovt? Jo.' Jeg husker heller ingenting fra mit bryllup, selv om min familie har vist mig billeder og snakket med mig for at forsøge at hale det frem. Jeg har heldigvis video fra dagen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer