Fjerde bankpakke er hjælp til storbanker og pres på de små

»Vi har lavet de bankpakker, vi skal lave,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for to måneder siden til Ritzau.

Du ser ikke nye bankpakker for dig, borede journalisten.

»Nej, det gør jeg ikke. Vi har nu lavet en, to, tre bankpakker,« sagde statsministeren. »Det er i høj grad sektoren selv, som skal løfte et ansvar her.«

Her i avisen blev økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) spurgt samtidig, om en bankpakke 4 kunne være på vej.

»Nej. Jeg mener, bankpakke 3 fungerer fuldkommen efter hensigten,« fastslog ministeren.

»Vores vurdering er, at vi har en sund, velpolstret finanssektor i Danmark, og det skal siges, at jeg ingen efterretninger har om, at flere banker skulle vælte. Ingen.«

Det var sidst i juni. I går kunne Brian Mikkelsen meddele, at regeringen sammen med DF, S, SF, Radikale Venstre og Liberal Alliance for fjerde gang har spændt et sikkerhedsnet ud under bankerne og denne gang i udpræget grad til fordel for de store banker.

»Med aftalen giver vi de bedste muligheder for at håndtere nødlidende pengeinstitutter og for at få skabt den fornødne konsolidering i sektoren,« lød økonomi- og erhvervsministerens budskab efter aftalens indgåelse torsdag formiddag.

Baggrunden for kovendingen er ifølge Brian Mikkelsen, at flere små og mellemstore banker alligevel ser ud til at have betydelige problemer med likviditet og betalingsevne, fordi de fortsat har mange dårlige udlån og samtidig for lidt indlån.

Kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's skønnede for nylig, at 15 danske banker er i fare for at gå ned, og Finanstilsynet, der formodes at have det fulde indsyn med bankerne, luftede forleden sin 'mistanke' om, at en række banker skjuler, hvor belastede de er af dårlige lån. International tvivl om den danske banksektors sundhed kombineret med den forværrede uro på de globale finansmarkeder har fået hjemlige bankers adgang til international låntagning til at tørre ud.

Hjælp til de store

Bankpakke 4 betyder, at staten fremover kan stimulere sunde typisk større banker til at opkøbe skrantende oftest mindre banker ved at give den sunde bank de penge, staten ellers ville have tabt ved den syge banks fallit. Disse statslige penge udgøres af den statsgaranti til individuelle banker frem til 2013, som er blevet ydet i konsekvens af Bankpakke 2. Går en bank ned, er disse penge helt eller delvist tabt for staten.

Ved således i stedet og i tide at forære den potentielt tabte sum kaldet 'medgiften' til en sund og større bank som incitament til opkøb kan fallitten måske undgås og de statslige penge muligvis komme tilbage via senere indtjening i den opkøbende bank.

Staten kan alternativt selv købe den syge del af en nødlidende bank dvs. overtage de dårlige lån og dermed gøre det attraktivt for en større bank at købe resten, dvs. den profitable del af den skrantende bank.

Oven i dette rummer Bankpakke 4 en ny statsgaranti til banker, der ønsker at fusionere. Dertil skal der via et ekspertudvalg laves en liste over de hjemlige banker, der er 'too big to fail' store pengeinstitutter som bare ikke må gå ned og derfor skal have statslig beskyttelse, så udlandet ikke mister tilliden og lukker for långivning til dem.

Det klare signal i Bankpakke 4 er således en begunstigelse af storbankerne og et øget pres på de små banker. Straks i går formiddag faldt da også kurserne på en række mindre bankers aktier på Københavns Fondsbørs, mens f.eks. Danske Bank og Sydbank steg markant.

I den politiske aftales sprog er der tale om »konsolidering« redaktør for fagmediet Bankinfo, Susanne Lindø, taler om nødvendig konkurrenceforvridning.

»Bankpakke 4 er godt nyt for aktionærer, medarbejdere og kunder i store eller sunde danske banker,« konstaterer hun.

»Til gengæld ser det sort ud for mindre danske pengevirksomheder, der har oparbejdet et betydeligt indlåndsunderskud, som det kan blive vanskeligt at finansiere fremover.«

Slingrekurs

Professor i finansiering på Copenhagen Business School, Finn Østrup, har ikke meget godt at sige om den ny redningspakke.

»Staten vil komme til at tabe mange penge,« spår han.

Som andre ser Østrup Bankpakke 4 som et ikke særlig heldigt forsøg på at reparere på Bankpakke 3 fra foråret 2010, der lagde op til at lade markedet råde og syge banker falde i en forventet situation med ny overordnet vækst og stabilisering af finansmarkedet og dermed en dansk banksektor, der atter kunne stå på egne ben.

Danmark gik med denne markedsorienterede bankstrategi alene i EU og fik bl.a. ros på lederpladsen i Financial Times for det.

Også Nicolas Véron, seniorforsker ved den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles, roste den danske politik med at lade banker falde, der ikke kan stå.

»Det lader til, at denne politik er svær at videreføre, når andre europæiske lande og alle Danmarks naboer gør noget andet,« siger Véron nu til Information.

»I store træk er politikken i resten af Europa ikke engang 'too big to fail'. Det er, at ingen bank skal have lov til at falde. Det er på den ene side forståeligt, fordi man gerne vil sikre finansiel stabilitet lige nu. Men på længere sigt har det en stor pris i form af en dårligere markedsdisciplin, og i at europæiske banker investerer for lidt i risikohåndtering.«

Nu synes Danmark et skridt nærmere denne linje med statens øgede finansielle støtte til bankerne og den særlige beskyttelse af de store banker.

Ifølge flere hjemlige økonomer er politikerne fortsat forfulgt af de fejl, de lavede med de første to bankpakker.

»Politikerne dummede sig enormt ved at åbne op for de individuelle statsgarantier. Jeg tror, der er givet for 178 mia. kr. i individuelle garanti til banker, der har vist sig ikke at være solide,« siger Finn Østrup.

Siden finanskrisen startede i sommeren 2008, er ni danske banker krakket.

»I tre tilfælde Eik Bank, Amagerbanken og Fjordbank Mors har staten lidt store tab på det,« påpeger han.

Lektor i økonomi ved Aarhus Universitet Johannes Raaballe påpeger tilsvarende problemerne fra de første bankpakker med at holde dårligt drevne banker kørende alt for længe.

»I Danmark er der 12-14 børsnoterede banker, der ikke findes mere. I Norge, Sverige og Finland er ikke én børsnoteret bank gået ned. Hvorfor? Fordi vi i Danmark har haft nogle banker, der det ene år efter det andet har leveret underskud og ikke har været rentable på trods af at de har haft statens hånd under sig,« siger han med henvisning til statsgarantierne og de statslige lånemuligheder i Bankpakke 1 og 2.

De usunde banker er således kørt videre, indtil de stod helt ude over afgrunden, og så har det været for sent og slemt til, at de store banker har villet overtage dem, påpeger Johannes Raaballe.

Moral hazards

Med Bankpakke 3 troede politikerne, at den overordnede økonomi var blevet stærk nok til, at man kunne lade små, syge banker falde, uden at det udløste international mistillid til det danske finansielle system, men med den forværrede krise er det ikke mere situationen. Derfor skal bankkrakkene nu med Bankpakke 4 undgås, og de små, svage banker i stedet opsluges af de store.

Perspektivet er færre, men større danske banker, og såvel Finn Østrup som Nicolas Véron frygter, at bankpakkens beskyttelse og begunstigelse af de store banker kan friste dem til såkaldt 'moral hazards'.

»Dette kan virke som en opfordring til at tage yderligere risici, fordi der er spændt et statsligt sikkerhedsnet ud,« siger Østrup.

I stedet for de fejlbehæftede bankpakker ville han som én mulighed have foretrukket, at staten for en tid drev svage banker videre, som man har gjort det i Norge og Sverige.

»En anden mulighed ville have været at placere tabene en gang for alle og starte forfra med kun sunde banker tilbage. Nu skal vi de næste par år leve med, at kreditorer stadig ikke ved, om de vil lide tab eller ej, og at der fortsat er usikkerhed ved at låne til danske banker. Det betyder, at vi vil få det ene bankkrak efter det andet,« spår Finn Østrup.