Læsetid: 4 min.

'Der er ingen steder, hvor jeg kan få rådgivning'

Der skulle ti års ørkenvandring mellem skiftende sagsbehandlere og behandlingstilbud til, før Mariane Pedersens datter fik stillet den rette psykiatriske diagnose. Kommunalreformen har kun gjort tingene værre
Det var først sidste år, at Marianne Pedersens datter Randi — efter ti år som kastebold i det psykiatriske system — fik stillet sin endelige diagnose og kunne komme i en korrekt behandling.

Det var først sidste år, at Marianne Pedersens datter Randi — efter ti år som kastebold i det psykiatriske system — fik stillet sin endelige diagnose og kunne komme i en korrekt behandling.

Sofie Amalie Klougart

2. august 2011

Det begyndte skævt og blev stadigt skævere.

Sådan kan man opsummere Marianne Pedersen og hendes datter, Randis, oplevelser med de kommunale og regionale psykiatriske behandlingstilbud, efter at Randi for ti år siden fik et sammenbrud, men som først blev diagnosticeret korrekt sidste år.

Som beskrevet i Information i går, er en række psykiatribrugere kommet i klemme efter kommunalreformen i 2007, fordi de store kommuner og regionerne ikke kan blive enige om de rette behandlingstilbud. Marianne Pedersens datter er en af dem.

»Jeg har ikke det overblik, der skal til for at sige, hvorfor men jeg har haft meget få gode oplevelser på min datters vegne. I ti år har vi måtte spille på gehør og så håbet om, at vi til sidst ramlede ind i en god sagsbehandler, der havde de rette muligheder for at hjælpe. Og med de mange sammenlægninger og omstruktureringer, der er sket, så er der blevet længere og længere mellem den slags sagsbehandlere,« siger Marianne Pedersen, der er socialpædagog og bor i Kirke Helsinge i det, der engang hed Gørlev Kommune, men som i dag hører under Kalundborg.

Selvmordstanker

I dag ved hun, at hendes i dag 33-årige datter, Randi, lider af en skizotypisk sindslidelse med borderline personlighedsforstyrrelse. Den viste sig første gang for ti år siden, da Randi var optaget på sit drømmestudie, engelsk, på Københavns Universitet. Da hun skulle op til sin første eksamen, fik hun et sammenbrud og endte med at droppe helt ud af studiet.

»Hun endte med at mure sig inde på sit værelse og havde selvmordstanker og tvangstanker om at begå selvmord. Hun sad ved sin computer og havde kun kontakt til omverdenen via computeren,« husker Marianne Pedersen.

Københavns Kommune, som Randi på dét tidspunkt havde adresse i, gjorde ikke noget andet end at give hende kontanthjælp. I starten gik hun til psykiater uden mange andre fremskridt end størrelsen på de doser medicin, hun fik udskrevet. Og heller ikke en senere psykiater var til megen hjælp.

Først da hun flyttede hjem til sin mor i Gørlev Kommune, begyndte der at blive taget hånd om at hjælpe hende for alvor. Men samtidig begyndte en lang kamp for at finde det rette behandlingstilbud til hende.

Så kom reformen

»De tog pænt imod hende og tilbød at betale for psykolog-bistand og det får hun også forlænget et par gange. Men så ryger vi ind over 2007 og kommunalreformen og efter et lille års tid er der en i økonomiafdelingen, der siger: Nu må det da vist også være nok. Og vi orkede ikke at tage kampen. På det tidspunkt var min datter allerede på anden eller tredje sagsbehandler,« siger Marianne Pedersen.

Randi kom dog i behandling på et særligt center i Slagelse for unge med psykiske problemer. Her var der en lille gruppe, der ligesom hende havde problemer med sociale fobier.

Men Randi fik konstateret spiserørsbrok og var i en længere periode ude af stand til at tage til Slagelse. Så efter et år blev det tilbud stoppet. Og så skiftede hun sagsbehandler igen.

»Det er som en dyne at slå i. Man ved ikke, hvad ens rettigheder er, og hvem man skal tale med, og kender ikke systemets gang. Man får ingen oplysninger om, hvad man kan gøre kun hvad de stikker ud, og så er der en vejledning i, at man kan anke afgørelsen,« siger Marianne Pedersen.

Nu blev Randi henvist til et nyt sted, der var gearet til unge, og hvor der var tilknyttet små 50 brugere på skift, og hvor hun blev afhentet en stor hjælp for én, der har angst for at benytte offentlige transportmidler.

Men efter et halvt år blev behandlingstilbuddet flyttet og kort tid efter lavet helt om.

»Der skulle ikke længere være 50, men 150 tilknyttede. Og nu var det ikke længere for unge med sociale fobier, men alle mulige inden for socialpsykiatrien. Så var det ligesom lukket.«

Hjælper at blive vred

Randi forsøgte nu at blive henvist til et behandlingssted i Gentofte men blev afvist, fordi hendes tilstand var for alvorlig. Og på det psykiatriske daghospital i Slagelse fik hun det svar, at hendes problemer ikke var noget, de kunne klare.

»Hun kunne ikke engang blive skrevet på en venteliste. Og så blev jeg heldigvis rigtig, rigtig vred,« siger Marianne Pedersen.

Hun tog selv kontakt til Regionshuset i Ringsted, der lyttede til kritikken og endte med at få sat i værk, at Randi kunne starte på Dagklinikken i Roskilde et behandlingssted under Region Sjælland for patienter med personlighedsforstyrrelser, angst, fobier og andre ikke-psykotiske lidelser.

Det var først her, sidste år, at Randi Pedersen fik stillet sin endelige diagnose og kunne komme i en korrekt behandling.

Og samtidig kunne en ny sagsbehandler i kommunen endelig hjælpe hende videre. Randi bestod i foråret et forkursus til en uddannelse som 3D-animator og skal formentlig starte på uddannelse til september.

»Tingene nåede at blive værre og værre i årevis, fordi min datter ikke for længst fik den hjælp, hun havde brug for. Og det blev kun værre efter kommunalreformen. Når jeg har problemer med at forstå det, som min datter skal igennem, så har jeg ikke længere nogen steder, jeg kan få rådgivning. Det er ikke, fordi jeg vil tage æren men hvis ikke jeg havde haft de ressourcer, jeg har haft, så tror jeg ikke, at min datter var endt der, hvor hun er i dag. Og det har jeg det egentlig forfærdeligt med at tænke på,« siger Marianne Pedersen.

Serie

Social politik?

Information gransker de kommende uger konsekvenserne af det seneste årtis socialpolitik og undersøger perspektiverne for de svage- ste og udsatte efter det kommende valg. Første artikel blev bragt lørdag 23. juli.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mark Strøm
Mark Strøm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Højgaard

Det er regeringens skyld og den burde straffes for landsskadelig virksomhed, men oppositionen kan ikke helt fralægge sig en del af ansvaret. Man kunne jo have råbt lidt mere op og protesteret under behandlingen af de forskellige lovforslag. Som Marianne Pedersen siger, så sker der ikke noget før man slår hårdt i bordet og gør noget selv. Sørg for at al kontakt sker skriftligt så at bevismaterialet er sikret til erstatningssagerne. Gå som en forudsætning ud fra at myndigheder er dine modstandere som ikke vil dig noget godt. Husk at brokke dig hvis du føler dig urimeligt behandlet.

Peter Nygaard

Hvad med socialrådgiverne?

Jeg mener, at en del af ansvaret også ligger hos denne faggruppe og hos kommunerne.

Faggruppen arbejder videre uden nogen form for protest, jo en lille smule fra Bettina Post engang imellem, men det er snarere sure opstød bakket op af tom luft. Faggruppen vurderer sager med psykisk sygdom, fysisk sygdom og funktionsnedsættelse uden nogen form for sundhedsfaglig viden.

Grunden til at der så ikke er eller er meget få sundhedsfaglig personale(læge, psýkiater, sygeplejerske, fysioterapeuter og ergoterapeuter), der kender sygdomme og behandlingsmetoder, er blandt andet, socialrådgivernes modvilje mod at besætte "deres" stillinger.

Kommunerne vil heller ikke have for meget sundhedspersonale, da der jo lige er den der besværlige lov om autorisation, der betyder at noget så forfærdeligt som patient/borger rettigheder, etik osv. lige pludselig skal overholdes.

Hvor længe kan socialrådgiverne dukke sig bag diverse undskyldninger. Hvis jeres utilfredshed hvis den overhoved er der! - få indført en autorisation så socialrådgiveren også skal stå til ansvar for borgeren og ikke kun kommunal bestyrelsen.
Giv derudover også plads til mere sundhedspersonale.

Tine Sørensen

Jeg ved ikke hvis skyld det er, og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke skulle give Leif Mønniche ret i bare noget af det, han siger her. Men jeg er nødt til det. Det virker som om der er gået selvsving i hele det offentlige system. Og det handler jo ikke bare om psykiatriske behandlingstilbud. Der mangler virkelig rationelt overblik. Der er Kafka'ske tilstande. Og pengene fosser afsted uden sikkerhed for, at de bliver brugt, hvor der er mest behov. Jeg har to gange - uafhængigt af hinanden - skullet hjælpe gamle mennesker i familien med at finde et sted at bo, hvor de ikke længere behøvede være alene. De kunne ikke længere tage det fulde ansvar for deres eget velbefindende, og behovet for hjælp voksede familien over hovedet.Og hjemmehjælpen kunne ikke udfylde behovet. De var i begge tilfælde til fare for sig selv med strygejern og komfur mm, og oplevede at bo snavset, uværdigt og usundt i deres hjem. De instanser vi skulle igennem, for at få en passende alternativ bolig var det ene mistroiske hjemmebesøg efter det andet. Hvor de gamle gjorde deres yderste for at beværte gæsterne fra kommunen det bedste de havde lært. Og hvor gæsterne fra kommunen mente, at det så ud som om de gamle klarede sig fint. Begge gamle endte med at måtte vente så længe på alternativ bolig, at de sank sammen, og mistede interessen i deres omverden. Det kom ikke længere på tale med beskyttet bolig, - de kom på plejehjem, og ingen af dem var længere udadvendte eller fik et socialt liv, der hvor de kom hen. Familiens kontakt med de respekttive kommuner var tårnhøje bunker af forviklede korrespondancer, der alene handlede om, at udskyde enhver løsning på problemerne. I begge tilfælde endte vi med, at måtte gøre os ud til bens overfor kommunen, - og først dér skete der noget. Det var desværre for sent til at blive godt. Man skal altså være utålelig, før man blir taget alvorligt.... - Måske er bunkerne på deres skriveborde bare så høje, at de vælger at ordne dem, der råber højest først!!!!??? Hvor gode skal vi være til at råbe høj(s)t, og fremhæve os selv på andres bekostning?Der mangler vitterlig et rationelt overblik, - og vi mangler alle oplevelsen af, at nogen interesserer sig for virkeligheden, og ikke bare for, at spare mest muligt, mens man giver udseende af interesse for vores ve og vel.

Ja, Der er helt sikkert mange skærpner tilstede. Jeg er selv en af dem. Jeg har lidt af alvorlig strees og depresioner siden jeg var 18 år. I dag er jeg 50 og i gennemtiden har jeg passet et arbejde for at bidrage til vores samfund. Det at bidrage og opfylde min pligt er og har været meget vigtig for mig. I dag er jeg stolt over, at have gjort det mod alle odds.

Og nej, jeg har ikke blot haft små psykiske problemer. De har været voldsomme. Sådan er det og har det været for mig. Hvad du mener om min kommentar, må du selv om. Jeg skal ikke retfærdig gøre mig og mit liv.

Men jeg har passet mit liv og trodset alle problemer. Det kan man nemlig godt, hvis det er det man vil.

Jeg kunne ikke, men jeg ville det.

@ Kjeld...godt, at du har klaret skærene på trods af problemerne. Det er ikke det samme som at sige, at det kan alle da. Der er forskel på mennesker og på lidelser. Og igen...al respekt for, at det er lykkes for dig.

Der hvor jeg stejler lidt er, at du siger, at man vil hvis man kan. Jeg ville, jeg arbejdede, bed problemerne i mig. Det fungerede fint...i hvert fald ind til den dag, hvor jeg vågnede op på en afd. P. I dag (knap 4 år senere) sidder jeg med et par kroniske psykiske lidelser, min førtidspension og hvad dertil hører. Jeg er 40 år gammel og havde et hoved fuldt af planer for, hvad jeg skulle opnå. 95% af de planer må jeg bare erkende, at dem opnår jeg ikke om jeg vil eller ej. Jeg har altid klaret mig selv og altid sat en ære i ikke at være til last, men..på ganske få dage ændrede mit liv sig fra "flittig lønmodtager" til "førtidspensionist". Det var ikke min drøm. Det var ikke min plan og jeg ville i den grad ønske, at det ikke var min virkelighed, men sådan er livet nu engang. Derfor kan jeg godt blive temmelig skuffet, tenderende mod arrig, når der kommer sådan et postulat som: Man kan, hvis man vil. Tro mig: Jeg vil...men jeg kan ikke!!

Leif Højgaard

Og hvad hører man nu fra VKO siden, som har trukket alt dette ned over hovedet på en sagesløs befolkningsgruppe ? DF mener nu at penge fra regionernes administration skal bruges direkte til behandlinger - mage til rådden valgflæsk og bortforklaring skal man lede længe efter. Og værre er det med Vænstre - her proklamerer den politiske politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, at man er åben for at diskutere om regionerne er den rigtige løsning for fremtidens sundhedsvæsen idet hun siger »For os er det patienten, der er i centrum og hvis der er nogle, der kan komme med ideer til, hvordan vi bruger pengene bedre, så lytter vi gerne. Indtil videre har regionerne løst opgaven og haft stor succes med behandlinger og at få ventetiderne ned, men det er også nogle andre opgaver, der venter i fremtiden« Vorherre bevares mage til hykleri skal man lede længe efter. Lad os få rullet hele denne strukturreform tilbage til noget der fungerede nogenlunde med borgeren i centrum og vel at mærke med retsgaranti. Det kan ikke være meningen at almindelige mennesker med sine begrænsninger skal sætte sig ind i indviklet jura for blot at få overblik over de få muligheder der efterhånden er levnet og så samtidig skulle være tvunget til at føre dagbog og sagsmapper over udredningsforløb. Uhh gvor er jeg gal i hovedet...

Peter Nygaard

@ Leif

Som snart nyuddannet sundhedsfaglig(hvilket mit første indlæg nok oser af), kan jeg kun have stor forståelse for, at du er gal i hovedet. Det er mange af mine kommende kollegaer også. De har været så uheldige, at de har oplevet et system, der på godt og ondt virkede og så se det blive smadret af Løkke og hans kumpaner.

Jeg oplever tit, at jeg har, når jeg har været ude i klinik(praktik), har spurgt til åbenlyst åndsvage løsninger, åndsvag brug af penge og medarbejdere, for så at høre forklaringen. "Det er efter reformen hvor kommunen fik opgaven".

Strukturreformen er den største omgang lort der nogensinde er lavet i DK. Ingen under, at der i komissionen kun sad en der repræsenterede amterne. Han skulle ihvertfald ikke høres.

@Kjeld

Nu ved jeg, at Tue allerede har påpeget, at nogen ikke kan, selv når de vil.

Det er udbredt i vores samfund, at man gerne vil have kontrol og man derfor også søger beviser på at man har kontrol. I dit tilfælde, var det det at det var din vilje, der var den store grund til din vej mod "normailiteten".

Vilje har en god del med det at gøre, men også sygdommens virkning på kroppen og omvendt. Det sundhedspersonale man møder. Den opbakning man har fra sit netværk. Årstiden. Kosten. Vaner om motion. Noget at stå op til, hobby, projekter, arbejde, børn, forelskelse osv.

Især er, grunden til sygdommen, hvis vi taler psykiatri.

Der er så mange faktorer der spiller ind, at det er meget svært at sige, at det hele afhænger af vilje.

Men det er en rigtig god ting at have og tillykke med din recovery.

allan petersen

Man kan hvad man vil,men det skal være indenfor individets råderum og rimelighedens grænser ellers bliver det destruktivt..

Med en med født manganforgiftningen (ikke "politisk" anerkendt sygdom) men li' med et smadret nervebanesystem, og skizotypisk sindslidelse først opdage i en slutningen af 30års alderen.
Og med en udfordrende opvækst fra 0-18, derfra en ubehagelig livs kamp i et system af, "sagsbehandler", sindssyg tung jura, og et inkompetent binært talsystem-arkiv (EDB).
Så jo, man skal desværre ha' en støttepædagog, eller advokat med! "Så man ikke ender som løve foder/dræbe i colosseum".