Læsetid: 5 min.

Istedgade: Narko, sex og en halv liter sød til kaffen

Istedgade er sin egen særlige økonomi i byen. Men zoomer man ind på den lokale økonomi, ser man, at det, vi troede var helt særligt, faktisk er en del af de store bevægelser af varer og migrerende arbejdskraft i verden
6. august 2011

På den globale skala hedder det Big Mac-indekset. Oprindeligt tænkt som en joke, nu et egentligt økonomisk redskab til at sammenligne leveomkostninger lande imellem ved at se på, hvor mange penge kunderne skal have op af lommen for en Big Mac-burger. Jeg lavede engang et tyrkisk-fladbrød-indeks for København. Brødet der for en 20-årig, der hellere ville bruge sine penge på øl og tegneserier var fremragende basiskost med feta og tomat, når det skulle være fint, og kostede dengang noget i retning af otte kroner på Østerbro, seks på indre Nørrebro og fire på Vesterbro. Det afspejlede indkomstforskellene i Københavns kvarterer. Og i begyndelsen af 1990'erne var Vesterbro et udpræget fire-kronerskvarter.

Meget er sket siden. Vi kender alle historien. Nogle begræder nostalgisk udviklingen, andre indvender, at det er bare sådan, det går for kvarterer tæt ved banegårde i byer, der bliver rigere. Gentrificering hedder det på dyrt. Og den er det pr. definition kun de få, der har råd til at nyde.

Men når Istedgade aldrig helt overgiver sig, er det, fordi nogle økononomiske grundstrukturer tilsyneladende aldrig ændrer sig. Tre ting gør Istedgades erhvervsstruktur anderledes end alle andre gader, i København i økonomisk forstand: Sexhandlen, narkoen og det faktum, at de første kiosker i byen stadig ligger der og blot har fået selskab af helt utrolig mange andre.

Det store i det nære

Men hvorfor slå ned på en enkelt gade i København? Fordi et sådan greb gør det helt tydeligt, hvordan den lokale, lille økonomi er knyttet sammen med den store globale. Og når man gør det med netop et så 'særligt' kommercielt stuktureret stykke asfalt som Istedgade, står det klart, at det, vi umiddelbart mener, er så grundlæggende anderledes end resten af økonomien, faktisk følger samme regler for udbud og efterspørgsel, samme ruter på verdenshandelskortet, er påvirket af samme ændringer i de globale fordelingsmønstre, af samme politisk opsatte barrierer, og den nok vigtigske af alle erkendelser drives af samme migrerende arbejdskraft.

At finde forskelle er ofte det mest sexede, men at søge efter ligheder som regel det mest brugbare.

Fra Punjab til Istedgade

Og Istedgade er fuld af historier om verden. Tag for eksempel kioskerne.

Vi vil møde en ung pakistansk dreng, der hver dag sælger bajere og rislamande til brugerne af mændenes hjem, men mest af alt undrer sig over, hvorfor dankere ikke ønsker at eje noget selv, når der nu er så meget at eje. Og selv om han er den første i sin famile, der har forladt Pakistan, behøver han ikke at føle sig alene.

Et kig på Istedgades kiosker viser, at pakistanerne ejer alle undtagen to. Men pakistanere udgør i dag kun en lille del af den danske indvandrergruppe med anden etnisk baggund.

Hvorfor det? Et nemt svar ville være, at det handler om, at de er bedre uddannet end f.eks. deres anatolske med-indvandrere. En endnu nemmere forklaring er 'noget med kultur'. Men ser man faktisk på bevægelsen, da pakistanerne kom til danmark og endte på Istedgade, bliver det en historie om danske opgangstider, der kræver mere arbejdskraft, samtidig med at kvinderne rykkede ud af hjemmene, hvilket øgede behovet for hurtige indkøb i supermarkedet, der derfor ludkonkurrerede købmændene, der så skabte nye behov forsteder, hvor man kun skal have den halve liter sød til kaffen. Og det skete i samme periode, hvor tidligere populære indvandrerlande som Storbritannien og Tyskland via lovgiving begrænsede adgangen for folk udefra. Et kig på den etniske sammensætning i en gade bliver derved en historie om lokale erhvervsstrukturer og globale bevægelser reguleret af konjunkturer og politikker.

Tråde til verden

En af de erkendelser, der kan opstå, når man zoomer ind for at se ud, er, at alting i en vis forstand er ved det gamle. Når det er kvinder fra den nigerianske region Edu, der ender på Istedgade, er det fordi, netop Edu var udgangspunktet for tømmerhandel med Europa under kolonitiden.

Når narkoen kommer til hjørnet Istedgade/Colbjørnsensgade via Sahara, er det fordi, det er den rute, Afrikas eksport har fulgt til Europa i århundreder.

Og når de pakistanske kioskejere stammer fra Punjab, er det, fordi folk fra Punjab på grund af den gavmilde jord altid har haft lige det ekstra på kistebunden, der har gjort det muligt at rive teltpælene op.

Alt er nyt

Men det er samtidig erkendelsen af, at alt også er nyt. Når de danske prostituerede måtte fortrække til fordel for de østeuropæiske, var det fordi, kapitalismen ikke bragte, hvad den lovede, til Rumænien og Ungarn. Når de Nigerianske prostituerede måske snart vil blive færre, er det, fordi nye økonomier er tordnet frem, så immigrationen, kvinder og mænd, dem, der sælger sex, og dem, der sendes i minerne, dem, der fletter hår, og dem, der plukker tomater, og den store del, der skifter mellem disse og andre immigranterhverv, er begyndt at vende opmærksomheden væk fra Europa mod nemmere tilgængelige markeder som Kina. Ligesom det forbudte tropetræ, der i tidernes morgen skabte ruten til Europa.

Europahistorie

Men Istedgade er ikke kun fortællingen om en økonomi i overvejende grad båret af immigranter fra Tredje Verdens lande og derfor om global ulighed. Det var ikke grumme menneskehandlere i Nigeria, der så et åbent marked i Istedgade og fandt kvinder til at lukke hullerne. Det var heller ikke kvinderne i Benin City, der en hyggeaften over atlasset sagde: 'Danmark! Koldt, småt og enormt langt væk. Der vil jeg hen!'.

Som det gælder for størstedelen af narkohandlerne og kurererne var Sydeuropa deres destination of choice. Men som indkomstgrundlaget svandt, rykkede de mod nord. Og i takt med at vanskeligheder ved at komme ind blev større, blev der grobund for et endnu større marked for mellemmænd, der ofte betegnes 'menneskehandlere'. Derfor er Istedgade også fortællingen om et Europa i økonomisk krise, der har lukket stadig mere for adgangen.

Så kom med en tur til Pakistan, Rumænien og Vestafrika via Istedgade. En gade i København, hvor hvert hjørne har et skilt, der peger ud og langt væk. Punjab: den vej. Benin-City: den vej. Bukarest: den vej.

Serie

En gade i verden

Fra Benin City til Istedgade. Fra Punjab til Istedgade. Fra Bukarest til Istedgade. Køb og salg af alt fra sex til en halv liter sødmælk i en enkelt gade i København afspejler udviklingen i den globale økonomi.

I tre afsnit beskriver vi:

- Narkotikahandlen
- Kioskbranchen
- Prostitution

Seneste artikler

  • De nigerianske kvinder rykkede nordpå med krisen

    6. september 2011
    Store summer ryger via Istedgades immigrant-sexarbejde tilbage til deres hjemlande og påvirker derved de lokale økonomier. Men skifteholdene i gaden ved banen er også et øjebliksbillede af de helt store bevægelser i den globale økonomi
  • Entreprenør som sidste udvej

    12. august 2011
    Kiosken er Istedgades rygrad. Men for ejeren er den sommetider en forbandelse. Den drager med løfter om frihed og entreprenørskab, men efterlader kioskejeren uden fritid og fremtid
  • Narkoøkonomiens stofskifte

    6. august 2011
    Istedgade har i mange år været dagligstue for pushere og stofbrugere. Men gadens klientel er blevet mere kosmopolitisk. Det vidner om et globalt stofmarked, der konstant ændrer handelsruter og sætter aftryk på Europas gadehjørner
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu