Læsetid: 4 min.

Kontroversiel dokumentarist går undercover som diplomat

Mads Brügger rejste i sin prisvindende dokumentarfilm 'Det røde kapel' til Nordkorea forklædt som kommunistisk teaterdirektør. I sin næste film, 'Ambassadøren', fortsætter han rollespillet, men nu som skruppelløs diplomat i Centralafrika. Det er underholdende og afslørende – men er det også i orden?
Mads Brügger rejste i sin prisvindende dokumentarfilm 'Det røde kapel' til Nordkorea forklædt som kommunistisk teaterdirektør. I sin næste film, 'Ambassadøren', fortsætter han rollespillet, men nu som skruppelløs diplomat i Centralafrika. Det er underholdende og afslørende – men er det også i orden?
4. august 2011

En solrig dag i oktober 2010 ankommer en dekadent, hvid mand iført lyst jakkesæt, ridestøvler, manchetknapper, cigaretrør og mørke solbriller til Den Centralafrikanske Republik med papirer i lommen, der dokumenterer hans status som liberisk diplomat.

Officielt er han der for at åbne en tændstikfabrik med job til de lokale, uofficielt er han mere interesseret i at få adgang til landets store reserver af diamanter.

Journalist og dokumentarist Mads Brügger vrider genrebegrebet til det yderste i sin nye dokumentarfilm, Ambassadøren, hvor han forklædt som diplomat forsøger at udstille nogle af de mange problemer med korruption, magtmisbrug og nepotisme, som hærger i en fejlslagen afrikansk stat.

Filmen, der er en del af projektet New Danish Screen, får først premiere til oktober, men i går blev de første levende billeder lækket til pressen i form af en to minutter lang trailer, der viser, hvad publikum har i vente. Det er som sædvanlig i tilfældet Brügger det uventede.

»Som genre er dokumentarfilm om Afrika ved at synke sammen under sin egen vægt. Alle kan lave væsentlige og anstændige Afrika-dokumentarer uden at få snavs på fingrene, men uanset hvor væsentlige og anstændige de er, så er der næsten ingen, der gider at se dem,« siger Mads Brügger til Information.

Med Ambassadøren ønsker han at lave en anderledes dokumentar, der med hans egne ord »ikke handler om hungersnød og børnesoldater, men som søger tilbage til det Afrika, forfattere som Graham Green, Ernest Hemingway elskede og dyrkede Tintins Afrika.«

Manden med den gule hat

Den danske dokumentarist har tidligere udfordret de journalistiske genrer med sin Sundance-vindende dokumentarfilm Det røde kapel fra 2006, hvor han forklædt som kommunistisk teaterdirektør rejste til Nordkorea og vendte tilbage med unikke optagelser fra et ellers hermetisk lukket land.

I Ambassadøren bruger han igen rollespillet som journalistisk metode, men denne gang i en endnu mere radikal version, idet han ikke blot foregiver at være diplomat, men rent faktisk køber titlen og efterfølgende opfører sig derefter.

»Diplomater er en slags superjournalister, fordi de har adgang til magtens inderste kredse og hele det fedtlag af expats, forretningsfolk, døgnflueministre og andre diplomater, som regerer i fejlslagne stater. Meget af det, jeg får adgang til gennem min diplomatstatus, var jeg aldrig kommet i nærheden af med konventionelle journalistiske metoder,« siger Mads Brügger, der dog erkender, at han opererer i et felt fyldt med etiske komplikationer.

»Jeg udlever jo den hvide mands fantasi om Afrika og opfører mig på mange måder som mareridtsudgaven af Manden med den gule hat. Men sagen er, at personer som mig, der ønsker at udnytte de muligheder, der er i at blande forretning og diplomati i Afrika, jo eksisterer i virkeligheden.«

Fransk kolonialisme

Mads Brügger ønsker ikke at røbe, hvordan han kom i besiddelse af sit diplomatpas det hører filmen til, siger han men han vil gerne fortælle om nogle af de mange døre, det åbnede. Blandt andet blev han i sin egenskab af liberisk diplomat gode venner med stabssikkerhedschefen i Den Centralafrikanske Republik, en grotesk tyk tjekkisk fremmedlegionær, der mens han drak det meste af en flaske vodka fortalte ham alt om, hvad franskmændene laver i landet. Det var noget af det mest skræmmende, Mads Brügger nogensinde har lagt øre til.

»Han fortalte, at Frankrig betragter Den Centralafrikanske Republik som sin egen private sparekasse eller børneopsparing, og at de udnytter landets enorme reserver af olie, titanium og diamanter efter deres eget forgodtbefindende. For eksempel presser de målrettet forretningsfolk fra andre lande ud af Den Centralafrikanske Republik gennem en systemisk korrumpering af embedsværket.«

»Han fortalte også, at franske fly dagligt overflyver hele det centralafrikanske territorium, så de har fuldstændig styr på, hvor de forskellige oprørsgrupperinger befinder sig. Men de deler ikke oplysninger med landets regering, fordi og det er selvfølgelig hans vurdering at Frankrig er interesseret i at holde landet på kanten af afgrunden, så der ikke er andre, der får lyst til at investere i det.«

Excellence Cortzen

Hovedparten af Ambassadøren er filmet over halvanden måned i november og december sidste år, men i alt har Mads Brügger brugt godt fire år på at planlægge og researche filmen.

»Jeg har haft de mest uhyggelige oplevelser, man kan berede et menneske, men også de mest fantastiske oplevelser,« siger han.

Et eksempel på det sidste står klart i hans erindring: En aften, han kommer tilbage til sit hotel, står en uniformeret ordonnans fra Den Centralafrikanske Republik og venter på ham i receptionen. Han spørger, om han er Excellence Cortzen, Liberias konsul. Det svarer Mads Brügger bekræftende på, hvorpå manden rækker ham en kuvert, der har 'Excellence Cortzen' skrevet på forsiden med sirlig håndskrift. Herefter gør ordonnansen honnør, vender sig om og går.

»Det er et brev fra stabssikkerhedschefen i Den Centralafrikanske Republik, og kuverten indeholder to navne på personer, han vil anbefale, jeg taler med, hvis jeg vil danne mig et indtryk af, hvad der foregår i landet,« siger Mads Brügger med begejstring i stemmen: »Det var en fantastisk scene som løftet ud af en Graham Greene-roman, og at opleve dét i virkeligheden ... ja, det var svimlende.«

Men så er der de uhyggelige oplevelser. Dem, Mads Brügger helst vil glemme. I filmen er der en scene, hvor han vil ansætte pygmæer på den tændstikfabrik, han planlægger at bygge. Han får hjælp af en minister, der arrangerer et besøg i en nærliggende pygmæ-landsby, men da han næste morgen ankommer til byen har selvsamme minister hældt enorme mængder sprut på samtlige indbyggere også på børnene.

»Han havde gejlet dem op til, at jeg skulle komme, så de kunne tage sig bedst muligt ud. Men flere af dem var blevet så påvirkede af blandingen af sol, papvin og majs-djævlebryg, at de var gået i trance og hoppede rundt og hujede, mens jeg så bare sad i skyggen og kiggede på. Det var en forfærdelig oplevelse,« siger Mads Brügger.

Ambassadøren har dansk premiere den 5. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Hvorfor skulle det ikke være i orden? Eftersom finans, industri, banker og store medier insister på IKKE at skrive eller tale om diverse kartellers (diamanter, heroin, olie, våben...take your pick) meget skrupelløse metoder for at komme til fadet før "de lokale", er han jo nødt til at gå "undercover".

Der er ting som "man i mainstreamen" næsten ikke kan tale om. Det er for kontrovesielt, og derfor nemmere at afskrive som konspirations teori og så lade det ligge.

Se bare John Perkins' bøger for eksempel. Aldrig har en forfatter være så længe på NY Times bestseller liste uden at at blive nævnt i selvsamme avis.

Magnus Pranov

Den skal ses. Uanset hvad man måtte mene om Mads Brügger og hans metoder, så legitimeres hans projekter af de reelle problematikker de afdækker. Hvis ikke hans film kan sætte et større fokus på nepotisme og korruption i Afrika, så kan ingen.

Den virkelighed, som Mads Brügger plejer at afdække, er en utroværdig konstruktion. Jeg er fortsat irriteret over, at han fx ikke kunne nøjes med at lade Nord-Korea udstille sig selv, men fandt det nødvendigt for projektet at opfinde falske konflikter, og præsentere dem som "virkelighed". Brügger lader konsekvent sine egne kvikheder skygge for den historie, han burde fortælle...

Magnus Pranov

Tom Paamand

Lidt krakilsk kunne man hævde, at enhver journalistisk afdækning af virkeligheden er en konstruktion, men at netop konstruktionen kan gøres mere eller mindre synlig. Personligt synes jeg nu ikke at kvikhederne overskygger historien i Det Røde Kapel.

Olav Bo Hessellund

Tom Paamand,
Set i bakspejlet, kan jeg kun give dig ret. Mads Brüggers metoder indtil nu har også givet mig både myrekryb og grund til at krumme tæer.

Men lad os nu give manden en chance - og lad os se frem til, at hans dokumentarfilm bliver vist engang....

Heinrich R. Jørgensen

Der var ikke basis for at Mads Brügger kun have succes med at lave sine mockumentaries, hvor undergravende research dokumenteres og iscenesættes som politisk-indigneret underholdning, hvis journalister, politikere, erhvervsfolk og medier gjorde en seriøs indsats for at oplyse om de samme emner.

Uanset om emnet er Nordkorea, EU eller Afrika, er det muligt helt bogstaveligt at få indsigt i forhold, de fleste aldrig har hørt om og endnu færre reelt evner at forestille sig (eller selv har oplevet).

Anne Marie Pedersen

Ja. Det er selvfølgelig det, det handler om Heinrich. Hvor er alle de andre tændte journalister, der sætter noget på spil. Jeg er ved at brække mig over journalister, der altid skal se pæne og nydelige ud. Og som helt sikkert ikke ved noget som helst eller skal risikere noget.

Må hellere stoppe nden jeg indigneret ryger ud af en tangent om problemerne ved den måde vi uddanner og ikke mindst udvælger studerende til journalister.

Niklas Monrad

Det er altid godt at se de magtfuldkomne i afslørende dagslys.

Jeg har ikke set den første film (som jeg tvivler på er i stand til at overraske), men har bestemt fået appetit på den anden.

Henrik Brøndum

@Annemarie Marie Petersen

Tusind tak for din aabne bekendelse til risikoen ved Gnavpotteriets ulyksageligheder.

Det er jo mest os maend 50+ der er i fare for at ryge i den gnavne potte - men vi har vel haab naar nogen i yderkanten af vor kreds saaledes giver os indsigt!

Kristian Rikard

»Jeg har haft de mest uhyggelige oplevelser, man kan berede et menneske, men også de mest fantastiske oplevelser,« siger han.
Tillykke, tillykke Mads Brügger, så er der da een, der har haft noget ud af projektet, formodentligt finansieret af mine skattepenge.

»Han havde gejlet dem op til, at jeg skulle komme, så de kunne tage sig bedst muligt ud. Men flere af dem var blevet så påvirkede af blandingen af sol, papvin og majs-djævlebryg, at de var gået i trance og hoppede rundt og hujede, mens jeg så bare sad i skyggen og kiggede på. Det var en forfærdelig oplevelse,« siger Mads Brügger.

Hvorfor var du ikke selv med på "bølgen" Mads Brygger?. Da havde det nok ikke været en så forfærdelig oplevelse.

Alt godt til kulturmøder.

M.v.h.

Paul Peter Porges

Netop Brüggers brug af utraditionelle metoder, gør hele projektet troværdigt for "den almindelige tv-seer". Endnu en dokumentar om Afrikas problemer, ville ikke få folk op af stolene. Metoderne har mange etiske problemer, men de tjener alligevel det formål, at åbne folks øjne for _hvorfor_ der er problemer i Afrika og ikke kun symptomerne.

Metoden med utraditionelle metoder som appetitvækker er brugt med dygtighed af mange journalister. Min irritation går blot på, at Brügger ikke på samme professionelle vis evner at fremvise det groteske i virkeligheden, men selv opfinder de konflikter, han fokuserer på. Det ville så være et flot kneb, hvis det fiktive så netop udstillede det virkelige. I stedet er de blot flove kunstgreb uden relevans...