Læsetid: 10 min.

Narkoøkonomiens stofskifte

Istedgade har i mange år været dagligstue for pushere og stofbrugere. Men gadens klientel er blevet mere kosmopolitisk. Det vidner om et globalt stofmarked, der konstant ændrer handelsruter og sætter aftryk på Europas gadehjørner
Istedgade har i mange år været dagligstue for pushere og stofbrugere. Men gadens klientel er blevet mere kosmopolitisk. Det vidner om et globalt stofmarked, der konstant ændrer handelsruter og sætter aftryk på Europas gadehjørner
6. august 2011

»Du har fattige, fattige mennesker, og måske et par dage har du rige mennesker. Sådan er Istedgade. Den, der er fattig, bliver rig i nogle dage. Den, der er rig, bliver fattig,« siger Abdul i en spruttende ordstrøm. Han kigger svømmende tværs over Halmtorvet under sin Halliburton-kasket med påskriften War admiral.Blikket flytter sig ikke, men han beklager den foliekugle med kokain, han netop har mistet. Og alle de smøger han ifølge eget udsagn ustandseligt må dele ud.

»Det er nummer to pakke i dag, og jeg ryger kun tre cigaretter om dagen. Hver dag er sådan,« siger han og vifter med sin halvtomme pakke. Abdul er kommet til Danmark fra Pakistan og har lært sit snøvlende, men forståelige dansk på Istedgade. Han har ikke set sin familie, siden han i 2004 blev en del af gadens stofscene.

»Først var det som at flyve. Som om en eller anden stikker mig med en kniv,« siger han og laver sniffebevægelser ud i luften. »Ryger jeg, er jeg rask. Gør jeg ikke, er jeg syg. Nogle gange sover jeg ikke i to eller tre dage,« fortæller Abdul.

Han er en af de par tusinde stofbrugere, der hver måned frekventerer Istedgade for at hente 'værktøj' som sprøjter og kanyler. Men han tilhører også inderkernen; en gruppe af overvejende mænd, der lever på vrangsiden af Vesterbro, som i to årtier også har været befolket af en ung elite. Begge grupper har i årevis taget kokain. Men hvor akademikeren og arkitekten har et eksklusivt telefonnummer på en kurér, har narkomanen Istedgades åbne stofhandel, hvor øretæverne flyver, og spillereglerne konstant ændrer sig.

Som pusherne bevæger sig rundt mellem gadehjørnerne, er der heller ikke noget at tage fejl af. De opsøgende blikke og flygtige salgstilbud er for længst blevet en tydelig del af Istedgades bybillede. På samme måde er narkohandlens globale stofskifte tydeligst her på Vesterbro, hvor pushernes forskellige nationaliteter er tilsagn om stoffernes skiftende smutveje ind i Europa.

Ny slags pusher

Nogle hundrede meter fra Halmtorvet sidder Bjarne Christensen bag et væld af nedslåede persienner. Han er leder af Station Citys specialpatrulje, der tager sig af narkokriminaliteten i området. Det eneste sollys, der når rummet, rammer en træfigur af en løftet pegefinger.

»Vi går ikke efter de gamle misbrugere, som går på Vesterbro hver dag, og som alle herinde kender. Hvis vi går efter én, fordi han har 0,001 gram kokain eller heroin på sig, ved vi jo godt, at han skal ud og skaffe noget nyt. Og det foregår typisk ved tyveri eller indbrud,« siger han og rykker sin stol helt tæt på træfiguren.

»Nogle gange lukker vi dele af Vesterbro af og laver aktion, og så tager vi selvfølgelig alle med stoffer på sig. Men til dagligt går vi efter pusherne.«

På en stor tavle er gadens forbryderalbum sirligt hængt op. Det er denne gruppe af evigt skiftende pushere, der hver dag ernærer denne specialenhed af civilklædte betjente. Politiet fører i dag uofficiel statistik med deres nationaliteter, for mens de danske pushere stadig er at finde, er gaden blevet mere multinational de seneste par år. I dag er kokainens købmænd særligt personer fra vestafrikanske lande som Sierra Leone, Gambia og Guinea-Bissau samt tunesere, mens heroin og amfetamin ofte sælges af personer fra eks-Jugoslavien.

»Livet på gaden har ændret sig. Der er kommet flere udenlandske pushere ind, der typisk ikke selv tager stoffer, men er mere ligeglade med, hvem de tjener penge på. Før skete det oftere, at man byttede sig til lidt heroin eller skyldte hinanden. Nu er der mere kontant afregning,« siger Bjarne Christensen.

En salgssituation sker typisk ved, at sælgeren har nogle kugler kokain i munden, og hvis politiet kommer, kan han løbe, mens han sluger det. Efter kontakten med en køber aftaler de et nyt mødested, hvor han så kan spytte et par kugler ud og få penge.

Kokainen vinder frem

Mens pushere spytter kokainkugler ud til eksalterede købere på Istedgade, har de europæiske politimyndigheder også set skriften på væggen. Europas efterspørgsel på kokain er ikke til at holde nede, og på 10 år er forbruget af kokain fordoblet i Europa. Tidligere var det nordamerikanske marked mere attraktivt for sydamerikanske narkobaroner, men Europa har nu i et årti været et lige så lovende eksportmarked. Det skyldes især dollarkursens svækkelse over for euroen samt en intensiveret narkobekæmpelse særligt i Mexico.

Igen og igen finder kokainen sine mangeartede veje ind i Europa. Fra kokabladene høstes og forarbejdes til kokain i Colombia, Peru og Bolivia transporteres det hvide pulver videre i containerskibe og passagerfly via tre ruter, oplyser Europol. Enten over De Caribiske øer, via De Kanariske Øer eller gennem Vestafrika til Europa.

Især Spanien og Portugal er eftertragtede destinationer. Det skyldes både den fordelagtige geografi med lange kyststrækninger samt det sproglige fællesskab med lande som Brasilien og Venezuela, hvorfra en stor del af narkoen begynder sin rejse hen over Atlanten. Ofte foregår det ved, at forsendelser af kokain losses af fra store containerskibe ved den galiciske kyst i Spanien, hvorefter lokale i speedbåde sejler ud og henter det ind til land. Andre gange gemmes pakkerne dybt inde i skibscontainere på vej mod Europas industrihavne mellem lommetørklæder og frugt.

Den vestafrikanske forbindelse

Siden 2004 er sydamerikanske smuglere begyndt at benytte fattige vestafrikanske stater som mellemstationer for den boomende narkoeksport til Europa. Og i 2007 var mængden af den beslaglagte kokain i Vestafrika 25 gange så stor som i 2003. For selv om langt det meste kokain stadig fragtes direkte fra Sydamerika til Europa, har den vestafrikanske forbindelse vist sig succesfuld. Det påpeger antropolog og tidligere forsker ved DIIS Jairo Munive Rincon, der blandt andet har set på narkoens transitruter mellem Vestafrika og Europa.

»Stoffet i sig selv har ingen værdi, hvis du sidder med et ton kokain i Sierra Leone. Det skal ind i Schengen for at kunne blive omsat til store penge,« siger han.

Værdikæden viser sig ved, at prisen stiger markant, jo tættere stofferne kommer på Europa. Sidste år kostede et kilo kokain i Guinea-Bissau 7.000 euro, mens prisen i Marokko var fire gange så høj.

Men narkoens transportveje følger altid eksisterende handelsruter, hvor den kan gemme sig bag mennesker og varer. De vestafrikanske narkokurerer transporterer i dag stofferne op ad gamle ruter gennem Saharas ørken for så at sejle dem over Middelhavet til Sydeuropa. Andre synker mindre kokainklumper i maven, inden de hopper på et passagerfly i håb om at sive igennem de europæiske lufthavnstjek.

Narkokurererne har ofte opholdstilladelse i et sydeuropæisk land, erfarer FN. Og de bliver typisk betalt med naturalier i form af en tredjedel af kokainmængden, som de kan sælge videre på de europæiske gademarkeder.

»Narkohandlen er ikke præget af karteller, men typisk to eller tre venner, der går sammen om at etablere en narkohandel. En gambianer i Madrid køber f.eks. 300 gram kokain af et kilo og tager rundt i Europas hovedstæder for at sælge det videre,« siger Jairo Munive Rincon og peger på, at narkoen eksempelvis finder sin vej til Danmark med lastbiler fra Holland »gemt under appelsiner og bananer.« I 2008 og 2009 ankom der alene i Holland 178.000 containere fra Afrika, og en trafik af så besvimende størrelse vil aldrig kunne tjekkes igennem, erfarer FN.

Går efter afrikanere

På specialpatruljens kontor på Vesterbro holder Bjarne Christensen en lang tænkepause. Med begge hænder flytter han et papir med politiets anholdelsesstatistik frem og tilbage på bordet.

»Vi er ikke så blåøjede, at vi tror, vi kan stoppe narkoen i Danmark. Men vi kan begrænse den. Vi kan gøre en indsats for at stoppe de pushere, der kommer herop. Og når vi først har udvist en udenlandsk pusher, så ser vi ham ofte ikke igen,« siger han. Men markedskræfterne er svære at regulere. Og politiets arbejde bliver ikke nemmere af, at de vest-afrikanske pushere er bedre købmænd end gadens tidligere generationer, vurderer han.

»Afrikanerne er ikke junkier. Og deres kunder ved godt, at de sælger kokain. De snyder dem ikke,« siger han og kigger atter ned på anholdelsesstatistikken. Den viser, at politiet har fængslet 135 pushere omkring Istedgade i årets første seks måneder. Heraf er næsten halvdelen afrikanere, som politiet de sidste to år har holdt »ekstra øje med, da de er særligt aktive«.

Europa har mistet grebet

Selv hvis det danske politi masseudviser vestafrikanske pushere, tyder meget på, at de pengestærke narkobaroner i disse dage lægger ruten uden om Vestafrika. På de skibe og fly, der rejser fra Vestafrika mod Europa, fandt europæiske myndigheder mindre end halvt så meget kokain i 2006 som i 2009. Samtidig viser europæerne ingen tegn på at mildne deres kokainforbrug. Og intet tyder på, at udbuddet er svækket. Noget nyt er sket, og Europol er stadig i gang med at knække koden.

Én tendens peger i retning af, at flere hemmelige kokainlaboratorier skyder op inden for Schengens grænser, oplyser Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN). Laboratorierne gør det nemmere at være smugler, da man kan blande kokainen med materialer som bivoks, tøj og plastik for så at levere det til laboratorierne, der kan udvinde kokainen.

Mens laboratorierne er i fremmarch, melder Europol også om, at transitruterne flytter østpå i takt med Balkanlandenes voksende handelsliberalisering.

Og de seneste par år har bulgarsk og rumænsk politi beslaglagt spektakulære kokainfund i laster med tusindvis af vinflasker og brasiliansk træ. Ifølge Jairo Munive Rincon vil det østlige Europa også fremover være en vigtig affyringsrampe til Europas narkomarked.

»Oftere ses det, at kokainens handelsruter går fra Latinamerika over Tyrkiet og Balkan. Her kommer den fremtidige kamp om narkoen til at stå. Men narkoens bagmænd flytter så meget rundt på det, at det er svært at finde rundt i,« siger han.

Færre gemmesteder

Istedgade har narkoen aldrig haft svært ved at finde vej til. Men hvor stofferne tidligere blev handlet og taget på store dele af Vesterbro, klumper pushere og stofbrugere sig i dag sammen på færre fortove og gadehjørner. Det skyldes 1990'ernes byfornyelse, hvor gårdarealerne blev lukket og opgangene forsynet med dørtelefoner.

»Med byfornyelsen af Vesterbro kom stilladser og containere op at stå. Dem kunne stofbrugerne bruge som gemmesteder, ligesom de kunne krybe ind i baggårde og ned i kældre. Da byfornyelsen stod færdig i nullerne, var gårdene sanerede og aflåste, og der var ikke længere containere og stilladser at gemme sig under,« siger Robert Olsen, der er forstander på Mændenes Hjem i Istedgade, hvor narkomaner kan komme i kontakt med sundhedssystemet, ligesom de kan hente rene kanyler og sprøjter.

Byfornyelsen har samlet stofmiljøet og derfor gjort, at det tiltrækker større opmærksomhed end tidligere. Samtidig er stofbrugerne de seneste fem år blevet mere højlydte i takt med, at kokainen har overtaget store dele af det gamle heroinmarked, fortæller Robert Olsen.

»Kokainen er gået fra at være et elitestof i 1970'erne og 80'erne, hvorefter det i 90'erne blev demokratiseret ved at komme ud i musikmiljøerne, på cafeerne og diskotekerne, og efter år 2000 er det så blevet proletariseret og har nået de nederste samfundslag,« siger han med reference til forfatteren Henrik List, der har gjort samme iagttagelse.

Men hvor heroin er en downer,man sløvt og fredfyldt kan kokse ud til i flere timer, er kokain en upper,der sætter gang i de hektiske armbevægelser. Det præger gadebilledet i stor stil, mener socialoverlæge i Københavns Kommune Peter Ege.

»Kokainen markerer sig så tydeligt, fordi stofbrugernes adfærd ændrer sig. De bliver mere vågne, kaotiske, tumultariske og mindre fredsommelige. Nogle bliver også mere paranoide,« forklarer han. Førhen kunne heroinbrugere fastholde en almindelig døgnrytme, mens de tog det bedøvende stof. I dag skal kokainbrugerne skaffe deres stof oftere for ikke at få nedtur eller abstinenser. Mange glemmer at spise, taber sig kraftigt i vægt, dehydrerer og får store vabler under fødderne af flere dages søvnløs gang.

Ingen venner på gaden

På Halmtorvet sidder Abdul fortsat med et mørbanket udtryk og kigger frem for sig. En mand i en åbentstående bomberjakke humper ind i hans synsfelt for at opkræve nogle penge.

»Undskyld, jeg blev så sur sidst,« siger den anstigende mand på ærkevesterbrosk. Han farer hidsigt op med armene, men der kommer ikke flere ord ud.

»Nej, det er okay. Du var helt fuld dengang,« svarer Abdul afværgende. Han griber hektisk i begge lommer og fisker en håndfuld mønter og sedler op.

Danskeren nærstuderer pengene og rækker ud efter to sedler. »Det passer. Du er en kat, maaand,« griner han og hoster.

»Du giver mig otte måneder til at betale tilbage, og jeg giver dig pengene efter to-tre dage,« siger Abdul med sænket blik.

»Ved det godt,« siger danskeren, da han vender ryggen til og går derfra. Han knytter sine hænder og slår ud i luften. »Jeg var bare fucked up.«

Abdul ånder lettet op og panorerer igen blikket sløvt hen over torvet, mens han piller ved et slidt display på en Nokia-telefon.

»Jeg kender mange mennesker på Istedgade. Men ingen venner. Jeg sover, jeg kokser, jeg sover, en anden ruller mig. Den, der siger, han er din ven, lyver.«

Abdul er et opdigtet navn. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt

Serie

En gade i verden

Fra Benin City til Istedgade. Fra Punjab til Istedgade. Fra Bukarest til Istedgade. Køb og salg af alt fra sex til en halv liter sødmælk i en enkelt gade i København afspejler udviklingen i den globale økonomi.

I tre afsnit beskriver vi:

- Narkotikahandlen
- Kioskbranchen
- Prostitution

Seneste artikler

  • De nigerianske kvinder rykkede nordpå med krisen

    6. september 2011
    Store summer ryger via Istedgades immigrant-sexarbejde tilbage til deres hjemlande og påvirker derved de lokale økonomier. Men skifteholdene i gaden ved banen er også et øjebliksbillede af de helt store bevægelser i den globale økonomi
  • Entreprenør som sidste udvej

    12. august 2011
    Kiosken er Istedgades rygrad. Men for ejeren er den sommetider en forbandelse. Den drager med løfter om frihed og entreprenørskab, men efterlader kioskejeren uden fritid og fremtid
  • Istedgade: Narko, sex og en halv liter sød til kaffen

    6. august 2011
    Istedgade er sin egen særlige økonomi i byen. Men zoomer man ind på den lokale økonomi, ser man, at det, vi troede var helt særligt, faktisk er en del af de store bevægelser af varer og migrerende arbejdskraft i verden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer